Fødderne værker, knæene knirker og det hele er ved at være for meget. Syv-årige Malthe er med på ture i naturne, men han kan også få nok, og så er det med at have de små fif parat.

Vi har ofte et sæt vandrestave med, når vi vandrer. De er lette, de kan justeres og sættes fast på rygsækken, og så kan de noget som ord kun dårligt kan, når kilometerne er ved at være for meget for Malthe. De kan adsprede, og de kan redde en del flere kilometers vandring.

Fysisk aflaster stavene knæ og fødder, men psykologisk gør de også noget andet, de flytter fokus. Efter få minutters fornyet vandring med stavene, så er det ikke usædvanligt, at høre en stille fløjten og en begyndende nynnen, mens staven slynges fra side til side, og det slet ikke er svært eller hårdt at gå.

25. maj, 2021

Posted In: Børn i naturen, Nyheder, På opdagelse i naturen, Temaer, Vandre, Vildmark og trecking

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Det ene ben svinger han hurtigtigt op på høstakken til højre, armen får et sving til venstre, og så…. Malthe falder til jorden, men smilet er stort, for når det kommer til stædigt at ville klare det opgaver han sætter sig, så er han fantastisk. På vores tur er vi stødt på to halmballer, formentlig opsat til brug for de græssende køer, der går og gumler en kilometer fra os, men lige nu er de udnævnt til en fabelagtig naturlegeplads, hvor der står parkour-øvelser og grin på programmet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

 

 

 

 

 

 

Efter adskillige forsøg på, at lave en “trappe” af nedfalden hø og indsamlede sten, lykkes det Malthe at komme op, og sejrrigt står han med hænderne i vejret, og nyder, at jeg simpelthen ikke kan få min krop op i hans højde, og nyder, at han fik succes med sit forehavende, og nyder, at kunne bruge noget af det “legetøj” som naturen så gavmildt byder på.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

22. september, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Danmark, Europa, Temaer

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

To birketræer med hver deres afbrækkede grene kan noget, som kun få formår. De kan give ro til teenagere, i hvert fald, når de imellem sig bærer en hængekøje. Egentlig behøver man ikke tale så meget om hængekøjen. Den skal bare hænges op, helst et synligt og centralt sted i haven, og så går det hele næsten af sig selv. I vores familie er det næsten altid den yngste, der først kaster sig med ivrig energi i hængekøjen, og enten kan han finde roen til at spise en is og senere bare ligge og kigge op i luften eller også forvandles den hurtigt til lidt af en tekstilgynge, der bliver slynget heftigt fra side til side.

Men når lillebror har været der, så går der ikke voldsom lang tid, før storebror også finder vejen. Uden den helt store italesættelse, men dog med en anelse mere forsigtighed end lillebror, så finder familiens ældste dreng også gerne både hvile og ro i hængekøjen, hvor han og også gerne hans storesøster kan skabe sig et rum for sig selv, mens resten af familien rumsterer omkring ham/hende.

Hæmgekøje

10. september, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen

Læs også

Leave a Comment

“Her er leveren, her sidder nyrerne og prøv lige at se her, de her oppustede blærer er lungerne.” Majbritt lader den lille pansrede fisk glide mellem hænderne mens hun lader kniven åbne for et skatkammer af ny viden hos  Malthe og hans fætter Isak, der intenst følger knivens vej gennem den døde fiskekrop foran dem.

IMG_4617

Vi har spist knurhaner, men to af fiskene er blevet reserveret til, om ikke videnskab, så i hvert fald en fantastisk mulighed for at kombinere god viden om fiskeanatomi med en spændende times tid i græsset med en plasticpose, plastichandsker, en kniv, en mor med stor viden om anatomi og to døde fisk, der må skæres i, som må undersøges, røres ved, og og som giver anledning til mange snakke om, hvad der findes i en krop, hvad de forskellige organer bruges til, og om det er ulækkert at se på indmaden i et dyr og hvad vi bruger dyrene til samt hvordan de skal behandles.

Hovedet på det lille dyr, er dækket af et benpanser, som kræver et af Majbritts øvede snit, og langs brystfinnerne findes store, forlængede stråler, hvor der er både føle- og smagsorganer, som fisken har brugt til at opdage fødeemner på havbunden.

Når man endelig har fået fingre i en stor mængde af den velsmagende Eutrigla gurnardus, grå knurhane, der kan blive op til 50 centimeter lang, så er det oplagt at lade den indgå i feriens anskuelsesundervisning, og at tyde af børnenes udtryk, så fulgte der stor begejstring med “undervisningen.”

Så næste gang I ser en fiskebil, en fiskekutter eller på anden vis er tæt på folk med friske fisk, så husk at sikre jer et par fisk til den gode snak om indvolde – det er et sikkert hit blandt børnene.

IMG_4603

IMG_4602

IMG_4597

 

 

4. juli, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Mad & Restauranter, På opdagelse i naturen, Sjov i naturen

Læs også

Leave a Comment

Skummende hvidt snask flyver om ørerne på os, vinden flår i de blå plasticregnsæt og linen med den grønne klemme driller, så de iskolde fingre bøvler med at få kastet snøren i vandet. Det er sommer ved havnen i Agger, og Limfjorden skummer, men vi SKAL fange krabber, for det hører sig til. når vi er ved Vesterhavet – og i det hele taget ved snart sagt hvilket som helst hav. Det er også derfor, at de små krabbefangere altid er i bilen.

Selvom strandkrabberne plejer at være nemme at få til at bide på, så er det som om de ligger og skutter sig i deres hjem af tang og sten, og det er som om de ikke rigtig er med på at lege.

Vi bliver enige om at tage en pause, og går hen til Agger Fiskebil, der holder på havnen. Her steger fiskemanden friske lækre fiskefrikadeller, og øv-stemning forvandles til en sådan-stemning, og adspurgt, springer fiskemanden straks i fryserummet for at være os krabbefiskere behjælpelige med en posefuld krabbemadding i form af fladfiske hoveder og lidt andet indmads godter – helt gratis.

I takt med at vi får skåret fiskeresterne  i klemmenemme stykker, har interessen igen taget fat i børnene, og særligt Malthe er frisk på, at jage de besværlige krabber selvom regnen pisker ned over os.

Senere, da vejret igen er roligt og solen skinner, er det en helt anderledes nem ting, at få linen i krabberne, og så er det ellers tid til krabbevæddeløb, spandfyldning af krabber og en snak om, hvordan man ser om krabben er en hun eller en han. Det er en han, hvis halen er trekantet og har tre led. Er halen mere afrundet, er det en hun.

Opskrift på en nem krabbefanger:

  • Find en pind og en hulsten eller en anden sten
  • Bind snoren fast i pinden – og i stenen
  • Find en musling eller en strandsnegl – og slå den i stykker med en sten. Bind den fast på stenen
  • Stik snørren i vandet – og du er klar til fangst

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

27. juni, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Sjov i naturen

Læs også

Leave a Comment

Vupti, en mega vinbjergsnegl har fundet plads i Malthes hånd. Han kigger og spørger om ikke det er rigtigt, at den kan spises. Indrømmet, jeg ved kun, at jeg i 1970`erne fik den ene hvidløgssølede snegl efter den anden, og sammen med et flute, smagte det egentlig ganske godt, så jo, hvorfor ikke.

Vi putter sneglen, for efter at Malthe har fået ja til mad, så finder han kviksnart flere snegle, og ned i den store gryde med spilkogende vand, der hænger over bålet. Efter få minutters kogning, har de døde snegle trukket sig sammen og skiftet fra grå til brun kulør, og så er det ellers bare med at smage.

Ansigtsudtrykket er kritisk, og mundvigene peger ikke just i retning af stor madoplevelse, men nu er det prøvet, og vi er enige, det bliver sidste gang med snegle fra skov til mave.

Efter at have studeret emnet lidt har jeg svaret på, hvorfor vores skovsnegle ikke smagte godt. Vi havde ikke forberedt os ordentligt, så her følger opskriften på, hvordan du kan spise vindbjergsnegle, som I selv har samlet ind, og husk, at de tidligst må indsamles fra august, så der er sikkerhed for, at de voksne snegle har lagt deres æg.

Anvisning på vinbjergsnegle til mad:

Sneglene skal gå i et par dage i et par trækasser et skyggefuldt sted, så de kan få tømt deres tarme for affaldsstoffer. Husk at sætte låg på kassen, ellers er sneglene hurtigt væk, men der skal selvfølgelig være lufthuller i dem.

Spilkogende vand er effektivt til at slå dem ihjel. Efter et par minutters kogning tages sneglene op, bedst med en hulske, og deres indvoldsskække skal afklippes. Så skal sneglene afslimes i flere hold kogende let saltet vand, og der afskummes med hulskeen udnervejs. Når de ikke afgiver mere slim, så skal sneglene skylles en sidste gang, og de er klar til at blive puttet i en suppe eller spist fra hånden.

Snegle2

Snegle1

6. marts, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Mad i naturen, Nyheder, På opdagelse i naturen, Sjov i naturen, Spis naturen

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

– Se far, jeg har mad med hjem.

Malthe kigger stolt, mens han nikker med hovedet mod sine arme. Under dem har han to store fodboldlignende hvide ting, som han er fuldstændig overbevist om skal være vores aftensmad. Det er kæmpe-stovbolde, som pipler frem i naturen, særligt efter en solid omgang sommerregn, og som snildt kan spises, når den står på efterårstur i naturen.

Selve støvbolden, der er champignon  af de meget store slags, kan blive 60 centimeter i diameter. Den skal “fanges”, mens den stadig er kridhvid, for når støvbolden modnes, så bliver den brund indvendig, og får en konsistens som en gammel støvet skumgummimadras.

Men lige nu kan den sagtens anvendes som mad, på en pande over bålet, men den skal have lidt selskab, for selvom det er ganske sjovt for de mindste, at stå og skære den enorme champignon ud i “bøf”stykker, så er smagen ikke overvældende, snarere sådan lidt fugtig ikke-eksisterende, men med en god gang hvidløg, lidt salt og måske et dryp hvidløg, så er der hentet lidt af en delikatesse i naturen.

Støvbold1

Det sjoveste er ubetinget, at finde den, at tale om den, og selvom man ikke må, så sidder der et spark i foden og venter, for man har bare sådan en lyst til at losse til den store stoøvbold, men det er der jo ingen grund til, for udover at kunne lave god supplerend ekost afd en, ser den også ganske dekorativ ud i naturen.

Støvbolden “bor” i krat, skov eller på gamle græsplæner, og kan findes indtil oktober.

 

2. marts, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Mad i naturen

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Omkring bålet sidder børnene pænt og venter, mens røgen danser pardans med vinden. Langs stenene omkring bålet hænger kyllingestykker spiddet på tilspidsede træpinde, og sat på højkant, så de bliver grillede af strålevarmen fra bålet.

Det er ikke særlig svært, det kræver et bål, et par pinde, som du selv snitter spidse, udbenede kyllingestykker og et par trækævler, som de spiddede kyllingestykker kan sættes fast på, og så er det blot at vente til kødet er helt gennemstegt. Det anbefales at gnave kødet direkte fra spyd.

1. februar, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Mad i naturen, Sjov i naturen, Spis naturen

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Den sorte prik i havets skummede overflade dykker, mens begejstringen vokser på dækket af det duvende, men stolte, skib ”Nanny.”

Bølgerne slår næsten-kvalmen ind i kroppen, men det opvejer ikke glæden ved at have fået øje på flere af de knubsæler, der holder til omkring den svenske ø Hallands Väderö ud for den hyggelige fiskerby Torekov, kun en times kørsel og en halv times sejllads fra Helsingborg.

Men målet er ikke at se på sæler, det er at komme til at vandre på Hallands Väderö. En ensom ø, i det nordvestlige Skåne med få huse, trampestier, får, små heste, kvier og pindsvin. Øen har været i den svenske kirkes besiddelse siden 1200-tallet, og her er gode muligheder for at vandre over klipper, langs havet, igennem krat, skov og gennem små skovlunde med en frodig og anderledes vegetation.

Sverige-pix-svær-klippe-opt2

Bæltet spændes, kniven lægges i lommen og den lille dagrygsæk spændes på skuldrene. Syv-årige Malthe er klar til eventyr på fødder. Vi bliver sat i land ved naturhavnen Kappelhamn, der er den sydligste af de to havneanløb på øen, og så er det ellers bare at sætte det lange ben forrest, for her skal vandres over blomstrende marker og stendiger fra den tid, hvor øens eneste afgrøde – kartoflerne – skulle beskyttes mod grovædende geder. Selvom øen kun er lidt over tre kilometer lang, så er der gode udfordringer for særligt de små ben, og efter 20 minutters vandring når vi et stenet og forvitret strandområde ved Brötholmarna.

Vandring med børn handler om at lytte og følge de mulighede, som hvert barn har, og selvom vores guide mener, at børn blot skal lære at følge med, for på den måde at komme til at elske vandringens muligheder, så er der glæde, når det bliver tid til frokost og en pause, hvor det er ok at løsne ”tornysteret” og fremdrage den medbragte kniv for lige at få snittet en pind, før turen går videre gennem Söndre Skog, hvor over 300 år gamle træer snor sig eventyragtigt og man skal passe på fødderne for ikke at plumpe i det dunkelt udseende søvand, der breder sig som ”farlig” sumpet undergrund.

Først er det gåsegang, og siden er der mere skub i vandringen.

Først er det gåsegang, og siden er der mere skub i vandringen.

Malthe knytter hænderne og træder med ekstra kraft i fødderne, for efter et par timers vandring er der ved at være ”solgt ud,” men vi er nået til øens nordlige del, hvor fyrtårnet siden 1884 har guidet søfarende sikkert omkring klippeøen, og her er det tid til en pause mere, og muligheden for at hoppe og løbe på sindrige stenformationer, og kravle på klippestykker, der ikke finder sin lige i Danmark.

Turens endepunkt er havn nummer to ved Sandhamn, hvor der også findes både toilet og kiosk, sidstnævnte har dog ikke åbent hele året.

Yderligere informationer, hvor der også er info om bådtider og priser:

www.hallandsvadero.se

22. juni, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Sverige

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Sandet forsvinder under fødderne, de knivskarpe græstotter skærer i fingrene, der desperate søger efter et fast holdepunkt, klokkelyngen vejrer i vinden mens kæberne spændes af anstrengelse. Han vil først, koste , hvad det vil, og han skal nok nå det.

At vandre er dejligt, og er ikke en konkurrence, men så alligevel. Når Malthe er på trekking med familien, så er han meget bevidst om, at de store bakker skal han helst op af først, for at det er helt sjovt, også selvom det koster sved og nogle gange tårer af anstrengelse, men han gør det.

I sommer havde vi en fabelagtig vandretur i det helt specielle og fantastiske klitlandskab omkring Lodbjerg Fyr i Thy, og særligt det 38 meter høje udsigtspunkt Penbjerg, var lidt af en udfordring at komme i top på. Fødderne glider i sandet, og selv for ben i ok form er der syrer til lårene.

Til gengæld står belønningen mål med kampe for at komme op. Her er smukt og et skønt blik til Vesterhavet, og når man så kommer – omend det skulle tælles i få minutter – før sin 17-årige storesøster og hendes kæreste, så er succesen i hus.

IMG_4571

IMG_4570

IMG_4561

10. maj, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Danmark, Europa, Rejsemål, Vildmark og trecking

Tags:

Læs også

Leave a Comment

Næste side »

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com