Museet stråler i dagslys

Tynget og ydmyg. Man kan snildt forestille sig den stemning, der har fyldt en enlig kvinde når hun i begyndelsen af 1900-tallet har åbnet den kraftige port ind til Overformynderiets monstrøse bygning for at få anvist en lejlighed eller måske hjælp til at få styr på økonomien. Huset, der ligger på Stormgade 18, i det indre København, blev i 1894 opført i italiensk villastil med pompejanske udsmykninger, for det skulle jo nødig stå tilbage for Københavns nærliggende rådhus, og efter en nænsom og fem år lang restaurering står huset nu som i sine velmagtsdage som Københavns nye bymuseum.

Engang et sted man kunne slå sig på, og er man i tvivl, så kan man blot vente til man når til det rum, hvor man kan tage et gammelt sort bakelit telefonrør og høre den ene rædselshistorie efter den anden om mennesker, der var underlagt statens mere eller mindre vilkårlige beslutninger om økonomi, børn eller boligforhold.

Før lukningen i 2014 lå Københavns Bymuseum i ydmyge bygninger på Vesterbrogade, men er nu genopstået som en del af  en museumsakse på Stormgade i det indre København og efter tvangslukning under corona krisen, kan man nu igen røre, nyde og komme helt tæt på hovedstadens historie på en fantastisk børnevenlig måde.

Vi begik èn fejl ved vores besøg. Vi kom om aftenen, og der gik vi glip af noget af det museet er mest berømmet for. Det helt særlige lysindfald man får om dagen fra den fantastiske glasmosaik, der op af trappen udgør et stort rundbuet vindue, originalt og bærer af husets ånd. Et sted at samles og blive imponeret sammen.

Røde såler på damesko er ikke en ny ting. Så langt fra, for de var også særdeles populære i 1600-tallets København, hvor det bedre borgerskab på den måde kunne sno sig til lidt af den glans, der ellers var forbeholdt adelen og de royale. Det kan man forsikre sig om på museet, hvor skoene med de røde såler er fundet i udgravningerne til noget af byens metrobyggeri.

At hilse kan være en ganske særlig disciplin, særligt når det skulle foregå i 1700-tallets stærkt standsopdelte samfund, og bymuseet har på et enorm skærm via lyd, skuespillere og billederpå eminent vis forklaret hvordan det kan have set ud, når 1700-tallets komplicerede hilseformer blev praktiseret. Et sted at få grinet sammen. Et af museets helt store trækplastre er den interaktive bymodel af København skaleret ned til størrelsesforholdet 1:750, og selvom museets største montre er fuldstændig fantastisk i sin elipseform og med fod i pudset rustfrit stål, hvor man ser durk ned i en udgravning fra byens fortid, er den også  mildt besværligt for folk i kørestol, men alt i alt er museet en super familieoplevelse.

Med en søn, der bærer Københavns ”grundlægger” bisp Absalon i sit mellemnavn er der kun èn ting vi savner, og det er bispen ham selv. Nuvel, han er at finde i udstillingsrum 205 med tekster om hovedstaden på bispens tid, og han nævnes også i museets byvandringer, så vi er lovet meget mere Absalon i fremtiden, og god for det, for med sin øksesvingende næve til hest, så virker han altså som en god katalysatorer for børns forståelse af fortiden.

 

Martin Hoffmann Kønig 2. juli, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også