Klong, klong, klong. Den afskårne træstok banker ned på hovedet af den tre meter lange og hærdebrede krokodille han. Intet sker. Klong, klong, stokken føres en tur mere mod det store dyr, der kan føre sine aner over 200 millioner år tilbage i tiden. Urørlig og tilsyneladende fuldstændig ligeglad ligger han, og lader sig slå med stokken, åbenlyst bider det ikke på hans læderbetrukne skjold af en ryg.

Tvivlen begynder at nage i det drivhusvarme rum, hvor vi sammen med 10 andre turister venter på at høre nyt fra krokodille fronten, er krokodillen overhovedet i live?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Slam, slam, med en bils hurtighed snapper krokodillen efter den irriterende kæp, og pludselig er der frit udsyn til det grågrumsede og gullige hulrum, der er krokodillemunden.  Med en dovendyrsagtig langsomhed kommer han op på sine små buttede ben, og går mod vandet.

Vores guide farer rundt mellem 10-15 krokodiller, der ligger i klumper og hviler sig, eller hvad de nu gør, når krokodiller gør det det gør mest og helst, nemlig soveagtigt holder varmen. Han kravler i bogstaveligste forstand rundt på tydeligt oldgamle krokodiller, for de unge er i anlægget overfor, hvor han ikke tør hoppe rundt på samme måde, og forsikrer os om, at de ikke tager skade, og så forklarer han, hvad der er ved at ske.

pixspanienFor selvom det ikke ser ud af meget, så har krokodillehannen igangsat et større psykologisk spil, der handler om, at få lokket guiden en tur i vandet. Derned, hvor krokodillen hverken er klodset eller doven, men derimod en knivskarp dræber, som ikke længere vil lade sig irritere.

Efter en teaterlignende forestilling, hvor det lykkedes vores guide at forklare om krokodillens historie, de forskellige typer og hvordan deres adfærd har været fastholdt i millioner af år, så er det tid til at bevæge sig udenfor.

Vi er i Crocodile Park, i Torremolinos på Costa Del Sol, ikke langt fra Malaga, og da det er januar måned, og ikke just sommergrader, så er krokodillerne klumpet sammen i drivhusene, som er pæne og store.

Udenfor bugter sig et impoerende anlæg, hor krokodillerne opholder sig hele sommeren, og som giver mulighed for at vandre igennem øer af oplysningshuse, hen over og langs de imponerende dyr.

Men vi er kommet af en ganske særlig grund. For her i parken er der mulighed for at komme mere end tæt på en krokodille. Ja, den er lille, nej, den kunne næppe spise det, der ligner et menneske, men fantasien får det alligevel til at gyse i os. For her er mulighed for at holde en vaskeægte krokodille, godt nok en baby en af slagsen, i favnen, og det er en ganske særlig følelse, at stå der, med den ene hånd fæstnet til krokodillens hale, mens den anden holder snuden, og i krokodilleparken forsikrer de os om, at det ikke er synd for dyret, så det håber vi er sandt –  for sjovt var det.

Fakta:

Udover rigtig mange krokodiller har parken også skildpadder, forskellige typer ænder og nogle meget nysgerrige emuer.

Hjemmeside: www.crocodile-park.com

Priser: Voksne: 15,50 euro

Børn(mellem 4 og 12 år) 13 euro

Børn under 4 år har gratis indgang

Om sommeren e r der hyppige demonstrationer og rundvisninger, og man kan komme helt tæt på de voldsomme dyr, når de bliver fodret med enorme kødlunser.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

29. november, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Spanien, Underholdning og forlystelser

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Hunden snerrer og viser tænder, dens ejermand trækker i den og råber frem for sig mens hans hænder fagter afvisende i luften. På en murstensvæg foran dem sidder genstanden for deres vrede. To buttede hanaber, der ellers har mere travlt med at pille hinandne for lopper end med at interessere sig for dem.

Men for manden, der er pensioneret fra den engelske marine og igennem mere end 20 år har boet i Gibraltar, så er aberne ikke just for sjov. De er aggressive, de bider og angriber både mennesker og dyr, og så stjæler de med arme og ben –  i bogstaveligste forstand. Og stod det til ham, så skulle aberne fidne sig et andet sted at bo.

Men for os er det en helt anden oplevelse. Vi var taget til Gibraltar i januar måned, som er et genialt tidspunkt, og vi har i flere dage håbet på, at vi skulle opleve aberne. Det er lunt, ofte solskin, og der er stort set ingen turister at slås med pladsen om. Planen var, at vi ville tage “cable Car” fra bunden til klippens top, men den var i udu, og da vi blev antastet af en ganske ubehagelig chauffør, der nærmest grinede af os, fordi vi kun havde ham at vælge, hvis vi ville se aber, så besluttede vi, at man sagtens kan gå derop.

Og det kan man. Det er en stejl omgang, men der er ingen klippeklatring, og hvis man er i normal god form og har husket en flaske vand, så er det helt uproblametisk at gå op til abeland.

Halvvejs oppe skal man betale et mindre beløb for at komme helt til tops, men det er ikke nødvendigt, for der er masser af aber, og da vi ser de første tror vi egentlig det er løgn, for uden for sæson, og kun en lille kilometer oppe af bjerget sidder de. hen over vejen piler en babyabe, og dens mor kommer beskyttende efter, pludselig er vi nærmest omringet af aber,  men da de hurtigt spotter at vi ikke er værdige til at blive bestjålet og hverken har synlige kiks ellerandre søder sager, så bliver vi ignoreret.

Udover at kunne nyde fritlevende aber meget tæt på, så er der en fabelagtig udsgt fra klippen, der er Europas sydligste punkt, og Afrika er til at få øje på.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

5. september, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Gibraltar, Nyheder

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Vi leger med Bella og Fiji der snart skal blive vores venner for livet. De har hver deres kendetegn og personlighed. I et stille villakvarter på toppen af Floridas sydspids i det søvninge Key Largo er to velplejede svømmehals-bassiner med fem meter kulsort lunt havvand vores verden i et par timer. Dejligt befriet for det sædvanlige turisthysteri, er vi seks personer, der to og to skal foretage strukturerede svømmeture med vores delfinvenner.

“Der er et yndigt land.” Pivende skråleri blander sig med rustne danskersange. Holdende i forlufferne på Bellas cirka 200 kilo gummistøvlehud er 13-årige Mathilde solgt til livslang kærlighed. Mens delfinen viser flere end 80 sylespidse tænder og skråler med på den danske nationalsang, så fører hun Mathilde i en øm svingom. Et kort fløjt og de konstante rose-sætninger “good job” fra træner Kevin Ebright får Bella og dens veninde Fiji til at stoppe sang og dans, og dykke i det gråsorte havvand. Spændingen kan der næsten røres ved, for hvad skal der nu ske? Vi ved godt, at vores træner har forberedt os på programmets indhold, men så snart vi med mavekriller lod kroppen glide fra kant til vand har forventningen fortrængt hvert et ord. Mathilde får i præcise sætninger besked på at svømme et stykke ud og træde vande, mens hun holder begge arme spredt i t-form fra kroppen. To rosamavede delfiner glider forsigtigt på plads under hendes hænder, og så går det stærkt. Hænderne knuget om hver sin rygfinne skærer hun gennem vandet. Saltvand fosser hende om ørerne og i munden, men smilet vil ikke slippe ansigtet.

delfiner-florida-2

Vi leger med Bella og Fiji, og der er ingen tvivl. De er de mest kærlige, omsorgsfulde, dejlige, empatiske og begavede dyr man kan forestille sig. Men alle 15 delfiner hos marinecentret Dolphin Plus i Key Largo er også helt forskellige. Bob for eksempel er opkaldt efter Bob Marley, for han tager det hele meget afslappet, og er sådan lidt af en flipper i vandet, der chiller ud, mens hans kolleger knokler med træningen.Sådan er det for hver enkelt af de 15 særegne pattedyr, der snart skal blive vores venner for livet. De har hver deres kendetegn og personlighed. I et stille villakvarter på toppen af Floridas sydspids i det søvninge Key Largo er to velplejede svømmehals-bassiner med fem meter kulsort lunt havvand vores verden i et par timer. Dejligt befriet for det sædvanlige turisthysteri, er vi seks personer, der to og to skal foretage strukturerede svømmeture med vores delfinvenner.

Neglenusseri er helt forbudt

delfiner-florida-3

Iført stram sort svømmevest beder vores træner Kevin os om at hoppe i vandet, og umiddelbart før vandturen, som vi har glædet os til i måneder, har Kevin med bred amerikansk sydstatshumor introduceret os til de grundlæggende færdselsregler for omgang med veltrænede delfiner. Ikke noget med at nusse med neglene, for så tror delfinen, at det er moderen, der revser den for uartige gerninger. Og alt syd for navlen er absolut “no go”. Ikke noget med vilde spræl med hverken ben eller arme, og finner er til at holde i og slet ikke til at rive i. Hvis ikke delfinerne har lyst til at lege med, så kan de dykke under indhegningen, og drage ned langs floden. Og så er det bare at vente til de kommer tilbage, men det sker sjældent, for ifølge Kevin, så er mødet med de tobenede bassinsvømmere noget de legesyge delfiner holder meget af.

Det er tid til en supermand. “Flyvende” gennem vandet med to kraftfulde delfinsnuder under fødderne er fantastisk. Som en havets hersker bodysurfer vi gennem vandet i en rute som delfinerne bestemmer. Selvom turen føles alt for kort, så følges den umiddelbart efter af den samme tur bare med at blåt plasticbræt i hænderne, som viser sig at være et eminent “rat” til selv at bestemme turens længde og retning.

I Florida er der mange udbydere af delfinsvømning – på Florida Keys alene fire – og de fleste steder er der tale om hu-hej ture mens køen af medturister skubber utålmodigt på bagfra. Sådan er det ikke hos Dolphin Plus. Deres egentlige mission er at drive det nærliggende Island Dolphin Care, der er et behandlingssted for syge og handicappede børn, som får en enestående relation og genoptræning sammen med delfinerne, samt Marine Mammal Conservency, som er et nærliggende marinehospital. Ud fra devisen “det er ulige sjovere at træne en “død” arm med at skulle kæle en delfin, end at akulle træne i et klistret træningslokale på et mørkt hospital” får unge handicappede fra hele verden mulighed for at få længerevarende træningsophold, hvor delfinernes eminente evne til at motivere kan hjælpe de fleste.

delfiner_florida_1_640

Ud midt på vandet, og så træde vande. Det er tid til kærtegn. I hvert fald beder Kevin os om at være parat til kysseri. Jeg ved ikke, hvordan delfiner kysser eller om de overhovedet kysser, når de bare er delfiner sammen, men Bella er helt klar. Hun næsten smyger sin store krop op af vandet og lægger an til en ordentlig snasker lige på mundtøjet. Mathilde er ikke i tvivl om hvad Bella bliver fodret med, for hun smager af fisk.

Som afslutning er det gavetid. Vi bliver bedt om at holde fast i platformens kant og vente. Bella og Fijii dykker og snart efter dukker de op med hver deres lille gave. Romantisk, næsten poetisk svæver vi afsted med hver vores bevis på dyrenes kærlighed, i den virkelige verden oversat til to stykker tang, som bliver bevaret som en kostelig skat.

Fakta om Dolphin Plus:

www.dolphinsplus.com

Der tilbydes et dagligt svømmeprogranm, som består af naturlig svømning og struktureret svømning med delfiner eller med søløve. Før hver svømning hører der et oplysende foredrag på mellem 45 minitter og en time om delfinernes anatomi og sober adfærd. Man skal kunne forstå engelsk.

Struktureret svømning koster 185 dollars, med garanti for et fastlagt program sammen med en delfin per person.

Naturlig svømning, hvor man dykker og snorkler med delfinerne uden at være garanteret et bestemt program: 135 dollars for 30 minutter og 220 dollars for 60 minutter.

Svømning med søløve: 120 dollars

Det kan varmt anbefales at tage imod tilbuddet om at have en fotograf, der tager mindst 100 billeder af din leg med delfinerne, som efterfølgende sælges brændt på en cd til 79,95 dollars.

Børn skal være syv til otte år for at deltage. Familien kan kigge på for 10 dollars. Dolphin Plus har særlige programmer for handicappede børn, og er i det hele taget særdeles handicapvenligt.

16. august, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Ferie med dyr, Florida, Udvalgte artikler

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

– Hænderne op og forhold Jer fuldstændig i ro, mens min kollega tømmer Jeres lommer for mønter og Jeres fingre for guld.

Den sortjakkede mands ansigt er skarpt markeret, hans øjne stikkende faste og den sortglinsede Colt Navy revolver slår ordenes mening fast.

Uden for damptogets vinduer træder en brysk udseende cowboy tæt på en bredmavet kæmpe af en mand. De to stirrer stift på hinanden, og pludselig lyder der et enormt brag.

En mand er død, og den anden stikker hurtigt af med en taske fyldt med stjålne smykker. Veterantoget skriger i fløjten, og toget tøffer videre på den 3,5 kilometer lange rute gennem »Arizona«, og selvom vi er i den svenske by Kulltorp, kun to timers kørsel fra Helsingborg, har fantasien frit løb – vi er i 1800-tallets wildwest, og sådan er det de fleste steder i High Chaparral, der er en gigantisk legeplads for børn og voksne, som kan lide at lege cowboyer og indianere.

Jeg har været i de store parker i Orlando i USA og i de fleste danske sommerparker, men aldrig har – som i High Chaparell – jeg været et sted, hvor ansatte og gæster tager konceptet så alvorligt.

Overalt ser man kvinder trippende af i stribede flæse-kjoler og hvide forklæder og mænd med fingeren let hvilende på aftrækkeren af en gigantisk pistol. En dunst af krudtrøg ligger som et tapet over stedet, og vi befinder os i USA’s midtvesten i 1850’- erne. I det 50 hektar store område er der både hjuldamper, dampjernbane, indianerområde og et større Mexico-land, hvor der er mulighed for at synge og danse med spanske flamingodansere.

En mindst 60-årig mand går med skrævende ben forbi os, og med en hånd på den bredskyggede cowboyhat hilser han, mens han stoltserer forbi med klirrende pistolbælte.

Langs de sortbejdsede træhuse med saloon, bank og revolversalg bevæger fire mænd sig rundt i gul og sortstribede heldragter. De småløber

med hænderne i vejret. Bag dem står Lucky Luke med sit gavflab-glade ansigt og peger på de fire Dalton- brødre med en alvorligt stor pistol. I løbet af få minutter får den populære lovhåndhæver skabt en alliance med de 50 omkringstående børn, så da en af Daltonskurkene forsøger at liste væk fra Lucky Lukes skarpe blik, får han mange råb med på vejen og må opgive. Her holder børnene med de gode.

Shows i særklasse

Ud over den nervepirrende togtur er parkens helt store attraktion de imponerende shows, hvor man kan opleve indiansk regndans, sang og så på toppen de imponerende cowboyshow, som to gange om dagen er en fabelagtig forestilling med professionelle stuntmænd. Scenen er en westerngade med publikum på stentrapper langs siden, og så er scenen sat. Ridende, vildt skydende cowboyer, der blander sig med letlevende kvinder i strutskørter og frække smil, er en eminent fortælling. En times højt tempo, kvikke replikskift og masser af special effects, og scenen er sat til et af de mest fænomenale cowboyshows, jeg har set

Chaparell show1

Kikset mad

Geværer, pistoler, jagtknive og larmende patroner. High Chaparral har det hele til rigtige drenge og deres fædre. Men, men, men … der er en enkelt hage ved den fremragende park: Maden. Når man laver et ellers gennemført cowboytema, hvorfor skal man så lave et lige så gennemført uappetitligt madkoncept? Dyre, men næsten uspiselige burgere, bløde pomfritter og mad blottet for antydningen af drømmen om midtvesten. Ud over nogle habile vafler og kager, så husk madpakken, for det er ikke værd at spise i parken.

Til gengæld er der en fremragende mulighed for at overnatte omkring parken. Blandt andet på campingpladsen, hvor cowboyentusiatster fra hele verden bruger deres sommer. De ansatte optræder i fuld cowboy mundering, der er toiletter for cowgirls

and -boys, og i baderummene trækker man i snoren for at få vand fra en træbalje. Er man til hotelovernatning, er der mulighed for at overnatte i gode fire sengs lejligheder på Hotel Big Bengt, der er et udmærket hotel bygget i træ som et enormt westernfort.

Chaparell show tilskuere

High Chaparel fakta

Find vej:
High Chaparell ligger i den svneske by Hillerstorp, 206 kilometer fra Helsingborg.
Byen ligger cirka 20 kilometer nordvest for Värnemo i det nordlige småland.

Åben 21. maj til 27.august

Se parkens hjemmeside: www.highchaparrel.se

Udover parkens muligheder, så er der mulighed for at bo på hotel i tilknytning til parken, og man kan spise på Diligencen, som er hovedrestaurant ved indgangen. Der er også swimmingpool og gratis parkering.

 

 

 

25. juni, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Sverige, Underholdning og forlystelser

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Vupti, en mega vinbjergsnegl har fundet plads i Malthes hånd. Han kigger og spørger om ikke det er rigtigt, at den kan spises. Indrømmet, jeg ved kun, at jeg i 1970`erne fik den ene hvidløgssølede snegl efter den anden, og sammen med et flute, smagte det egentlig ganske godt, så jo, hvorfor ikke.

Vi putter sneglen, for efter at Malthe har fået ja til mad, så finder han kviksnart flere snegle, og ned i den store gryde med spilkogende vand, der hænger over bålet. Efter få minutters kogning, har de døde snegle trukket sig sammen og skiftet fra grå til brun kulør, og så er det ellers bare med at smage.

Ansigtsudtrykket er kritisk, og mundvigene peger ikke just i retning af stor madoplevelse, men nu er det prøvet, og vi er enige, det bliver sidste gang med snegle fra skov til mave.

Efter at have studeret emnet lidt har jeg svaret på, hvorfor vores skovsnegle ikke smagte godt. Vi havde ikke forberedt os ordentligt, så her følger opskriften på, hvordan du kan spise vindbjergsnegle, som I selv har samlet ind, og husk, at de tidligst må indsamles fra august, så der er sikkerhed for, at de voksne snegle har lagt deres æg.

Anvisning på vinbjergsnegle til mad:

Sneglene skal gå i et par dage i et par trækasser et skyggefuldt sted, så de kan få tømt deres tarme for affaldsstoffer. Husk at sætte låg på kassen, ellers er sneglene hurtigt væk, men der skal selvfølgelig være lufthuller i dem.

Spilkogende vand er effektivt til at slå dem ihjel. Efter et par minutters kogning tages sneglene op, bedst med en hulske, og deres indvoldsskække skal afklippes. Så skal sneglene afslimes i flere hold kogende let saltet vand, og der afskummes med hulskeen udnervejs. Når de ikke afgiver mere slim, så skal sneglene skylles en sidste gang, og de er klar til at blive puttet i en suppe eller spist fra hånden.

Snegle2

Snegle1

6. marts, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Mad i naturen, Nyheder, På opdagelse i naturen, Sjov i naturen, Spis naturen

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Svenske heste forstår ikke dansk. Sådan er konklusionen efter otte dage som chauffør på en hestevogn i Hallands grønne storskove. Vi er af sted i prærievogn mellem Halmstad og Ljungby, hvor nogle af Sydsveriges dybeste skove findes, og vores drivmiddel er to bomstærke fjordheste. Et bord, der kan slås ned som seng, en presenning over en stålramme, lidt køkkengrej, to gule vanddunke og heste-foder i portions-poser kalder vi hjem i otte dage.

Det er tredje gang familien drager på tur med hestevogn, og det er bestemt ikke med en baggrund som eliteryttere, men det er nemt at køre hestevogn. Det kræver blot et lille kursus i hestepleje, pålægning af seletøj og en prøvetur med udlejer, så er vi klar til at finde vores plads i rækken blandt de fire andre familier, som vi skal køre sammen med.

Ulydige heste er ikke et problem. Du bestemmer, og du skal bare være klar i mælet, er instruksen før vi sætter skub i karavanen, men af en eller anden grund er de gyldent lokkede nordbakker ligeglade. Vores heste går fuldstændig, som det passer dem, og da jeg desperat hiver seletøjet til en skarp venstredrejning, vender de enorme dyr blot hovedet og viser tænder. Retningen bliver ikke ændret. Det hele går langsommere end adstadigt ad den planlagte rute, fire til fem kilometer i timen gennem enorme skovområder kun afbrudt af søer og græsarealer, og langsomt ændres sindet.

hestevognsferie-3Efter de første par timers indestængte frustration over mistet kontrol, så giver det ro. For hestene skal nok selv finde frem, og det er tid til at give slip. Jeg sidder bare og ser ud som om jeg styrer og lader roen tage over. Frem pibler små glade stænk af overskud og det er tid til at være sammen med børnene. På skift sidder bror og søster og ”styrer” med farmand, mens øjnene meditativt plejes af alt det grønne omkring os.

En svensk skov er uendelig smuk og stor. Så på et tidspunkt melder overmodet sig. Det går jo meget godt, så hvorfor ikke stoppe kræene og plukke et par blomster til natbordet? Men gør det ikke, for her virker ingen ”pruuuh”, eller ”stop for faen”. Hestene fortsætter og nu lidt hurtigere end før, for de andre vogne har fået et forspring som følge af blomster-planerne, og det tåler vores heste ikke.

Sjoske-løbende iført korte bukser, spraglet T-shirt og blå gummistøvler må jeg sætte efter den førerløse vogn, og kun fordi de andre ”chauffører” forstår alvoren i at miste en medkører, får vi standset vores heste. Kan ikke undgå at få venner. Fire timers trissen og så er der pause for natten. Hestene skal have ”tøjet” af, og tungen holdes lige i munden.

Bedst som jeg står og holder en heste-mule med bestemt kendermine, og sønnike glad kommer med havre i en sort plasticbøtte, gider den firbenede ikke vente længere. Den virrer med hovedet, og mulen bliver jordbåren. Et styk far kastet til jorden og et par barne-fingre tæt på de store hestetænder forskrækker sønnen. Chokket fortager sig dog hurtigt, og snart efter står han og strigler de store dyr sammen med sin søster.

Hver aften overnattes tæt på en af de søer, der konstant dukker op mellem træerne, og efter at have samlet brænde og tændt op i bålet er der rig lejlighed til at lufte fiskestangen, mens børnene springer legende omkring. Det er umuligt ikke at finde venner og børnene nyder at kunne bruge skoven som legeplads. Som vi voksne sidder der, lidt våde og lidt forkomne vokser fællesskabet. Vores hestevogne står samlet, og ”fjenderne” kan bare komme an.

hestevognsferie-2

Det er fedt at være snavset. Langt ude i skoven findes skatten. Nogenlunde sådan kunne det lyde, hver gang toilettet skal gæstes. Skal ballerne hvile på et plastsæde, så er der en lille primitiv spand placeret under et af skovens store træer og eneste måde at signalere ”toilet optaget”, er konstante fløjtelyde i hugstilling. Men i takt med dage uden bad, falder behovet for moderne bekvemmeligheder. Der går sport i at droppe selv simple hygiejne regler, og verden udenfor vores lille samfund glemmes en lille smule hele tiden. På et tidspunkt opdager jeg en stor fed, vold-ædende skovflåt siddende halvvejs begravet i min underarm. Hysterisk for jeg på hospitalet i Halmstad, og stor var min forundring, da lægen uden at skjule sin væmmelse brugte seks fulde minutter på at belære mig om, at man faktisk godt kan købe sæbe og deodorant flere steder i Sverige, og så et minut på at forklare at skovflåterne i Østsverige ikke er farlige.

Bitte små flyve-fjender-Knotter. Sig ordet højt. Og print de små ækle flyve-hud-ædedyr på din indre fjendeliste. Små som korn hvisler de flyvende rundt langs søerne, og så kaster sig med bittesmå grådige munde over alt af kød og blod. Omkring bålet sidder vi samlet hver aften med snobrød, mad på bålet og hovederne dekorativt pyntet med buskgrene. For ifølge kloge hoveder holder grenene knotterne væk. Det lykkedes næsten, og det er det også nødt til, for timerne skal bruges i naturen. Vognen er lille, og kun hvis man virkelig holder af hinanden kan man klare otte dage i en hestevogn.

Snyd ikke jer selv for en tur i cowboy parken
High Caparral på hjemvejen – www.highchaparral.se

Kører man over Malmø hjem kan anbefales at vaske hestevognssnavs af i Vandpaladset Aquakul i Malmø. – www.aq-va-kul.se

(Billederne er fra en af vores andre hestevognsture, her i jylland)

hestevognsferie-4

 

21. januar, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Ferie med dyr, Sverige, Udvalgte artikler

Tags: , , ,

Læs også

One Comment

Nu, nu, den er der nu. Kameraet rives frem fra tasken, og så er det ellers afsted. Der er pindsvin i haven, og selvom det jo hverken er særligt sjældent eller særlig selskabeligt, så er det altid en fornøjelse at møde den lille bold af pigge, og med det sødt pudsige ansigt.

Pindsvinet er egentlig et skovbudsdyr, men fra det vågner af sin vintersøvn i april, kan det hyppigt ses i haven, hvor særligt adgangen til vand – aldrig møl – og mad, giver det stor lyst til at komme tæt på mennesker.

Hvis du gerne vil holde et pindsvin i haven, så er der tre ting, som skal være på plads.

Vand: Pinds vinet er helt afhængig af at kunne fidne frisk vand, og særligt underskåe til urtepotter er gode, fordi de kan nås af en pindsvinemund, og samtidig har de ikke så stor tilbøjelihed til at vælte.

Mad: Pindsvinet er et rovdyr, så det elsker regnorme, snegle, larver, biller eller en enkelt lille frø og også gerne en fugleunge, hvis det kan få fat i dem. En god måde, at lokke maddyrene frem, så sørg for at skabe et hjørne i haven med visne blade og kviste. Man kan også med fordel lægge lidt kattemad – tørfoder – ud.

Skjulesteder: Pindsvin skal bruge områder, hvor de kan gemme sig, så en brænsestabel, en bunke med kviste eller buske er rigtig gode til pindsvin.

Det er lettest at se pindsvinet om aftenen, for når solen går ned, så går pindsvinet snøftende omkring. I månederne juni og juli parrer pindsvinene sig, ogd et kan være en ganske larmende omgang.

 

IMG_4645

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere:

www.pindsvin.dk

www.skoven-i-skolen.dk

23. juni, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Dyr i naturen, På opdagelse i naturen

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Jorden er rød, virkelig rød, og så langt øjet rækker er der sand og atter sand kun afbrudt af dekorative klipper i forvredne formationer. Fireårige Malthe sidder i en af verdens største sandkasser og leger med sine biler og små plasticfigurer. Han er omkranset af klipper, der pryder landskabet med røde, lilla, rosa og gule farver. Flere af dem mere end 1000 meter høje. Vi er i Wadi Rum ørkenen, som blev skabt efter voldsomme forskydninger i jorden for mere end 30 millioner år siden, og skabte sandstensmassiver og granitklipper. Det var her den store krigshelt Lawrence of Arabia under første verdenskrig kæmpede mod det Osmanniske rige, men lige nu er det bare Malthes allerbedste sandkasse med verdens bedste si-sand, og poserne bliver fyldt, så han også kan have en portion ørken med hjem på værelset.

Ladet på den lille pick-up er fin, men ansigtet skal beskyttes mod sand.

Ladet på den lille pick-up er fin, men ansigtet skal beskyttes mod sand.

Ørkenen kan indtages per kamel, på gåben eller på ladet af en stærkt bedaget Toyota pick-up med en svært bælgøjet gamling som chauffør. Vi valgte den sidste mulighed. Indhyllet i hver vores keffiyeh, arabisk hovedbeklædning, godt med tøj for at modstå et temperaturskift på 20 grader fra dag til nat, bumlede og humplede vi ud på de mest eventyrlige sandveje til månelandskaber, hvor der var rig mulighed for at hoppe, løbe og kravle i ørkensandet. Efter en lang køretur, en klatretur i bjergmassiverne og et stop i beduinernes telt, blev vi sat af for at se solen gå ned, og så stod den ellers på en vandretur ad en glidende sandbanke, og her sagde Malthes ben stop, så resten af turen til de ventende beduintelte foregik på farmands skuldre.

Maden gemmer sig i sandet

Brødflove, ben-ømme og med værkende skuldre ankommer vi til en stor teltlejr, som entreprenante beduiner har opført til at servicere mad- og oplevelseshungrende turister. Efter en lidet autentisk dans med mulighed for selv at spjætte ben hånd i hånd med beduin mænd, som for fleres vedkommende kom fra Libyen, er det tid til mad. Vi bliver ført bag teltene og efter et lille foredrag om beduinernes tradition med at stege maden i store fade dybt begravet i sande.

Traditionel madlavning går ud på at opvarme store sten i et bål, hvorefter de lægges i et hul i sandet, hvorefter man steger lam og kylling færdig under jorden. Kokken går i gang med at grave vores mad frem. Store saftige lunser mørt lammekød dukker frem fra jernhuler under jorden. Varmelamperne tændes ved bordene, og så er der buffet til alle.

Før turen går tilbage til Aqaba er det tid til at bøje nakkerne. Blikket mod himlen. Herude, mange kilometer fra den nærmeste by, er der ikke mørkt, her er bælgravende mørkt, og med hinanden i hænderne er det tid til et familiekig på et ”hav” af tindrende stjerner, der tegner hvide prikker på den begsorte himmel.

Myter og ømme ben

Dage senere står ferien på endnu en på opleveren. Petra er turen for familier, men bedst for større børn, der har ben, som kan vandre eller forældre, der har mod på at lade sig transportere på hårde æselrygge op ad stejle og klaustrofobisk små bjergvejes 2000 år gamle vejbelægning.

Pastelfarvede klippevægge smyger sig sammen på hver sin side. Myresmå går vi i ormegang gennem kløften som for tusindvis af år siden var eneste indgang til en af verdens bedst bevogtede handelsbyer. Kløften snor sig som en slange, og det er som at bevæge sig gennem en Indiana Jones film, hvor man kun venter på at skurkene vælter frem over de pastelfarvede sandstensklipper. Tankerne løber løbsk, hvad gemmer der sig bag det næste hjørne? Og hvornår kommer vi til El Khanez, skatkammeret, som er Petras monumentale højdepunkt, og motiv for ethvert postkort med respekt for sig selv.

Jordan billeder 327

Guiden fanger os med en ”interessant” historie om en gruppe franske turister, der for år tilbage druknede i de dybe kløfter, og så beder han os om at kigge op og fortælle hvad klippen forestiller! Desperat leder jeg efter et begavet svar. Men den ligner ikke andet end en klippe, og ganske rigtigt. Intet ligner klippen, næsten jubler guiden, men vend jer om, hvad ser I så?

Klimaks, 8000 tusind års kulturhistorie, grunden til at 100 millioner mennesker fra hele kloden har stemt dette sted ind som et af verdens syv nye vidundere, lige foran mig. Kameraet knipser og knipser, men skønheden skal ses og mærkes. Solens stråler fanger dette mesterværk, og i spillet med de farverige sandstensklipper, farves skatkammeret lyserødt. Skatkammeret er i virkeligheden kun starten på en 10 kilometer lang by, grundlagt af Nabataerne, der for totusind år siden blev rige på grund af kontrol med karavanevejene, og som havde deres hovedstad i Petra, hvor der i storhedstiden boede omkring 30.000 mennesker i udhuggede klipper, midt ude i ørkenen. Her har handelsfolk for tusind år siden mødtes og udvekslet penge, ideer og begravet deres døde i gravmæler i bjergsiderne. Hvor enestående flot El Khanez end synes, så er det ren staffage, for indeni er der ikke andet end tomme og kedelige rum, men sammen med de mange andre bjergudhuggede gravmonumenter, beduinernes efterkommere, der sælger sten og sølvnips, rester af store kulturers mange tusind års aktiviteter i området så er Petra et fascinerende område, hvor man i timevis kan vandre benene godt ømme.

Knurrende kameler som linselus

Jordan billeder 376Æsler, mølædte hestevogne og kameler er overalt i det store område. Ganske gratis er det at blive transporteret rundt på dyreryg, men kun lige til turen er ovre, for så skal betalingen afregnes med et anseeligt beløb i drikkepenge, og det er ikke til diskussion. Men ganske gratis er det at blive dus med kamelerne. Foran mig knækker en hvidmasket kæmpekamel i benene, og lægger sig elegant på jorden. Jeg går hen imod den, med kameraet hævet til ”skud”, og dens brune øje plirrer bag de stankelbenstynde øjenvipper.

Tættere på. Fra det stor dyr lyder en besynderlig, nærmest knurrende lyd. Så tæt på, at jeg kan røre ved kamelens mule. De knurrende lyde akkompagneres af snot og savl, og så åbner den munden.

Tre brune tænder, er kastet ind i dens undermund, men om den har tænkt sig at stirre mig væk eller vil bide, hvis jeg kæler den blidt på hovedet finder jeg aldrig ud af, for dens beduinklædte ejer fløjter den til sig, og spørger insisterende om ikke jeg vil have a ”camel ride to the mountains”.

Et kig på Mellemøsten

Syd for Aqaba ligger området Talabay, hvor hovedvægten er på eksklusiv snorkling, gode hoteller og strandliv, og så fornemmelsen af at være i et af verdens brændpunkter, men på den helt afslappede måde. Vi boede tre dage på det meget lækre Mövenpick Talabay, der er et eldorado for børn og deres familier, når ferie handler om at have vand til rådighed, der er fem pools og to spa bade samt et overdækket børnebassin med bemanding, og så Rødehavet for fødderne. Hotellets buffet er et overflødighedshorn af god mad, smuk udsigt og venlig betjening, og så det lille ekstra prik over i`et.

Står man på stranden og kigger lige frem til venstre, så er det Egyptens forrevne kyst, til højre er det Eilat i Israel og otte kilometer syd er det grænsen til Saudi Arabien – Mellemøstens centrale lande lige foran os, men på sikker afstand fra konflikter og krige.

Jordan billeder 238I havnebyen Aqaba boede vi på Hotel Mövenpick, der er hotelkoncernens byhotel, som er et i særklasse dejligt hotel for børnefamilier med sine mange pools, store strand med fodbold- og volleybane, familieafdeling, flotte lejeområde og et personale, som er indstillet på, at børn kan fylde og larme.

Efter tre dage i Talabay flyttede vi ind til Aqaba, hvor vi indlogerede os på byhotellet, og udover at værelserne er noget mindre og ældre, så er den luksuriøse indstilling og indretning fuldt på niveau. Via en lukket gangbro over hovedvejen kommer man nemt til hotellets lækre poolområde. Der er børnepool, opvarmet pool, spa pool og et stort svømmebassin, alle sammen med livredderovervågning omkranset af blomstrende bourgainvilleaer og suppleret med et overdækket legeområde, hvor der også er sørget for et lille hus med male- og farveting og børnetoilet.

For enden af poolområdet fører en lille sti udenom hotellets lille andefamilie, og ned på et indhegnet strandområde med gratis liggestole og finkornet sandstrand. Også her er der selvfølgelig legeplads med lækre Kompan redskaber.

Vi mødte en tysk kvinde, hvis mand arbejdede på et af byens internationale hoteller, og hun havde købt sig til adgang til området, som hun kaldte byens bedste sted for børn.

Aqaba er en hyggelig by, som tydeligvis ikke er skabt for turister, men ganske anvendelig. Her er rig mulighed for at spise på lokale shawarmasteder eller billige restauranter, og i midtbyen er kvarteret for de lokale, hvor kvinder går ture med deres børn, mænd ordner verdenssituationen over en vandpibe og et større moskebyggeri er ved at blive færdiggjort.

Det er klart en by for turister, der godt kan lide, at omgivelserne også har et liv ved siden af turismen.

Muligheder for udflugter:

  • Petra er et must for voksne og ældre børn med gode ben og et minimum af historisk interesse.
  • Wadi Rum ørkentur er for alle, og en fantastisk mulighed for at nyde nogle af naturens vidundere på helt tæt hold.
  • Dødehavet, hvor man kan flyde som en menneskelig korkprop i det salte vand, der ligger på verdens laveste punkt mellem Israel og Jordan
  • Snorkling i Rødehavet
  • Diverse ture til Israel, for eksempels dagsture til Jerusalem eller Eilat

Jordan billeder 226

Jordan billeder 359

30. marts, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Jordan, Udvalgte artikler

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Blå gnu, nubisk ged, baktrisk kamel, sort hesteantilope, et af de søde dådyr eller nervepirrende tæt på den arktiske ulv, der går for sig selv i et 40.000 m2 stort anlæg. Det er lidt fedt, at kunne nævne alle de dyr sammen med en historie om, at tage på udflugt i Danmark. Malthe og hans fætter Isak, henholdsvis syv og to år, var en tur i Knuthenborg Sadaripark, og dommen var lige så godkendt som dagen var lang.

mor_barn_og_kamel

For det fede ved Knuthenborg Safaripark er, at det ligger langt fra det meste af Sjælland, men det gør også at det er som at skulle på ferie, når man drager derned, og vejret er ikke så afgørende, for på den varme dag, er der gode muligheder for at være ude og bruge parkens lege- og vandland, og i dårligt verj er bilen j med som ly, og dyrene er som oftes meget mere aktive end i bagende sol.

Med hovedet inde i bilen, og en snude, der skubber sig til smågodter, er det sin sag at komme igennem den store park, for der er hele tiden et dyr, der nysgerrigt lige skal hilse på, og når man sidder i en bil, og der i sideruden står to store bredsnuede næsehorn, så giver det noget helt særligt til familiealbummet.

lemur_fodring

Før trætheden melder sig, er der et must – aberne – som i gamle dage var stedet enhver familiefar frygtede, fordi de flåede bilerne i stumper og stykker, men i dag, hvor man kører ind til dem i en – formentlig – skudsikker traktor, og kan fodre dem gennem små huller, er det et scoop, også selvom ruderne til tider kan være så materede, at man næsten ikke kan se aberne, når de er langt væk.

Siden sommeren 2012 har Knuthenborg kunnet prale af deres hjemmeproducerede arktiske ulve, og det er en helt særlig oplevelse, at kunne komme så tæt på de flotte dyr, og selvom der sjældent er meget aktivitet, og da Malthe og Isak besøgte dem i juli var skingrende varmt i bilen, så er tigrene også et must.

Det rigtig gode ved Knuthenborg, er, at der er så mange muligheder for at tage et hvil, nyde sin medbragte mad og bare nyde at være så tæt på vilde dyr.

alle_skal_med

Danmarks sejeste rutchebane

Igennem de senere år virker det som om Knuthenborg har investeret en del penge i fornyelser, og det giver pote. En temmelig god vandlegeplads, i forlængelse af en god naturlegeplads, som har afløst tidligere tiders hyggelige minitogtur, er blevet kombineret med et oplevelsescenter kaldet expedition tiger, og så det som faldt allerbedst i Malthes smag, en helt ny, og siger han fremragende mavekildrende nyhed – Congo Splash vandrutchebanen, som parken hævder er Danmarks længste, højeste – 20 meter –  og mest stejle vandrutchebane.

En tur til Knuthenborg hitter stadig, men det kræver bil, og i hvert fald en hel dag hevet ud af kalenderen, men kan kombineres med en overnatning enten i parken eller for eksempel på et bed and breakfast i nærheden, og vupti, så er der en hel lille ferie ud af det.

vandlegeplads_8

Praktisk infot om Knuthenborg Safaripark:

Voksne: 199 kroner

Børn (3-11 år): 109 kroner.

Parkens hjemmeside: www.knuthenborg.dk

 

Knuthenborg Knuthenborg3 Rutchebane Knuthenborg Knuthenborg12 Knutthenborg11 Rutchebane1Knuthenborg10 Knuthenborg4

 

6. april, 2017

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i bilen, Ferie med dyr, Sjov i naturen, Underholdning og forlystelser

Tags: , , , , , , ,

Læs også

Leave a Comment

“Hænderne” har spidse kroge, tænderne er små og sylespidse, og de – i forhold til resten af kroppen – enorme ører er delt i to. Den lille sortpelsede flagermus er stendød, men også for spændende til bare at lade ligge, når man er på fem kilometers vandring i naturen.  Det er lidt vildt. Det lille dyr jager i mørke, og “ser” med ørerne når den skriger så højfrekvent, at det menneskelige øre ikke kan høre det, og selvom det er sjældent, at vi finder dem døde, så er flagermusen angiveligt det tredje mest udbredte pattedyr i Danmark.

Flagermus2

I ført handsker, og  for børnene alene med brug af øjne og ører til at studere den, er det muligt, at finde døde flagermus i naturen, og også studere dem nærmere.  Som det eneste pattedyr, der kan flyve aktivt, er det en næsten gysende fornemmelse, at få set nærmere på flagermusen. Når man finder en død flagermus, bør man kontakte Zoologisk Museum, og orientere dem om fundstedet, fordi det giver dem mulighed for at samle viden om flagermusenes færden i Danmark, og så ellers behandle det med den fornødne omhu. Flagermus1

 

 

 

 

30. september, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Dyr i naturen, Nyheder, På opdagelse i naturen, Sjov i naturen

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Næste side »

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com