Gnasker gerne spæk som snack

Glinsende marmorhvidt med et sort skind, lidt gummiagtigt, ikke dårligt, men fedt, meget fedt. Når bare det dyppes jævnligt i Soya, så smager det ok. På kajakklubbens plads ved den store havn i den sydgrønlandske hovedby Qaqortoq, er der linet op med paptallerkner fyldt med spæk fra marsvin eller delfin.

For 20 kroners eksotisk spise, og det  er bare om at gnaske løs, men efter tre stykker føles det som stop. En mere, og så kapper det over. I flere timer småbøvses den fede smag af spæk i halsen, og det er lige før jeg længes efter de tørrede anmassat, en loddefisk i laksefamilie, som kan købes i vakuum poser i den lokale Brugseni.

Marsvinene i Sydgrønland har det godt og findes i rigelige mængder. På ti år er antallet af marsvin bare steget og de marsvin, der kommer til Sydgrønland har en større spæktykkelse end for 10 år siden, og de er ældre og vejer mere, og biologerne er klar med en forklaring. For mens undersøgte marsvin for over 10 år siden havde 11 forskellige fiskearter i deres mavesække, så så det ganske anderledes ud i 2009, hvor der sidst blev lavet en undersøgelse af marsvinene. Dengang identificerede man hele 23 forskellige arter føde i havpattedyrets mavesæk, og torskefamilien er den mest betydningsfulde, og det smages tydeligt.

Bløde løg, råstegte kartofler, en sovs, der gjorde alt for at hænge ved, og så en brunlig stegt bøf med rød “mave.” Grønland høster i havet, men ikke alt, der landes er kulinarisk nydelse. Aftenen før marsvin spækket stod den på finhval på en lille hyggelig restaurant på torvet, med Grønlands eneste springvand bygget i Igaliku-sten, der er importeret fra en nærliggende bygd. Den umiskendelige smag af tran, som en rød oksebøf blandet med et glas Glyngøre sild, var sjovt at prøve, men ikke en gentagelse værd.

Martin Hoffmann Kønig 17. januar, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland

Læs også