Jordans højdepunkter i børnehøjde

Jorden er rød, virkelig rød, og så langt øjet rækker er der sand og atter sand kun afbrudt af dekorative klipper i forvredne formationer. Fireårige Malthe sidder i en af verdens største sandkasser og leger med sine biler og små plasticfigurer. Han er omkranset af klipper, der pryder landskabet med røde, lilla, rosa og gule farver. Flere af dem mere end 1000 meter høje. Vi er i Wadi Rum ørkenen, som blev skabt efter voldsomme forskydninger i jorden for mere end 30 millioner år siden, og skabte sandstensmassiver og granitklipper. Det var her den store krigshelt Lawrence of Arabia under første verdenskrig kæmpede mod det Osmanniske rige, men lige nu er det bare Malthes allerbedste sandkasse med verdens bedste si-sand, og poserne bliver fyldt, så han også kan have en portion ørken med hjem på værelset.

Ørkenen kan indtages per kamel, på gåben eller på ladet af en stærkt bedaget Toyota pick-up med en svært bælgøjet gamling som chauffør. Vi valgte den sidste mulighed. Indhyllet i hver vores keffiyeh, arabisk hovedbeklædning, godt med tøj for at modstå et temperaturskift på 20 grader fra dag til nat, bumlede og humplede vi ud på de mest eventyrlige sandveje til månelandskaber, hvor der var rig mulighed for at hoppe, løbe og kravle i ørkensandet. Efter en lang køretur, en klatretur i bjergmassiverne og et stop i beduinernes telt, blev vi sat af for at se solen gå ned, og så stod den ellers på en vandretur ad en glidende sandbanke, og her sagde Malthes ben stop, så resten af turen til de ventende beduintelte foregik på farmands skuldre.

Maden gemmer sig i sandet

Brødflove, ben-ømme og med værkende skuldre ankommer vi til en stor teltlejr, som entreprenante beduiner har opført til at servicere mad- og oplevelseshungrende turister. Efter en lidet autentisk dans med mulighed for selv at spjætte ben hånd i hånd med beduin mænd, som for fleres vedkommende kom fra Libyen, er det tid til mad. Vi bliver ført bag teltene og efter et lille foredrag om beduinernes tradition med at stege maden i store fade dybt begravet i sande.

Traditionel madlavning går ud på at opvarme store sten i et bål, hvorefter de lægges i et hul i sandet, hvorefter man steger lam og kylling færdig under jorden. Kokken går i gang med at grave vores mad frem. Store saftige lunser mørt lammekød dukker frem fra jernhuler under jorden. Varmelamperne tændes ved bordene, og så er der buffet til alle.

Før turen går tilbage til Aqaba er det tid til at bøje nakkerne. Blikket mod himlen. Herude, mange kilometer fra den nærmeste by, er der ikke mørkt, her er bælgravende mørkt, og med hinanden i hænderne er det tid til et familiekig på et ”hav” af tindrende stjerner, der tegner hvide prikker på den begsorte himmel.

Myter og ømme ben

Dage senere står ferien på endnu en på opleveren. Petra er turen for familier, men bedst for større børn, der har ben, som kan vandre eller forældre, der har mod på at lade sig transportere på hårde æselrygge op ad stejle og klaustrofobisk små bjergvejes 2000 år gamle vejbelægning.

Pastelfarvede klippevægge smyger sig sammen på hver sin side. Myresmå går vi i ormegang gennem kløften som for tusindvis af år siden var eneste indgang til en af verdens bedst bevogtede handelsbyer. Kløften snor sig som en slange, og det er som at bevæge sig gennem en Indiana Jones film, hvor man kun venter på at skurkene vælter frem over de pastelfarvede sandstensklipper. Tankerne løber løbsk, hvad gemmer der sig bag det næste hjørne? Og hvornår kommer vi til El Khanez, skatkammeret, som er Petras monumentale højdepunkt, og motiv for ethvert postkort med respekt for sig selv.

Guiden fanger os med en ”interessant” historie om en gruppe franske turister, der for år tilbage druknede i de dybe kløfter, og så beder han os om at kigge op og fortælle hvad klippen forestiller! Desperat leder jeg efter et begavet svar. Men den ligner ikke andet end en klippe, og ganske rigtigt. Intet ligner klippen, næsten jubler guiden, men vend jer om, hvad ser I så?

Klimaks, 8000 tusind års kulturhistorie, grunden til at 100 millioner mennesker fra hele kloden har stemt dette sted ind som et af verdens syv nye vidundere, lige foran mig. Kameraet knipser og knipser, men skønheden skal ses og mærkes. Solens stråler fanger dette mesterværk, og i spillet med de farverige sandstensklipper, farves skatkammeret lyserødt. Skatkammeret er i virkeligheden kun starten på en 10 kilometer lang by, grundlagt af Nabataerne, der for totusind år siden blev rige på grund af kontrol med karavanevejene, og som havde deres hovedstad i Petra, hvor der i storhedstiden boede omkring 30.000 mennesker i udhuggede klipper, midt ude i ørkenen. Her har handelsfolk for tusind år siden mødtes og udvekslet penge, ideer og begravet deres døde i gravmæler i bjergsiderne. Hvor enestående flot El Khanez end synes, så er det ren staffage, for indeni er der ikke andet end tomme og kedelige rum, men sammen med de mange andre bjergudhuggede gravmonumenter, beduinernes efterkommere, der sælger sten og sølvnips, rester af store kulturers mange tusind års aktiviteter i området så er Petra et fascinerende område, hvor man i timevis kan vandre benene godt ømme.

Knurrende kameler som linselus

Æsler, mølædte hestevogne og kameler er overalt i det store område. Ganske gratis er det at blive transporteret rundt på dyreryg, men kun lige til turen er ovre, for så skal betalingen afregnes med et anseeligt beløb i drikkepenge, og det er ikke til diskussion. Men ganske gratis er det at blive dus med kamelerne. Foran mig knækker en hvidmasket kæmpekamel i benene, og lægger sig elegant på jorden. Jeg går hen imod den, med kameraet hævet til ”skud”, og dens brune øje plirrer bag de stankelbenstynde øjenvipper.

Tættere på. Fra det stor dyr lyder en besynderlig, nærmest knurrende lyd. Så tæt på, at jeg kan røre ved kamelens mule. De knurrende lyde akkompagneres af snot og savl, og så åbner den munden.

Tre brune tænder, er kastet ind i dens undermund, men om den har tænkt sig at stirre mig væk eller vil bide, hvis jeg kæler den blidt på hovedet finder jeg aldrig ud af, for dens beduinklædte ejer fløjter den til sig, og spørger insisterende om ikke jeg vil have a ”camel ride to the mountains”.

Et kig på Mellemøsten

Syd for Aqaba ligger området Talabay, hvor hovedvægten er på eksklusiv snorkling, gode hoteller og strandliv, og så fornemmelsen af at være i et af verdens brændpunkter, men på den helt afslappede måde. Vi boede tre dage på det meget lækre Mövenpick Talabay, der er et eldorado for børn og deres familier, når ferie handler om at have vand til rådighed, der er fem pools og to spa bade samt et overdækket børnebassin med bemanding, og så Rødehavet for fødderne. Hotellets buffet er et overflødighedshorn af god mad, smuk udsigt og venlig betjening, og så det lille ekstra prik over i`et.

Står man på stranden og kigger lige frem til venstre, så er det Egyptens forrevne kyst, til højre er det Eilat i Israel og otte kilometer syd er det grænsen til Saudi Arabien – Mellemøstens centrale lande lige foran os, men på sikker afstand fra konflikter og krige.

I havnebyen Aqaba boede vi på Hotel Mövenpick, der er hotelkoncernens byhotel, som er et i særklasse dejligt hotel for børnefamilier med sine mange pools, store strand med fodbold- og volleybane, familieafdeling, flotte lejeområde og et personale, som er indstillet på, at børn kan fylde og larme.

Efter tre dage i Talabay flyttede vi ind til Aqaba, hvor vi indlogerede os på byhotellet, og udover at værelserne er noget mindre og ældre, så er den luksuriøse indstilling og indretning fuldt på niveau. Via en lukket gangbro over hovedvejen kommer man nemt til hotellets lækre poolområde. Der er børnepool, opvarmet pool, spa pool og et stort svømmebassin, alle sammen med livredderovervågning omkranset af blomstrende bourgainvilleaer og suppleret med et overdækket legeområde, hvor der også er sørget for et lille hus med male- og farveting og børnetoilet.

For enden af poolområdet fører en lille sti udenom hotellets lille andefamilie, og ned på et indhegnet strandområde med gratis liggestole og finkornet sandstrand. Også her er der selvfølgelig legeplads med lækre Kompan redskaber.

Vi mødte en tysk kvinde, hvis mand arbejdede på et af byens internationale hoteller, og hun havde købt sig til adgang til området, som hun kaldte byens bedste sted for børn.

Aqaba er en hyggelig by, som tydeligvis ikke er skabt for turister, men ganske anvendelig. Her er rig mulighed for at spise på lokale shawarmasteder eller billige restauranter, og i midtbyen er kvarteret for de lokale, hvor kvinder går ture med deres børn, mænd ordner verdenssituationen over en vandpibe og et større moskebyggeri er ved at blive færdiggjort.

Det er klart en by for turister, der godt kan lide, at omgivelserne også har et liv ved siden af turismen.

Muligheder for udflugter:

• Petra er et must for voksne og ældre børn med gode ben og et minimum af historisk interesse.
• Wadi Rum ørkentur er for alle, og en fantastisk mulighed for at nyde nogle af naturens vidundere på helt tæt hold.
• Dødehavet, hvor man kan flyde som en menneskelig korkprop i det salte vand, der ligger på verdens laveste punkt mellem Israel og Jordan
• Snorkling i Rødehavet
• Diverse ture til Israel, for eksempels dagsture til Jerusalem eller Eilat

Martin Hoffmann Kønig 30. marts, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Jordan, Udvalgte artikler

Tags: Dyr, Æsel, Ørken

Læs også

Leave a Comment