Med Bamse til Bjørneland

Det hele startede på Birkeallé i Jægerspris. Vores varebil, en Citroen Jumpy, skulle være basen på vores over 4.000 km lange rejse. Et par dage inden afgang skulle Jumpyen, lige checkes igennem og klargøres til færden. Lidt sent vil nogle nok mene.
Men ideen til turen blev først født en uge før afgang. Vores liv er nok præget en del af spontane ideer og det gælder også vores ferier.

Udstødningen var knækket og bremserne var slidte og det skulle lige fikses inden afgang. Farmand har det jo med at ville lave alting selv, så han kørte en tur til Frederikssund og købte reservedele, en udstødning og bremseklodser. Udstødningen var ikke noget problem, men da det kom til bremserne begyndte det at drille. Stemplerne havde sat sig fast i bremsekaliberne og fast det sad de virkelig. Smilet stivnede en anelse hos Hanne, da jeg meddelte, med bilen splittet ad og diverse dele spredt ud over indkørslen, at jeg ikke kunne få det til at fungere. Men på en eller anden måde løser alle problemer sig, hvis det hele får lidt tid. En halv time senere stod jeg pludselig foran en mand, der boede seks huse længere henne på Birkeallé. Jeg havde set og hilst på ham før, men kendte ham egentlig ikke rigtig. Han er automekaniker og insisterede på at hjælpe mig færdig med bilen, så vi kunne komme af sted.

Som sagt så gjort, skiverne blev renoveret og de nye bremser monteret. Betaling ville han ikke høre tale om, for han manglede jo ikke noget som han sagde. Jeg skulle opfatte det som vennetjeneste og så kunne vi jo komme forbi og fortælle om vores tur over et glas rødvin en dag når vi var kommet hjem. ”En tjeneste kommer altid tilbage en dag” sagde han. Ja, de typer mennesker findes stadig – herligt.

Nå, nu var smilene blevet brede igen og vi kunne begynde at pakke Jumpyen. Vi havde lavet en hævet bund af to spånplader, der hvilede på en masse plastickasser. I kasserne havde vi madvarer, drikkevarer, køkkenudstyr, spritkøkken, fiskeudstyr, tøj og anden oppakning. Oven på spånpladerne havde vi to madrasser, vores dyner, telt og et lille klapbord, tre klapstole og vores 12v køleboks til madvarer. Det var det og så af sted en halv dag forsinket.

Vores første stræk skulle føre os til skærgården omkring Stockholm. Vi havde ikke booket noget som helst på forhånd og vi ville også helst finde et sted i naturen ved vandet. Alle-mands-retten i Sverige er jo en enestående mulighed for at komme rigtig tæt på naturen.

75 km syd for Stockholm, lige nord for Nyköbing, fandt vi hvad vi ledte efter. Et lille naturcamp- sted helt ned til vandet, hvor Markus kunne lege i vandkanten og med udsigt til en masse skærgårdsøer. Nu var rejsen i gang.

Det var et rigtigt fint sted vi havde fundet, helt fredeligt og roligt. Så vi valgte at blive der i to dage. Alle-mands-retten giver jo lov til at campere ét døgn samme sted i den frie natur og to døgn på naturcamp stederne. Man skal bare huske at rydde helt op efter sig og tage alt sit affald med. Det var nogle rigtig gode dage vi havde der. Prikken over i’et var da en hvidhovedet fiskeørn kom svævende hen over hovederne på os inde fra skovene og ud over vandet. Den gjorde det to gange, hvor vi ikke lige havde kameraet på os, så det fik vi desværre ikke billeder af.

Men vi måtte videre nordpå. Vi havde aftalt at vi ville prøve at tage nogle lange stræk i starten, for at komme så langt nordpå som muligt i løbet af de første dage. Efter endnu en dag med ca. 600 km igennem meget kuperet terræn, fandt vi en lejrplads på Höga Kysten tæt på Angermanelven. Det var et område med meget kuperet og vild natur. Her fandt vi en plet med en fantastisk udsigt ud gennem en fjord med stejle klipper på begge sider.

Når man ser sin søn midt i et blåbærkrat sidde og fylde sig med vilde blåbær så han bliver helt lilla om munden og på hænderne, og Hanne har kaffevandet klar på spritkøkkenet, så er man nærmest lykkelig. Det eneste minus ved dette sted, var, at vi om natten kunne høre trafikken og specielt lastbilerne fra den nærliggende E4, så vi måtte af sted igen den efterfølgende formiddag.

Storetåen dikterede pause
Markus er 2½ år og en aktiv udendørs dreng og vi havde været lidt spændt på, hvordan han ville klare over 4.000 km i bil. Egentlig er han rigtig god til at underholde sig selv med små midler, men alle har jo en grænse. Vi havde jo hørt historier om forældre der må fylde deres biler op med elektroniske hjælpemidler som dvd-afspillere på nakkestøtterne og diverse computerspil, m.m.

Vi valgte at satse på bilens indbyggede kasetteradio plus lidt bøger, legetøj og hans højt elskede bamse. Og så fik vi et pejlemærke forærende for, hvornår han trængte til en kørepause. Det var, når han begyndte at trykke på den store røde katastrofeblinkknap med venstre storetå. Eller når han blev ved med at vippe visker-armen op på hurtigste hastighed med venstre fod, så var det tid til en pause. Jumpyen har tre forsæder og Markus sidder i midten i sin barnestol, hvor han efter en del øvelse kan betjene en del knapper med tæerne.
En af vores drømme på denne tur var at møde og se nogle af Skandinaviens store vilde dyr i deres rette element. Renen, elgen og måske den store brune bjørn. Den sidstnævnte selvfølgelig på behørig afstand. Elge havde vi set et par stykker af allerede. De står tit og gemmer sig lidt i kanten af et åbent engstykke eller i skovkanten. Det kan være at heldet er med os med de andre dyr længere nordpå.

Det blev til godt 400 km denne dag. Og lejrpladsen fandt vi ved en lille fjord ved den lille Åbyelvs udløb. Det var på flere måder et lidt spændende sted. For Markus mest fordi et ældre svensk par havde fundet dertil med deres stor gamle ombyggede Scania bus. Specielt busser har Markus’ store interesse, og begejstringen ville ingen ende tage, da han blev inviteret indenfor og fik lov til at sidde ved det store rat og ”styre”. For os andre var det spændende, fordi man kunne se resterne af fiskeriets storhedstid på disse kanter. I starten undrede vi os over, hvorfor fjordens bredder lå oven på flere lag af brædder og stolper. Men det var fra den tid, hvor fiskerbådene og fiskejollerne lå stævn ved hæk i det meste af Østersøen og den Botniske Bugt. Det var resterne af de gamle bådebroer, vi kunne se langs kanten.
Det svenske par med bussen, der var fra Piteå 50 km længere nordpå, fortalte at fiskeriet havde været rigtig stort for en del år tilbage, men at der næsten ikke var liv tilbage i vandet. Det kunne højest blive til et par mindre brakvandsaborrer nu.
Sidst på eftermiddagen imponerede vores svenske busvenner Markus igen. Denne gang var det nybagte vafler, der fik jublen til at flyde. De var nogle rigtig dejlige og hyggelige mennesker, og de var helt overbevidst om, at jeg var nødt til at købe deres bus om et par år, så Markus kunne få sin egen bus!

Efter endnu en gang morgenmad med udsigt, tog vi afsked med det svenske par i bussen. Nu hed det Haparanda, dagen hvor vi skulle nærme os Lapland. På det sidste stræk op til bunden af den Botniske Bugt, kom vi gennem ganske store øgede områder. Og så pludselig lå de der.
Rener i krattet langs vejen, fem-10-15 styks, det var sjovt at se med deres karakteristiske gevir.

Sverige er et kolossalt stort land med enorme vider og utrolig meget skov, det er meget fascinerende at opleve. Det er faktisk overraskende så få danske biler man ser i Nordsverige. Vi så mange nordmænd, hollændere, tyskere og schweizere, men danske biler kunne tælles på én hånd. Selve Haparanda by er ikke noget at skrive hjem om, men på en eller anden måde er man nødt til at besøge den, når man er der. Det var et ”way point” for vores rejse, bunden af den Botniske Bugt, grænsen til Finland og begyndelsen til Lapland.

Men efter at have været lidt rundt i byen og på havnen og efter selvfølgelig at have taget et billede af et af byens varetegn, byskiltet med de mange arme – allerede 1.740 km hjemmefra!! – besluttede vi at køre lidt videre nordpå langs Torneelven og grænsen til Finland.

20 km nord for Haparanda kom vi til et sted der hed Kukkola. Vi havde læst om et lille sted, hvor man kunne leje små hytter lige ud til Kukkolafossen og det havde vi tænkt os at kigge lidt nærmere på. Hvilket fantastisk syn der mødte os. En over 100 meter bred fos med nogle få små røde hytter langs kanten. Sådan en hytte måtte vi bare have for en nat eller to.
Hanne gik ind i receptionen for at høre. Der var kun én hytte ledig og det var suiten!

Den var ikke billig, til gengæld lå den tættest på fossen. Da vi gjorde opmærksom på vores begrænsede midler, gik pigen ud bag ved og talte kort med chefen. Den var åbenbart ikke booket de næste dage frem og de ville gerne have den udlejet, så vi fik den til halv pris. Det var fantastisk at sidde på første parket og se fossens rasende vandmasser. Og så var det i øvrigt også nydelse af høj karat at få et rigtigt bad efter adskillige dage med bad i søvand og havvand. Skulle man komme på disse kanter en dag, må man ikke snyde sig selv for en nat eller to på kanten af Kukkolafossen.
Sjælden dansker er kær gæst

Langs fossen har lokale fiskere bygget tynde skeletbroer hvorfra de stadig dyrker en mange hundrede år gammel fiskemetode, ”laveret” fiskeri.

Fiskeredskaberne består af et fem meter langt skaft med et ketsjer-net i enden, fuldstændig som dem alle børn bruger til at fange krabber med i enhver dansk lystbådehavn bare i enorm overstørrelse. Så står de og kører det gennem strømmasserne for at fange den lokale delikatesse, Sikken.

Den er på størrelse med en makrel og behandles, tilberedes og spises på stort set samme måde. Røget Sik på hjemmebagt tyttebærrugbrød med rørt cremefraiche og purløg på, og så lige en kold Norrlands Guld til, så kan det kun blive en god dag.
Da vi skulle bestille vores mad i den lille og meget hyggelige restaurant der hørte til pladsen, blev vi mødt af et ”hvad skulle det være” på klingende jysk! Det var en ung frisk gut fra Holstebro, der havde en sommertjans som tjener på dette lille sted, og han havde hørt os tale dansk. Han var en meget sympatisk, glad og frisk fyr. Han gik på musicalartistskole i Umeå her i Nordsverige og havde mødt en sød svensk pige der. Og så arbejdede de i restauranten om sommeren for at skrabe penge sammen til at kunne rejse ud og møde verden. Han drømte om, at de kunne rejse ud og optræde i forskellige musicals en dag. Det håber vi vil lykkedes for dem,

Han fik i hvert fald lidt ekstra drikkepenge til opsparingen.
Vejret havde ind til videre været helt utroligt, stort set solskin hver dag. Og de sidste par dage
havde det været skyfrit og rigtig varmt.

Dagene er jo stadig meget lange hen imod slutningen af juli på disse breddegrader. Ved sommersolhverv i slutningen af juni, kan man lige akkurat opleve midnatssol her på grund af luftspejlinger. Så solnedgang så vi kl. 23.00 og solopgang oplevede vi aldrig, det var længe inden vi var kommet ud af drømmeland.

Efter to overnatninger på dette pragtfulde sted, måtte vi videre nordpå. Vi manglede stadig at passere polarcirklen, møde samerne og se de to sidste store dyr inden kursen skulle sættes sydpå igen.

Vi fortsatte op langs Torneelven og grænsen til Finland. Efter ca. 100 km. drejede vi ind på nogle mindre landeveje og fortsatte mod nordvest. Her fik vi rundet en anden milepæl på vores rejse. Vi krydsede Polarcirklen, 66,56 grader nord. Godt nok i regnvejr. Men alting får en ende, også solskin.

Det overraskede mig en del, at fartgrænsen på de små ensporede og lidt ujævne landeveje, uden dyrehegn, lå på 110 km/t. Jeg tror aldrig vi nåede over 90. Nu var vi for alvor på vej ind i ødemarken og vildmarken. Vi kørte i lange perioder uden at se andet tegn på civilisation end vejen vi kørte på. Det var en af de ting jeg havde glædet mig allermest til, at mærke den uspolerede vildmark på egen krop. Og pludselig. Lige der i vejsiden stod den største og flotteste ren vi havde set ind til videre, med et kæmpe gevir.

Efter et par timers kørsel gennem ødemark og nationalpark, hvor vi så sne på de højeste af toppene i fjeldet, begyndte der at dukke små butikker og udsalg op langs vejen. Det var samerne der solgte deres skind, kød og kunsthåndværk. Samerne er meget dygtige til at arbejde. I sølv, skind, ben og horn, bl.a. meget flotte knive og dolke med skæfter og skeder i ben og horn. Men samere i deres traditionelle klædedragter, skal man lede længe efter. Det er vist kun til deres årlige traditionelle samefestival, eller til ære for turisterne på det lokale museum, det kan opleves.
Dem vi så, var i cowboybukser og t-shirt.

Udstoppede bjørne har også været vilde
Nu havde vi næsten nået det vi ville nordpå og rejsen havde passeret halvvejs, så nu kørte vi sydpå for første gang. Egentlig ville vi gerne have været til Kiruna, som betragtes som de svenske samers hovedstad, men det må blive næste gang. Vi skulle ned og se Storefossen mellem Jokkmokk og Piteå, Europas største fos. Det er utroligt at se og mærke de store kræfter, der er på spil, når så store mængder vand skal ned gennem en så forholdsvis smal passage. Vi var næsten de eneste, der var der, så vi fik en lang hyggelig snak med to lokale guider. De vidste alt om området og om dyrene i området. Og så havde de en lille forretning, hvor de solgte souvenirs og røget elg- og renkød.
I den anden ende af biksen havde de en lille udstilling med udstoppede dyr og historiske jagtredskaber. Der hang et bjørneskind på væggen med hoved og klør. Den var blevet skudt i området for en del år siden ”men det var kun en lille bjørn på 300 kg.” Sagde de! De fortalte, at der var usædvanlig mange bjørne og elge i området, nogle af bjørnene vejede op til 6-700 kg. Det er meget svært at komme tæt på de vilde bjørn, de flygter, når de bare fornemmer eller hører den mindste lyd af mennesker.

De beskrev et sted i skoven lidt nord for fossen, hvor man kunne være heldig. Om ikke andet kunne vi måske få en elg at se tæt på. Vi trillede et langt stykke ind i skoven og pludselig kom vi til en lysning ved elven. Der var en lille shelter og et lille bålsted, som jeg tror jægerne brugte, når de var på jagt. Men hvilke enestående omgivelser. Jeg kunne levende forstille mig en stor brun bjørn stå nede ved bredden og tage en laks. Det var fuldstændig som at se en udsendelse i fjernsynet fra Alaska om bjørne. Vi blev der en times tid, mens vi spiste en mad. Egentlig havde vi talt om at slå lejr for natten og blive i skoven, men lugten af torskerognsmadder og Markus på 2½ år hører ikke helt sammen med store brune bjørne på 600 kg.
På en eller anden måde blev det ikke bedre, da vi fandt en hel bunke ret store afgnavede og knuste knogler i skovbunden og nogle af dem stadig med rødt kød i enderne. De var fra en ren fik vi at vide dagen efter af guiderne og rener havde vi også set i skoven.

Nej. Vi måtte ned til det hotel, der lå nede ved foden af fossen. Men spændende var det nu, der var sådan lidt storvildtsafari over det. Helt upåvirket er man ikke, når man kører rundt i skoven og leder efter vilde bjørne, jeg tror bestemt produktionen af adrenalin i kroppen vokser.
Men det var nok det tætteste vi ville komme på de vilde bjørne i Bjørneland i denne omgang. Eller måske var det den udstoppede bjørn i hotellets reception, der var det tætteste vi kom på en stor vild bjørn. Det tror jeg i hvert fald Markus syntes, da han stod foran den med sin bamse under armen.

Sønnikes fiskevaner gør far stolt
I opstartsfasen til turen talte vi meget om hvor rejsen skulle gå hen. Skulle vi køre hele vejen rundt om Østersøen? Skulle vi køre til Nordkap? Eller skulle vi bare se hvor langt vi nåede?
Det er jo så dejlig frit at køre rundt med soveværelset og køkkenet bag i bilen, man skal ikke være fremme et bestemt sted til et bestemt tidspunkt.

Vi havde besluttet at hjemturen skulle ske inde i land, gennem de store skove og sølandskaber. Det var en del, jeg havde glædet mig til at gense. I en del år i træk havde jeg været på kanoferier i den del af Sverige med de samme tre ungdomskammerater. Men kursen sydpå var også et farvel til Lapland og den fantastiske ødemark, Europas sidste vildmark. Men jeg er sikker på, at det blev et farvel og på gensyn. Vi har for længst aftalt at vi en dag vender tilbage, for der er meget mere vi skal opleve i det nordlige Skandinavien.

I Dalarna finder man den sydligste vildmark i Sverige. Kæmpe store områder med sø, skov og åbne landskaber, hvor man bl.a. også kan finde store bestande af vilde ulve. Men dem havde vi nu ingen planer om at skulle finde og de er lige som bjørnene meget svære at komme tæt på. Vi havde flere ophold og overnatninger ved søbredder, hvor fiskestangen kom i brug. Dog uden at ”jægeren” kunne bringe bytte med hjem. Men det glædede jo far, som inkarneret lystfisker, at se sin 2½ årige søn håndtere en 9 fods spindestang kompetent og med største lethed. Det var et herligt gensyn.

Store søer og skove helt øde uden civiliseret påvirkning. Men en ting skal man dog ikke undervurderer, MYG. Ude langs Østersøkysten er der stort set ingen myg, men her i sølandet inde i land skal man ikke være sart hvad myggestik angår. Men hvad…..et lille bål og en kop friskbrygget kaffe, så glemmer man både myg og stik.

Efter Dalarna kørte vi ind i Värmland og det var som at komme fra den jyske hede og direkte ind på Rådhuspladsen i København. Det var som nat og dag. Vildmarken var slut, der kom vildthegn langs vejene, byerne lå tæt og den ene golfbane efter den anden dukkede op langs vejen. Det kom i samme sekund vi krydsede kommunegrænsen, sjovt nok. Nu var det bare at komme hjemad.

Vi tog det sidste stræk non stop, 1100 km på én lang dag. Vi kørte et godt stykke langs Götakanalen, det var der vi ville komme sejlende når vi skal besøge Haparanda fra vandsiden.

Henover Øresundsbroen kunne vi se alle de små hvide trekanter på vandet og himlen over os var blå som på den skønneste sommerdag. Det lugtede lidt af at vi kunne slutte vores ferie af med et par dage på vandet i mine svigerforældres sejlbåd, inden vi satte alle de mange spændende og gode oplevelser ind på familiebankbogen.

Lars Brinch. Foto: Hanne Ladegaard 12. maj, 2015

Posted In: Aktuelt forsiden, Camping, Sverige, Vildmark og trecking

Tags: Fiske, Fri natur, Lapland, Polarcirklen, Shelter

Læs også

Leave a Comment