Udsigten er fabulerende fantastisk, og har man pengepungen spækket, så er der gode muligheder for at købe guld, elfenben og jadefigurer i mange forskellige former. Egentlig er det lidt kønstløst, at besøge 101s top, for udover turistbutikker og udsigten, er det småt med kræseriet.

Noget af det mest interessante er de enorme jernwirer, der i et sindrigt system skal forhindre 101 i at styrte sammen, når tyfonerne raser eller et jordskælv skulle ramme. Egentlig synes jeg, at 101 er langt mere interessant at studere udefra, særligt hvis man går et par hundrede meter væk fra bygningen, og virkelig kan se, hvor flot den ser ud, og selvom den repræsenterer alt det moderne og glasagtige business Taiwan, så er den omgivet af små kolonihaver og primitive træhuse, som giver det hele et eksotisk præg.

DSC00078

Egypten2 1228

Egypten2 1237

 

 

 

 

20. juni, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Byferie, Taiwan

Tags:

Læs også

Leave a Comment

Bjergets kant nærmer sig lynhastigt.

Rattet i den lille hvide udlejningsbil rives med al tilgængelig maskulin kraft mod højre. Kun med nød og næppe undgår bilen, at torpedere det hvidmalede oliventræ, som er

Sidste hindring før bjergets lodrette fald modhavet.

Nej, her er ikke tale om optagelserne til en actionfilm. Men om to voksne danske charterturisters forsøg på, at se verdens mest omtalte solnedgang fra Santorini i det græske øhav. Vi er på vej mod øens nordligste by, Oia, hvor man hver aften kan iagttage en af de smukkeste solnedgange på kloden. Men vi er ikke alene. Meget, meget langt fra.

Svedende turister. En svedig engelsk og tysk messende klump hud, hår og parfume vralter solskoldet foran os. Og så sved, masser af sved. I luften, i øjnene og langs rygraden. Fødder er der også. Små og store fødder, der andefodsagtigt tramper i takt. Klik, klak, klik, klak. Som ællinger, der følger deres moderand til søen for første gang. Ikke noget de gør af egen fri vilje, eller fordi de har lyst, men fordi sådan er charterturisters natur nu engang. Oia forvandles hver aften fra en lille stille landsby, med kun 600 indbyggere, til et sydende menneskehav, der alle har det samme formål. At finde et sted at sidde, stå, ligge eller hoppe, mens solen går ned.

Byen er fantastisk, når man kan se den. Det vil sige, i timerne før folkemasserne klumper sig sammen med blikkene ens rettet ud over havet. Krithvide og pastelfarvede luksusboliger klæber sig til den vulkanske klippeside, og udsigten mætter det kræsne øjes behov for hav. Hvis man har temperamentet og pengepungen til det, så er der her mange muligheder for at holde dele af eller hele ferien i nogle af de smukkeste ferieboliger på Santorini. Dyr solnedgang.

Efter at have rendt forvirret rundt til otte propfyldte restauranter er vi desperate.

Skyggerne bliver stadigt længere, og barsler den endelige solnedgang. Jeg haster ned af byens mange trapper for at finde et sted, hvor jeg og min elskede kan se den sakrale solnedgang. I lang tid så det håbløst ud. Men så. Lige foran mig stod en livré klædt tjener, og smilede venligt med både øjne og mund, mens jeg hæsblæsende styrtede forbi ham. Der faldt en sten fra mit hjerte, da han til min ryg, med klar og tydelig stemme, sagde, ”table free, Sir”. Med to fingre bestilte jeg fluks plads ved restaurantens bedste bord, og først da jeg fik hentet spindesiden, gik det op for mig, at jeg skulle til at iagttage et af naturens mest almindelige fænomener, på en sindssyg dyr restaurant. Fanari Villas and Restaurant, som vi endte på, er et spændende sted. Dyre priser, men fantastisk mad. Og så er udsigten unik. I rækkeafstand ligger den lille Ø, Thirassia, som kan nås fra den maleriske mole, der ligger 252 trin nede under Oia. Et enkelt sideblik til højre fra restaurantens terrasse kan alle gæster se horisonten. Endelig kunne vi glæde os til at følge solens rejse mod havsengen.

Fanaris eneste reklame er deres gæstebog. 4.500 sider med tilfredse gæster, og det siger alt, påstår de. Stedets andre gæster var stort set kun amerikanske yndlinge på dannelsesrejse til Europa. De diverterede højrøstet hele restauranten med historier fra deres forældres lystbåde i Caraibien. Bænket i Fanari kan man lige så godt nyde det. Det bankvenlige træk på kassekreditten vil alligevel altid følge en middag her.

Kort efter kl. 20.30, sænker stilheden sig over byen. Solen begynder sin langsommevandring mod havet, og alle blikke ensrettes. Solnedgangen er ganske simpelt fantastisk, og så orange, at kun naturen kan farve med sådan en palet. Efter havsækken har lukket sig om solkuglen, oplever vi et andet fænomen. Det begynder i det små, men efter ganske få sekunder spreder det sig over hele byen. Folk står på byens tage, på alverdens mure, sidder i restauranter og på byens gader, og råber hujende hurra. Og så klapper de. Først spagt, men hurtigt højt og rungende. En stor naturoplevelse, med et kuriøst islæt af antropologisk feltstudie.

20. august, 2017

Posted In: Aktuelt forsiden, Grækenland, Mad & Restauranter

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com