”De stolte skibe,” ”tvunget til tavshed” eller ”fodboldenglen.” Malthe linder på plexiglaslågen, tager en bog ud, smiler og deler højlydt at her har de sgu fundet en god ide.

Han står ved et ret sjældent træ, et bogtræ med huler på ”maven.” Bogstore huller hugget i en træstamme, og sat i det herlige naturområde Sillebro Ådal ved Frederikssund. Et sted i naturen, hvor man hjertens gerne må bytte en bog eller bare tage et stykke litteratur, sætte sig til rette på en bænk, lade ørerne fange det klukkende søvand i Grønlien sø eller de småskrigende børn i det store shelterområde.

Området er en del af et større naturprojekt, der løber fra Frederikssund midtby og ud af byen. Et sted, hvor får græsser, ænder snadrer og biologisk mangfoldighed vifter os om næsen med gode oplevelser.

Vi er ikke de eneste, men hold da op, hvor kan man nyde at bevæge sig i naturlige lyde, og så er det ellers tid at nappe en tur i den nordiske mytologi. Egentlig ret nemt, for vi skal bare gå lige frem ad den grusede sti, og så skrå en smule til venstre, hvor Midgård, menneskenes verden, ligger i form af fire sheltere. Hugin og Munin, Odins to ravne forvandlet til gode sovepladser sammen med Sleipner, Odins ottebenede hingst og Valhal, Odins bolig i Asgård.

Malthe ser sig omkring, og selvom han, som os andre, er behørigt imponeret over det store naturområde, elsker at gå på rov i vilde æbler og de gule mirabellaer, så skal der heller ikke mere folkeoplysning til, før han mister interessen.

En granvoksen schæferhund ser på os fra en lille halvø. Det var egentlig vores plan, at udvide ekspeditionen med en tur ud på øen, men en schæfer har overbevisende ”ord” i sin lange mund, og da Malthe fnisende spotter en kropsligt velpolstret mand, der ræbende urinerer ud i søen mens han kaster et blik på den store sorte fiskestang, som han har sat til hvile mellem to sten, så dropper vi alle planer om at lege skibbrudne på en øde ø eller vigtige lystfiskere, der har glemt deres fiskestang og derfor må lade vores barkede næver tage kampen op om aftensmaden, som vi så småt har planlagt skal grilles på et af områdets mange offentlige grillsteder.

Vi nøjes med en tur i anlæggets naturfitness og et gensidigt løfte om, at vi næste gang turen går til området skal have et par gedigne cykler med, så vi kan tage en tur på den 1200 meter lange mountainbikebane, og så undrer vi os, for før i dag anede vi ikke, at naturen har så gode kår omkring Frederikssund.

 

20. september, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com