Friskfanget laks slår sandwich
FollowFiskestangen er dårligt sat på plads og linen glinser stadig vådt. Kokken i den lille cafe Heidi- Mut i den Sydgrønlandske by Qaqortoq, tidligere Julianehåb, ser på mig mens jeg bestiller en hurtig sandwich med skinke og ost, en rigtig hurtig-på-farten-mad.
“Jeg har lige været på havet og fange en stor laks, vil du ikke hellere have en fiskesuppe, det tager næsten den samme tid som en sandwich?”
Det lidt overrumplende spørgsmål følges 16 minutter senere op af en dampende hed tallerken fiskesuppe med friskfanget torsk, laks, muslinger og store rejer i en safranagtig legering til 65 kroner. Det panoramaenorme vindue i cafeens ene lokale åbner for en fabelagtig udsigt ud over Storelevens udløb med klipper, bakker, fjelde og piblende vand.
Yes, Sydgrønland er en perle for naturelskere, der sagtens kan undvære de allerhårdeste arktiske klimaudfordringer. Handelsskole, gymnasium, adskillige brugseni eller den billigere Pissiffik butikker, Grønlands eneste torv med et vaskeægte springvand, en livlig havn, en grusstofbane og den ene af Grønlands to komplette kunstoffodboldbaner, som FiFa har betalt over to millioner kroner til, og som siden september 2009 har givet særligt byens ungdom en super god fodboldbane. Storby står der over byen med omkring 3.400 indbyggere, og hovedstad for Kujalleq Kommune, der trods et areal større end Schweiz og flere bygder skal drive en kommune med kun godt 6.000 indbyggere, og folk flytter væk, for det er svært at finde arbejde.
Når man besøger kommunekontoret, og får en snak med politikere og embedsmænd, så er man ikke i tvivl. De venter, og håber. Mest på at centralregeringen i Nuuk giver tilladelse til minedrift, for uden miner er de i tvivl om områdets eksistens.
Højskolen bor under nordlyset
Restaurant Lal` Laatis på torvet ved springvandet, ikke langt fra Brættet, hvor dagens fangst fra fjeld og hav sælges dugfriske, er et populært sted. Når vejret er til det er de fleste udendørspladser fyldt, og om aftenen er den hyggelige restaurant fyldt. Næppe for at smage deres hvalbøf, men fordi her er et af byens eneste gratis WiFi, et sikkert hit i et land, hvor det snildt kan komme til at koste flere hundrede kroner bare at koble sig på internettet.
En uge. Så længe tager det den unge pige, der sidder på restauranten og får en øl med vennerne, at komme hjem. Sådan er det når man går i gymnasiet i Grønland, og når ens forældre bor i en bygd på vestkysten. Det er derfor skolen holder juleferie allerede fra den 15.december, og derfor mange af eleverne må bo i elevboliger rundt omkring i byen.
Planerne er en lokal lufthavn, men indtil videre er havvejen og helikopter de eneste transportmilder til byen, og på overnatningssiden er der ikke ligefrem stor konkurrence. Enten kan man, hvis man er til det primitive indlogere sig på Sulisartut Højskoliat, der er en arbejderhøjskole som ligger smukt op af fjeldet, tæt på elven og med en grusfodboldbane som nærmeste nabo eller man kan nappe hotel Qaqortoq, der er en stor blå træbygning midtbys med en herlig udsigt. Dobbeltværelser koster 1695 kroner.
Himlen danser lysegrønt over vores hoveder, som blafrende gardiner i gullige og grønlige nuancer. Nakken værker, men der er ingen vej uden om. Det er tæt på midnat, og festen er begyndt. Nordlyset fylder nattehimlen, bedst fra september til begyndelsen af april. Ifølge en grønlandsk saga, er det de afdøde, der spiller fodbold med et hvalroskranie, og nogle folkeslag mener, at børn, der avles under nordlysets magiske skær bliver særligt intelligente.
Den fysiske forklaring er kedeligere, når den slår fast, at nordlyset blot er et sammenstød mellem solens elektrisk ladede partikler, molekyler og atomer i jordens atmosfære.
Hænderne forsøger at gribe fat i det spektakulære lysshow. Håbløs gerning, for det foregår i den øvre atmosfære i cirka 100 kilometers højde, men alle er enige om, at Grønland er et af de bedste steder i verden at se nordlyset.
Tilskuerpladserne på byens grusfodboldbane ligger tæt på fjeldet.
Martin Hoffmann Kønig 19. november, 2020
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Drengen vil hellere skyde sæler
Den ene riffel er slynget nonchalant over den unge mands hvid- og brunstrikkede trøje, der holdes på plads af nussede hvide overalls og under den brune strikhue sidder et stort, men genert smil. Han er 16 eller 17 år, hans navn er ikke til at udtale, og hans dansk er ikke til at forstå, men det er hans hverdag. Vi er i den lille sydgrøndlandske by Narsaq, og ved den ene af byens fire små havne er det ikke skole, der optager den smilende teenager. Han er fanger, og som en af havnens ældre fangere siger, en af de dygtigste. Han tager afsted hver morgen i det som en af besætningsmedlemmerne fra søværnets inspektionsskib Knud Rasmussen kalder “Inuit missil,”en hurtiggående båd. Her er ikke noget med bedagede kajakker og harpuner, for når en sæl først er ramt, så går der få minutter før den forsvinder på havets bund, og det skal gå stærkt når den skal landes.
Den lyseblå maling skaller på det lille træhus, som fangerne bruger som lager og ly for vejrlig, for her er vejret arbejdsgiver, og for enden af huset hænger syv blodige lunser sælkød til tørre. Her fanges sæler ikke for sjov, men som led i kosten og familiernes eksistensgrundlag.
Skudt så er den solgt
Der er ikke kun tradition og historie i at fange sæler. Der er også mad og ikke mindst sælskind at tjene penge på, og selvom sælskindsproduktionen er i knæ efter årelange kampagner imod skindet, der alene sælges fra voksne dyr, så “spytter” Great Greenland årligt 16 millioner kroner til køb af skind, som de grønlandske fangere har fanget.
I Grønland findes der seks forskellige sælarter: Ringsæl, grønlandssæl, remmesæl, spættet sæl, klapmyds og hvalros, og fra de ældste tider har sælerne været grønlændernes allervigtigste fangstdyr.
Netsælen ligger stor og fed, vel omkring 100 kilo i den lille båd med den hurtige motor. Den skød han aftenen før, men da mørke hurtigt tog over valgte den unge fanger, at lade sælen ligge i båden, men nu er det på tiden at få skindet af det enorme dyr. I en trillebør bliver ni sælskind kørt op til en ældre dame, der står for den vigtige afspækning, for er der bare den mindste smule spæk tilbage på skindet, så risikerer det at blive gult og falde i værdi. Et arbejde hun rutineret klarer med faste ryk op og ned med kvindekniven ulo`en, der ligner en slags afrundet urtekniv.
Efter at skindet er renset for spæk skal det saltes og eventuelt fryses i papkasser før det kan sendes til Great Greenlands forarbejdningsfabrik i den sydgrønlandske hovedby Qaqortoq, hvor fangeren får 351 kroner for et skind fra grønlandssælen og 225 kroner for netsæler. Grønlandssælen er selv på et stærkt vigende skindmarked populær. Når den er skudt er den solgt lyder det fra fabrikken.
Great Greenland har 32 indhandlingssteder fordelt langs de grønlandske kyster, og her handles næsten hele året. Bare ikke i april og maj, for det er de måneder, hvor sælerne fælder, og landets dygtigste sælfanger kan indlevere 1.100 sæler om året.
.
Martin Hoffmann Kønig 5. april, 2020
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Gnasker gerne spæk som snack
Glinsende marmorhvidt med et sort skind, lidt gummiagtigt, ikke dårligt, men fedt, meget fedt. Når bare det dyppes jævnligt i Soya, så smager det ok. På kajakklubbens plads ved den store havn i den sydgrønlandske hovedby Qaqortoq, er der linet op med paptallerkner fyldt med spæk fra marsvin eller delfin.
For 20 kroners eksotisk spise, og det er bare om at gnaske løs, men efter tre stykker føles det som stop. En mere, og så kapper det over. I flere timer småbøvses den fede smag af spæk i halsen, og det er lige før jeg længes efter de tørrede anmassat, en loddefisk i laksefamilie, som kan købes i vakuum poser i den lokale Brugseni.
Marsvinene i Sydgrønland har det godt og findes i rigelige mængder. På ti år er antallet af marsvin bare steget og de marsvin, der kommer til Sydgrønland har en større spæktykkelse end for 10 år siden, og de er ældre og vejer mere, og biologerne er klar med en forklaring. For mens undersøgte marsvin for over 10 år siden havde 11 forskellige fiskearter i deres mavesække, så så det ganske anderledes ud i 2009, hvor der sidst blev lavet en undersøgelse af marsvinene. Dengang identificerede man hele 23 forskellige arter føde i havpattedyrets mavesæk, og torskefamilien er den mest betydningsfulde, og det smages tydeligt.
Bløde løg, råstegte kartofler, en sovs, der gjorde alt for at hænge ved, og så en brunlig stegt bøf med rød “mave.” Grønland høster i havet, men ikke alt, der landes er kulinarisk nydelse. Aftenen før marsvin spækket stod den på finhval på en lille hyggelig restaurant på torvet, med Grønlands eneste springvand bygget i Igaliku-sten, der er importeret fra en nærliggende bygd. Den umiskendelige smag af tran, som en rød oksebøf blandet med et glas Glyngøre sild, var sjovt at prøve, men ikke en gentagelse værd.
Hvalbøf er sjovere at tænke på end at spise.
Moskus steaks og hvalbøf spæk er helt naturlige fødevarer i den lokale Brugseni.
Martin Hoffmann Kønig 17. januar, 2020
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Skød sin bror i armen
Ni år var hun, da hun skød sin storebror i armen. Ikke med vilje, men af ivrighed fordi hun endelig havde fået lov at komme med på rypejagt. Skuddet gik lige igennem brorens højre arm. Ikke noget særligt, var diagnosen fra faderen. Der var jo ikke brækket noget, men da et par knoglesplinter faldt ud af broderens sweater måtte de runde den lokale sygeplejerske.
I dag er hun næsten 40 år, og da broderen har både arm og førligheden intakt er historien vokset til en sjov fortælling om et samfund, hvor natur og mennesker går hånd i hånd. I spredt fægtning ligger de pastelfarvede træhuse spredt for foden af det 685 meter høje Qaqqarsuaq fjeld. De udgør den Sydgrønlandske by Narsaq. Temperaturerne i området beskrives som venlige. Om sommeren omkring 22 grader og minus 17 om vinteren.
I den mindste af byens tre små havne mødes fangerne og fiskerne, før de tager på sæl, fugle, hval eller fiskejagt. I takt med at små og større isbjerge driver sammen i havneindløbet kommer spørgsmålet om, hvordan deres arbejdstider er, til at lyde tosset. Svaret falder prompte, det bestemmer deres arbejdsgiver, vejret.
Her er ingen faste arbejdstider. Når naturen melder godt vejr, så er det arbejdsdag, og når det skyer til, fryser eller rusker de små hurtige både, som søværnet kalder inuit missiler, så er det fritid. Fangerne er vejrbidte og skåret af en tid, hvor det at fange eller ikke fange en sæl kunne være forskellen på liv og død.
Den midaldrende kvinde går målbevidst i den lokale brugsforretning. Hun ved nok, hvad familien skal have til aftensmad, kartofler, men så tøver hun alligevel. Hun fingerer ved plasticposen, og så skifter hun retning og vælger i stedet en pakke frossen hellefisk – uden kartofler. Prisskiltet har uden tvivl været den afskrækkende faktor. 44 kroner for to kilo kartofler og 60 kroner for en broccoli, ikke et nemt sted for vegetarer. Men i en by, hvor der både er lammeslagteri og levnedsmiddelskole, er gode madråd til at få.
Fjerene hives minutiøst af brystet på en større andefugl, en saltet helleflynder hænger til tørre på en snor og i en plasticbalje ligger flere klumper spæk med æsker med fint salt. En ældre tandløs mand står og snakker med sig selv. Fingrene bevæger sig monotomt, men rutineret op og ned, op og ned af fuglens bryst. Det er brugsens virkelige konkurrent, de selvfangede fugle og fisk, der uden tvivl udgør en stor del af den lokale husholdning.
Stenene alle slås om
Gevirer hænger sømmet fast på terrassehegnet og en riffel hænger på døren. På trappen op til terrassen ligger en kraftig mand. Det er et par minusgrader, ikke just et vejr at sove uden for i. Er der sket noget? Vi går forsigtigt hen i mod manden, men hans genbo vifter afværgende med hånden. Her kender man hinanden, og der er hverken tale om sygdom eller en forbrydelse, men om en solid brandert, der bliver sovet ud i det fri.
De løse sten glider under fødderne, vi er 500 meter over havets overflade. Pulsen er i top, sveden pibler trøjen fugtig, men vi er fikseret. Foran os sidder en lille hvidpelset snehare. Ikke bange, bare på vagt, og efter at have vurderet at der næppe er våben blandt os vandrere, så smutter den målbevidst, men uden hastværk afsted. Vi er på vandring på Kvanefjeldet. Et imponerende fjeldplateau, der i rigdom på sjældne jordarter ikke har mange konkurrenter. Noget som det australske firma Greenland Minerals and Energy har opdaget, og fået udvindingslicens til, men endnu ikke go for egentlig minedrift.
Meningerne er delte, og flere er angste for den enestående naturs fremtid, for de sjældne jordarter er ikke alene, de er koblet på uran, og modstanderne frygter blandt andet, at massiv udvaskning af miljøskadelige stoffer kan smadre naturen for fremtiden.
Spørger man i byen, så er meningerne delte mellem dem, der helst vil bevare området som det altid har været som et af Grønlands mest frodige områder, hvor der på Brættet sælges poser med kvan, kartofler og majroer side om side med torsk, sæl og fjeldørred og dem, der som fangernes lokale formand og den lokale fagforeningsformand “skriger” på arbejdspladser, og som taxachaufføren siger det: “lad os få åbnet den mine, så der endelig er en grund til at blive i Narsaq.”
Martin Hoffmann Kønig 27. august, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Oplev jordens skabelse på din rejse
Gul, rød, violet, mørkebrun, sort, grøn og lilla. Farverne eksploderer i øjnene på os mens vi sejler fra den lille havn i den Sydgrønlandske by Narsasuaq, og ser ind på fjeldene omkring os.
Særligt sommeren, i august og september måned, er gavmild med lys og farver, og ikke meget har sin lige i skønhed med en solnedgang bag de enorme fjelde, særligt ikke når den nydes fra vandsiden.
Grønlands geologiske historie går 3.800 millioner år tilbage, noget af det ældste man kender til, og da jordens skabelse er cirka 4.600 millioner år gammel, kan man her aflæse jordens barneår. Sådan så jorden ud, da den blev skabt, eller tæt på.
Det meste af Grønland er dækket af indlandsis, men langs kysterne findes over 44.000 kilometer isfri kyststrækning, hvor sparsom plantevækst giver mulighed for at nærstudere geologien, og her kan man mange steder sagtens finde fantastiske, både nemme og svære, vandreruter, så hele familien kan få mulighed for at nyde landets helt enestående natur.
Martin Hoffmann Kønig 19. juni, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Naturen laver kunst i vand
Et ordentligt brag til styrbords. Et kort øjeblik bliver der tavst på broen på søværnets inspektionsskib Knud Rasmussen. Ikke fordi de garvede søfolk for alvor er bange, skibet er jo ekstra armeret og skabt til at bryde gennem en meter tykt is. Men så alligevel, lidt nervøse, for lyden kender de, det er et af havets uendelig mange isbjerge, eller rettere isfjelde, som de hedder i Grønland, der har ramt det solide skib.
Det er svært at undgå, selvom de prøver, for isfjeldene driver som tømmer overalt, og selvom de er åndeløst smukke, så er de også farlige, for særligt de sorte og blå kan forårsage store skader, og selvom Knud Rasmussen har et skrog, der nærmest skriger på at ville lege med is, så slider et ”kys” fra et isbjerg gevaldigt på skibet.
Vi er i havet ud for Narsasuaq i Sydgrønland og her er de fleste isfjelde brækket af en gletsjer eller fra indlandsisen, og den type er dannet af ferskvand. Det brager i det fjerne, et isbjerg kælver. Et af naturens store øjeblikke, hvor store stykker is brækker af et større isbjerg, til tider kan et isbjerg blive til tusinder af andre, mindre isbjerge.
Vi er gået i de mindre både og sejler helt tæt på isfjeldene. Foran os er en af naturens største juveler, holdt i blåt og hvidt. Figurativt formet og slebet som noget af naturens fornemste kunst. Isfjelde kan næsten trække tårer i øjnene på grund af deres skønhed, men kold fakta viser også, at der er noget at blive imponeret over.
Isfjelde i Grønland kan række op til 100 meter over havets overflade, og da op til 90 procent af fjeldet ligger under vandoverfladen, ser vi kun toppen af isbjerget, når vi kommer sejlende, og nærmest gyser af begejstring over at være så tæt på et af naturens vidundere.
De sorte er farligst
Knud Rasmussens besætning ved godt, at havet omkring Grønland nok er smukt, men også at det er farligt. En grundstødning eller et forlis kan være fatalt. Fem minutter kan et menneske overleve i det iskolde hav, og når de skal fortælle om isfjeldene, så er de lynsnart klar med en inddeling.
De unge isbjerge med det kridhvide sne, er ikke så farlig, for de er ikke komprimeret særlig meget, mens de blå bjerge er langt mere alvorlige. Det er de ældre isbjerge, der kommer fra indlandsisen og sne har gennem årtusinder presset luften ud af den nedre is, og bjerget er voldsomt komprimeret. I Sydgrønland er der en masse blå is, fordi isen her har rejst længere for at komme til de sydlige gletsjere ved kanten af Grønlands indlandsis.
Spørg en hvilken som helst rutineret sømænd om hvilken slags isbjerg han frygter mest, og svaret lyder: Sort is. Smuk som bare pokker, for faktisk er isen slet ikke sort, men nærmest gennemsigtig fordi næsten alle luftbobler er presset ud af isen, og derfor ligger den tungt i vandet. Som en flydende sort sten, og den bliver der holdt ekstra øje med, for at ramme den er som at sejle durk ind i en betonvæg.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Martin Hoffmann Kønig 7. januar, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Grønlands linje til omverdenen
Den unge konstabel er stolt, ja, vel nærmest sådan lidt vigtig, for han kendte nok til det at rejse i Grønland. På turen fra landingsbanen i Narsasuaq i Sydgrønland til søværnets inspektionsskibe i havnen et par kilometer nede af vejen får han forklaret sin ven, at Grønland er et super billigt land at leje bil i.
Leje bil i!! For pokker, hvorfor skulle man dog det? De veje som der er på øen er nok nogle, der kan føre en fra A til B i de fleste byer, men ikke er meget bevendt når turen går videre, for her er ingen veje. I hvert fald ikke asfalterede eller på landjorden.
Uden en båd, en helikopter eller en af Air Greenlands rød og hvidmalede fly er man svært på den, når man skal transporteres rundt i verdens vel nok smukkeste natur.
Flyselskabet blev etableret i 1960, og skiftede i 2002 navn fra Grønlandsfly til Air Greenland, og når man skal beflyve det arktiske luftrum kræver det særlige egenskaber. Før i tiden handlede det om at rydde landingsbanen for isfjelde og isskosser før e fly kunne lande, men i 1979 blev den første egentlige lufthavn anlagt i hovedstaden Nuuk, og siden 2010 er indenrigsflåden blevet befløjet med den miljøvenlige Dash 8 fly, der nok ryster gevaldigt, men som flyver de fleste ruter i Grønland og ruterne til Island og Canada.
I slutningen af 1990erne tog Air Greenland konkurrencen op med SAS, der hidtil alene havde varetaget flyvningen mellem Grønland og Danmark, og Air Greenland indkøbte et jetfly til opgaven. Air Greenland trak sig sejrrigt ud af konkurrencen og flyver som det eneste selskab på helårsbais mellem Grønland og Danmark, og det med en service som få flyselskaber kan hamle op med.
I vinterperioden er der fire ugentlige forbindelser og om sommeren syv til Kangerlussuaq, og væksten i antallet af passagerer har været stigende fra 15.000 personer i 1965 til 390.000 i 2012.
Martin Hoffmann Kønig 3. december, 2018
Posted In: Aktuelt forsiden, Flyselskaber, Grønland
Læs også
Landingsbanen blev til en by
Efteråret har farvet bjergvæggen, og fra panoramavinduerne på de lange gange på hotel Narsarsuaq kan man omkring otte kilometer herfra, skimte indlandsisen.
En landingsbane, der fungerer som den internationale en lille hav, et hotel, en Brugseni, en børnehave og en række etageejendomme, hvor end el tydeligvis ikke er i brug. Knap en by, men snarere en landingsbane, der engang gjorde området levende.
Narsarsuaq betyder den store slette, og når man flyver ind over land giver naturen de første solide sug i maven. Nabo til landingsbanen er fjorden med dekorative isfjelde, der dovent driver fra den kælvende Qoorooq gletsjer. Vi er i vikingeland. I 982 gik Erik den Røde i land og skabte bosættelsen Brattahild. Står man foran hotellet og ser ud over fjorden, så kan man stadig se hvor, for på den modsatte bred ligger hans boplads, der i dag er fåreholderbygden Qassiarsuk.
Men her “lugter af amerikanere, for var det ikke for det amerikanske forsvar, så ville Narsarsuaq næppe være andet end en slette. Men under 2.verdenskrig fandt U. A. Army ud af, at de kunne anlægge en landingsbane her, hvor de på ustabil morænegrund lagde kraftige metalnet, og fik en stabil landingsbane. I den periode, var her 4.000 amerikanere for at holde banen i drift som en an de vigtige militærbaser i Grønland.
Til trods for at flyveren er lille, så er betjeningen god, og den kun en time lange flyvetur til Kangerlussuaq udløser to serveringer ombord på Air Greenlands fly fra Narsarssuaq.
Under Koreakrigen oplevede Narsarsuaq sin anden opblomstring, hvor basen blev renoveret, og der går stadig rygter om, at tusindvis af sårede soldater i hemmelighed blev fragtet til basen for at få lægehjælp. Historien er dog blevet kategorisk afvist af de militære øverstbefalende fra den tid.
I 1958 forlod amerikanerne området, men i dag er det herfra at Søværnets to inspektionsskibe Knud Rasmussen og Thetis provianterer og får ny besætning, før de tager på togter langs den grønlandske kystlinje, og herfra kan man sejle til de øvrige byer i Sydgrønland. Flyet fra Danmark ankommer to gange om ugen i sommerperioden, og i resten af året kan flyves der til og fra Kangerlussuaq, hvortil flyet til og fra Danmark lander.
Martin Hoffmann Kønig 22. september, 2018
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Skiltet på “verdens top”
Souvenir stempler i passet er “no go.” Det skriver paspolitiet på deres glasrude i Kangerlussuaq lufthavn i Grønland. Det er nok fordi de har fået spørgsmålet mange gange, og den ellers så berømmede rensdyrpølse er også taget af sortimentet i den lidet interessante “tax free” shop, men uden for lufthavnsbygningen er der til gengæld noget af en kameramagnet.
Nordpolen tre timer og 15 minutter, København fire timer og 15 minutter, Los Angeles seks timer og 45 minutter, New York fire timer, Moskva fem timer og 20 minutter og Tokyo 10 timer og fem minutter.
Vejviserskiltet, der viser de rejsende både retning og flyvetider til en række destinationer blev sat op i november 1954, da SAS åbnede sin nye polarrute mellem København og Los Angeles hen over Grønland og Canada, angiveligt var det verdens første flyrute over arktiske egne, og skiltet stod i den første tid foran det daværende “Det danske Hotel.”
Da det gamle hotel blev nedlagt fik skiltet sin nuværende placering på lufthavnens terrasse ud mod landingsbanen. Skiltets nye plads blev indviet den 20.februar 1960, og det ejes og vedligeholdes af Grønlands Lufthavne, og blev senest renoveret i 2014.
Martin Hoffmann Kønig 14. oktober, 2016
Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland
Læs også
Grønlandstur med bærestolen
Da beslutningen om at drage mod det kolde nord på sommerferie var truffet begyndte tankerne om, hvordan vi på bedste vis fik kombineret naturoplevelser og gåture i den smukke grønlandske natur med en søn på halvandet år, som også skulle have noget ud af turen.
Vi var derfor utrolig glade da vi fandt ud af, at vi gennem borneferie.dk kunne låne en gratis bærestol som på bedste vis kunne kombinere familieferie og naturoplevelser.
Vi boede hos familie midt i Ilulissat by og derfor blev første dag brug på en tur i byen. Eftermiddagen tilbragte vi ved isfjorden, hvor der blev fisket efter is og den storslåede udsigt blev nydt i fulde drag.
De næste dage bød på flot vejr, så derfor var det oplagt at bruge disse dage på ture i fjeldet, da vejrudsigten lovede mere ustabilt vejr senere på ugen.
Turene i fjeldet viser en storslået natur og man bliver gang på gang lamslået af de store vidder, isfjordens foranderlighed og isbjergenes farveskift. Det ville have været umuligt at bakse rundt med familie. Vi har fået oplevelser som havde været umulige uden bærestolen.
Stolen er bekvem for både barn og bærer – ja, så bekvem, at vores søn flere gange faldt i søvn i stolen.
en klapvogn i fjeldet og derfor blev bærestolen brugt på netop disse ture og Mingus nød turen i ligeså høj grad som os andre. Han elskede at sidde i bærestolen og ville sjældent ned fra den igen, når vi var færdige med at gå.
Det gode ved bærestolen er, at barnet sidder højt, får et godt udsyn og kan følge med i hvad der foregår omkring det. Selvom bærestolen sidder godt og er bekvem for den, der bærer er det ingen hemmelighed, at det alligevel bliver tungt at bære rundt på et barn i kuperet terræn, derfor var vi glade for, at vi var flere personer, der kunne skiftes til at bære. Stolen er dog yderst bekvem for både barn og bærer – ja, så bekvem, at vores søn flere gange faldt i søvn i stolen.
Lånet af bærestolen har givet os en bevægelsesfrihed på vores rejse som vi ikke ville have været foruden og vi har været meget glade for at kunne låne stolen og har allerede anbefalet den til venner og bekendte.
Kathrine Halle-Andersen 1. december, 2015
Posted In: Bærestolen, Camping, Grønland, Vildmark og trecking
Tags: Fri natur
Læs også
Staven gør naturen nemmere
En vandrestav kan både være skåret af træ eller en fancy regulerbar en fra friluftsbutikker.
Bålslik af vinter æbler
Lad øjnene tage en vandring i haven, og brug, hvad du finder på jorden. Vi forvandler nedfaldsfrugt til lækkert slik.
