Taiwans vartegn vil ligne bambus
FollowUdsigten er fabulerende fantastisk, og har man pengepungen spækket, så er der gode muligheder for at købe guld, elfenben og jadefigurer i mange forskellige former. Egentlig er det lidt kønstløst, at besøge 101s top, for udover turistbutikker og udsigten, er det småt med kræseriet.
Noget af det mest interessante er de enorme jernwirer, der i et sindrigt system skal forhindre 101 i at styrte sammen, når tyfonerne raser eller et jordskælv skulle ramme. Egentlig synes jeg, at 101 er langt mere interessant at studere udefra, særligt hvis man går et par hundrede meter væk fra bygningen, og virkelig kan se, hvor flot den ser ud, og selvom den repræsenterer alt det moderne og glasagtige business Taiwan, så er den omgivet af små kolonihaver og primitive træhuse, som giver det hele et eksotisk præg.
Martin Hoffmann Kønig 20. juni, 2020
Posted In: Aktuelt forsiden, Byferie, Taiwan
Tags: Udsigt
Læs også
Træer til de bøjede hoveder
Luften er klæbende fugtig, mens vi vandrer ned ad de glatte, men velholdte trætrin. Skoven begynder at tage form omkring os, og vores guide bliver mere og mere ivrig for at fortælle. Luften snapper fugtigt efter os, og lukker os inde i en mystisk tåget “grød”, men vi bevæger os fra træ til træ. Det ene større og mere imponerend eend det næste, og selv efter de første mange træers individuelle historie samt fortællingerne om, hvordan særligt japanerne i sin tid som kolonimagt drev rovdrift på de fantastiske træer, som ble transporteret
til Japan som byggetømmer, er det rigeligt bare at bøje nakken, og kigge opad, opad og opad.
Vi er i det hellige træers skov, en del af Ma-Kaus økologiske park, hvor træer, hvis alder skal tælles i tusindetal, navne skal udtales som berømte tænkere såsom Confusius, Yue Fei med flere. Særligt de sjældne røde cypreser er fuldstændig fabelagtige, og det er nemt at forstå, hvorfor bryllupssiderne på nettet anbefaler, et bryllupsbillede i dette område.
Martin Hoffmann Kønig 30. juli, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Rejsemål, Taiwan
Læs også
Jordans højdepunkter i børnehøjde
Jorden er rød, virkelig rød, og så langt øjet rækker er der sand og atter sand kun afbrudt af dekorative klipper i forvredne formationer. Fireårige Malthe sidder i en af verdens største sandkasser og leger med sine biler og små plasticfigurer. Han er omkranset af klipper, der pryder landskabet med røde, lilla, rosa og gule farver. Flere af dem mere end 1000 meter høje. Vi er i Wadi Rum ørkenen, som blev skabt efter voldsomme forskydninger i jorden for mere end 30 millioner år siden, og skabte sandstensmassiver og granitklipper. Det var her den store krigshelt Lawrence of Arabia under første verdenskrig kæmpede mod det Osmanniske rige, men lige nu er det bare Malthes allerbedste sandkasse med verdens bedste si-sand, og poserne bliver fyldt, så han også kan have en portion ørken med hjem på værelset.
Ladet på den lille pick-up er fin, men ansigtet skal beskyttes mod sand.
Ørkenen kan indtages per kamel, på gåben eller på ladet af en stærkt bedaget Toyota pick-up med en svært bælgøjet gamling som chauffør. Vi valgte den sidste mulighed. Indhyllet i hver vores keffiyeh, arabisk hovedbeklædning, godt med tøj for at modstå et temperaturskift på 20 grader fra dag til nat, bumlede og humplede vi ud på de mest eventyrlige sandveje til månelandskaber, hvor der var rig mulighed for at hoppe, løbe og kravle i ørkensandet. Efter en lang køretur, en klatretur i bjergmassiverne og et stop i beduinernes telt, blev vi sat af for at se solen gå ned, og så stod den ellers på en vandretur ad en glidende sandbanke, og her sagde Malthes ben stop, så resten af turen til de ventende beduintelte foregik på farmands skuldre.
Maden gemmer sig i sandet
Brødflove, ben-ømme og med værkende skuldre ankommer vi til en stor teltlejr, som entreprenante beduiner har opført til at servicere mad- og oplevelseshungrende turister. Efter en lidet autentisk dans med mulighed for selv at spjætte ben hånd i hånd med beduin mænd, som for fleres vedkommende kom fra Libyen, er det tid til mad. Vi bliver ført bag teltene og efter et lille foredrag om beduinernes tradition med at stege maden i store fade dybt begravet i sande.
Traditionel madlavning går ud på at opvarme store sten i et bål, hvorefter de lægges i et hul i sandet, hvorefter man steger lam og kylling færdig under jorden. Kokken går i gang med at grave vores mad frem. Store saftige lunser mørt lammekød dukker frem fra jernhuler under jorden. Varmelamperne tændes ved bordene, og så er der buffet til alle.
Før turen går tilbage til Aqaba er det tid til at bøje nakkerne. Blikket mod himlen. Herude, mange kilometer fra den nærmeste by, er der ikke mørkt, her er bælgravende mørkt, og med hinanden i hænderne er det tid til et familiekig på et ”hav” af tindrende stjerner, der tegner hvide prikker på den begsorte himmel.
Myter og ømme ben
Dage senere står ferien på endnu en på opleveren. Petra er turen for familier, men bedst for større børn, der har ben, som kan vandre eller forældre, der har mod på at lade sig transportere på hårde æselrygge op ad stejle og klaustrofobisk små bjergvejes 2000 år gamle vejbelægning.
Pastelfarvede klippevægge smyger sig sammen på hver sin side. Myresmå går vi i ormegang gennem kløften som for tusindvis af år siden var eneste indgang til en af verdens bedst bevogtede handelsbyer. Kløften snor sig som en slange, og det er som at bevæge sig gennem en Indiana Jones film, hvor man kun venter på at skurkene vælter frem over de pastelfarvede sandstensklipper. Tankerne løber løbsk, hvad gemmer der sig bag det næste hjørne? Og hvornår kommer vi til El Khanez, skatkammeret, som er Petras monumentale højdepunkt, og motiv for ethvert postkort med respekt for sig selv.
Guiden fanger os med en ”interessant” historie om en gruppe franske turister, der for år tilbage druknede i de dybe kløfter, og så beder han os om at kigge op og fortælle hvad klippen forestiller! Desperat leder jeg efter et begavet svar. Men den ligner ikke andet end en klippe, og ganske rigtigt. Intet ligner klippen, næsten jubler guiden, men vend jer om, hvad ser I så?
Klimaks, 8000 tusind års kulturhistorie, grunden til at 100 millioner mennesker fra hele kloden har stemt dette sted ind som et af verdens syv nye vidundere, lige foran mig. Kameraet knipser og knipser, men skønheden skal ses og mærkes. Solens stråler fanger dette mesterværk, og i spillet med de farverige sandstensklipper, farves skatkammeret lyserødt. Skatkammeret er i virkeligheden kun starten på en 10 kilometer lang by, grundlagt af Nabataerne, der for totusind år siden blev rige på grund af kontrol med karavanevejene, og som havde deres hovedstad i Petra, hvor der i storhedstiden boede omkring 30.000 mennesker i udhuggede klipper, midt ude i ørkenen. Her har handelsfolk for tusind år siden mødtes og udvekslet penge, ideer og begravet deres døde i gravmæler i bjergsiderne. Hvor enestående flot El Khanez end synes, så er det ren staffage, for indeni er der ikke andet end tomme og kedelige rum, men sammen med de mange andre bjergudhuggede gravmonumenter, beduinernes efterkommere, der sælger sten og sølvnips, rester af store kulturers mange tusind års aktiviteter i området så er Petra et fascinerende område, hvor man i timevis kan vandre benene godt ømme.
Knurrende kameler som linselus
Æsler, mølædte hestevogne og kameler er overalt i det store område. Ganske gratis er det at blive transporteret rundt på dyreryg, men kun lige til turen er ovre, for så skal betalingen afregnes med et anseeligt beløb i drikkepenge, og det er ikke til diskussion. Men ganske gratis er det at blive dus med kamelerne. Foran mig knækker en hvidmasket kæmpekamel i benene, og lægger sig elegant på jorden. Jeg går hen imod den, med kameraet hævet til ”skud”, og dens brune øje plirrer bag de stankelbenstynde øjenvipper.
Tættere på. Fra det stor dyr lyder en besynderlig, nærmest knurrende lyd. Så tæt på, at jeg kan røre ved kamelens mule. De knurrende lyde akkompagneres af snot og savl, og så åbner den munden.
Tre brune tænder, er kastet ind i dens undermund, men om den har tænkt sig at stirre mig væk eller vil bide, hvis jeg kæler den blidt på hovedet finder jeg aldrig ud af, for dens beduinklædte ejer fløjter den til sig, og spørger insisterende om ikke jeg vil have a ”camel ride to the mountains”.
Et kig på Mellemøsten
Syd for Aqaba ligger området Talabay, hvor hovedvægten er på eksklusiv snorkling, gode hoteller og strandliv, og så fornemmelsen af at være i et af verdens brændpunkter, men på den helt afslappede måde. Vi boede tre dage på det meget lækre Mövenpick Talabay, der er et eldorado for børn og deres familier, når ferie handler om at have vand til rådighed, der er fem pools og to spa bade samt et overdækket børnebassin med bemanding, og så Rødehavet for fødderne. Hotellets buffet er et overflødighedshorn af god mad, smuk udsigt og venlig betjening, og så det lille ekstra prik over i`et.
Står man på stranden og kigger lige frem til venstre, så er det Egyptens forrevne kyst, til højre er det Eilat i Israel og otte kilometer syd er det grænsen til Saudi Arabien – Mellemøstens centrale lande lige foran os, men på sikker afstand fra konflikter og krige.
I havnebyen Aqaba boede vi på Hotel Mövenpick, der er hotelkoncernens byhotel, som er et i særklasse dejligt hotel for børnefamilier med sine mange pools, store strand med fodbold- og volleybane, familieafdeling, flotte lejeområde og et personale, som er indstillet på, at børn kan fylde og larme.
Efter tre dage i Talabay flyttede vi ind til Aqaba, hvor vi indlogerede os på byhotellet, og udover at værelserne er noget mindre og ældre, så er den luksuriøse indstilling og indretning fuldt på niveau. Via en lukket gangbro over hovedvejen kommer man nemt til hotellets lækre poolområde. Der er børnepool, opvarmet pool, spa pool og et stort svømmebassin, alle sammen med livredderovervågning omkranset af blomstrende bourgainvilleaer og suppleret med et overdækket legeområde, hvor der også er sørget for et lille hus med male- og farveting og børnetoilet.
For enden af poolområdet fører en lille sti udenom hotellets lille andefamilie, og ned på et indhegnet strandområde med gratis liggestole og finkornet sandstrand. Også her er der selvfølgelig legeplads med lækre Kompan redskaber.
Vi mødte en tysk kvinde, hvis mand arbejdede på et af byens internationale hoteller, og hun havde købt sig til adgang til området, som hun kaldte byens bedste sted for børn.
Aqaba er en hyggelig by, som tydeligvis ikke er skabt for turister, men ganske anvendelig. Her er rig mulighed for at spise på lokale shawarmasteder eller billige restauranter, og i midtbyen er kvarteret for de lokale, hvor kvinder går ture med deres børn, mænd ordner verdenssituationen over en vandpibe og et større moskebyggeri er ved at blive færdiggjort.
Det er klart en by for turister, der godt kan lide, at omgivelserne også har et liv ved siden af turismen.
Muligheder for udflugter:
- Petra er et must for voksne og ældre børn med gode ben og et minimum af historisk interesse.
- Wadi Rum ørkentur er for alle, og en fantastisk mulighed for at nyde nogle af naturens vidundere på helt tæt hold.
- Dødehavet, hvor man kan flyde som en menneskelig korkprop i det salte vand, der ligger på verdens laveste punkt mellem Israel og Jordan
- Snorkling i Rødehavet
- Diverse ture til Israel, for eksempels dagsture til Jerusalem eller Eilat
Martin Hoffmann Kønig 30. marts, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Jordan, Udvalgte artikler
Læs også
Krokodiller lige til favnen
Krokodiller i klumper, en stok af træ og en passioneret historiefortæller, var hovedingredienserne i et besøg hos Crocodile Park i Torremolinos.
Drillesyge aber opleves bedst på gåben
De angriber turister, og er blevet truet med tvangsdeportation, men aberne på Gibraltar klippen er en stor oplevelse.
Kysser med en bismag af fisk
Hvis ikke det var for 15 gummistøvlebløde delfiner med legesygt sind og øjne, så var Key Largo ikke andet en første del af Floridas sydspids. Men svømme- og legeglade havpattedyr med et næsten mytisk omdømme bliver hurtigt feriens absolutte højdepunkter, og tænder en livslang kærlighed.
Cowboy for èn dag – det hitter
Pistolen på plads, bæltet spændt og hatten på sned. To timers kørsel fra Helsingborg ligger en af Sveriges bedste »legepladser« for børn og voksne. High Chaparral er for alle legebørn med en cowboy i maven - men husk mad hjemmefra.
Dovne Susan hjælper på appetitten
– Nej, det gider jeg ikke spise. Hvorfor må jeg ikke få det, som du har?
Måske, der er nogle som kender problemet, når turen står på restuarantbesøg ude i den store verden, eller i Danmark?
Vores løsning hedder, hjælp fra Lazy Susan, dovne Susan, som er en roterende plade, der sættes på bordet, og som kan drejes.
Når man har rejst i Taiwan, og formoder jeg også Kina, så er det næsten ubegribeligt, hvorfor ikke alle hjem og restauranter er udstyret med det geniale hjælpemiddel. Spørg efter Lazy Susan næste gang I er ude at spise. Det giver også gode muligheder for at undgå madspild, fordi retterne pludselig blive ren fælles opgave at få spist.
Martin Hoffmann Kønig 20. marts, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Mad & Restauranter, Taiwan
Tags: Fremmed mad
Læs også
Bålslik af vinter æbler
Lad øjnene tage en vandring i haven, og brug, hvad du finder på jorden. Vi forvandler nedfaldsfrugt til lækkert slik.
Dansende frokost i Tyrkiet
Små buttede kvinder klapper i takt, mens de vugger sensuelt i hofterne. Den velourklædte og dybrøde frokostpram vipper let på vandoverfladen under en kraftig kvindes dansende krop. Langsomt, men sikkert, spreder begejstrede tilråb sig fra selskab til selskab
Maden kan sagtens hentes i krattet
Aftensmaden kan sagtens krydres fra naturens spisekammer - det kræver blot lidt hvidløg.
Skildpadder og lækre slanger fylder maven
Taiwan er langt væk, men det er rejsen værd - også for sultne børn.
Skildpadder og lækre slanger fylder maven
Afhuggede skildpaddehoveder ligger og glor dødt ud i luften, mens en brysk udseende kvinde svinger en sabel af en kniv, og hakker en blodfyldt slange i mundrette stykker. Ved et bord i baglokalet sidder en kraftig mand, og smasker højlydt mens han sutter på en tørret blæksprutte. Sådan er det i Taipei, hovedstaden i Taiwan, hvor der er mad for alle sanser, i rigelige mængder og overalt. ved aftentid suser små knallerter, der snildt kan bære både mor, far og et par børn, mod de små gadekøkkener. Selv i de allestedsnærværende 7Eleven butikker findes et rigt udvalg af tørrede, røgede og vakumpakkede madretter, som vi i Danmark end ikke har hørt navne på.
Gryden snurrer mens de sojakogte, og salte æg er klar til en hapser på vejen fra den døgnåbne butik, og de sælger godt, så selvom man ikke har mod på aselv at smage, så er der god mulighed for at få en kigger, når der købes sære, mærkelige, men ofte særdeles velsmagende måltider. Taiwan er et nemt land at rejse i med børn, og på flere hoteller er der udover de obligatorsike swimmingpools, også et hav af store legeområder, hvor store dele af hotellets ude- som indeområder er reserveret til børnefamilier, som der er i rigt mål på Taiwans hoteller.
Og når maven er mættet, så er det bare at finde ud på de store hovedstrøg, for der gemmer sig næsten altid et aftenmarked, et sted, hvor børn kan spille deres småpenge op eller et gadeteater, der spiller lystige eller sørmodige dukkeforestillinger med fuld knald på farver og lys.
Foto: Martin Hoffmann Kønig
Martin Hoffmann Kønig 3. marts, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Rejsemål, Taiwan
Tags: Fremmed mad, Mad
Læs også
Bålslik af vinter æbler
Lad øjnene tage en vandring i haven, og brug, hvad du finder på jorden. Vi forvandler nedfaldsfrugt til lækkert slik.
Dansende frokost i Tyrkiet
Små buttede kvinder klapper i takt, mens de vugger sensuelt i hofterne. Den velourklædte og dybrøde frokostpram vipper let på vandoverfladen under en kraftig kvindes dansende krop. Langsomt, men sikkert, spreder begejstrede tilråb sig fra selskab til selskab
Maden kan sagtens hentes i krattet
Aftensmaden kan sagtens krydres fra naturens spisekammer - det kræver blot lidt hvidløg.
Spid din kylling på bål
Saftige kyllingstykker, der har et snert af bål, er herlig mad, når den nydes i naturen.
Børnevenligt hotel i Taiwan
Der er gode muligheder for at finde børnevenlige hoteller i Taiwan. På mange af de større hoteller er der, endog særdeles mange, børneaktiviteter,og de fleste på et niveau som ligger over dem man finder i Danmark i form af kæmpe indendørs legeanlæg og børnesjov i swimmingpools.
Særligt hotellet Silks Place i Yilan, er et godt eksempel på, at børn er mere end velkomne i Taiwan.
I den særdeles velassorterede restaurant er der mange børneretter, også opstillet på niveaum så de kan nå det. Man må løbe på gangene, de er i hvert fald store nok til det, og så er der – udover det store legeland i hotellets midte – fin underholdning i den store pool, hvor en dame sørger for, at holde børnene beskæftigede.
Yderligere informationer:
Martin Hoffmann Kønig 28. februar, 2019
Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Taiwan
Tags: Børn, Børnenebørn
Læs også
Parkour i høet hitter
En høstak til køerne er et genialt sted at nappe en hurtig leg, når man er på tur. Men husk at spørge landmanden om lov.
Livsfarlige kokosnødder
Der er så meget man skal passe på, når man har børn med på ferie, og en af de mere overraskende er kokosnødder.
Sådan holder du varmen
Efteråret er også køligere vejr, så vi er klar med et par råd, der kan holde kroppen varm, og ting som det er ved at være på tide at anskaffe sig, så naturen kan nydes hele efteråret og vinteren.
Barcelona i børnehøjde
Morgenritualerne tager lidt længere tid med ledsagelse af et barnebarn, end når vi rejser alene, for der skal også være tid til, at Nannas tøjkanin Rosa skal have børstet tænder. Morgenmadsrestauranten var som forventet, og passede også til de 2 stjerner med afmålte portioner med en stjerne for en croissant og en for et stykke brød, men så var der da også friskpresset juice og varm kaffe.
Indian Summer med barn på ryggen
“Special price, come see my shop, you want drums, handmade or some hashish?”
Nogle af Indiens mest hårdkogte forretningsmænd, drenge og piger på otte/ni år er over os, så snart taxaen med hvinende bremser standser i udkanten af Goas store hippie-marked i Anjuna.
Måske er det søvnen, der sidder fastklemt i øjenkrogene eller ”skriget” fra den vinterhvide hud, der afslører os.
I hvert fald er der ingen af de ivrige sælgere, som tror mig, når jeg forsøger med en historie om, at vi næsten er indfødte indere, og at de ikke behøver spilde tid på os, for vi vil slet ikke købe noget.
”No buy – only looking!”
12 minutter senere vralter vi – to voksne og et barn på 11 måneder – få meter længere fremme med hænderne fyldt med små trommer, uundværlige Gandhi T-shirts, håndlavede sølv smykker og alvorlige overvejelser om at købe et enormt sengetæppe.
Tre timers søvn, 11 timers flyvning med fem timers forsinkelse i Kastrup giver ikke mange vitaminer til at stå imod rutinerede gadesælgere.
Men det berømte hippie-marked i Anjuna, 15 km nord for Goa, er kun èn gang om ugen – hver onsdag – så der skal ikke spildes et eneste minut
I
ndien skal smages og nydes, og med flyrejser til priser et stykke under Canarieøerne, er en effektiv sol-indsprøtning på den anden side af kloden, nu blevet en attraktiv mulighed.
Allerede i flyet kan man mærke det. Folk taler højlydt om alle de steder, de skal ned og gense. Indien går i blodet.
Der er varmt, fantastiske strande og mange søde mennesker, rigtig mange, og de elsker børn. Særligt dem med lyst hår og hvide arme.
Goas kyststrækning er omkring 100 km lang, men kun 400 meter fra vores faste solstole kan vi se, at der er sort af mennesker. Der er indere over alt. Fuldt påklædte og i fuldt firspring hen over det brændende sand og ud i vandet. Ikke for at bade, men for at tage billeder af dem selv med fødderne i vand. Længere fremme står en klynge på 10 ungersvende og griner. En af deres venner står ude i vandet og lader som om han lægger armen om en blond pige.
Pludselig går det hele i stå.
Store grupper af mennesker ”fryser” i deres aktivitet og alles blikke vendes mod os.
Ikke ubehageligt, men i dyb overraskelse.
Og så bryder latteren løs, og folk begynder at klappe og kommer løbende imod os.
Hvid baby på fars ryg, er humor på højt plan. Alle skal hen og røre, og så skal der fotograferes, for sådan en skal vennerne hjemme i Delhi se.
”He is so cute, can i touch him?”.
Da vi går fra stranden gennem den lille by, er vi på alles læber. Folk kommer løbende, busser
stopper og smilene møder os fra gadehjørnerne. Et barn på ryggen er et hit i Goa.
Oplevelser gemmer sig bag hovedgaden
De kridhvide kyststrækninger langs turistbyerne Calagute og Candolin er fyldt med åndehuller, hvor man kan nyde det lune arabiske hav og et måltid mad og selvom hver skridt følges med spænding af restauratørernes ivrige blikke, så er der rig mulighed for at være i fred.
Tjenernes fantasifulde historier om ulykkelige familiesituationer ender altid med tilbud om at købe udskårne sten-elefanter, en gang massage af bløde sandfyldte kvindehænder eller et uundværligt sølv-smykke sammen med en pang-farvet stråtaske. Egentlig ikke anmassende, og når tanken falder på at 160 millioner indere lever i ekstrem fattigdom, så sidder pengene løst.
Selvom Goa betragtes som noget af det dyreste i Indien, så er prisniveauet besnærende lavt for europæere.
Der kan spises godt, købes te og så lige ”pruttes” to fede T-shirts med Gandhi for under hundrede kroner.
En uge i Indien med en baby giver ikke de store eventyrrejser rundt i landet, men når man har set sig mæt i skriggule sarier, hellige køer, der smasker i grøftekanten og har afleveret mønter til elefanter med hellige mænd på ryggen, så er det tid til at kigge efter små listige stikveje.
Få meter væk fra hovedgaden åbner sig et regnskovsagtigt landskab, hvor grise, børn og smilende voksne blander sig med røgen fra de små udendørskøkkener. Pludselig er man befriet fra ivrige handlende og en del af indisk privatliv.
Og så er der det med skraldet. For over alt ligger der dynger af skrald og de første par gange man ser folk tømme skraldeposen langs vejkanten, er der med en hvis vestlig forargelse. Men hver lille portion skrald giver arbejde til de mange ivrige skraldemænd, som flere gange om dagen kommer og rydder op efter svineriet.
Sådan giver det hele mening lidt efter lidt.
Martin Hoffmann Kønig 12. februar, 2018
Posted In: Aktuelt forsiden, Badeferie, Bærestolen, Indien, Udvalgte artikler
Læs også
God måde at opleve Bangkok på
Martin Hoffmann Kønig 5. marts, 2017
Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Rejsemål, Thailand
Tags: Cykle
Læs også
Washington på to hjul
Det kan være en stor mundfuld, at skulle overskue Washington på to dage, men på cykel er det meget nemmere.
Storbyens grønne hjerte
Som et konstant pulsendegrønt hjerte er Central Park et af de største - gratis - tilbud i millionbyen New York.
Cykler lejer man da
USA er på mange måder mulighederne sland, og i Seattle gør de det nu endnu nemmere at komme omkring.
Fem måneder uden stressede morgener
Børn altid med på turen
”Hvor skal vi sove i nat?”, var det første, Joakim spurgte om første morgen hjemme efter fem måneders rejse jorden rundt. Selvom vi havde forsøgt at gøre oplevelsen overskuelig og rummelig for vores børn, havde rejselivet alligevel sat sig i deres bevidsthed.
Vi har altid holdt ferie med vores børn. De har fra begyndelsen været med på klatreture, hvor barnevognen blev placeret i fornuftig afstand til klipperne. Så kunne vi lige nå at klatre et par ruter inden alt legetøjet var smidt ud af vognen. Skiturene blev også indrettet efter småbørn, så langrend med pulk blev et alternativ til stejle pister. På vandreture, har de siden de var helt små, gået så meget de kunne og så siddet på rygsækken eller sovet i en bærestol, indtil vi var hjemme ved teltet igen. Det var nogle gange koldt at ligge og amme i en sovepose i et telt, men nærheden og måden at være sammen som familie var fantastisk. Tanken om engang at kunne holde udskudt forældreorlov, når børnene blev gamle nok til selv at gå, bære egen rygsæk og opleve andre kulturer lå lige for. Hvornår det så rent praktisk kunne forenes med vores arbejdsliv, skolegang og børnehaveliv var et spørgsmål om vilje og planlægning. Vi ville tage på en længere rejse. En rejse, hvor vi havde tid til at være sammen og opleve anderledes kulturer og få nye naturoplevelser. Vi ville gerne kunne indfri egne forventninger til det at opleve nye lande og samtidig skulle vi være en familie med mange forskellige oplevelsesniveauer. Efter lang tids planlægning lå vores drømmerejse fast; Thailand, Australien, Tonga og USA.
God tid undervejs
Sidste dag i februar sad hele familien klar i lufthavnen med uldsokker i sandalerne og de våde flyverdragter hængt til tørre på loftet. Vi skulle tilbringe to måneder i Thailand, så vi havde som udgangspunkt god tid. Det var et bevidst valg ikke nødvendigvis at nå at se flest forskellige afkroge af verden på kortest mulig tid, men netop give os selv og ikke mindst børnene tid til at fordøje indtrykkene. Derfor havde vi planlagt ca. 2 måneder i Thailand, 5 uger i Australien, 10 dage i Tonga og små 6 uger i USA. Det var så stort set også så langt vores planlægning rakte. ”Rejsen rundt i Thailand” og ditto for Australien blev udgangspunktet for detailplanlægningen og ellers benyttede vi os rigtig meget af lokale input. Det viste sig at bære frugt.
Thailand er et billigt og meget børnevenligt land at rejse i. Man kan købe alt til billige penge, men for næsten alt andet end maden gælder, at pris og kvalitet følges ad. Sjovt og spændende var det derfor især, når vi skulle spise. Alle tre børn fik selv lov at vælge mindst én ret fra buffeten eller menukortet med billederne. Vi spiste så ligesom thaierne selv og smagte og delte alle de mange små retter mellem os. Hurtigt fandt især Joakim nogle favoritter, men vi begrænsede hårdhændet mængden af pomfritter og lyst brød til et minimum. Hårdt for en dreng, som ikke kan lide ris og grøntsager og som mener, at bacon er det bedste krydderi til kød. Vi valgte bevidst aktiviteter, som var i ”børnehøjde” – havde mange dejlige dage på stranden hvor den bedste beskæftigelse var at fange dyr over og under havets overflade. Thailand er et meget kulturelt tilgængeligt land også for børn. Vi besøgte mange templer og andre helligdomme. Overalt kan der berettes spændende og rækker forældrenes viden ikke, tager børnenes fantasi gerne over. I Ayuthaya tilbragte vi hele dagen med at gå rundt mellem ruiner af templer og finde Buddhaer. På de kulturelle dage blev respekten for f.eks. religiøse regler hurtigt leget ind, så vi undgik at træde nogen over tæerne. Samme respekt for personlige grænser kunne til tider savnes fra de lokales side og to måneder er lang tid at være blondt barn i Thailand.
Fantastisk natur i Australien
I Australien lejede vi en lille autocamper og lagde en ambitiøs rute på godt 10.000 km fra Sydney sydpå til Melbourne, vestpå ad Great Ocean Road til Adelaide – ”point of no return!”. Herfra gik turen nordpå gennem Cooper Pedy til Alice Springs, et ”smut” forbi ”Uluru” (Ayers Rock) og videre nordpå til Tennant Creek hvorfra vi kørte østpå i tre dage til vi nåede kysten i Townsville. Fra Townsville kørte vi sydpå langs kysten tilbage til Sydney. Det var en fantastisk tur! Hele tiden med fokus på at børnene skulle kunne være med. Da Sara dykkede på Great Barrier Reaf, snorklede resten af familien rundt og øvede at kigge under vand og holde vejret. Der blev også tid til at vi alle sammen kunne svømme med havskildpadder! Vi kunne sagtens have nået mere og været længere tid de enkelte steder, men det var et bevidst valg, at opleve dette store land i bil for netop at få fornemmelsen af størrelsen helt ind under huden. Vi har rejst meget i Europa i bil, så formen var ikke uvant. Australien er et storslået land med en på alle måder overvældende natur. Der er meget højt til loftet og nogen gange føles det som om, der ingen ende er.
Vores rullende hjem blev den trygge ramme selvom vi stort set hver dag var et nyt sted. Også her var det børnene, der direkte og indirekte skabte lokal kontakt. Vi holdt tissepause på en tankstation mellem Sydney og Melbourne og da vi alle var hoppet ud af bilen og ungerne var gået med Sara ind, blev jeg hilst med et: ”How do you all fit in there?” Det kom fra en ældre dame, der, som hun senere beskrev, fra sin bil havde set hvordan vores ellers livlige børn var sprunget pænt fra bilen og ind på fortovet, hvor de havde ventet på os voksne. Da Sara kom ud med børnene igen, inviterede Alyson, som damen hed, os til at besøge hende i Melbourne og blive lige så længe vi havde lyst. Efter ganske kort at have vekslet blikke takkede vi ja og efter en kort omvej til Phillip Island, hvor vi lige skulle se en lille pingvinkoloni, flyttede vi ind hos Alyson i tre dage. Det var vældig hyggeligt og dejligt med badekar til børnene og en vaskemaskine.
Gæstfrihed i et fattigt land
På vej til Tonga mellemlandede vi i Auckland, New Zealand og tilbragte nogle timer i lufthavnen sammen med en stor gruppe meget farvestrålende klædte og overvægtige mennesker i alle aldre. De viste sig at være et kor af tongaer bosiddende i New Zealand. Vi ankom til Tonga International Airport sent om natten. Vi følte det lidt som var vi med i en film fra Afrika. Lufthavnen bestod af en lidt oplyst landingsbane og en lade, der fungerede som ankomst- og afgangsterminal, toldgrænse og alt hvad en lufthavn nu ellers indeholder. Udenfor og ovenpå hvilken, hvad der mindede om en stor del af hovedstaden Nukualofas 32.000 indbyggere, var forsamlet for at tage imod vores fly. Vi havde uden held forsøgt at booke overnatning inden vores ankomst og med to sovende børn og intet logi, syntes tingene næsten håbløse. Sara fik øje på et papskilt med ”Toni’s Guesthouse” i hånden på den eneste vestligt udseende person i den ventende menneskemængde. Efter at have konsulteret lufthavnens turistinformation, der mest af alt mindede om en bod på Roskilde sent søndag aften, spurgte jeg ham, om han havde en god ide til hvor vores lille familie kunne overnatte. Han svarede, at han havde plads, at det ikke var øens billigste værelse, heller ikke det dyrest, men til gengæld ”… no bullshit…” som han udtrykte det. Det passede os fint. Forældrenes overskud var også ved at svinde – klokken var blevet tre. Toni viste sig også at være en ganske udmærket guide og vi tog på en rundtur på hovedøen sammen med en af Tonis andre gæster. Tonga gjorde, måske netop fordi der ikke var kælet for turisterne, nok det største indtryk på os. Det er et fattigt kongerige hvor 80% af landets indtægter kommer fra tongalesere, der er udvandret enten til New Zealand eller USA. De lokale lever af hvad havet kan give af føde, forskellige rodfrugter og meget dyre varer importeret fra New Zealand. Alligevel, eller derfor, er det at dele mad en helt naturlig del af befolkningens måde at være på. Det oplevede vi i lufthavnen i Auckland hvor vores børn og vi blev tilbudt slik af børn af kormedlemmerne og vi oplevede det, da vi på en rundtur på Tongas næststørste ø Eua mødte en meget fattig gammel dame, der sad og bankede tapa. Hun delte ud af sin madpakke, der bestod af en gryde med lidt kogte rodfrugter og senere på vej tilbage til vores logi, hvor hun og hendes ligeså gamle mand fik et lift, tilbød de os som tak for liftet den ene kokosnøddekrabbe, hendes mand havde fanget efter en hel dags jagt. Vi takkede nej og for ikke at virke uforskammede, begrundede vi vores afslag med at vi ikke havde noget med, vi kunne tilberede den i.
Leg og Oplevelse i USA
Vi havde begrænset vores rejselyst i USA til at omfatte vestkysten. Der ligger jo også det femte land vi skulle besøge på vores lange rejse. Fra rejsens første dag var det for børnene vores endelige mål. Under hele vores planlægning og forberedelse af rejsen var vi voksne blevet mindet om at vi altså også skulle til dette femte land: Thailand, Australien, Tonga, USA – og Disneyland! Det er der Mickey Mouse og alle de andre fra fredagens ”Disneysovs”, som det hedder i vores hjem, bor. Vi tilbragte to dejlige dage i selskab med alle de kendte figurer og masser af underholdning. To dage er ikke for meget og der er underholdning, forlystelser, og shows til alle aldersgrupper. I det hele taget var USA på mange måder en god buffer med mange velkendte ting inden hjemturen. Bilerne kører i den rigtige side af vejen, butikkerne ligner dem derhjemme, om end de nogle gange er lidt større, og selvom amerikanere af mange opleves som imødekommende og alligevel overfladiske og oven i købet larmende, føltes mødet med mennesker, stadig mere velkendt end i Thailand, Tonga og i Australiens outback. Ud over at shoppe igennem med den lave dollarkurs i tegnebogen, prioriterede vi også i USA naturoplevelser højt. Vi så en bjørn live i Yosemite, en klapperslange i Smith Rock og Joakims sovedyr katten Rasmus løb væk i Joshua Tree. Klatreudstyret var af pladshensyn begrænset til sko og kalkpose. Det blev nu luftet på en række fine boulderområder i omegnen af Ventura hvor vi i Patagonia HQ fik info om områder, der kunne passe vores niveau. Det var dejligt at være aktiv familie sammen. Mod slutningen af vores rejse fik vi forældre også mulighed for at tage en dag sammen på ski uden børn. De var i Portland Zoo sammen med Nikolajs familie, vi boede hos de sidste par uger. Sara havde tegnet små kort med billeder af alt det vigtige, der kan være vanskelligt at give udtryk for, når sproget er et andet. ”Jeg er sulten”, Jeg er tørstig”, ”Jeg skal tisse” osv. Blev alt sammen øvet og det fungerede fint. De var også så søde at passe børn en aften, så vi kunne gå restaurant og have rigtig voksentid sammen for første gang i 4½ måned.
Børnene havde alle tre hjemmefra pakket hver en lille rygsæk med de vigtigste ting: sovedyr og lidt legetøj. Under hele vores tur var det reglen, at ønskede man sig noget nyt, skulle det bare kunne være i rygsækken og man skulle selv kunne bære den. Var der ikke mere plads, måtte man vælge hvad der skulle ud og hvad der skulle blive. Det var fint at se hvordan der blev prioriteret og godt for børnene selv at opleve glæden hos de børn i Thailand og Tonga, som fik glæde af det legetøj, som ikke skulle med videre.
Oppakningen i øvrigt bestod af en stor 130 liters taske med hjul og håndtag, to 70 liters duffelbags og en mindre rygsæk til laptop, papirer og medicin. Vi skulle ikke trekke, så de store rygsække var valgt fra. Til gengæld var det planen, at al bagagen skulle kunne håndteres af én voksen så den anden havde begge hænder fri til at holde styr på børnene.
Rejsen er slut – men fortsætter
Selv nu mere end et år efter vi er kommet hjem, er der stadig mange indtryk og følelser fra rejsen, som vender tilbage. Mange oplevelser genfortælles, gennemleves og -leges i børnenes hverdag. Har de været ude en hel dag og trænger til et bad, er de lige så beskidte som akkabørnene i Nordthailand. Når de så sidder i badekarret, svømmer de igen med skildpadder eller med de pingviner vi så. Er det lidt svært at dele, minder de hinanden om hvordan det var i Tonga. Stadig ofte kommenteres nye oplevelser med: ”Det var ligesom i …..” Og så har vi haft fornøjelsen af at have Alyson på besøg i en uges tid i sommer. Det var sjovt for ungerne at vise hende vores rigtige hverdag og dejligt for os at kunne gengælde hendes gæstfrihed.
Det var fantastisk at opleve hvordan vi som familie voksede sammen og blev stærkere under vores tur. Selvom flere af oplevelserne allerede er og flere vil blive glemt, er det tydeligt at nærheden i familien sidder dybt i børnene. Kunne det praktiske arrangeres med arbejde og skole og havde vi ikke andre forpligtelser herhjemme, tog vi gerne af sted igen i
Martin Hoffmann Kønig 23. februar, 2017
Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Nordamerika, Thailand
Tags: USA
Læs også
En måneds familieluksus på budget i Thailand
Vi, Peter (far), Trine (mor) og Isak på fem måneder, han blev seks måneder mens vi var afsted, var i Thailand – 4 dage i Bangkok , med indenrigs fly til Koh Samui hvor vi var ca 3 uger og så sluttede vi af med at tage nattoget tilbage til Bangkok og havde 3 dage der igen
Vi rejste fra 23. september til 22. oktober 2012. Det var regntid i Thailand og i de første dage i Bangkok havde vi meget regn.
Koh Samui er en, der ligger østligt, og her rammer monsunen mindst på den årstid, så der havde vi fantastisk vejr, med kun ganske få byger.
Temperaturen lå mellem 28 og 36 grader.
Vi rejste med SAS, og fløj non-stop til Bangkok. På oversøiske rejser kan man booke en vugge ( hvis barnet er under 9 mdr), som bliver sat op på væggen foran ens sæde. Vi havde den på udturen, men på hjemturen var der ingen ledige.
Det var en stor hjælp at have den, og Isak lå som en lille prins med bamse og klud for øjnene. Lyden fra flyet virkede beroligende, og han sov næsten alle de 10 timer som flyturen varede.
På hjemturen skulle vi have ham hos os, men også her sov han stort set hele vejen på vores skød. Her var det bare vores ben der begyndte at sove, og vores blærer der var ved at sprænge, da man ikke nænnede at flytte for meget rundt på ham, når han sov så godt.
Billig overnatning mulig
Vi havde hjemmefra fundet et hotel i Bangkok til de første to overnatninger, og fandt derfra løbende hoteller.
Vi prøvede at holde udgifterne nede, så generelt gik vi efter de billigere hoteller. I Bangkok er hotellerne lidt dyrere, så vi boede for kr. 300-400 for en overnatning. De første dage boede vi i Sathon, et roligt beboelseskvarter med en del hospitaler. På Koh Samui, tog vi til byen Lamai, og fandt et hotel “Rich resort”. Det havde intet med et resort at gøre, men det lå lige ved den gode del af stranden, i en stille gade, og meget centralt.
Her kostede et værelse med ventilation kr. 100,- pr. overnatning. De sidste 9 dage flottede vi os, og tog et værelse med aircondition til kr. 120,- pr overnatning.
Dette blev vores faste hotel på Koh Samui.
Her findes hoteller i alle prisklasser – fra kr. 70,- for en overnatning i en bambus bungalow direkte på stranden, til de mest fancy luksushoteller. Peter brugte nettet på sin iphone til at søge på hoteller.
Vi satte pris på at have vores eget bad og toilet, og at have “rigtige” vægge omkring os, for at mindske mængden af diverse kryb og insekter på værelset.
Vi havde vores egen baby rejseseng med til Isak. En lille sammenklappelig “puppe” på 2,5kg, som ikke fyldte meget i kufferten, den kan lynes helt til med myggenet, og så havde Isak den samme seng, uanset hvor vi var, så han var altid tryg når han skulle sove.
Mht. myg, så blev Isak slet ikke stukket. Og det var ikke fordi der ikke var myg, og andre stikkende insekter. Der var en del, men de gik ikke på noget tidspunkt på Isak. Vi havde myggenet med til klapvognen om aftenen, men til sidst stoppede vi med at bruge det, for han blev aldrig stukket.
Gadekøkkener holder helt
Tilbage i Bangkok, havde vi de sidste nætter i Sukhumvit, et meget hektisk kvarter, med sindsyg trafik alle vegne. Gaderne var fyldt med gadekøkkener, hvor man kunne købe alt fra Kaffe yen, Thaiernes fantastiske kolde kaffe, til diverse grillspyd, omeletter, karryretter og friturestegte biller og græshopper – der var noget for enhver smag.
På hele vores tur, spiste vi ved gadekøkkener, og prøvede at finde dem så lokale som muligt. Vi kunne få et måltid til kr. 20,- for os begge, og det var fantastisk mad.
Vi havde ingen madforgiftninger overhovedet, så det kan klart anbefales at bevæge sig ud i gadekøkkenernes verden. Det er her man finder det bedste mad.
Fælles for alle hotellerne uanset prisklasse er, at de er rene. Thaierne er et renligt folkefærd, så selvom man vælger de meget billige hoteller, vil der altid være rent ( ihvertfald udenfor Bangkok)
”Bortfører” barnet i venlighed
Tidligere har vi altid foretrukket at rejse en del rundt og se nye ting, når vi var afsted, og det var også planen med denne tur. Men da først vi var afsted, og kom væk fra Bangkok, besluttede vi os for bare at tage det stille og roligt.
Koh Samui havde det vi havde brug for på det tidspunkt: Dejligt vejr ( hvilket kan være svært at finde på den årstid), lækker strand, luft omkring os, afslappet stemning, og så var der ikke alt for mange turister på den tid af året. Så meget hurtigt blev vores forventninger skiftet ud med det bekvemme i, ikke at skulle pakke ud og ind hele tiden. Det var dejligt at have den ro og bare nyde tiden som familie.
Thaierne er meget børneglade, så man kan være sikker på at, ens barn ihvertfald, bliver behandlet som konge eller dronning. Når man rejser i Thailand skal man være klar på at de snupper ens barn. For os var det noget af en overvindelse, og vi vænnede os aldrig helt til det. Lige meget hvor vi var, restauranter, butikker, skræddere, hoteller osv. så ville de holde ham, og tage ham med ud bagved.
De gør det i en god mening, men for os var det ikke særlig afslappende, og at prøve på at forklare at man ikke bryder sig om det, det er næsten en umulig opgave. Det var helt sikkert værre for os end for Isak, og vi prøvede med en masse undskyldninger som at han var træt, ked af det, sulten osv, men det endte alligevel med at der var flere restauranter og butikker, hvor vi fandt det nemmere, slet ikke at komme tilbage til, end at skulle finde på nye undskyldninger for, hvorfor de ikke skulle bortføre vores barn.
Den værste oplevelse var, da en massør på en strandbar hvor vi spiste, havde “lånt ham”. Isak hyggede sig egentlig med at blive underholdt af hende, så vi prøvede også at slappe af omkring det. Da han, til stor glæde for mig, begyndte at brokke sig lidt, gik jeg over for at hente ham. Der havde hun lige overøst ham med babypudder med parfume!!! Igen i en god mening, da hun mente det var for varmt for ham, men for os var det dråben, og derefter var der ikke nogen der fik lov at holde ham :o)
Slipper sikkerheden i bil
Thailand er ikke skabt til klapvogne! Og især ikke Bangkok. Med biler og mennesker overalt, meget høje kantstene, og meget lidt plads til at gå på, fungerer det bare ikke at have klapvogn med, så ofte kom Isak i slyngen når vi gik ud.
Alle de mange mennesker, biler, tuk tuk og kaos generelt, var også meget overvældende for os alle tre, så det var altid rart at komme tilbage på hotellet og holde pause fra alle indtrykkene.
Det var helt anderledes da vi kom væk fra Bangkok. Her kunne vi alle tre slappe meget mere af, og bare nyde paradiset.
Vi gik en masse rundt. men i 36 graders varme kan det nu godt anbefales at tage en taxa eller tuk-tuk. Ihvertfald i Bangkok. Så længe man husker at sige til taxachaufføren, at han skal tænde taxameteret, så koster det ingen penge at køre rundt.
I Bangkok tog vi, på den varmeste dag, til Grand Palace. Det er helt sikkert et besøg værd. Meget smukke bygninger, beklædt med guld, og flot mosaik. Det er et stort område med bygninger i alle afskygninger, kongen bruger stadig dele af det ved specielle ceremonier.
Der er ikke meget skygge at finde, så det er en god ide at tage derind på en dag hvor solen ikke skinner fra en skyfri himmel :o)
På Koh samui var taxaer meget dyre, da der kun er et firma der kører, og her griner de bare af dig, hvis du beder dem om at køre på taxameter. Men man kan hoppe på en”shared taxi” , en pickup bil, hvor man sidder på bænke omme på laddet.
En overvindelse i starten, når man kommer med barn, klapvogn og alle sine danske sikkerhedsforanstaltninger, men hurtigt bliver man mere “loose” og så fungerer det super godt.
På Koh Samui lejede vi en bil i 3 dage, og ville køre rundt på øen, og bo lidt forskellige steder undervejs. Dette var ikke helt gennemtænkt. Bilen vi lejede var i super stand, og så kæmpestor, at det ihvertfald ikke var os der ville ske noget med, hvis vi kom ud for et uheld, og vi kunne også låne autostol.
Men det at skulle køre imellem forskellige sights, passede altid med at Isak var faldet i søvn, som vi parkerede bilen, og så nænnede vi ikke at tage ham ud. Så tit måtte vi køre igen, og så komme senere, eller helt droppe det.
Vi endte også kun med en enkelt overnatning ude. Øen var ikke større end at vi kunne køre tilbage til vores faste hotel, og så køre ud derfra dagen efter. Men vi kom rundt og så nogle forskellige templer og kæmpe buddhaer, og Isak blev velsignet af en munk på et af de hellige steder.
Et kilo mango til solnedgang
Vores bedste oplevelse var da vi kørte “forkert”. Vi havde fulgt kortet, men med mig som co-driver, var vi ikke altid der hvor vi troede vi var, og pludselig var vi på en vej som bare gik opad – meget stejlt opad – meget meget stejlt opad. Heldigvis var det en god bil vi havde, og da vi nåede toppen, belønnede det hele sig med et helt fantastisk udsigtpunkt, som ikke var beskrevet nogle steder. Efter at have nydt det noget tid, og efter at være kommet helskindede ned igen, besluttede vi os for at køre derhen igen dagen efter, og se solnedgangen. Vi medbragte et kilo mangoer, vores yndlingsspise, og dem må man ikke gå glip af når man er i Thailand, og så havde vi den flotteste solnedgang man kunne tænke sig.
Den nemmeste rejse
At rejse med en baby i den alder, kan vi kun anbefale til alle – det er det bedste og nemmeste vi har gjort. Isak var stort set glad fra vi tog hjemmefra d. 23. september, til vi var hjemme igen d. 22. oktober.
Vi badede ved stranden hver dag, og han elskede det. Det har gjort ham fuldstændig vild og afhængig af vand. Han nød at ligge i sin klapvogn, eller sidde i slyngen kun iført ble og solhat, og at være på hotellet og “koble af” fra alle de nye indtryk, med det velkendte legetøj.
Han blev kendt på Koh Samui, som “den smilende baby”
Han nød at have sin mors og fars fulde opmærksomhed, og det opbyggede et fantastisk bånd mellem far og søn.
I Thailand ser man ikke kvinder amme deres børn i offentlighed. Det er prestige at give sit barn modermælkserstatning, og de mener at de får hvidere børn af det.
Nogle fravælger helt børn, hvis de ikke føler de har råd til at købe erstatning.
Heldigvis er tendensen ved at skifte igen, og med flere veluddannede kvinder, kommer også forståelsen og accepten af at mors mælk er den bedste.
Jeg var lidt nervøs i starten for, om det ville være okay at amme, men jeg oplevede flere steder at folk blev helt glade når man gjorde det.
Ting som vi var rigtig glade for at have med hjemmefra:
– En lille håndholdt ventilator, købt i tiger til 20 kr. Det var det bedste udstyr på turen, og blev Isaks bedste ven.
– En dypkoger. Jeg ammede stadig fuldt på det meste af turen. Men vi startede ganske lidt op med grød til sidst, og der var det rart at have en lille dypkoger, så vi selv kunne koge vand dertil.
Vi havde også selv en pose grødpulver med.
– Solskærm til klapvogn
Trine Hoffmann Sørensen 22. november, 2016
Posted In: Aktuelt forsiden, Badeferie, Hoteller og overnatning, Thailand, Udvalgte artikler