Fem måneder uden stressede morgener

Børn altid med på turen

”Hvor skal vi sove i nat?”, var det første, Joakim spurgte om første morgen hjemme efter fem måneders rejse jorden rundt. Selvom vi havde forsøgt at gøre oplevelsen overskuelig og rummelig for vores børn, havde rejselivet alligevel sat sig i deres bevidsthed.

Vi har altid holdt ferie med vores børn. De har fra begyndelsen været med på klatreture, hvor barnevognen blev placeret i fornuftig afstand til klipperne. Så kunne vi lige nå at klatre et par ruter inden alt legetøjet var smidt ud af vognen. Skiturene blev også indrettet efter småbørn, så langrend med pulk blev et alternativ til stejle pister. På vandreture, har de siden de var helt små, gået så meget de kunne og så siddet på rygsækken eller sovet i en bærestol, indtil vi var hjemme ved teltet igen. Det var nogle gange koldt at ligge og amme i en sovepose i et telt, men nærheden og måden at være sammen som familie var fantastisk. Tanken om engang at kunne holde udskudt forældreorlov, når børnene blev gamle nok til selv at gå, bære egen rygsæk og opleve andre kulturer lå lige for. Hvornår det så rent praktisk kunne forenes med vores arbejdsliv, skolegang og børnehaveliv var et spørgsmål om vilje og planlægning. Vi ville tage på en længere rejse. En rejse, hvor vi havde tid til at være sammen og opleve anderledes kulturer og få nye naturoplevelser. Vi ville gerne kunne indfri egne forventninger til det at opleve nye lande og samtidig skulle vi være en familie med mange forskellige oplevelsesniveauer. Efter lang tids planlægning lå vores drømmerejse fast; Thailand, Australien, Tonga og USA.

God tid undervejs

Sidste dag i februar sad hele familien klar i lufthavnen med uldsokker i sandalerne og de våde flyverdragter hængt til tørre på loftet. Vi skulle tilbringe to måneder i Thailand, så vi havde som udgangspunkt god tid. Det var et bevidst valg ikke nødvendigvis at nå at se flest forskellige afkroge af verden på kortest mulig tid, men netop give os selv og ikke mindst børnene tid til at fordøje indtrykkene. Derfor havde vi planlagt ca. 2 måneder i Thailand, 5 uger i Australien, 10 dage i Tonga og små 6 uger i USA. Det var så stort set også så langt vores planlægning rakte. ”Rejsen rundt i Thailand” og ditto for Australien blev udgangspunktet for detailplanlægningen og ellers benyttede vi os rigtig meget af lokale input. Det viste sig at bære frugt.

Thailand er et billigt og meget børnevenligt land at rejse i. Man kan købe alt til billige penge, men for næsten alt andet end maden gælder, at pris og kvalitet følges ad. Sjovt og spændende var det derfor især, når vi skulle spise. Alle tre børn fik selv lov at vælge mindst én ret fra buffeten eller menukortet med billederne. Vi spiste så ligesom thaierne selv og smagte og delte alle de mange små retter mellem os. Hurtigt fandt især Joakim nogle favoritter, men vi begrænsede hårdhændet mængden af pomfritter og lyst brød til et minimum. Hårdt for en dreng, som ikke kan lide ris og grøntsager og som mener, at bacon er det bedste krydderi til kød. Vi valgte bevidst aktiviteter, som var i ”børnehøjde” – havde mange dejlige dage på stranden hvor den bedste beskæftigelse var at fange dyr over og under havets overflade. Thailand er et meget kulturelt tilgængeligt land også for børn. Vi besøgte mange templer og andre helligdomme. Overalt kan der berettes spændende og rækker forældrenes viden ikke, tager børnenes fantasi gerne over. I Ayuthaya tilbragte vi hele dagen med at gå rundt mellem ruiner af templer og finde Buddhaer. På de kulturelle dage blev respekten for f.eks. religiøse regler hurtigt leget ind, så vi undgik at træde nogen over tæerne. Samme respekt for personlige grænser kunne til tider savnes fra de lokales side og to måneder er lang tid at være blondt barn i Thailand.

Fantastisk natur i Australien

I Australien lejede vi en lille autocamper og lagde en ambitiøs rute på godt 10.000 km fra Sydney sydpå til Melbourne, vestpå ad Great Ocean Road til Adelaide – ”point of no return!”. Herfra gik turen nordpå gennem Cooper Pedy til Alice Springs, et ”smut” forbi ”Uluru” (Ayers Rock) og videre nordpå til Tennant Creek hvorfra vi kørte østpå i tre dage til vi nåede kysten i Townsville. Fra Townsville kørte vi sydpå langs kysten tilbage til Sydney. Det var en fantastisk tur! Hele tiden med fokus på at børnene skulle kunne være med. Da Sara dykkede på Great Barrier Reaf, snorklede resten af familien rundt og øvede at kigge under vand og holde vejret. Der blev også tid til at vi alle sammen kunne svømme med havskildpadder! Vi kunne sagtens have nået mere og været længere tid de enkelte steder, men det var et bevidst valg, at opleve dette store land i bil for netop at få fornemmelsen af størrelsen helt ind under huden. Vi har rejst meget i Europa i bil, så formen var ikke uvant. Australien er et storslået land med en på alle måder overvældende natur. Der er meget højt til loftet og nogen gange føles det som om, der ingen ende er.
Vores rullende hjem blev den trygge ramme selvom vi stort set hver dag var et nyt sted. Også her var det børnene, der direkte og indirekte skabte lokal kontakt. Vi holdt tissepause på en tankstation mellem Sydney og Melbourne og da vi alle var hoppet ud af bilen og ungerne var gået med Sara ind, blev jeg hilst med et: ”How do you all fit in there?” Det kom fra en ældre dame, der, som hun senere beskrev, fra sin bil havde set hvordan vores ellers livlige børn var sprunget pænt fra bilen og ind på fortovet, hvor de havde ventet på os voksne. Da Sara kom ud med børnene igen, inviterede Alyson, som damen hed, os til at besøge hende i Melbourne og blive lige så længe vi havde lyst. Efter ganske kort at have vekslet blikke takkede vi ja og efter en kort omvej til Phillip Island, hvor vi lige skulle se en lille pingvinkoloni, flyttede vi ind hos Alyson i tre dage. Det var vældig hyggeligt og dejligt med badekar til børnene og en vaskemaskine.

Gæstfrihed i et fattigt land

På vej til Tonga mellemlandede vi i Auckland, New Zealand og tilbragte nogle timer i lufthavnen sammen med en stor gruppe meget farvestrålende klædte og overvægtige mennesker i alle aldre. De viste sig at være et kor af tongaer bosiddende i New Zealand. Vi ankom til Tonga International Airport sent om natten. Vi følte det lidt som var vi med i en film fra Afrika. Lufthavnen bestod af en lidt oplyst landingsbane og en lade, der fungerede som ankomst- og afgangsterminal, toldgrænse og alt hvad en lufthavn nu ellers indeholder.  Udenfor og ovenpå hvilken, hvad der mindede om en stor del af hovedstaden Nukualofas 32.000 indbyggere, var forsamlet for at tage imod vores fly. Vi havde uden held forsøgt at booke overnatning inden vores ankomst og med to sovende børn og intet logi, syntes tingene næsten håbløse. Sara fik øje på et papskilt med ”Toni’s Guesthouse” i hånden på den eneste vestligt udseende person i den ventende menneskemængde. Efter at have konsulteret lufthavnens turistinformation, der mest af alt mindede om en bod på Roskilde sent søndag aften, spurgte jeg ham, om han havde en god ide til hvor vores lille familie kunne overnatte. Han svarede, at han havde plads, at det ikke var øens billigste værelse, heller ikke det dyrest, men til gengæld ”… no bullshit…” som han udtrykte det. Det passede os fint. Forældrenes overskud var også ved at svinde –  klokken var blevet tre. Toni viste sig også at være en ganske udmærket guide og vi tog på en rundtur på hovedøen sammen med en af Tonis andre gæster. Tonga gjorde, måske netop fordi der ikke var kælet for turisterne, nok det største indtryk på os. Det er et fattigt kongerige hvor 80% af landets indtægter kommer fra tongalesere, der er udvandret enten til New Zealand eller USA. De lokale lever af hvad havet kan give af føde, forskellige rodfrugter og meget dyre varer importeret fra New Zealand. Alligevel, eller derfor, er det at dele mad en helt naturlig del af befolkningens måde at være på. Det oplevede vi i lufthavnen i Auckland hvor vores børn og vi blev tilbudt slik af børn af kormedlemmerne og vi oplevede det, da vi på en rundtur på Tongas næststørste ø Eua mødte en meget fattig gammel dame, der sad og bankede tapa. Hun delte ud af sin madpakke, der bestod af en gryde med lidt kogte rodfrugter og senere på vej tilbage til vores logi, hvor hun og hendes ligeså gamle mand fik et lift, tilbød de os som tak for liftet den ene kokosnøddekrabbe, hendes mand havde fanget efter en hel dags jagt. Vi takkede nej og for ikke at virke uforskammede, begrundede vi vores afslag med at vi ikke havde noget med, vi kunne tilberede den i.

Leg og Oplevelse i USA

Vi havde begrænset vores rejselyst i USA til at omfatte vestkysten. Der ligger jo også det femte land vi skulle besøge på vores lange rejse. Fra rejsens første dag var det for børnene vores endelige mål. Under hele vores planlægning og forberedelse af rejsen var vi voksne blevet mindet om at vi altså også skulle til dette femte land: Thailand, Australien, Tonga, USA – og Disneyland! Det er der Mickey Mouse og alle de andre fra fredagens ”Disneysovs”, som det hedder i vores hjem, bor. Vi tilbragte to dejlige dage i selskab med alle de kendte figurer og masser af underholdning. To dage er ikke for meget og der er underholdning, forlystelser, og shows til alle aldersgrupper. I det hele taget var USA på mange måder en god buffer med mange velkendte ting inden hjemturen. Bilerne kører i den rigtige side af vejen, butikkerne ligner dem derhjemme, om end de nogle gange er lidt større, og selvom amerikanere af mange opleves som imødekommende og alligevel overfladiske og oven i købet larmende, føltes mødet med mennesker, stadig mere velkendt end i Thailand, Tonga og i Australiens outback. Ud over at shoppe igennem med den lave dollarkurs i tegnebogen, prioriterede vi også i USA naturoplevelser højt. Vi så en bjørn live i Yosemite, en klapperslange i Smith Rock og Joakims sovedyr katten Rasmus løb væk i Joshua Tree. Klatreudstyret var af pladshensyn begrænset til sko og kalkpose. Det blev nu luftet på en række fine boulderområder i omegnen af Ventura hvor vi i Patagonia HQ fik info om områder, der kunne passe vores niveau. Det var dejligt at være aktiv familie sammen. Mod slutningen af vores rejse fik vi forældre også mulighed for at tage en dag sammen på ski uden børn. De var i Portland Zoo sammen med Nikolajs familie, vi boede hos de sidste par uger. Sara havde tegnet små kort med billeder af alt det vigtige, der kan være vanskelligt at give udtryk for, når sproget er et andet. ”Jeg er sulten”, Jeg er tørstig”, ”Jeg skal tisse” osv. Blev alt sammen øvet og det fungerede fint. De var også så søde at passe børn en aften, så vi kunne gå restaurant og have rigtig voksentid sammen for første gang i 4½ måned.

Børnene havde alle tre hjemmefra pakket hver en lille rygsæk med de vigtigste ting: sovedyr og lidt legetøj. Under hele vores tur var det reglen, at ønskede man sig noget nyt, skulle det bare kunne være i rygsækken og man skulle selv kunne bære den. Var der ikke mere plads, måtte man vælge hvad der skulle ud og hvad der skulle blive. Det var fint at se hvordan der blev prioriteret og godt for børnene selv at opleve glæden hos de børn i Thailand og Tonga, som fik glæde af det legetøj, som ikke skulle med videre.
Oppakningen i øvrigt bestod af en stor 130 liters taske med hjul og håndtag, to 70 liters duffelbags og en mindre rygsæk til laptop, papirer og medicin. Vi skulle ikke trekke, så de store rygsække var valgt fra. Til gengæld var det planen, at al bagagen skulle kunne håndteres af én voksen så den anden havde begge hænder fri til at holde styr på børnene.

Rejsen er slut – men fortsætter

Selv nu mere end et år efter vi er kommet hjem, er der stadig mange indtryk og følelser fra rejsen, som vender tilbage. Mange oplevelser genfortælles, gennemleves og -leges i børnenes hverdag. Har de været ude en hel dag og trænger til et bad, er de lige så beskidte som akkabørnene i Nordthailand. Når de så sidder i badekarret, svømmer de igen med skildpadder eller med de pingviner vi så. Er det lidt svært at dele, minder de hinanden om hvordan det var i Tonga. Stadig ofte kommenteres nye oplevelser med: ”Det var ligesom i …..” Og så har vi haft fornøjelsen af at have Alyson på besøg i en uges tid i sommer. Det var sjovt for ungerne at vise hende vores rigtige hverdag og dejligt for os at kunne gengælde hendes gæstfrihed.

Det var fantastisk at opleve hvordan vi som familie voksede sammen og blev stærkere under vores tur. Selvom flere af oplevelserne allerede er og flere vil blive glemt, er det tydeligt at nærheden i familien sidder dybt i børnene. Kunne det praktiske arrangeres med arbejde og skole og havde vi ikke andre forpligtelser herhjemme, tog vi gerne af sted igen i

Martin Hoffmann Kønig 23. februar, 2017

Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Nordamerika, Thailand

Tags: USA

Læs også

Leave a Comment