Intens Indiens -ferie gav gode minder

Follow

Jeg hedder Maria Dahl og er 50 år gammel. Mads er min søn og han fyldte 12 år den 3. august –den dag vi tog af sted til Indien på en seks ugers kombineret arbejds- og ferietur.

Jeg er uddannet fysioterapeut og arbejder til dagligt som Funktionschef i Odense kommune og Mads går i 6. klasse. 
Vi eller nærmere jeg besluttede, at tage af sted som frivillig til Indien efter at have læst en artikel i avisen.

Jeg havde selv gennem længere tid tænkt tanken om at tage til Indien for at hjælpe på et børnehjem, men ikke været klar over, at det rent faktisk var muligt at tage børn med i disse kortere perioder. 
Grunden til at vi valgte Indien er, at min “ukendte” far er inder, hvilket Mads er en smule stolt over, så det var oplagt at tage ned og se det land han kom fra.

Kulturoplevelse ikke pengene værd.
Vi rejste med Exis som jeg fandt ved at søge og forhøre mig grundigt mellem de udbydere der nu er. Der er meget store prisforskelle på det at komme af sted som frivillig, og jeg synes ikke det er en billig fornøjelse. 
Jeg havde set på Exis` hjemmeside og fandt tankerne bag foreningen meget interessante, og 
Exis blev det og de har været gode hele vejen igennem. Vi valgte selv at komme til et børnehjem i Jaipur, som er hovedbyen i staten Rajastahn.

Exis har faste ankomstdage i Indien, så vi skulle selv booke fly, hvilket jeg synes er en fordel, så kan man selv lægge niveauet – men det kræver meget arbejde og forberedelse inden man tager af sted.

Det gælder f.eks. også for forsikring, hvad du skal have med, og ikke mindst vaccinationer. Vi skulle være af sted i seks uger – fra den 3. august til den 12. september – og den første uge skulle vi være i Delhi. De fire næste uger i Jaipur og de sidste seks dage ville vi så selv finde ud af, hvordan vi ville bruge.

Da vi landede blev vi mødt af en mur af 27 graders fugtig varme, og det var godt nok hot. Men vores kontaktperson fandt os heldigvis, og så var det ellers ”hjem” kørende i en dejlig airconditioneret bil. Vores ”hjem” var et højhuskompleks, hvor eneste luksus var et rum med toilet og rindende vand, men med meget hårde senge, og værelset delte vi med Jane fra Oregon i USA.

Efter en urolig søvn, var vi på sightseeing i Old Delhi. Oplevelsen var ikke seværdighederne, for de var næsten alle sammen lukkede, men derimod varmen og lugten, som slår som kølleslag. Og så trafikken. Fuldstændig vanvittig og det er med at tage sig i agt, for de fræser af sted og så i den ”forkerte” side.

Vi fik også indisk mad, som er en stærk oplevelse. Det er meningen, at man skal bruge den første uge til at se Delhi og lære lidt sprog og kultur, men udbyttet var begrænset. 
Min helt subjektive mening er, at dagene bestemt ikke var pengene værd. Først senere fandt jeg ud af, at man selv kan kontakte børnehjemmet og så er prisen en helt anden, hvis man skærer denne første uge fra.

Børn kan komme på hårdt arbejde
Vi kørte fra Delhi til Jaipur, som er en tur på omkring 230 km, som tager cirka fire timer, og naturens skønhed gjorde turen det hele værd. Børnehjemmet havde 54 børn i alderen fem til 18 år, alle gadebørn. Egentlig var børnehjemmet mere en lille landsby, hvor der var fem huse, som børnene boede i, delt op efter alder og selvfølgelig inddelt efter drenge og piger.

Der var vores hus og derudover et skrædderi, et bageri, et snedkeri og fire skoleklasser. Børnehjemmet har deres egen brønd, to kokke og et fast personale på otte personer, og derudover kommer der så lærere hver dag. At børnehjemmet havde sin egen brønd og dyrkede deres egne grønsager, tror jeg har haft stor indflydelse på vores velbefindende. I hvert fald var vi overhovedet ikke syge under vores ferie.

Den første dag var underlig. De var alle sammen meget søde, men det hele var egentlig så velfungerende, så vi gik lidt og søgte efter ting, som vi kunne bidrage med.

Mads var lidt beklemt, og om aftenen var han helt klar i mælet. Han ville bare hjem igen, og det var lige før jeg tænkte det nok ikke var den dårligste ide.

Men allerede næste dag blev det bedre. Vi fik lov til at stå for noget af undervisningen i børnehaveklassen, og der var også opgaver til Mads, og selvom børnene snart hang på os begge, så var det med til at vi egentlig synes det hele gav mening igen. Mads bliver også hentet mere og mere af børnene, og da vi lagde mærke til at børnenes strikkede bamser var i stykker lavede vi store bamse reparationsdag, og det vakte stor begejstring.

Efter hjælpeferie kom luksusferie
Det er ikke særligt svært at rejse i Indien med børn. Den store udfordring ligger i at finde sig til rette. Det var ikke helt let for Mads at finde sin plads i hierarkiet blandt de jævnaldrende og større børn. Til gengæld fik han så god kontakt til de små i børnehaveklassen, som han også underviste alene. Så var der selvfølgelig savnet efter far og alt det derhjemme.

I øvrigt var det utroligt så hurtigt Mads bare spiste maden, specielt på børnehjemmet var den ikke alene vegetarisk, men også meget stærk. 
Mentaliteten er også forskellig. Tid er en helt anden ting for inderne end for os. Det kan være grænseoverskridende når aftaler ikke holdes, eller man venter og venter, men sådan er det.

Vi skulle også vænne os til børnenes måde at opdrage hinanden på, og på dette børnehjem var det endda minimalt, hvad der blev slået, men det er jo almindeligt, at voksne og større børn slår de mindre.

Efter børnehjemmet havde vi gudskelov mulighed for en uges tid på et virkelig lækkert hotel med grøn have, prismelysekroner, springvand, swimmingpool i baghaven. Og så var der suiten, som vi boede i. Ren luksus. Marmor, nedsænket badekar, toilet med skyld – og ja, det er luksus i Indien – himmelseng og cartoon Network på skærmen. Skønt!
Jeg tror, at den største succes først indfinder sig efter man er kommet hjem, hvor indtrykkene har sat sig. Jeg kan klart anbefale rejsemåden, man kommer meget tæt på hinanden og får set hinanden i andre sammenhænge. Jeg tror bestemt også det vil være anbefalelsesværdigt for familier.

Fakta:
Fløj med Finnair fra København til Helsinki og så til Delhi i Indien.

intens indienIdeen bag Exis er, at tilbyde muligheden for at udleve eventyrlyst og kurere udlængsel, og i landene Nepal, Sri Lanka, Thailand, Cambodja og Tanzania, er det muligt at have sine børn med. 
Dog kun i begrænset omfang for det kræver at stederne har faciliteter til børnene, og det gælder primært for børnehjem og skoler.
Flyrejsen til og fra det land, man skal arbejde i er for egen regning, men Exis står for det omfattende fire ugers program som følger.

I Indien består det for eksempel af én uges sproglig og kulturel introduktion, og så efterfulgt af tre ugers arbejde på det sted, hvor man vil hjælpe.
Turen til Indien kostede, ekskl. flyrejsen, 9620 kroner.

Se hjemmesiden www.exis.dk

Maria Dahl 11. november, 2008

Posted In: Frivillig og NGO, Indien

Tags: Fattigdom, Skole

Læs også

Leave a Comment