God måde at opleve Bangkok på
Follow
Martin Hoffmann Kønig 5. marts, 2017
Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Rejsemål, Thailand
Tags: Cykle
Læs også
Washington på to hjul
Det kan være en stor mundfuld, at skulle overskue Washington på to dage, men på cykel er det meget nemmere.
Storbyens grønne hjerte
Som et konstant pulsendegrønt hjerte er Central Park et af de største - gratis - tilbud i millionbyen New York.
Cykler lejer man da
USA er på mange måder mulighederne sland, og i Seattle gør de det nu endnu nemmere at komme omkring.
Fem måneder uden stressede morgener
Børn altid med på turen
”Hvor skal vi sove i nat?”, var det første, Joakim spurgte om første morgen hjemme efter fem måneders rejse jorden rundt. Selvom vi havde forsøgt at gøre oplevelsen overskuelig og rummelig for vores børn, havde rejselivet alligevel sat sig i deres bevidsthed.
Vi har altid holdt ferie med vores børn. De har fra begyndelsen været med på klatreture, hvor barnevognen blev placeret i fornuftig afstand til klipperne. Så kunne vi lige nå at klatre et par ruter inden alt legetøjet var smidt ud af vognen. Skiturene blev også indrettet efter småbørn, så langrend med pulk blev et alternativ til stejle pister. På vandreture, har de siden de var helt små, gået så meget de kunne og så siddet på rygsækken eller sovet i en bærestol, indtil vi var hjemme ved teltet igen. Det var nogle gange koldt at ligge og amme i en sovepose i et telt, men nærheden og måden at være sammen som familie var fantastisk. Tanken om engang at kunne holde udskudt forældreorlov, når børnene blev gamle nok til selv at gå, bære egen rygsæk og opleve andre kulturer lå lige for. Hvornår det så rent praktisk kunne forenes med vores arbejdsliv, skolegang og børnehaveliv var et spørgsmål om vilje og planlægning. Vi ville tage på en længere rejse. En rejse, hvor vi havde tid til at være sammen og opleve anderledes kulturer og få nye naturoplevelser. Vi ville gerne kunne indfri egne forventninger til det at opleve nye lande og samtidig skulle vi være en familie med mange forskellige oplevelsesniveauer. Efter lang tids planlægning lå vores drømmerejse fast; Thailand, Australien, Tonga og USA.
God tid undervejs
Sidste dag i februar sad hele familien klar i lufthavnen med uldsokker i sandalerne og de våde flyverdragter hængt til tørre på loftet. Vi skulle tilbringe to måneder i Thailand, så vi havde som udgangspunkt god tid. Det var et bevidst valg ikke nødvendigvis at nå at se flest forskellige afkroge af verden på kortest mulig tid, men netop give os selv og ikke mindst børnene tid til at fordøje indtrykkene. Derfor havde vi planlagt ca. 2 måneder i Thailand, 5 uger i Australien, 10 dage i Tonga og små 6 uger i USA. Det var så stort set også så langt vores planlægning rakte. ”Rejsen rundt i Thailand” og ditto for Australien blev udgangspunktet for detailplanlægningen og ellers benyttede vi os rigtig meget af lokale input. Det viste sig at bære frugt.
Thailand er et billigt og meget børnevenligt land at rejse i. Man kan købe alt til billige penge, men for næsten alt andet end maden gælder, at pris og kvalitet følges ad. Sjovt og spændende var det derfor især, når vi skulle spise. Alle tre børn fik selv lov at vælge mindst én ret fra buffeten eller menukortet med billederne. Vi spiste så ligesom thaierne selv og smagte og delte alle de mange små retter mellem os. Hurtigt fandt især Joakim nogle favoritter, men vi begrænsede hårdhændet mængden af pomfritter og lyst brød til et minimum. Hårdt for en dreng, som ikke kan lide ris og grøntsager og som mener, at bacon er det bedste krydderi til kød. Vi valgte bevidst aktiviteter, som var i ”børnehøjde” – havde mange dejlige dage på stranden hvor den bedste beskæftigelse var at fange dyr over og under havets overflade. Thailand er et meget kulturelt tilgængeligt land også for børn. Vi besøgte mange templer og andre helligdomme. Overalt kan der berettes spændende og rækker forældrenes viden ikke, tager børnenes fantasi gerne over. I Ayuthaya tilbragte vi hele dagen med at gå rundt mellem ruiner af templer og finde Buddhaer. På de kulturelle dage blev respekten for f.eks. religiøse regler hurtigt leget ind, så vi undgik at træde nogen over tæerne. Samme respekt for personlige grænser kunne til tider savnes fra de lokales side og to måneder er lang tid at være blondt barn i Thailand.
Fantastisk natur i Australien
I Australien lejede vi en lille autocamper og lagde en ambitiøs rute på godt 10.000 km fra Sydney sydpå til Melbourne, vestpå ad Great Ocean Road til Adelaide – ”point of no return!”. Herfra gik turen nordpå gennem Cooper Pedy til Alice Springs, et ”smut” forbi ”Uluru” (Ayers Rock) og videre nordpå til Tennant Creek hvorfra vi kørte østpå i tre dage til vi nåede kysten i Townsville. Fra Townsville kørte vi sydpå langs kysten tilbage til Sydney. Det var en fantastisk tur! Hele tiden med fokus på at børnene skulle kunne være med. Da Sara dykkede på Great Barrier Reaf, snorklede resten af familien rundt og øvede at kigge under vand og holde vejret. Der blev også tid til at vi alle sammen kunne svømme med havskildpadder! Vi kunne sagtens have nået mere og været længere tid de enkelte steder, men det var et bevidst valg, at opleve dette store land i bil for netop at få fornemmelsen af størrelsen helt ind under huden. Vi har rejst meget i Europa i bil, så formen var ikke uvant. Australien er et storslået land med en på alle måder overvældende natur. Der er meget højt til loftet og nogen gange føles det som om, der ingen ende er.
Vores rullende hjem blev den trygge ramme selvom vi stort set hver dag var et nyt sted. Også her var det børnene, der direkte og indirekte skabte lokal kontakt. Vi holdt tissepause på en tankstation mellem Sydney og Melbourne og da vi alle var hoppet ud af bilen og ungerne var gået med Sara ind, blev jeg hilst med et: ”How do you all fit in there?” Det kom fra en ældre dame, der, som hun senere beskrev, fra sin bil havde set hvordan vores ellers livlige børn var sprunget pænt fra bilen og ind på fortovet, hvor de havde ventet på os voksne. Da Sara kom ud med børnene igen, inviterede Alyson, som damen hed, os til at besøge hende i Melbourne og blive lige så længe vi havde lyst. Efter ganske kort at have vekslet blikke takkede vi ja og efter en kort omvej til Phillip Island, hvor vi lige skulle se en lille pingvinkoloni, flyttede vi ind hos Alyson i tre dage. Det var vældig hyggeligt og dejligt med badekar til børnene og en vaskemaskine.
Gæstfrihed i et fattigt land
På vej til Tonga mellemlandede vi i Auckland, New Zealand og tilbragte nogle timer i lufthavnen sammen med en stor gruppe meget farvestrålende klædte og overvægtige mennesker i alle aldre. De viste sig at være et kor af tongaer bosiddende i New Zealand. Vi ankom til Tonga International Airport sent om natten. Vi følte det lidt som var vi med i en film fra Afrika. Lufthavnen bestod af en lidt oplyst landingsbane og en lade, der fungerede som ankomst- og afgangsterminal, toldgrænse og alt hvad en lufthavn nu ellers indeholder. Udenfor og ovenpå hvilken, hvad der mindede om en stor del af hovedstaden Nukualofas 32.000 indbyggere, var forsamlet for at tage imod vores fly. Vi havde uden held forsøgt at booke overnatning inden vores ankomst og med to sovende børn og intet logi, syntes tingene næsten håbløse. Sara fik øje på et papskilt med ”Toni’s Guesthouse” i hånden på den eneste vestligt udseende person i den ventende menneskemængde. Efter at have konsulteret lufthavnens turistinformation, der mest af alt mindede om en bod på Roskilde sent søndag aften, spurgte jeg ham, om han havde en god ide til hvor vores lille familie kunne overnatte. Han svarede, at han havde plads, at det ikke var øens billigste værelse, heller ikke det dyrest, men til gengæld ”… no bullshit…” som han udtrykte det. Det passede os fint. Forældrenes overskud var også ved at svinde – klokken var blevet tre. Toni viste sig også at være en ganske udmærket guide og vi tog på en rundtur på hovedøen sammen med en af Tonis andre gæster. Tonga gjorde, måske netop fordi der ikke var kælet for turisterne, nok det største indtryk på os. Det er et fattigt kongerige hvor 80% af landets indtægter kommer fra tongalesere, der er udvandret enten til New Zealand eller USA. De lokale lever af hvad havet kan give af føde, forskellige rodfrugter og meget dyre varer importeret fra New Zealand. Alligevel, eller derfor, er det at dele mad en helt naturlig del af befolkningens måde at være på. Det oplevede vi i lufthavnen i Auckland hvor vores børn og vi blev tilbudt slik af børn af kormedlemmerne og vi oplevede det, da vi på en rundtur på Tongas næststørste ø Eua mødte en meget fattig gammel dame, der sad og bankede tapa. Hun delte ud af sin madpakke, der bestod af en gryde med lidt kogte rodfrugter og senere på vej tilbage til vores logi, hvor hun og hendes ligeså gamle mand fik et lift, tilbød de os som tak for liftet den ene kokosnøddekrabbe, hendes mand havde fanget efter en hel dags jagt. Vi takkede nej og for ikke at virke uforskammede, begrundede vi vores afslag med at vi ikke havde noget med, vi kunne tilberede den i.
Leg og Oplevelse i USA
Vi havde begrænset vores rejselyst i USA til at omfatte vestkysten. Der ligger jo også det femte land vi skulle besøge på vores lange rejse. Fra rejsens første dag var det for børnene vores endelige mål. Under hele vores planlægning og forberedelse af rejsen var vi voksne blevet mindet om at vi altså også skulle til dette femte land: Thailand, Australien, Tonga, USA – og Disneyland! Det er der Mickey Mouse og alle de andre fra fredagens ”Disneysovs”, som det hedder i vores hjem, bor. Vi tilbragte to dejlige dage i selskab med alle de kendte figurer og masser af underholdning. To dage er ikke for meget og der er underholdning, forlystelser, og shows til alle aldersgrupper. I det hele taget var USA på mange måder en god buffer med mange velkendte ting inden hjemturen. Bilerne kører i den rigtige side af vejen, butikkerne ligner dem derhjemme, om end de nogle gange er lidt større, og selvom amerikanere af mange opleves som imødekommende og alligevel overfladiske og oven i købet larmende, føltes mødet med mennesker, stadig mere velkendt end i Thailand, Tonga og i Australiens outback. Ud over at shoppe igennem med den lave dollarkurs i tegnebogen, prioriterede vi også i USA naturoplevelser højt. Vi så en bjørn live i Yosemite, en klapperslange i Smith Rock og Joakims sovedyr katten Rasmus løb væk i Joshua Tree. Klatreudstyret var af pladshensyn begrænset til sko og kalkpose. Det blev nu luftet på en række fine boulderområder i omegnen af Ventura hvor vi i Patagonia HQ fik info om områder, der kunne passe vores niveau. Det var dejligt at være aktiv familie sammen. Mod slutningen af vores rejse fik vi forældre også mulighed for at tage en dag sammen på ski uden børn. De var i Portland Zoo sammen med Nikolajs familie, vi boede hos de sidste par uger. Sara havde tegnet små kort med billeder af alt det vigtige, der kan være vanskelligt at give udtryk for, når sproget er et andet. ”Jeg er sulten”, Jeg er tørstig”, ”Jeg skal tisse” osv. Blev alt sammen øvet og det fungerede fint. De var også så søde at passe børn en aften, så vi kunne gå restaurant og have rigtig voksentid sammen for første gang i 4½ måned.
Børnene havde alle tre hjemmefra pakket hver en lille rygsæk med de vigtigste ting: sovedyr og lidt legetøj. Under hele vores tur var det reglen, at ønskede man sig noget nyt, skulle det bare kunne være i rygsækken og man skulle selv kunne bære den. Var der ikke mere plads, måtte man vælge hvad der skulle ud og hvad der skulle blive. Det var fint at se hvordan der blev prioriteret og godt for børnene selv at opleve glæden hos de børn i Thailand og Tonga, som fik glæde af det legetøj, som ikke skulle med videre.
Oppakningen i øvrigt bestod af en stor 130 liters taske med hjul og håndtag, to 70 liters duffelbags og en mindre rygsæk til laptop, papirer og medicin. Vi skulle ikke trekke, så de store rygsække var valgt fra. Til gengæld var det planen, at al bagagen skulle kunne håndteres af én voksen så den anden havde begge hænder fri til at holde styr på børnene.
Rejsen er slut – men fortsætter
Selv nu mere end et år efter vi er kommet hjem, er der stadig mange indtryk og følelser fra rejsen, som vender tilbage. Mange oplevelser genfortælles, gennemleves og -leges i børnenes hverdag. Har de været ude en hel dag og trænger til et bad, er de lige så beskidte som akkabørnene i Nordthailand. Når de så sidder i badekarret, svømmer de igen med skildpadder eller med de pingviner vi så. Er det lidt svært at dele, minder de hinanden om hvordan det var i Tonga. Stadig ofte kommenteres nye oplevelser med: ”Det var ligesom i …..” Og så har vi haft fornøjelsen af at have Alyson på besøg i en uges tid i sommer. Det var sjovt for ungerne at vise hende vores rigtige hverdag og dejligt for os at kunne gengælde hendes gæstfrihed.
Det var fantastisk at opleve hvordan vi som familie voksede sammen og blev stærkere under vores tur. Selvom flere af oplevelserne allerede er og flere vil blive glemt, er det tydeligt at nærheden i familien sidder dybt i børnene. Kunne det praktiske arrangeres med arbejde og skole og havde vi ikke andre forpligtelser herhjemme, tog vi gerne af sted igen i
Martin Hoffmann Kønig 23. februar, 2017
Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Nordamerika, Thailand
Tags: USA
Læs også
En måneds familieluksus på budget i Thailand
Vi, Peter (far), Trine (mor) og Isak på fem måneder, han blev seks måneder mens vi var afsted, var i Thailand – 4 dage i Bangkok , med indenrigs fly til Koh Samui hvor vi var ca 3 uger og så sluttede vi af med at tage nattoget tilbage til Bangkok og havde 3 dage der igen
Vi rejste fra 23. september til 22. oktober 2012. Det var regntid i Thailand og i de første dage i Bangkok havde vi meget regn.
Koh Samui er en, der ligger østligt, og her rammer monsunen mindst på den årstid, så der havde vi fantastisk vejr, med kun ganske få byger.
Temperaturen lå mellem 28 og 36 grader.
Vi rejste med SAS, og fløj non-stop til Bangkok. På oversøiske rejser kan man booke en vugge ( hvis barnet er under 9 mdr), som bliver sat op på væggen foran ens sæde. Vi havde den på udturen, men på hjemturen var der ingen ledige.
Det var en stor hjælp at have den, og Isak lå som en lille prins med bamse og klud for øjnene. Lyden fra flyet virkede beroligende, og han sov næsten alle de 10 timer som flyturen varede.
På hjemturen skulle vi have ham hos os, men også her sov han stort set hele vejen på vores skød. Her var det bare vores ben der begyndte at sove, og vores blærer der var ved at sprænge, da man ikke nænnede at flytte for meget rundt på ham, når han sov så godt.
Billig overnatning mulig
Vi havde hjemmefra fundet et hotel i Bangkok til de første to overnatninger, og fandt derfra løbende hoteller.
Vi prøvede at holde udgifterne nede, så generelt gik vi efter de billigere hoteller. I Bangkok er hotellerne lidt dyrere, så vi boede for kr. 300-400 for en overnatning. De første dage boede vi i Sathon, et roligt beboelseskvarter med en del hospitaler. På Koh Samui, tog vi til byen Lamai, og fandt et hotel “Rich resort”. Det havde intet med et resort at gøre, men det lå lige ved den gode del af stranden, i en stille gade, og meget centralt.
Her kostede et værelse med ventilation kr. 100,- pr. overnatning. De sidste 9 dage flottede vi os, og tog et værelse med aircondition til kr. 120,- pr overnatning.
Dette blev vores faste hotel på Koh Samui.
Her findes hoteller i alle prisklasser – fra kr. 70,- for en overnatning i en bambus bungalow direkte på stranden, til de mest fancy luksushoteller. Peter brugte nettet på sin iphone til at søge på hoteller.
Vi satte pris på at have vores eget bad og toilet, og at have “rigtige” vægge omkring os, for at mindske mængden af diverse kryb og insekter på værelset.
Vi havde vores egen baby rejseseng med til Isak. En lille sammenklappelig “puppe” på 2,5kg, som ikke fyldte meget i kufferten, den kan lynes helt til med myggenet, og så havde Isak den samme seng, uanset hvor vi var, så han var altid tryg når han skulle sove.
Mht. myg, så blev Isak slet ikke stukket. Og det var ikke fordi der ikke var myg, og andre stikkende insekter. Der var en del, men de gik ikke på noget tidspunkt på Isak. Vi havde myggenet med til klapvognen om aftenen, men til sidst stoppede vi med at bruge det, for han blev aldrig stukket.
Gadekøkkener holder helt
Tilbage i Bangkok, havde vi de sidste nætter i Sukhumvit, et meget hektisk kvarter, med sindsyg trafik alle vegne. Gaderne var fyldt med gadekøkkener, hvor man kunne købe alt fra Kaffe yen, Thaiernes fantastiske kolde kaffe, til diverse grillspyd, omeletter, karryretter og friturestegte biller og græshopper – der var noget for enhver smag.
På hele vores tur, spiste vi ved gadekøkkener, og prøvede at finde dem så lokale som muligt. Vi kunne få et måltid til kr. 20,- for os begge, og det var fantastisk mad.
Vi havde ingen madforgiftninger overhovedet, så det kan klart anbefales at bevæge sig ud i gadekøkkenernes verden. Det er her man finder det bedste mad.
Fælles for alle hotellerne uanset prisklasse er, at de er rene. Thaierne er et renligt folkefærd, så selvom man vælger de meget billige hoteller, vil der altid være rent ( ihvertfald udenfor Bangkok)
”Bortfører” barnet i venlighed
Tidligere har vi altid foretrukket at rejse en del rundt og se nye ting, når vi var afsted, og det var også planen med denne tur. Men da først vi var afsted, og kom væk fra Bangkok, besluttede vi os for bare at tage det stille og roligt.
Koh Samui havde det vi havde brug for på det tidspunkt: Dejligt vejr ( hvilket kan være svært at finde på den årstid), lækker strand, luft omkring os, afslappet stemning, og så var der ikke alt for mange turister på den tid af året. Så meget hurtigt blev vores forventninger skiftet ud med det bekvemme i, ikke at skulle pakke ud og ind hele tiden. Det var dejligt at have den ro og bare nyde tiden som familie.
Thaierne er meget børneglade, så man kan være sikker på at, ens barn ihvertfald, bliver behandlet som konge eller dronning. Når man rejser i Thailand skal man være klar på at de snupper ens barn. For os var det noget af en overvindelse, og vi vænnede os aldrig helt til det. Lige meget hvor vi var, restauranter, butikker, skræddere, hoteller osv. så ville de holde ham, og tage ham med ud bagved.
De gør det i en god mening, men for os var det ikke særlig afslappende, og at prøve på at forklare at man ikke bryder sig om det, det er næsten en umulig opgave. Det var helt sikkert værre for os end for Isak, og vi prøvede med en masse undskyldninger som at han var træt, ked af det, sulten osv, men det endte alligevel med at der var flere restauranter og butikker, hvor vi fandt det nemmere, slet ikke at komme tilbage til, end at skulle finde på nye undskyldninger for, hvorfor de ikke skulle bortføre vores barn.
Den værste oplevelse var, da en massør på en strandbar hvor vi spiste, havde “lånt ham”. Isak hyggede sig egentlig med at blive underholdt af hende, så vi prøvede også at slappe af omkring det. Da han, til stor glæde for mig, begyndte at brokke sig lidt, gik jeg over for at hente ham. Der havde hun lige overøst ham med babypudder med parfume!!! Igen i en god mening, da hun mente det var for varmt for ham, men for os var det dråben, og derefter var der ikke nogen der fik lov at holde ham :o)
Slipper sikkerheden i bil
Thailand er ikke skabt til klapvogne! Og især ikke Bangkok. Med biler og mennesker overalt, meget høje kantstene, og meget lidt plads til at gå på, fungerer det bare ikke at have klapvogn med, så ofte kom Isak i slyngen når vi gik ud.
Alle de mange mennesker, biler, tuk tuk og kaos generelt, var også meget overvældende for os alle tre, så det var altid rart at komme tilbage på hotellet og holde pause fra alle indtrykkene.
Det var helt anderledes da vi kom væk fra Bangkok. Her kunne vi alle tre slappe meget mere af, og bare nyde paradiset.
Vi gik en masse rundt. men i 36 graders varme kan det nu godt anbefales at tage en taxa eller tuk-tuk. Ihvertfald i Bangkok. Så længe man husker at sige til taxachaufføren, at han skal tænde taxameteret, så koster det ingen penge at køre rundt.
I Bangkok tog vi, på den varmeste dag, til Grand Palace. Det er helt sikkert et besøg værd. Meget smukke bygninger, beklædt med guld, og flot mosaik. Det er et stort område med bygninger i alle afskygninger, kongen bruger stadig dele af det ved specielle ceremonier.
Der er ikke meget skygge at finde, så det er en god ide at tage derind på en dag hvor solen ikke skinner fra en skyfri himmel :o)
På Koh samui var taxaer meget dyre, da der kun er et firma der kører, og her griner de bare af dig, hvis du beder dem om at køre på taxameter. Men man kan hoppe på en”shared taxi” , en pickup bil, hvor man sidder på bænke omme på laddet.
En overvindelse i starten, når man kommer med barn, klapvogn og alle sine danske sikkerhedsforanstaltninger, men hurtigt bliver man mere “loose” og så fungerer det super godt.
På Koh Samui lejede vi en bil i 3 dage, og ville køre rundt på øen, og bo lidt forskellige steder undervejs. Dette var ikke helt gennemtænkt. Bilen vi lejede var i super stand, og så kæmpestor, at det ihvertfald ikke var os der ville ske noget med, hvis vi kom ud for et uheld, og vi kunne også låne autostol.
Men det at skulle køre imellem forskellige sights, passede altid med at Isak var faldet i søvn, som vi parkerede bilen, og så nænnede vi ikke at tage ham ud. Så tit måtte vi køre igen, og så komme senere, eller helt droppe det.
Vi endte også kun med en enkelt overnatning ude. Øen var ikke større end at vi kunne køre tilbage til vores faste hotel, og så køre ud derfra dagen efter. Men vi kom rundt og så nogle forskellige templer og kæmpe buddhaer, og Isak blev velsignet af en munk på et af de hellige steder.
Et kilo mango til solnedgang
Vores bedste oplevelse var da vi kørte “forkert”. Vi havde fulgt kortet, men med mig som co-driver, var vi ikke altid der hvor vi troede vi var, og pludselig var vi på en vej som bare gik opad – meget stejlt opad – meget meget stejlt opad. Heldigvis var det en god bil vi havde, og da vi nåede toppen, belønnede det hele sig med et helt fantastisk udsigtpunkt, som ikke var beskrevet nogle steder. Efter at have nydt det noget tid, og efter at være kommet helskindede ned igen, besluttede vi os for at køre derhen igen dagen efter, og se solnedgangen. Vi medbragte et kilo mangoer, vores yndlingsspise, og dem må man ikke gå glip af når man er i Thailand, og så havde vi den flotteste solnedgang man kunne tænke sig.
Den nemmeste rejse
At rejse med en baby i den alder, kan vi kun anbefale til alle – det er det bedste og nemmeste vi har gjort. Isak var stort set glad fra vi tog hjemmefra d. 23. september, til vi var hjemme igen d. 22. oktober.
Vi badede ved stranden hver dag, og han elskede det. Det har gjort ham fuldstændig vild og afhængig af vand. Han nød at ligge i sin klapvogn, eller sidde i slyngen kun iført ble og solhat, og at være på hotellet og “koble af” fra alle de nye indtryk, med det velkendte legetøj.
Han blev kendt på Koh Samui, som “den smilende baby”
Han nød at have sin mors og fars fulde opmærksomhed, og det opbyggede et fantastisk bånd mellem far og søn.
I Thailand ser man ikke kvinder amme deres børn i offentlighed. Det er prestige at give sit barn modermælkserstatning, og de mener at de får hvidere børn af det.
Nogle fravælger helt børn, hvis de ikke føler de har råd til at købe erstatning.
Heldigvis er tendensen ved at skifte igen, og med flere veluddannede kvinder, kommer også forståelsen og accepten af at mors mælk er den bedste.
Jeg var lidt nervøs i starten for, om det ville være okay at amme, men jeg oplevede flere steder at folk blev helt glade når man gjorde det.
Ting som vi var rigtig glade for at have med hjemmefra:
– En lille håndholdt ventilator, købt i tiger til 20 kr. Det var det bedste udstyr på turen, og blev Isaks bedste ven.
– En dypkoger. Jeg ammede stadig fuldt på det meste af turen. Men vi startede ganske lidt op med grød til sidst, og der var det rart at have en lille dypkoger, så vi selv kunne koge vand dertil.
Vi havde også selv en pose grødpulver med.
– Solskærm til klapvogn
Trine Hoffmann Sørensen 22. november, 2016
Posted In: Aktuelt forsiden, Badeferie, Hoteller og overnatning, Thailand, Udvalgte artikler
Læs også
Familie på farten i Asien
Vi er fløjet til Heathrow med 1 times forsinkelse, men det gjorde ikke så meget da vi skulle vente 3 timer i transit. Efter at have styrtet rundt for at finde legeområdet forstod vi hvorfor det hele tiden var svært at finde. Det bestod i et bord med nogle rør og kugler der kunne trilles frem og tilbage. Så var det sorte gummifortov der kunne bevæge sig meget sjovere. 21.20 steg vi ombord i jumbojet’en og og fik en midterrække helt for os selv. Med 4 separate tv’s i sædet foran og en lille velkomstpakke med sokker, tæppe, høretelefoner, tandbørste og mørkebriller. Det gjorde flyveturen på 11 timer til at holde ud, især når man har børn med.
Nat og dag flyder sammen på sådan en tur og vi er ikke rigtig klar over hvem vi eller hvorfor. Pludselig er vi i Bangkok. Det er blevet onsdag. Klokken er omkring 15 og vi bliver hentet. Det er varmt. Lufthavnen er en øvelsesbane, hvor vi bliver ved med at gå i den forkerte retning, sammen med en anden dansk familie, der også har 3 måneders forældreorlov. Men nu sidder vi her. I en stor Toyota 8-personers bus med udsigt til slum og slam og skyskrabere. Biler med åbne lad og hele familien i fri luft med 80 km i timen i slalom ind og ud mellem de andre biler, der også kører i slalom mellem de andre biler, der også kører i….
På New Road Guest house er der info-møde, og vi når både at høre lidt om byen, plus vi indlogerer os på hotellet nok fineste rum. En penthouse lejlighed i to niveauer med panoramaudsigt – godtnok i 5 sals højde, men alligevel. Lækkert og simplet på samme tid. Badeværelse med kar i ler og små grønne fliser. Det lykkes os at komme i byen og hæve penge. Vi spiser på Harmonique, en lækker restaurant tæt på med virkelig lækker mad. Mums i Bangkok. Så ud i byen for at købe sandaler og tynde bukser. Det er allerede alt for varmt det tynde tøj vi har med hjemmefra.
Vågner tidligt til aircon’s susen. Martin står op for at finde noget kaffe. Jeg falder heldigvis i søvn igen og vågner først da Vera og Hjørdis springer op, tager tøj på og suser ned for at se om der er morgenmad. Jeg har glemt et ur, så… Men det er ialtfald blevet lyst. Vera og Hjørdis kommer tilbage og melder morgenmad klar. Vi går ned og spiser european breakfast med frisk frugt.
Vågner lidt over 5 og ligger lidt i vores store suite og føler sig rig og uarbejdsom. Ville ned og skrive og have en kop kaffe men både hotel og portier sov. Fik alligevel vækket ham – jeg dumme svin – men kunne godt mærke det ikke var nu jeg skulle bede om kaffe og få tændt computeren (der iøvrigt som sædvanlig er en god ide som bare ikke fungerer efter hensigten – f.eks. har en timeout funktion her på webbyens hjemmeside lige slettet en hel side, fordi jeg ikke havde savet i tide!!! Hyp hyp, så det bliver nok ikke så meget mere før vi skal på jungletur) Nå, men ud i morgen Bangkok og se byen vågne så småt – ialtfald det der kunne køre på benzin og diesel. Gadesælgerne var ved at lave morgenmad til de andre thailændere der skulle på arbejde.
Kød, ris, nudler og grøntsager serveret som suppe men for de rigtig travle kan det også pakkes ind i bananblade og “klipses” til. Som hånbagage. Men kaffe var der ikke meget af. Jeg købte en flaske vand og stod og lyttede på en blind mand der spillede på noget jeg ville kalde en orgelsækkepibepanfløjte mens store BMW’er og Roveres satte små velsoignerede buttede thailandske børn af ved den franske skole lidt længere nede ad gaden. Der er stor forskel på folk her. Men overalt en fornemmelse af venlighed. Et midifilplayer orkester med udelukkende blinde havde stillet et megånlæg op foran en international bank og stod og larmede med en Stevie Wonder i midten og 3 med kasser til penge i siderne. Det var okay med alle. De pæne fruer holder tilbage i Jaguaren for gadesælgerne, og de hilser på hinanden som ligestillede. Tiggerne, luderne, lommetyvene og lurendrejerne er endnu ikke kommet i omdrejninger, men resten af thailænderne er i fuld gang. Der bliver råbt og grinet, stegt og braset. Men kaffen? Ja, den fik jeg hjemme på hotellet sammen med italieneren Mario. Og nu er mine nye sandaler testede. Resultatet: foran okay, bagpå: vabler.
Efter et par forgæves forsøg på at gå på nettet på hotellets to 56K computere går vi ned til floden for at tage en “taxa” . På vejen kommer vi igennem et klosterområde hvor al billarm forsvinder og tiden står stille. Så er vi nede ad floden, hvor vi lige når at hoppe på en taxabåd. Sikke en velsignelse. En fad lugt af flodvand og tilhørende brise. Vi står helt stille og ser på Bangkok der glider forbi. Hytter på pæle der knæler ned i flodkanten. En overflod af spande, kurve, fisk og tøj til tørre. Vi står af ved Grand Palace og går gennem et virvar af boder og palmer. Vi bliver sluppet ind – påklædningen er reglementeret nok. Lange ærmer og sandaler med bagklap. Ingen bare skuldre eller utilbørlige knæ. Og så går vi rundt blandt eventyrtempler i guld, glitter og spejle. Særligt spændende er blomsterceremonierne til Buddhas ære.
THAILAND
Torsdag d. 20. februar 2004
Altså: Jungletur. Vi har været så heldige at slå følge med en anden dansk familie med to børn, piger, 7 og 11 år. Så børnene har haft det aldeles pragtfuldt, snakket jysk (den anden familie kom fra århus) og på anden måde socialiseret. Vi andre har kæmpet hårdt for at komme til at følges med hinanden; man mærker at det er højsæson. Istedet for at være en gruppe på 4 – som vi havde fået at vide at vi ville blive, var vi pludselig en gruppe på 18. Og de eneste der ikke var registreret, da vi stod på busstationen sidst på aftenen, og troede at vi skulle køre, det var os. Mærkeligt… der havde godt nok været computerbreakdown på kontoret i januar, omkring den tid vi havde betalt turen, så det var nok derfor. Der blev hurtigt organiseret 4 ekstra billetter, men til en senere bus. Vera var grædefærdig – hun skulle have siddet sammen med Signe, og Martin og jeg en smule urolige… hvad når vi kom frem til junglelogiet – ville nogen kendes ved os der? Men vi slog os ned på busstationens gulv, med en fodboldkamp på storskærm som lydkulisse. Og afsted kom vi, gennem natten, og ankom ud på morgenen, kl. 04, til en næsten øde grus-holdeplads, hvor nogen burde tage imod os. Det var ikke helt oplagt hvem det kunne være, så vi slæbte børn og rygsække hen på en lille bænk i nærheden af noge morgenduelige mennesker, og efter kort tid rulle et folkevognsrugbrød ind på pladsen, og Mr. Lahr bad os stige ombord. Så blev vi fragtet til hans hus, et vidunderligt rent, simpelt træhus, hvor man (som alle steder) tager skoene af inden man går indenfor. Her fik vi et lille rum med madrasser på gulvene og tæpper, så vi kunne sove et par timer mere, akkompagneret af hanernes hysteriske galen.
Næste dag 4 timers køretur på ladet af en toyota pick-up (med bænke langs kanten). Heldigvis var vi blevet advaret og havde sørget for køresygepiller, så det var en fornøjelse at sidde og glo på bjerge og rød jord fare forbi.
Og da vi kom frem – til et fabelagtigt sted i en lille landsby, med teaktræsbygninger på pæle, og træterasser som kærtegnede de bare fodsåler, nå men, så var det at vi skulle overbevise mr. Tee og hans guider om at de to familier med hver to børn, på sin vis hørte sammen. Det lykkedes, vi fik tilnavnet “twofamilies”, og da vi vendte hjem fra trekket, oven i købet fælles værelse – en lang seng med 8 sovepladser, små blomstrede puder og vattæpper. Familielykke!
Selve trekket var, in my opinion, også præget lidt af højsæson – man mærker at det hele ligesom er lidt slidt… Jeg havde også glemt at tænke på at det er tørketid, og eftersom den thailandske jungle åbentbart er løvfældende, var junglen i en slags efterårstilstand, og mindede foruroligende meget om Boserup skov på samme årstid. Dog, helt så mange bambus i 10 meters højde er der jo ikke i Boserup, og fra ryggen af en stor elefant (som Vera iøvrigt selv fik lov at styre, siddende med benene omkring dens hals) er lyset, filtreret gennem millioner af bambusblade, ganske specielt og smukt, og den meditative tilstand fuldendes når man får et glimt af de blå bjerge i baggrunden, eller en trætop af hvide eller mørkt røde lette blomster. Jahhh… og så at bade i et vandfald, svømme ind bag ved det, og kravle op i en drypstenshule, hvor der er aftryk af de blade der faldt sidste år i kalken (eller hvad det er), og at flyde ned ad den store flod i en gummibåd, og få serveret ris i bananblade på flodbredden. Det er da i orden!
Herefter tilbage til Bangkok. Jeg havde frygtet det lidt, storbyer er, hvor tiltrækkende og fascinerende de end kan være, noget Fanden har skabt. Nå ja, modsig mig – men det kan være svært at klare sig. Det gik dog meget bedre end jeg havde troet – vi er lissom kommet ind i vanen med at navigere, holde pauser når det er nødvendigt, og al den slags basic overlevelsesstrategi for familier på tur. I hvertfald havde vi en dejlig dag, med flodtaxa gange flere, souvenirshopping og spaghetti med tomatsovs i Bangkoks backpacker-kvarter, fruitshakes, og herefter det bedste af det hele: Wat Pro, et tempel hvor man kan se den enorme! liggende guldbuddha (den fylder et helt rum – og det er et stort rum!), og bagefter: Traditionel thailandsk massage. Vi tilbragte alle fire en halv time på de lysegule madrasser, med udsigt til det højloftede rum, brede planker i loftet, malet i en anden lys gul nuance, og endnu en gul langs kanterne, og store snurrende vifter, der sender en citron og eukalyptusduftende brise imod os. Nærmest oven på os, hver vores person i gul kittel, som ælter, strækker og trykker, mens de fniser lidt sammen, og en gang i mellem tjekker at alt er okay nede hos os. Det var fantastisk! Bagefter forsøgte vi at skynde os langsomt, men vi skulle altså nå vores nattog sydpå. Det gik fint – vi nåede endda at få et rygende stærkt måltid måd i banegårdens “folkekøkken”.
Børnene klarede sig med en nudelsuppe. Og så med toget. Meget hyggeligt og meget beskidt. Hjørdis lignede noget der var løgn, efter få minutter. Vi sad og betragtede Bangkok glide forbi. Folk sad forsamlede om bål langs skinnerne. Vi snakkede om den helt vilde luftforurening, og opdagede efter en tid, at det var togets dieseludstødning der kom ind gennem vinduet. Dernæst opdagede vi at vinduet ikke kunne lukkes, fordi der ikke var nogen rude. Det havde nok ikke gjort nogen forskel, der var masser af åbne steder. Og halvvejs gennem natten i vore små soveaflukker med snehvide lagner og tæpper (fantastisk kontrast), vågnede jeg med lunger der gjorde ondt, og kulsort samvittighed over at udsætte mine børns lunger for samme behandling.
Det er nu altsammen næsten glemt, og lungerne har fået den store hovedrengøring i tropebrisen ved havet. Vera og Hjørdis boltrer sig i vandet, som ikke er så klart som reklamerne lover, men varmt og skønt, og jeg har accepteret at det meste foregår for turisternes skyld, selv på en så lille og såkaldt “oprindelig” ø som Koh Lantha. Det mest oprindelige man kan foretage sig er at køre motorbike i støvet sammen med alle de andre. Det vil vi gøre, og så skriver vi igen, – fra en oprindelig internetcafe, snarest.
VIETNAM
Hanoi er den storbyeste storby man kan forestille sig. Det virker som om al menneskelig kommunikation er erstattet af båthorn og ringeklokker. Der råbes ikke særlig meget og det er næsten umuligt at gå på gaderne. Man er nødt til at køre, enten på cykel eller knallert. Ellers bliver det rigtig farligt. Det er til gengæld en by man forelsker sig i lige med det samme. Netop fordi den er så uspoleret by-agtig. Det handler stort set om at købe, sælge og køre. Ikke noget ind imellem. Jo, et par hollandske eller amerikanske trekkere, der sidder malplaceret på et gadehjørne og snakker om filosiske emner, somom de var i Paris.
Vi skal prøve det lokale togvæsen imorgen. Man kan komme knaldbilligt til Ninh Bihn. Det tager bare et par dage at finde ud af hvordan og få fat i billetterne. Men det er nu klaret og vi skal teste det imorgen. Det er jo stort set sådan vi skal rejse den næste måneds tid. Uden sikkerhedsnet og engelsktalende guide. Så hvem ved – måske får i næste gang rejsebeskrivelser fra Malaysia.
Vi har lige været i Ninh Binh og Cat Ba. I Ninh Binh så vi Nationalparken, hvor de opfostrer næsten udryddede abearter. De bedste, synes jeg, var Gibbonaberne. De var rigtig sjove, når de svingede sig rundt i deres lange arme. Jeg købte en masse postkort med aber på. Vi var også inde i regnskoven, hvor de slipper dem løs når de har fået unger, men der så vi ingen aber (måske fordi vi – og ihvertfald de vietnamesiske skolebørn, larmede så meget). På et tidspunkt var jeg kravlet op for at se om der var nogen gode lianer at svinge sig i. På vejen ned snublede jeg i en lille ny lian, og havde nær flækket hovedskallen på en skarp sten – jeg var kun en centimeter fra den med hovedet, der hvor jeg landede.
Vi så også rismarker. Mange rismarker. Det var enormt flot!!! Vi så ikke at de høstede ris, men de plantede dem mens vi var der. De stod bøjede og plantede dem i fuldstændigt lige rækker, men alligevel hurtigt.
På skibet på vej til Cat Ba, blev vi lidt søsyge, og gik ud i stævnen af skibet, hvor det gyngede allermest. Der fik vi masser af frisk luft, og vi legede at vi fløj, så det hjalp , og var sjovt! Da vi ankom i havnen, ville alle sælge os hoteller. Mig og mor og Hjørdis satte os på en lille gadecafe, mens far gik ud og kiggede på hoteller. Imens kom der en og begyndte at give mig massage. Det var dejligt (det gjorde måske lidt ondt. Bagefter gav han Hjørdis. Mor sagde nej tak, men han begyndte alligevel at massere. Til sidst sagde hun stop, men så ville han pludselig have penge for alt det arbejde han havde lavet. Han mente at han var den bedste massør på øen – nærmest en doktor. Men mor sagde at vi ikke havde bedt om nogen massage, og så fik han kun en lille smule penge og blev godt gal i skralden.
På Cat Ba var vi på motorcykeltur i bjergene langs kysten. Det var enormt flot. Vi spillede også kort hver morgen på hotelværelset – nogen gange meget lang tid!
Men nu er vi tilbage i Hanoi, og her har vi set Ho Chi Minhs balsamerede lig. Han var lidt uhyggelig at se på. Han lignede mest af alt en voksdukke. Han blev oplyst af noget orange lys. Man gik rundt om ham, så man kunne se ham fra 3 sider. Bag os i køen stod to danske piger. De var rigtig søde. Vi lavede en halv aftale om at de måske skulle komme og spise sammen med os. Men de kom ikke, og det var rigtig ærgerligt!
KINA
28. marts – Søndag igen
åahhh, så er vi i Kina. Med bus kom vi – ingen vej udenom. Hvad forklaringen så end er, så er der intet tog fra grænsen til Kunming, og den vej skulle vi altså. Vi tog, som planlagt bussen ned til Lao Cai, efter rørende afsked med Vera og Hjørdis’ nye veninder (Zu og Vu, H’mong piger). Forlod den dramatiske tåge, og kom ned i det lunere lavland. Intet tog – prøv på den anden side af grænsen. Altså op på 3 motorcykler, med baggage og det hele (dvs. godt humør), og så blev vi sat af ved grænsen. Sjov fornemmelse. Formaliteterne var hurtigt overstået (da Martin – heldigvis, fandt det gule stykke papir, han havde fået et stempel på ved indrejsen (nåa, det papir!)), og så gik vi simpelthen til Kina. Over en lille bro. Og på den anden side gik det ligeså nemt, Vera og Hjørdis var faktisk skuffede over at vi ikke kom igennem det forventede 3 timers toldtjeck, hvor vores CD’er skulle have været lyttet igennem, og den medicin jeg har medbragt være konfiskeret. Og så var vi der altså. Men stadig intet tog. Så vi måtte bide i det sure æble, og købe billetter til natbussen. Det gik også forbavsende nemt, og bussen så lovende ud, rigtig hyggelig, med små køjer med tæpper i. Vi valgte pladserne bagerst, der var en slags hylde, hvor vi allesammen kunne være. Rigtig godt – alligevel fik vi ikke sovet meget den nat: I 13 timer blev vi kastet, skiftevis op og ned og fra side til side, mens vi skrumplede ud ad en bjergvej, og i mørket var det umuligt at afgøre, om den lå på kanten af en dyb afgrund, eller hvad. Kun Hjørdis sov trygt i de møgbeskidte tæpper, og var i højt humør næste dag – og således ankom vi til Kunming, kvor vi forsøger påny, at finde ud af hvordan tingene fungerer i dette fremmede land.
4. april
Vi er på storbyferie. Fra Kunming til Chengdu, som begge er “absolute western”. Her er ikke skyggen af rismarker eller pittoreske folkemindesamlingsdragter. Ind imellem har vi været i Lijiang – via en enkelt nat i Dali. Vi boede på Camelia Hotels dormitory på Dongfeng Dong Lu. Et dejligt 4-sengs værelse hvor vi har hygget os somom vi var i Sverige. Ungerne har selv lavet mad i fælleskøkkenet og vi har fået snakket med unge mennesker fra Amerika, Korea, Norden, Japan, England og Tyskland. Et rigtigt vandrerhjem. Vi fik os en mindre mave-infektion da vi havde været i den kommunale svømmehal overfor hotellet, men den fortog sig igen. Vi har døjet en del med maveonder “light” siden vi kom til Kina. Alle fire. Ved ikke rigtig hvorfor. Vi passer på og holder os til indpakkede ting, men det er jo svært med et land, hvor man kaster affald fra sig på gaden og spytter i busserne. Fra Kunming tog vi 5 timers togtur til Dali, hvor vi overnattede en enkelt nat. Dali er et smukt landsbymiljø, der ligesom Lijiang har små vandløb der følger vejene igennem byen. Forskellen er at Lijiang har guldfisk i vandløbene, så der er lagt op til rigtig mange turister der. Og det er der også. Det er et af de mest eftertragtede steder for kineserne selv at komme til. Hvordan skal man beskrive det. Ligesom Tivoli – bare uden forlystelser. Vi blev indlogeret i et rødmalet fire-længet guesthouse kaldet “Three Rivers Inn” for 80y pr. nat. Med udsigt til en lille gårdsplads. Ligesom man forestiller sig hele Kina burde være. Hvis ikke det var for den halvfattige måde menneskelig beboelse altid ender, ligefra Vesterbro baggårde over tyske forstæder til – ja, Asien. Der er til gengæld byttet helt om på turistmenuen her. Vi ville på en tur ud og gå i bjergene omkring byen (de er op til 5.500 m. høje og der er sne på – yes) – hvad vi fik ganske gratis i Lijiang Old Town af guldfisk og folkedans (Naxi folkemusik) og leben (hvad koster det bare at komme ind i Tivoli?) måtte vi slippe, da vi uforvarende havde sat os ind i en taxa og bedt om at komme hen til det første bjerg. Lige pludselig dukkede en stor såkaldt road toll op, hvor vi uden at ane hvorfor skulle slippe 4×40y for at komme videre. Vi prøvede at forklare at vi ikke var interesserede i at ride på yakokser over et kunstigt anlagt vandfald, stoppe op og få taget billeder udklædt i folkedragter men sådan set bare ville ud og vandre i bjergene. Det nyttede ikke noget. Enten kunne vi vende taxaen om og køre hjem igen, eller betale. Vi fortsatte med bange anelser, og det viste sig også at være en “naturoplevelse” af de sjældne. Oppe på bjerget var der anlagt en skilift, hvor man skulle købe en tur op og ned, men så var det også inklusiv skilift-ventetid på 40 minutter. Det støvregnede lidt og derfor var der en ivrig (og rasende dyr) udlejning af handsker og regnfrakker. Oppe på bjerget (3200m oppe) kunne man forestille sig, at man fik lidt tid for sig selv. Men nej, der var butikker, restauranter, æseludlejning og de førnævnte dragter, man kunne leje og tage billeder af sig selv i. En anden ting var at man slet ikke måtte gå i skoven. Der var anlagt en træsti med gelænder, og man blev nydeligt vist ind på den, hvis man forsøgte sig på egen hånd. Helt nede i bunden langt fra turistindustrien var der en eng. Vi var alene. Ingen opsynsmænd eller turister at se. Vi løb glade og fro ud på engen, og hilste på køer og heste og lå og kiggede op på de omkringliggende endnu højere tinder. Storslået udsigt.
28/4 2004 – Gerup her
Det er tidligt morgen. Vi er hjemme igen. De sidste 12 dage har vi spenderet i Beijing. Vi har været på McDonalds, i Asiens største akvarium, vi har været på muren (Badaling), i sommerpaladset, i Beihai Park på Fangsjan restaurant, i Temple of Heaven parken, vi har spist Peking-and (mmmhm), Tianmen pladsen og Den forbudte by. Vi har været på Factory 798 i udkanten af byen og snakket og oplevet kunstnerparret Wen Hui og Wu Wenguang der laver film og performance dans. Vi har været på besøg hos Wang Qiang og hans familie og set Isabellas skole. De sidste tre dage boede vi på Central Garden Hotel med god plads og stor balkon ud til haven. Og som vi startede med frygt for kyllingeinfluenza sluttede vi. Hjørdis fik feber natten efter at vi havde læst i China Daily at der var opdaget 2 tilfælde af sars i Beijing. Vi var hundebange, for vi skulle jo hjem dagen efter og udover almindeligt tilgængelig dødsangst var der praktiske og logistiske problemer som at have udsigt til karantæne i Kina med læger og personale vi ikke kunne kommunikere med. Flyaflysninger og rejseforsikring. Vi krydsede fingre og gav hende penicillin og før afgang en omgang panodiler til at slå feberen ned. Indrømmet. Her har vi et tydeligt eksempel på hvor farlige vi er overfor hinanden. Vi er 99,9999% sikre på at det ikke er sars, da de udbrud der har været kan lokaliseres til et epidemi-center, hvor der forskes i sygdommen. Men vi er alligevel så egenrådige (og bange) at vi vælger at gå igennem karantæne-kontrollen i lufthavnen uden at gøre opmærksom på at hun har haft feber, hvis ikke de taler engelsk og vi har en rimelig formodning om at de kan forstå, hvad vi siger til dem om sygdomsforløbet. Vi ved at lægger vi kortene på bordet, og ikke har en mulighed for at snakke med folkene i lufthavnen, så vil ingen tage ansvaret for at sende os hjem. Vi står i nogenlunde samme situation som folk der vil smugle nukleare våben ud af landet, og skal deklarere om de har nogen med i baggagen. Og vi gør simpelthen det samme. Lader de små nussede health-declaration papirer fyldes med oplysninger vi ved noget om, og lader resten være op til tilfældet. Men Hjørdis er selvfølgelig nervøs. For vi har jo læst at der findes en feber detektor, som kan afsløre eventuelle sygdomsramte passager. Det var ikke rart før vi kom hjem og fik snakket med vores egen læge i telefon. Som vi var gået ud fra, var det en ganske almindelig forkølelse/influenza/ondt i halsen situation. Den samme som vi andre havde haft da vi boede i kælderen på Far East Youth Hostel.
Martin Gerup og Dorte Schou 18. juli, 2016
Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Thailand, Vietnam
Tags: Fremmed mad, Jungle, Storbyferie
Læs også
Bålslik af vinter æbler
Lad øjnene tage en vandring i haven, og brug, hvad du finder på jorden. Vi forvandler nedfaldsfrugt til lækkert slik.
Dansende frokost i Tyrkiet
Små buttede kvinder klapper i takt, mens de vugger sensuelt i hofterne. Den velourklædte og dybrøde frokostpram vipper let på vandoverfladen under en kraftig kvindes dansende krop. Langsomt, men sikkert, spreder begejstrede tilråb sig fra selskab til selskab
Maden kan sagtens hentes i krattet
Aftensmaden kan sagtens krydres fra naturens spisekammer - det kræver blot lidt hvidløg.
