Fire flot muskuløse mænd fra Kenya, iført dybrøde stofveste og ferme hænder jonglerer med stråhatte, senere smides de røde veste og The Mombassa Boys, viser, at de stærke arme også er udsøgt atletiske. Med armene over kors står den ene af de fire mænd pludselig med en kammerat på hovedet. Klapsalverne brager i Cirkus Baldonis telt med plads til 483 tilskuere, vi er godt underholdt i det hede telt.

Så mange er der så langt fra på en weekendeftermiddag klokken 14, hvor solen for en sjælden gangs skyld holder lidt igen, men eftermiddag på en højsommer weekenddag trækker sand og vand mere end cirkus.

11-årige Kaya Janacek følger op med et balancenummer, der får kæben til at bævre, og den klassiske tryllekunstner, Kim Kenneth, tryller kæresten væk før han hiver tilskuere til at trylle på scenen og i pausen har de selvsamme kunstnere travlt med at sælge popcorn og slikkepinde, mens cirkusdirektør, Renè Marvin, smider børnespøg fra bugtalerløven, Leonardo.

En uges tid senere er vi på den igen. Denne gang klokken henved aften, 18.30, og selvom cirkusteltet ikke er blevet større, de russisktalende cirkushjælpere er på plads, så har Cirkus Arli èn ting, der giver ekstra point på børnekontoen. Russeren Vladislav Olanders kridhvide racekatte, tyrkiske angorakatte, der går under og over en balanceboom, og cirkusejeren, Martin Arli, der stille tryller hvide duer frem og væk.

De små cirkusser er tydeligvis ikke økonomiske guldkalve, men de er værd at gå efter, for der gemmer sig stort set altid en eller flere små perler, hvis niveau er overraskende højt. Hos Cirkus Arli er det, efter vores opfattelse, en imponerende skikkelse fra Rigas Statscirkus, Jelena Vasiljeva, der brillerede med hullahop-ringe, på jorden som i luften, hvor hun ”hængende” i et rødt gardin fra telttaget, stod for dagens mest imponerende optræden med kropssikkert at levere en stilsikker og begejstrende akrobatik.

Så længe der er børn er der cirkus, og gudskelov for det.

 

 

 

 

30. juli, 2018

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com