Giv børnene en stor oplevelse. Lad dem sove ude blot en nat. Den oplevelse vil længe blive husket som noget helt særligt og forskelligt fra 1000 nætter hjemme i sengen.

Gør det let. Start med at sætte et telt op ude i haven eller ved sommerhuset. Smid dyner/soveposer og liggeunderlag eller madrasser ind i teltet. Er man gammel i krop, så husk hovedpude m.m. Lad børnene have lommelygter, sovedyr og hvad de ellers kan bære med ud i teltet.

Tag eventuelt et par tegneserier og Nintendo med, hvis de vågner meget tidligt. Læs en ikke for uhyggelig historie og lig så og lyt til lydene, mens tusmørket bevæger sig hen over teltdugen.

Har man mod på at sove væk fra toilet, køkken og køleskab en nat, så gå ind på www.udinaturen.dk og søg på ”overnatning”.

Så kan man nemt finde et sted i nærheden, hvor man må slå telt op gratis eller sove gratis i shelter. Det kræver ikke meget udstyr og organisering, hvis man blot kører ud for at sove og kører hjem igen om morgenen. Hvis der skal laves aftensmad m.m., skal der planlægges lidt. Husk, at alt mad spist ude, bare er bedre.

I alle statsskove (dem med de røde pæle) må man faktisk gerne overnatte, fx i en bivuak. Man må også sove på stranden – her gælder samme regler. Det skal være en offentlig strand, man må ikke slå telt op, men gerne lave en primitiv bivuak. Til denne naturoplevelse skal man have lidt mere udstyr. Et liggeunderlag, en sovepose, en presenning, snor og lommelygte/pandelampe.

Til overnatningen på stranden kan man også blot trække presenningen op over soveposen for duggen, vinden -eller bygen, som naturligvis ikke kommer. Eventuelt kan man kaste sand over presenningens 3 sider, så vinden ikke kommer ind der, og vende åbningen væk fra vinden.

Tag altid ekstra tæpper eller en dyne med, hvis natten bliver koldere end beregnet.

Mad i naturen

1. Lav maden hjemme og spis den kold, fx sandwich, og husk drikkevarer og vand til håndvask.

2. Lav maden hjemmefra evt. frossen (hvis dagen er varm, holder den sig frisk) og varm den op på bål, brænder eller trangia.

3. Lav maden fra grunden med snitte, hakke og stege. Det tager tid, men er hyggeligt.

To hurtige og lette retter til fx en trangia.

Morgenmad

Havregrød er et hit på tur. Bland vand og havregryn, i forhold 2 til 1, lidt salt og kanel. Varm det op og smid fx æblestykker i. Drys sukker over ved servering eller giv marmelade til. Havregrød med æbler og kanel er friluftsguf.

Tjekliste

Husk, at planlægningen er vigtig for en god oplevelse. Glemmer man fx saltet, bliver maden en trist sag. Herunder er en lang liste, som I kan blive inspireret af :

Sovepose, tæppe, dyne, liggeunderlag.

Hue, sokker, trøje, jakke.

Toiletpapir, sæbe, vand.

Tændstikker, tændblokke, kniv.

Vand, chokolade, frugt.

Tandbørste, tandpasta.

Opladet mobiltelefon, lommelygte.

Mad, husk alle ingredienser.

Plastikpose til affald.

Pak tøj, mad og udstyr i poser, så regn

eller safter ikke ødelægger turen.

Tallerkener, bestik og krus.

Solcreme, plaster, kløestillende creme.

Snor, brænde, økse,sav.

kamera.

Aftensmad

Kog ris i ca. 5-10 minutter, dæk gryden med trøje/sovepose og lad stå. I gryde nr. 2 hældes lidt olie eller smør, tilsæt karry, svits derefter små kødstykker (gris/kylling/okse) med løg, tilsæt fløde og måske lidt vand, salt, hvidløg og æbletern. Lad retten simre i 5-10 minutter. Ris og karrygryde, et hit hos alle.

Bålet

Et bål er fantastisk. Lav et, selvom der måske er lidt mere arbejde i det end at tænde for fjernsynet. Tag brænde med hjemmefra, lidt avispapir, brug gerne tændblokke og husk tændstikker. Hvis det blot er et lille hyggebål, kræver det ikke meget brænde. Hvis I både skal lave mad, smelte skumfiduser, bage snobrød og kigge ind i ilden til sengetid, kan man næsten ikke have brænde nok med. Regn med 5-10 kg brænde, hvis I skal have ild og gløder til et par timer.

Man må faktisk også lave bål på stranden. Husk at rydde op efter jer. Tjek dog eventuelle lokale brandvedtægter.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

19. juli, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com