Det suser så hyggeligt fra gløderne, når æbler forvandles til slik fra bålet, og lige nu er der gode muligheder for at forvandle lidt kedelige nedfaldsæbler til lækre søde delikatesser.

En flok af de mange nedfaldne æbler samles ind, og lægges i en spand, kurv eller pose. Det gør ikke noget, at æblerne er lidt stødte, ser triste ud eller appellerer til at blive smidt væk.

Så skal hvert æble pakkes grundigt ind i staniol – et rigtig hyggeligt børnejob – og derefter kan de lægges i gløderne på havebålet, i grillen eller på en grill-rist, og et godt trick er at bruge rigeligt med stanniol, så der er mulighed for at slutte af med at folde en lille holder i toppen af æblet. Det gør det meget nemmere, at tage æblet op af bålet eller væk fra grillen, når de er klar.

Seks til otte minutter senere er æblerne klar til at blive spist. Det er en god ide, at trykke lidt på dem, mens de er i staniolen. Hvis de er hårde, så skal de en tur mere i gløderne, men er de bløde, så er de klar som det lækreste haveslik. Det kan også være her, at dolken kan bruges til et listigt stik for at mærke æblets blødhed.

Man kan spise æblerne helt bare mens de er i staniolen, med en ske eller stikke en gaffel i bunden på det og så bare gnave løs.  Der er også den søde version, hvor man på forhånd skærer kernehuset ud oppefra, og i hullet drysser farin eller puddersukker. Det giver en sprød og karameliseret masse, som i høj grad kan erstatte en slikpose eller julemodellen, hvor hullet stoppes med marcipan.

Husk, at man ikke må skære hele vejen igennem æblet, der skal være en bund tilbage, når kernehuset er fjernet.

Æblerne skal være helt bløde, og de kommer til at smage som lækker varm æblegrød.

 

Æble i spand OLYMPUS DIGITAL CAMERA Æbler i grill mørkt

Æble

 

 

Æble1

 

17. december, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Bålmad, Spis naturen, Udvalgte artikler

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Vi, tre børn og fire voksne, er til frokost på Beyas Saray restaurant ved Dim Cayi floden. Vi har lejet en bil med chauffør for at slippe væk fra den tyrkiske badeby Alanya, og det er hårdt tiltrængt. Tre dage med emsige sælgere, der på cirkusdansk falbyder T-shirts er for meget og en flodrestaurant er det helt rigtige alternativ, når temperaturen sniger sig over 40 grader.

Kun 30 minutters kørsel fra Alanya og fem kilometer fra afkørslen til Mersin ligger floden Dim Cayi. Her gennemløber det kølige smeltevand en kæmpe kløft for fødderne af Taurusbjergene, og det er som at lande i en tidslomme før turismen.

I sommermånederne er der lavvande i floden, men det livlige smeltevand fra bjerget køler dejligt og langs bredden er der restauranter med borde, bænke og små pramme ude i vandet.

dansende-frokost-baenke

Maden svømmer omkring fødderne

Her kan man indtage en herlig frokost, særligt trout er fortrinlig. Det er en regnbuelaks, som friskfanget og grillet er i særklasse delikat, og når tjenerne hiver maden op fra vandet omkring os, er der statsgaranti for friskhed.

Fra parkeringspladsen skal man via en træbro over flodvandet og her, otte til ti meter over vandet, hopper de modigste på hovedet i det kølige vand.

Børn med lyst til bare fødder vil nyde stedet som den legeplads det også er.

Der er udspring i alle afskygninger, krumme og drejede vandrutchebaner og hængekøjer – i vandet.

Og så er der en pragtfuld mulighed for at svømme rundt blandt små-nappende fiskestimer.

dansende-frokost-flaader

Der er frit valg mellem at sidde i peloton bårne pramme i vandet, hvor man næsten lulles i søvn af vandets blide bevægelser eller højt til vejrs i træernes kroner, hvor der er bygget små træhuler med borde og stole.

Det er lidt sjovt at diskutere om frokosten skal indtages i vandet eller i træerne.

Fraværende turister gør det sjovt

Efter middagen kommer vandpiberne frem og mens der babbes lystigt begynder de buttede kvinders taktfaste klapsalver at brede sig.

Før vi ved af det er vi bord fire i en kæde af vippende og vuggende madpramme, hvor alle bare synger og smådanser.

Efter mæthed kommer ro, og der sænker sig en helt speciel fredfyldt stemning over området.

Folk sidder og småsludrer eller trækker ud til bordene der står midt i vandet og der skal ikke mange venlige nik til før man er inviteret med til et slag kort eller en kop te.

Omkring os sidder familier med små osende griller, og der ses ikke skævt til at de har maden med hjemmefra. Stemningen er afslappet og antallet af turister synes at være ubetydeligt, hvilket kun gør det hele mere afslappet.

Eneste minus er toiletterne. Låsene er ofte gamle og efter at have tilbragt 25 minutter indespærret og råbende på hjælp kan jeg kun give min søn ret i, at mænd sagtens kan gå på toilettet uden at låse døren.

Sådan gjorde vi:

Fire voksne, tre børn – tre generationer – og en chauffør, Mohammed, en hel dag i egen bil. Vi havde hyret en Hyundai Starex – i Alanya – med plads til ni personer i en hel dag og det kostede 80 euro.

Vi spiste for omkring 60 kroner per person, og fik forret, hovedret og drikkevarer. Badefaciliteter, hængekøjer med videre er gratis.

15. juni, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Mad & Restauranter, Tyrkiet, Underholdning og forlystelser

Tags: , , , ,

Læs også

Leave a Comment

– Se far, jeg har mad med hjem.

Malthe kigger stolt, mens han nikker med hovedet mod sine arme. Under dem har han to store fodboldlignende hvide ting, som han er fuldstændig overbevist om skal være vores aftensmad. Det er kæmpe-stovbolde, som pipler frem i naturen, særligt efter en solid omgang sommerregn, og som snildt kan spises, når den står på efterårstur i naturen.

Selve støvbolden, der er champignon  af de meget store slags, kan blive 60 centimeter i diameter. Den skal “fanges”, mens den stadig er kridhvid, for når støvbolden modnes, så bliver den brund indvendig, og får en konsistens som en gammel støvet skumgummimadras.

Men lige nu kan den sagtens anvendes som mad, på en pande over bålet, men den skal have lidt selskab, for selvom det er ganske sjovt for de mindste, at stå og skære den enorme champignon ud i “bøf”stykker, så er smagen ikke overvældende, snarere sådan lidt fugtig ikke-eksisterende, men med en god gang hvidløg, lidt salt og måske et dryp hvidløg, så er der hentet lidt af en delikatesse i naturen.

Støvbold1

Det sjoveste er ubetinget, at finde den, at tale om den, og selvom man ikke må, så sidder der et spark i foden og venter, for man har bare sådan en lyst til at losse til den store stoøvbold, men det er der jo ingen grund til, for udover at kunne lave god supplerend ekost afd en, ser den også ganske dekorativ ud i naturen.

Støvbolden “bor” i krat, skov eller på gamle græsplæner, og kan findes indtil oktober.

 

2. marts, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Mad i naturen

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

– Nej, det gider jeg ikke spise. Hvorfor må jeg ikke få det, som du har?

Måske, der  er nogle som kender problemet, når turen står på restuarantbesøg ude i den store verden, eller i Danmark?

Vores løsning hedder, hjælp fra Lazy Susan, dovne Susan, som er en roterende plade, der sættes på bordet, og som kan drejes.

Når man har rejst i Taiwan, og formoder jeg også Kina, så er det næsten ubegribeligt, hvorfor ikke alle hjem og restauranter er udstyret med det geniale hjælpemiddel. Spørg efter Lazy Susan næste gang I er ude at spise. Det giver også gode muligheder for at undgå madspild, fordi retterne pludselig blive ren fælles opgave at få spist.

20. marts, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Mad & Restauranter, Taiwan

Tags:

Læs også

Leave a Comment

 

Afhuggede skildpaddehoveder ligger og glor dødt ud i luften, mens en brysk udseende kvinde svinger en sabel af en kniv, og hakker en blodfyldt slange i mundrette stykker. Ved et bord i baglokalet sidder en kraftig mand, og smasker højlydt mens han sutter på en tørret blæksprutte. Sådan er det i Taipei, hovedstaden i Taiwan, hvor der er mad for alle sanser, i rigelige mængder og overalt. ved aftentid suser små knallerter, der snildt kan bære både mor, far og et par børn, mod de små gadekøkkener. Selv i de allestedsnærværende 7Eleven butikker findes et rigt udvalg af tørrede, røgede og vakumpakkede madretter, som vi i Danmark end ikke har hørt navne på.

Gryden snurrer mens de sojakogte, og salte æg er klar til en hapser på vejen fra den døgnåbne butik, og de sælger godt, så selvom man ikke har mod på aselv at smage, så er der god mulighed for at få en kigger, når der købes sære, mærkelige, men ofte særdeles velsmagende måltider. Taiwan er et nemt land at rejse i med børn, og på flere hoteller er der udover de obligatorsike swimmingpools, også et hav af store legeområder, hvor store dele af hotellets ude- som indeområder er reserveret til børnefamilier, som der er i rigt mål på Taiwans hoteller.

Og når maven er mættet, så er det bare at finde ud på de store hovedstrøg, for der gemmer sig næsten altid et aftenmarked, et sted, hvor børn kan spille deres småpenge op eller et gadeteater, der spiller lystige eller sørmodige dukkeforestillinger med fuld knald på farver og lys.

Foto: Martin Hoffmann Kønig

Foto: Martin Hoffmann Kønig

Egypten2 1277 Egypten2 1278 Egypten2 1279 Egypten2 1281 Egypten2 1284 DSC00067

3. marts, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Rejsemål, Taiwan

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Guldciseleringer pryder de håndbankede messingbakker, minareten kalder til bøn og de nyfangede sardiner lader livet i frituregryden.

Byen er Agadir, og bag de hvidkalkede hotelfacader pulser Afrikas hjerte, men kun få danskere kommer der.

Morgenstund har oplevelser i mund, så kort efter mu’adhdhinen har kaldt til den første bøn, står vi på den brede Boulevard Hassan II midt i Agadir. Det er marts, og solen har godt fat. Snart kommer et bedaget og gråmulet æsel, og på ryggen sidder en ældre mand i sin jordbrune djallabah. Den følger vi efter, venligt og på afstand.

Agadir er en ung by, der er hvid som sne.

I 1960 pulveriserede et gigantisk jordskælv byen, og dræbte 15.000 mennesker. Alligevel er der stadig kvarterer med patina, blandt andet Souken.

Æslets tempo er adstadigt, så det er ikke et problem at følge med, og den stopper ved det lokale marked, ”souk al Had`s”grøntmarked, hvor bonden skal af med sine kæmpe tomater og små saftige appelsiner. Det er et farveorgie af friske afgrøder akkompagneret af et kobbel næsten slagtede høns` sidste kaglerier. Vi er kommet tidligt, så vi kan i fred gemme os bag en kop mynte te, og bare kigge en formiddag væk.

Samme mønster prøvede vi på en af Marokkos største markeder, Souken i Inezgane, der ligger 10 km fra Agadir, men uden held.

Ikke ubehageligt bare refleksagtigt spotter den næsten tandløse fyr os hurtigt. Med små nemme sætninger på fransk tilbyder han en guidet tur på markedet. Lidt billigt guld og at vise os hen til den kloge mand, der kan helbrede alle.

De første ord, der finder vej, er et abrupt nej.

”Kan du så se at humme dig, vi sidder lige her og forsvinder i morgenbilledet!”

Men fyren hummer ikke af, og vi ender med at takke ja til guidningen, som selvfølgelig ikke er gratis.

Så går det over stok og sten, for nu skal vi se løjer.

Bondefangeri stod på nethinden, men nej.

Vi blev ikke snydt. Vi fik i stedet et fantastisk indblik i nord-Afrika.

Bag Souk`en ligger en plads, som kun er værd at se om morgenen, når ørkenens raske mænd er på besøg. Her bytter de kameler for forsyninger til beduinstammerne i de store ørkenområder i syd-Marokko.

Indhyllede i azurblå tørklæder arbejder de solsvedne mænd hurtigt. Larmende pakker de høje lastbiler med varer til de golde ørkenbyer i syd. Samtidig spiller nogle af dem kort, røg vandpibe, fortalte røverhistorier og fik hilst på familien fra storbyen. Ren 1001 nat.

FÅ DANSKERE AFSTED

I 2005 sendte rejsebureauerne Star Tour og My Travel 6000 danskere til landet, og når tillægges de ca. 1000 som andre selskaber sender af sted, så besøger ca. 7000 danskere årligt Marokko. Det syner ikke meget blandt de næsten seks millioner turister, der årligt besøger landet, og der er plads til mange flere.

SMAG PÅ AFRIKA

Munden er en god måde at opleve et anderledes Agadir på. Fem minutters gang ad Rue du 29 Fevrier, i den arabiske bydel Talborjt, er nok til at frembringe forførende arabiske tehuse og små tre-bords restauranter, hvor mad er noget, der bruges timer på at nyde i fællesskab med andre.

Hos os vil fødderne ikke længere end til Café Malongo, hvor spraglede kakler og klukkende springvand med hvidprikkede fugle, der lystigt pikker i vandkanten, er et must. I forlængelse af et overdådigt konditori, der udover sine bjerge af kager, er et kunstværk med sit farveorgie af flisemosaikker og stukpaneler med detaljerede mønstre, ligger restauranten.

Den er et charmerende miks af arabisk kunst, fransktalende arrogance med et glimt brune øjne, og så fremragende mad til billige penge. Vores favoritter er Lamme- eller kylling tagine.

Smagfulde retter, hvor kødet mørkoges med kartofler og svesker i en kegleformet keramikovn, som stilles på bordet. Selvfølgelig i følgeskab med friskpresset appelsinjuice, som fås overalt i Marokko. Et herligt alternativ til chartersprut og grisefest.

Efter maden og to kopper myntete fra hver vores sølvkande, er selv regningen en nydelse. 101 Dirhams, ca. 75 Dkr., er prisen for to voksne mennesker, og det er dyrt i dette kvarter.

MORGENEN HAR SAND I MUND

Agadirs 400 meter brede og ti kilometer lange strand strækker sig langs hele byen, og selvom det i vinterhalvåret kan blæse kraftigt, så er et morgen-besøg garanti for en på opleveren.

Før klokken syv er der gang i opstregningen af baner i det fugtige sand. Hundredvis af yngre og ældre mødes hver morgen for at spille fodbold, og man kan nemt være med.

Et par nysgerrige øjne, et smil og du er med i timelange fodbolddyster, og er sikret venner for livet. Marokko er fortryllende for dem, der kan stå tidligt op og kan fire ord på fransk.

BONUS INFO:

Lej en bil og køb et kort. Kør så mod Tiznit (sølvbyen) og drej til højre når du når Vers Sidi Rbat. Der står et skilt med Ksar Massa. Bliv ved med at køre ligeud også selvom skiltene stopper. Helt ude ved vandet ligger det skønneste sted, Ksar Massa. Små lyserøde bungalows og store brune beduintelte til overnatning. Et vidunderligt sted, hvor kilometerlang strand er til fri afbenyttelse. Her er næsten aldrig nogle mennesker. Men husk ordbogen, for de taler stort set kun fransk. Se mere og bestil på www.ksarmassa.com

Kør mod Tafroute, som er en sjov lille by med surrealistiske stenformationer i rød granit, og så en masse meget vedholdende ”guider”, der på knallert vil følge dig, hvis ikke du lærer ordet No med passende autoritet. Vejen går gennem ”Te valleè des Ameln”, mandeldalen, hvor de hele februar og marts er de smukkeste blomstrende mandeltræer.

25. januar, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Marokko

Tags:

Læs også

Leave a Comment

Hvad kan man spise, hvornår kan det spises – og hvor må vi plukke?  Her er nogle gode råd, som

I kan tage med jer, når I skal samle spiselige ting i naturen.

Fyld hatten

Man må samle – eller sanke, som man også kalder det, overalt i offentlige skove. I private skove må man kun tage det med, man kan nå fra vej og sti. Husk altid at spørge områdets ejer om lov, før I evt. graver rødder eller planter op – det er for eksempel ikke tilladt i offentlige skove. Fredede planter må aldrig plukkes eller graves op.

Man må samle nødder, urter, bær og svampe i begrænset omfang til eget brug. En gammel tommelfingerrel siger, at man må samle ca. en bæreposefuld –eller som det hed i den gamle Jyske Lov: Så meget, som man kan have i sin hat!

Hvor og hvornår skal vi plukke? Det er vigtigt at plukke planterne der, hvor de vokser naturligt. Saml så langt væk fra trafikerede veje som muligt og slet ikke direkte i grøftekanten, hvis det er en vej, hvor der kører biler. Vær også sikre på, at området ikke bliver sprøjtet eller bliver udsat for anden forurening, der kan være skadelig. Hold øje med forurenende afløb eller andet, der tyder på, at man skal holde sig væk.

Det er en god idé at samle ind i tørt vejr – ikke lige efter store regnskyl eller i fugtigt vejr. Våde planter mugner og rådner let, og smagen er generelt mere koncentreret i de tørre planter.

Mange af de ting, man finder i naturen egner sig heldigvis til at blive tørret, syltet, frosset eller konserveret på en eller anden måde.

Regler for indsamling

Blomster: Pluk kun selve blomsten med så lidt grønt ved som muligt. Tag dem i begyndelsen af blomstringen, hvor duften og smagen er på sit højeste. Man siger, at blomster skal høstes om formiddagen. Helst sidst på formiddagen, for så har solen fået morgenduggen til at fordampe fra planterne, men ikke ”taget” for meget duft og smag.

Man kan I princippet samle hele dagen, så slå endelig til, hvis I falder over et sted, der er rigtig godt – også selvom det er ud på eftermiddagen.

Blade: Blade fra træer, buske og urter kan plukkes med lidt stilk og samles i små bundter, som kan hænges til tørre. Hvis de skal bruges friske – for eksempel i en salat – plukkes de mindste og helst nyudsprungne blade.

Frugter og bær: Plukkes, når de er modne og uden pletter eller stød.

Rødder: Er bedst først på sæsonen og igen om efteråret, eller når bladene igen er visnet. Brug en kniv eller graveske, hvis rødderne ikke kan tages op ved at holde helt nede ved jorden og trække forsigtigt op. Skrub rødderne grundigt for jord inden brug.

Svampe: Der findes flest svampe i sensommeren og om efteråret, gerne et par dage efter et regnskyl. Pluk kun de friske, hårde svampe, der ikke er for gamle. I mærker hurtigt forskel på en svamp, der har stået længe og en svamp, der kun er nogle få dage gammel.

Udrustning

Husk at have en god, stor kurv med til opbevaring af alt det, I finder.

Vigtige råd:

Spis kun sikre planter og svampe. Pluk og spis kun svampe og planter, som I med sikkerhed ved kan spises. Vask hænder, når I har rørt ved svampe og planter, som kan være giftige.

Gode bøger til plukketuren og madlavningen bagefter:

Naturens Spisekammer, Anette Eckmann, Politikens Forlag

Naturens Køkken, Birgit Kristiansen, Gyldendal

Mere inspiration og opskrifter:

Få meget mere inspiration og opskrifter på www.naturkatapulten.dk under temaet ’’Smag på Naturen’’.

Norges natur er appetitlig, men med få råd, er den danske det også

Norges natur er appetitlig, men med få råd, er den danske det også

DSC00160

16. marts, 2018

Posted In: På opdagelse i naturen, Spis naturen, Udvalgte artikler, Vildmark og trecking

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Mums, der er smag og glæde at hente, hvis man bruger jorden til at lave mad. Det ved nomadestammerne i Jordans ørken, men også spejderne ved det, og  I kan sagtens lære dem kunsten efter med ganske få midler.

For at lave en jordovn skal man bruge:

# En spade til at grave et hul i jorden

# Sten, marksten eller lignende på størrelse med en voksen mands knytnæve, husk ikke flintesten.

# Græstørv.

Sådan gør du:

Grav et hul, der er stort nok til det mad, som du vil have i din nye ovn. Fyld siderne med sten og i hullet. Tænd et stort bål i bunden af hullet, og sørg for at det brænder godt med store flammer i et par timer. Jo længere tid, jo varmere ovn. Når du laver kødet, så er det en god ide at inddele det i portioner, for så skal det “kun” bages i 1,5 til 2 timer. Pak kødet godt ind i sølvpapir, så der ikke kan komme jord ind til maden. Fjern bålet og gløderne fra  hullet før du lægge rmaden ned. Læg maden ned med dets amme du har fjernet bålet, og læg de øverste sten oven på- Læg til sidst tøvrne med græsset endad overnpå, og lad det bage i minimum 1,5 time.

 

Urtepotte-ovn:

Hvis du vil lave en urtepotte-ovn, så skal du bruge:

1 urtepotte – uden farve på.

2 underskåle til urtepotten

1 lille klat ler

Et godt varmt glødebål

Sådan gør du:

Lav en pølse af ler klumpen og pres den ud i hullet i urtepottens bund. tryk den ene udnerskål på bunden af potten, så de sidder godt sammen. Nu er potten tætnet. Den anden underskål bruges som låg, og du er nu klar til at lave mad i urtepotten.

 

 

7. november, 2017

Posted In: Aktuelt forsiden, Spis naturen

Tags: , , , ,

Læs også

Leave a Comment

Hvis det lige har regnet, så er de ganske vandholdige, og skal have en vrider, for at få vandet væk, men ellers er en af havens virkelige delikatesser, svampen med det sjove navn – paryk-blækhat –  lige til at kaste sig over i denne tid.

Den skal steges, og skal spises samme dag, som i plukker den, men den er en smagfuld delikatesse, så det er bare afsted.

Opskrift:

Toast med Paryk-Blækhat

500 gr. paryk-blækhatte

8 skiver bacon

2 stk kyllingebryst

1/2 liter piskefløde

Smør

salt og peber

persille

4 stykker brød

Rens, skyl og snit svampene. Hak persillen. Steg kyllingerne og bacon, gerne sammen.

Svampenen sauteres i smør. Tilsæt piskefløden og lad det koge ned. Jævnes, og smages til med slat og peber.

Rist brødet og anret det på tallerkener med stuvninger over. Skær kyllingebrysterne i skiver og læg dem ovenpå med baconskiverne. Drys med hakket persille, og tag den med ud i skoven.

11. september, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Mad i naturen, På opdagelse i naturen, Spis naturen

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Vi er fløjet til Heathrow med 1 times forsinkelse, men det gjorde ikke så meget da vi skulle vente 3 timer i transit. Efter at have styrtet rundt for at finde legeområdet forstod vi hvorfor det hele tiden var svært at finde. Det bestod i et bord med nogle rør og kugler der kunne trilles frem og tilbage. Så var det sorte gummifortov der kunne bevæge sig meget sjovere. 21.20 steg vi ombord i jumbojet’en og og fik en midterrække helt for os selv. Med 4 separate tv’s i sædet foran og en lille velkomstpakke med sokker, tæppe, høretelefoner, tandbørste og mørkebriller. Det gjorde flyveturen på 11 timer til at holde ud, især når man har børn med.

Nat og dag flyder sammen på sådan en tur og vi er ikke rigtig klar over hvem vi eller hvorfor. Pludselig er vi i Bangkok. Det er blevet onsdag. Klokken er omkring 15 og vi bliver hentet. Det er varmt. Lufthavnen er en øvelsesbane, hvor vi bliver ved med at gå i den forkerte retning, sammen med en anden dansk familie, der også har 3 måneders forældreorlov. Men nu sidder vi her. I en stor Toyota 8-personers bus med udsigt til slum og slam og skyskrabere. Biler med åbne lad og hele familien i fri luft med 80 km i timen i slalom ind og ud mellem de andre biler, der også kører i slalom mellem de andre biler, der også kører i….

På New Road Guest house er der info-møde, og vi når både at høre lidt om byen, plus vi indlogerer os på hotellet nok fineste rum. En penthouse lejlighed i to niveauer med panoramaudsigt – godtnok i 5 sals højde, men alligevel. Lækkert og simplet på samme tid. Badeværelse med kar i ler og små grønne fliser. Det lykkes os at komme i byen og hæve penge. Vi spiser på Harmonique, en lækker restaurant tæt på med virkelig lækker mad. Mums i Bangkok. Så ud i byen for at købe sandaler og tynde bukser. Det er allerede alt for varmt det tynde tøj vi har med hjemmefra.

Vågner tidligt til aircon’s susen. Martin står op for at finde noget kaffe. Jeg falder heldigvis i søvn igen og vågner først da Vera og Hjørdis springer op, tager tøj på og suser ned for at se om der er morgenmad. Jeg har glemt et ur, så… Men det er ialtfald blevet lyst. Vera og Hjørdis kommer tilbage og melder morgenmad klar. Vi går ned og spiser european breakfast med frisk frugt.

Vågner lidt over 5 og ligger lidt i vores store suite og føler sig rig og uarbejdsom. Ville ned og skrive og have en kop kaffe men både hotel og portier sov. Fik alligevel vækket ham – jeg dumme svin – men kunne godt mærke det ikke var nu jeg skulle bede om kaffe og få tændt computeren (der iøvrigt som sædvanlig er en god ide som bare ikke fungerer efter hensigten – f.eks. har en timeout funktion her på webbyens hjemmeside lige slettet en hel side, fordi jeg ikke havde savet i tide!!! Hyp hyp, så det bliver nok ikke så meget mere før vi skal på jungletur) Nå, men ud i morgen Bangkok og se byen vågne så småt – ialtfald det der kunne køre på benzin og diesel. Gadesælgerne var ved at lave morgenmad til de andre thailændere der skulle på arbejde.

Kød, ris, nudler og grøntsager serveret som suppe men for de rigtig travle kan det også pakkes ind i bananblade og “klipses” til. Som hånbagage. Men kaffe var der ikke meget af. Jeg købte en flaske vand og stod og lyttede på en blind mand der spillede på noget jeg ville kalde en orgelsækkepibepanfløjte mens store BMW’er og Roveres satte små velsoignerede buttede thailandske børn af ved den franske skole lidt længere nede ad gaden. Der er stor forskel på folk her. Men overalt en fornemmelse af venlighed. Et midifilplayer orkester med udelukkende blinde havde stillet et megånlæg op foran en international bank og stod og larmede med en Stevie Wonder i midten og 3 med kasser til penge i siderne. Det var okay med alle. De pæne fruer holder tilbage i Jaguaren for gadesælgerne, og de hilser på hinanden som ligestillede. Tiggerne, luderne, lommetyvene og lurendrejerne er endnu ikke kommet i omdrejninger, men resten af thailænderne er i fuld gang. Der bliver råbt og grinet, stegt og braset. Men kaffen? Ja, den fik jeg hjemme på hotellet sammen med italieneren Mario. Og nu er mine nye sandaler testede. Resultatet: foran okay, bagpå: vabler.

Efter et par forgæves forsøg på at gå på nettet på hotellets to 56K computere går vi ned til floden for at tage en “taxa” . På vejen kommer vi igennem et klosterområde hvor al billarm forsvinder og tiden står stille. Så er vi nede ad floden, hvor vi lige når at hoppe på en taxabåd. Sikke en velsignelse. En fad lugt af flodvand og tilhørende brise. Vi står helt stille og ser på Bangkok der glider forbi. Hytter på pæle der knæler ned i flodkanten. En overflod af spande, kurve, fisk og tøj til tørre. Vi står af ved Grand Palace og går gennem et virvar af boder og palmer. Vi bliver sluppet ind – påklædningen er reglementeret nok. Lange ærmer og sandaler med bagklap. Ingen bare skuldre eller utilbørlige knæ. Og så går vi rundt blandt eventyrtempler i guld, glitter og spejle. Særligt spændende er blomsterceremonierne til Buddhas ære.

THAILAND

Torsdag d. 20. februar 2004

Altså: Jungletur. Vi har været så heldige at slå følge med en anden dansk familie med to børn, piger, 7 og 11 år. Så børnene har haft det aldeles pragtfuldt, snakket jysk (den anden familie kom fra århus) og på anden måde socialiseret. Vi andre har kæmpet hårdt for at komme til at følges med hinanden; man mærker at det er højsæson. Istedet for at være en gruppe på 4 – som vi havde fået at vide at vi ville blive, var vi pludselig en gruppe på 18. Og de eneste der ikke var registreret, da vi stod på busstationen sidst på aftenen, og troede at vi skulle køre, det var os. Mærkeligt… der havde godt nok været computerbreakdown på kontoret i januar, omkring den tid vi havde betalt turen, så det var nok derfor. Der blev hurtigt organiseret 4 ekstra billetter, men til en senere bus. Vera var grædefærdig – hun skulle have siddet sammen med Signe, og Martin og jeg en smule urolige… hvad når vi kom frem til junglelogiet – ville nogen kendes ved os der? Men vi slog os ned på busstationens gulv, med en fodboldkamp på storskærm som lydkulisse. Og afsted kom vi, gennem natten, og ankom ud på morgenen, kl. 04, til en næsten øde grus-holdeplads, hvor nogen burde tage imod os. Det var ikke helt oplagt hvem det kunne være, så vi slæbte børn og rygsække hen på en lille bænk i nærheden af noge morgenduelige mennesker, og efter kort tid rulle et folkevognsrugbrød ind på pladsen, og Mr. Lahr bad os stige ombord. Så blev vi fragtet til hans hus, et vidunderligt rent, simpelt træhus, hvor man (som alle steder) tager skoene af inden man går indenfor. Her fik vi et lille rum med madrasser på gulvene og tæpper, så vi kunne sove et par timer mere, akkompagneret af hanernes hysteriske galen.

Næste dag 4 timers køretur på ladet af en toyota pick-up (med bænke langs kanten). Heldigvis var vi blevet advaret og havde sørget for køresygepiller, så det var en fornøjelse at sidde og glo på bjerge og rød jord fare forbi.

Og da vi kom frem – til et fabelagtigt sted i en lille landsby, med teaktræsbygninger på pæle, og træterasser som kærtegnede de bare fodsåler, nå men, så var det at vi skulle overbevise mr. Tee og hans guider om at de to familier med hver to børn, på sin vis hørte sammen. Det lykkedes, vi fik tilnavnet “twofamilies”, og da vi vendte hjem fra trekket, oven i købet fælles værelse – en lang seng med 8 sovepladser, små blomstrede puder og vattæpper. Familielykke!

Selve trekket var, in my opinion, også præget lidt af højsæson – man mærker at det hele ligesom er lidt slidt… Jeg havde også glemt at tænke på at det er tørketid, og eftersom den thailandske jungle åbentbart er løvfældende, var junglen i en slags efterårstilstand, og mindede foruroligende meget om Boserup skov på samme årstid. Dog, helt så mange bambus i 10 meters højde er der jo ikke i Boserup, og fra ryggen af en stor elefant (som Vera iøvrigt selv fik lov at styre, siddende med benene omkring dens hals) er lyset, filtreret gennem millioner af bambusblade, ganske specielt og smukt, og den meditative tilstand fuldendes når man får et glimt af de blå bjerge i baggrunden, eller en trætop af hvide eller mørkt røde lette blomster. Jahhh… og så at bade i et vandfald, svømme ind bag ved det, og kravle op i en drypstenshule, hvor der er aftryk af de blade der faldt sidste år i kalken (eller hvad det er), og at flyde ned ad den store flod i en gummibåd, og få serveret ris i bananblade på flodbredden. Det er da i orden!

Herefter tilbage til Bangkok. Jeg havde frygtet det lidt, storbyer er, hvor tiltrækkende og fascinerende de end kan være, noget Fanden har skabt. Nå ja, modsig mig – men det kan være svært at klare sig. Det gik dog meget bedre end jeg havde troet – vi er lissom kommet ind i vanen med at navigere, holde pauser når det er nødvendigt, og al den slags basic overlevelsesstrategi for familier på tur. I hvertfald havde vi en dejlig dag, med flodtaxa gange flere, souvenirshopping og spaghetti med tomatsovs i Bangkoks backpacker-kvarter, fruitshakes, og herefter det bedste af det hele: Wat Pro, et tempel hvor man kan se den enorme! liggende guldbuddha (den fylder et helt rum – og det er et stort rum!), og bagefter: Traditionel thailandsk massage. Vi tilbragte alle fire en halv time på de lysegule madrasser, med udsigt til det højloftede rum, brede planker i loftet, malet i en anden lys gul nuance, og endnu en gul langs kanterne, og store snurrende vifter, der sender en citron og eukalyptusduftende brise imod os. Nærmest oven på os, hver vores person i gul kittel, som ælter, strækker og trykker, mens de fniser lidt sammen, og en gang i mellem tjekker at alt er okay nede hos os. Det var fantastisk! Bagefter forsøgte vi at skynde os langsomt, men vi skulle altså nå vores nattog sydpå. Det gik fint – vi nåede endda at få et rygende stærkt måltid måd i banegårdens “folkekøkken”.

Børnene klarede sig med en nudelsuppe. Og så med toget. Meget hyggeligt og meget beskidt. Hjørdis lignede noget der var løgn, efter få minutter. Vi sad og betragtede Bangkok glide forbi. Folk sad forsamlede om bål langs skinnerne. Vi snakkede om den helt vilde luftforurening, og opdagede efter en tid, at det var togets dieseludstødning der kom ind gennem vinduet. Dernæst opdagede vi at vinduet ikke kunne lukkes, fordi der ikke var nogen rude. Det havde nok ikke gjort nogen forskel, der var masser af åbne steder. Og halvvejs gennem natten i vore små soveaflukker med snehvide lagner og tæpper (fantastisk kontrast), vågnede jeg med lunger der gjorde ondt, og kulsort samvittighed over at udsætte mine børns lunger for samme behandling.

Det er nu altsammen næsten glemt, og lungerne har fået den store hovedrengøring i tropebrisen ved havet. Vera og Hjørdis boltrer sig i vandet, som ikke er så klart som reklamerne lover, men varmt og skønt, og jeg har accepteret at det meste foregår for turisternes skyld, selv på en så lille og såkaldt “oprindelig” ø som Koh Lantha. Det mest oprindelige man kan foretage sig er at køre motorbike i støvet sammen med alle de andre. Det vil vi gøre, og så skriver vi igen, – fra en oprindelig internetcafe, snarest.

VIETNAM

Hanoi er den storbyeste storby man kan forestille sig. Det virker som om al menneskelig kommunikation er erstattet af båthorn og ringeklokker. Der råbes ikke særlig meget og det er næsten umuligt at gå på gaderne. Man er nødt til at køre, enten på cykel eller knallert. Ellers bliver det rigtig farligt. Det er til gengæld en by man forelsker sig i lige med det samme. Netop fordi den er så uspoleret by-agtig. Det handler stort set om at købe, sælge og køre. Ikke noget ind imellem. Jo, et par hollandske eller amerikanske trekkere, der sidder malplaceret på et gadehjørne og snakker om filosiske emner, somom de var i Paris.

Vi skal prøve det lokale togvæsen imorgen. Man kan komme knaldbilligt til Ninh Bihn. Det tager bare et par dage at finde ud af hvordan og få fat i billetterne. Men det er nu klaret og vi skal teste det imorgen. Det er jo stort set sådan vi skal rejse den næste måneds tid. Uden sikkerhedsnet og engelsktalende guide. Så hvem ved – måske får i næste gang rejsebeskrivelser fra Malaysia.

Vi har lige været i Ninh Binh og Cat Ba. I Ninh Binh så vi Nationalparken, hvor de opfostrer næsten udryddede abearter. De bedste, synes jeg, var Gibbonaberne. De var rigtig sjove, når de svingede sig rundt i deres lange arme. Jeg købte en masse postkort med aber på. Vi var også inde i regnskoven, hvor de slipper dem løs når de har fået unger, men der så vi ingen aber (måske fordi vi – og ihvertfald de vietnamesiske skolebørn, larmede så meget). På et tidspunkt var jeg kravlet op for at se om der var nogen gode lianer at svinge sig i. På vejen ned snublede jeg i en lille ny lian, og havde nær flækket hovedskallen på en skarp sten – jeg var kun en centimeter fra den med hovedet, der hvor jeg landede.

Vi så også rismarker. Mange rismarker. Det var enormt flot!!! Vi så ikke at de høstede ris, men de plantede dem mens vi var der. De stod bøjede og plantede dem i fuldstændigt lige rækker, men alligevel hurtigt.

På skibet på vej til Cat Ba, blev vi lidt søsyge, og gik ud i stævnen af skibet, hvor det gyngede allermest. Der fik vi masser af frisk luft, og vi legede at vi fløj, så det hjalp , og var sjovt! Da vi ankom i havnen, ville alle sælge os hoteller. Mig og mor og Hjørdis satte os på en lille gadecafe, mens far gik ud og kiggede på hoteller. Imens kom der en og begyndte at give mig massage. Det var dejligt (det gjorde måske lidt ondt. Bagefter gav han Hjørdis. Mor sagde nej tak, men han begyndte alligevel at massere. Til sidst sagde hun stop, men så ville han pludselig have penge for alt det arbejde han havde lavet. Han mente at han var den bedste massør på øen – nærmest en doktor. Men mor sagde at vi ikke havde bedt om nogen massage, og så fik han kun en lille smule penge og blev godt gal i skralden.

På Cat Ba var vi på motorcykeltur i bjergene langs kysten. Det var enormt flot. Vi spillede også kort hver morgen på hotelværelset – nogen gange meget lang tid!

Men nu er vi tilbage i Hanoi, og her har vi set Ho Chi Minhs balsamerede lig. Han var lidt uhyggelig at se på. Han lignede mest af alt en voksdukke. Han blev oplyst af noget orange lys. Man gik rundt om ham, så man kunne se ham fra 3 sider. Bag os i køen stod to danske piger. De var rigtig søde. Vi lavede en halv aftale om at de måske skulle komme og spise sammen med os. Men de kom ikke, og det var rigtig ærgerligt!

KINA

28. marts – Søndag igen

åahhh, så er vi i Kina. Med bus kom vi – ingen vej udenom. Hvad forklaringen så end er, så er der intet tog fra grænsen til Kunming, og den vej skulle vi altså. Vi tog, som planlagt bussen ned til Lao Cai, efter rørende afsked med Vera og Hjørdis’ nye veninder (Zu og Vu, H’mong piger). Forlod den dramatiske tåge, og kom ned i det lunere lavland. Intet tog – prøv på den anden side af grænsen. Altså op på 3 motorcykler, med baggage og det hele (dvs. godt humør), og så blev vi sat af ved grænsen. Sjov fornemmelse. Formaliteterne var hurtigt overstået (da Martin – heldigvis, fandt det gule stykke papir, han havde fået et stempel på ved indrejsen (nåa, det papir!)), og så gik vi simpelthen til Kina. Over en lille bro. Og på den anden side gik det ligeså nemt, Vera og Hjørdis var faktisk skuffede over at vi ikke kom igennem det forventede 3 timers toldtjeck, hvor vores CD’er skulle have været lyttet igennem, og den medicin jeg har medbragt være konfiskeret. Og så var vi der altså. Men stadig intet tog. Så vi måtte bide i det sure æble, og købe billetter til natbussen. Det gik også forbavsende nemt, og bussen så lovende ud, rigtig hyggelig, med små køjer med tæpper i. Vi valgte pladserne bagerst, der var en slags hylde, hvor vi allesammen kunne være. Rigtig godt – alligevel fik vi ikke sovet meget den nat: I 13 timer blev vi kastet, skiftevis op og ned og fra side til side, mens vi skrumplede ud ad en bjergvej, og i mørket var det umuligt at afgøre, om den lå på kanten af en dyb afgrund, eller hvad. Kun Hjørdis sov trygt i de møgbeskidte tæpper, og var i højt humør næste dag – og således ankom vi til Kunming, kvor vi forsøger påny, at finde ud af hvordan tingene fungerer i dette fremmede land.

4. april

Vi er på storbyferie. Fra Kunming til Chengdu, som begge er “absolute western”. Her er ikke skyggen af rismarker eller pittoreske folkemindesamlingsdragter. Ind imellem har vi været i Lijiang – via en enkelt nat i Dali. Vi boede på Camelia Hotels dormitory på Dongfeng Dong Lu. Et dejligt 4-sengs værelse hvor vi har hygget os somom vi var i Sverige. Ungerne har selv lavet mad i fælleskøkkenet og vi har fået snakket med unge mennesker fra Amerika, Korea, Norden, Japan, England og Tyskland. Et rigtigt vandrerhjem. Vi fik os en mindre mave-infektion da vi havde været i den kommunale svømmehal overfor hotellet, men den fortog sig igen. Vi har døjet en del med maveonder “light” siden vi kom til Kina. Alle fire. Ved ikke rigtig hvorfor. Vi passer på og holder os til indpakkede ting, men det er jo svært med et land, hvor man kaster affald fra sig på gaden og spytter i busserne. Fra Kunming tog vi 5 timers togtur til Dali, hvor vi overnattede en enkelt nat. Dali er et smukt landsbymiljø, der ligesom Lijiang har små vandløb der følger vejene igennem byen. Forskellen er at Lijiang har guldfisk i vandløbene, så der er lagt op til rigtig mange turister der. Og det er der også. Det er et af de mest eftertragtede steder for kineserne selv at komme til. Hvordan skal man beskrive det. Ligesom Tivoli – bare uden forlystelser. Vi blev indlogeret i et rødmalet fire-længet guesthouse kaldet “Three Rivers Inn” for 80y pr. nat. Med udsigt til en lille gårdsplads. Ligesom man forestiller sig hele Kina burde være. Hvis ikke det var for den halvfattige måde menneskelig beboelse altid ender, ligefra Vesterbro baggårde over tyske forstæder til – ja, Asien. Der er til gengæld byttet helt om på turistmenuen her. Vi ville på en tur ud og gå i bjergene omkring byen (de er op til 5.500 m. høje og der er sne på – yes) – hvad vi fik ganske gratis i Lijiang Old Town af guldfisk og folkedans (Naxi folkemusik) og leben (hvad koster det bare at komme ind i Tivoli?) måtte vi slippe, da vi uforvarende havde sat os ind i en taxa og bedt om at komme hen til det første bjerg. Lige pludselig dukkede en stor såkaldt road toll op, hvor vi uden at ane hvorfor skulle slippe 4×40y for at komme videre. Vi prøvede at forklare at vi ikke var interesserede i at ride på yakokser over et kunstigt anlagt vandfald, stoppe op og få taget billeder udklædt i folkedragter men sådan set bare ville ud og vandre i bjergene. Det nyttede ikke noget. Enten kunne vi vende taxaen om og køre hjem igen, eller betale. Vi fortsatte med bange anelser, og det viste sig også at være en “naturoplevelse” af de sjældne. Oppe på bjerget var der anlagt en skilift, hvor man skulle købe en tur op og ned, men så var det også inklusiv skilift-ventetid på 40 minutter. Det støvregnede lidt og derfor var der en ivrig (og rasende dyr) udlejning af handsker og regnfrakker. Oppe på bjerget (3200m oppe) kunne man forestille sig, at man fik lidt tid for sig selv. Men nej, der var butikker, restauranter, æseludlejning og de førnævnte dragter, man kunne leje og tage billeder af sig selv i. En anden ting var at man slet ikke måtte gå i skoven. Der var anlagt en træsti med gelænder, og man blev nydeligt vist ind på den, hvis man forsøgte sig på egen hånd. Helt nede i bunden langt fra turistindustrien var der en eng. Vi var alene. Ingen opsynsmænd eller turister at se. Vi løb glade og fro ud på engen, og hilste på køer og heste og lå og kiggede op på de omkringliggende endnu højere tinder. Storslået udsigt.

28/4 2004 – Gerup her

Det er tidligt morgen. Vi er hjemme igen. De sidste 12 dage har vi spenderet i Beijing. Vi har været på McDonalds, i Asiens største akvarium, vi har været på muren (Badaling), i sommerpaladset, i Beihai Park på Fangsjan restaurant, i Temple of Heaven parken, vi har spist Peking-and (mmmhm), Tianmen pladsen og Den forbudte by. Vi har været på Factory 798 i udkanten af byen og snakket og oplevet kunstnerparret Wen Hui og Wu Wenguang der laver film og performance dans. Vi har været på besøg hos Wang Qiang og hans familie og set Isabellas skole. De sidste tre dage boede vi på Central Garden Hotel med god plads og stor balkon ud til haven. Og som vi startede med frygt for kyllingeinfluenza sluttede vi. Hjørdis fik feber natten efter at vi havde læst i China Daily at der var opdaget 2 tilfælde af sars i Beijing. Vi var hundebange, for vi skulle jo hjem dagen efter og udover almindeligt tilgængelig dødsangst var der praktiske og logistiske problemer som at have udsigt til karantæne i Kina med læger og personale vi ikke kunne kommunikere med. Flyaflysninger og rejseforsikring. Vi krydsede fingre og gav hende penicillin og før afgang en omgang panodiler til at slå feberen ned. Indrømmet. Her har vi et tydeligt eksempel på hvor farlige vi er overfor hinanden. Vi er 99,9999% sikre på at det ikke er sars, da de udbrud der har været kan lokaliseres til et epidemi-center, hvor der forskes i sygdommen. Men vi er alligevel så egenrådige (og bange) at vi vælger at gå igennem karantæne-kontrollen i lufthavnen uden at gøre opmærksom på at hun har haft feber, hvis ikke de taler engelsk og vi har en rimelig formodning om at de kan forstå, hvad vi siger til dem om sygdomsforløbet. Vi ved at lægger vi kortene på bordet, og ikke har en mulighed for at snakke med folkene i lufthavnen, så vil ingen tage ansvaret for at sende os hjem. Vi står i nogenlunde samme situation som folk der vil smugle nukleare våben ud af landet, og skal deklarere om de har nogen med i baggagen. Og vi gør simpelthen det samme. Lader de små nussede health-declaration papirer fyldes med oplysninger vi ved noget om, og lader resten være op til tilfældet. Men Hjørdis er selvfølgelig nervøs. For vi har jo læst at der findes en feber detektor, som kan afsløre eventuelle sygdomsramte passager. Det var ikke rart før vi kom hjem og fik snakket med vores egen læge i telefon. Som vi var gået ud fra, var det en ganske almindelig forkølelse/influenza/ondt i halsen situation. Den samme som vi andre havde haft da vi boede i kælderen på Far East Youth Hostel.

18. juli, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Thailand, Vietnam

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com