Tropical Island 294Sveden pibler langs hårkanten, tasken glider i hånden og stemmen nærmer sig det snerrende mens vi bakser tre børn og et hav af tasker gennem en 27 grader varm gigantbobbel indeholdende verdens største indendørs regnskov, og Europas største badeland i tilgift. Iført vinterfrakker, lange forede bukser og solide skihuer er malplaceret den bedste beskrivelse af vores familie som vi vandrer rundt blandt bikini- og badebukseklædte familier, der haster fra strand til restaurant for at indtage en sen frokost. Men når man går fra minusgrader til 27 plus på den tid, det tager at åbne en hoveddør, så er der et efterslæb hvad påklædning angår. Reklamerne lyver ikke. Tropical Island, en times kørsel syd for Berlin, er enormt, og særligt for børn er mulighederne mange, og så er der varmt.

– Far, må vi smutte på stranden?

Afklædt fra vinterklæderne melder feriekroppens dovenskab sig, men med en teenagepige på 15 år og to drenge på 12 og fem år, er der ikke tid til at slappe af på det lækre to-rums hotelværelse i Balistil med mørkt træ, himmelseng og et fabelagtigt badeværelse med en gigantisk regnskylsbruser, som det største aktiv.

Bare fødder på lune klinker, knickers og en luftig t-shirt og så skal der vælges. Den store eller den mindre strand?

20 meter fra vores ”hus” breder en 200 meter lang sandstrand sig med det fineste kridhvide sand, hundredvis af mørke træliggestole på rækker, den klareste blå himmel med dekorative bomuldstotter af en flok skyer klistret på et enormt baggrundslærred, der trods al sin kunstighed blot kræver ganske let fantasi for at kunne drømme kroppen til de varme lande, små eksotiske øer med bambushytter, som om aftenen forvandles til en eksotisk showscene og når luften er 27, og vandet 31 døgnet rundt, så er der mulighed for vandgang døgnet rundt.

Menneskefyld skubber til idyllen

En grøn og blomstrende regnskov gennemskærer den enorme hangar, giver luften sin asiatiske fugtighed og muligheder for at drømme sig langt væk. Træer, stenbuddhaer, hinduistiske figurer, håndtykke lianer der konkurrerer med ambitiøse orkideer på stammerne af de op til 18 meter høje træer og sindrige broer over den fiske- og skildpaddefyldte mangrovesump cementerer anlæggets autentiske præg, og så er der rent. Trods propfyldte weekender, så er der pænt og rent overalt. I yderkanten af regnskoven ligger den 1200 m2 store Bali-lagune, hvor en sandstrand omkranser et badelandsmiljø af jungle med grotter, vandfald og bobbelbad. Eneste problem er mennesker. I hvert fald de andre. Der er plads til 8.000 gæster hver eneste dag, og særligt i weekender og ferier, hvor der kommer mange endagsbadegæster, så er de der næsten allesamen, så der er ofte overfyldt i vand og på land.

Tropical Island 292

Tropino land hitter for børn

Seks storhjulede mooncars står låst til hinanden med en lang stålwire. Seks børn slider utålmodigt i hver deres rat og dirrer af spænding, for nu skal der køres ”rugbrøds ræs”. Fra klokken ni morgen åbner Tropinoland, som er et stort område, hvor børn kan hoppe i trampoliner, klatre i tårne, køre ræs på de hårdtpumpede cykler, udkæmpe drabelige kampe ved at skyde gummibolde efter hinanden med lufttrykpistoler, sejle en tur i den lille sø, spille bordtennis eller en gang fire på stribe i stor format. Der er lidt af det hele, og i et så lukket rum som Tropical Island, og med en brysk tysk kvinde som oppasser, er der rig mulighed for at bruge legetimerne til en voksenstund.

Sultne børn er irritable børn, men i Tropical Island er der adskillige spisemuligheder, og særligt til frokost er der fokus på hurtig mad.i forskellige områder. Vores yndlingssted var et stort lokale med fire forskellige madsteder, med hver deres landetema – Tyskland, Italien, Asien og Usa – der frister med en ok middag til 8,90 euro, og så er de 1,5 euro ovenikøbet pant, som man får tilbage når plasticbægeret afleveres. Og til aften er restaurant Jabarimbas ”tropical Barbeque” et bud, når man er virkelig sulten., og så er der ikke langt hjem til sengen i regnskoven.

Tropical Island 260

Tropical Island 246

 

 

 

17. maj, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Badeferie, Tyskland, Udvalgte artikler

Tags: ,

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com