Indian Summer med barn på ryggen
Follow“Special price, come see my shop, you want drums, handmade or some hashish?”
Nogle af Indiens mest hårdkogte forretningsmænd, drenge og piger på otte/ni år er over os, så snart taxaen med hvinende bremser standser i udkanten af Goas store hippie-marked i Anjuna.
Måske er det søvnen, der sidder fastklemt i øjenkrogene eller ”skriget” fra den vinterhvide hud, der afslører os.
I hvert fald er der ingen af de ivrige sælgere, som tror mig, når jeg forsøger med en historie om, at vi næsten er indfødte indere, og at de ikke behøver spilde tid på os, for vi vil slet ikke købe noget.
”No buy – only looking!”
12 minutter senere vralter vi – to voksne og et barn på 11 måneder – få meter længere fremme med hænderne fyldt med små trommer, uundværlige Gandhi T-shirts, håndlavede sølv smykker og alvorlige overvejelser om at købe et enormt sengetæppe.
Tre timers søvn, 11 timers flyvning med fem timers forsinkelse i Kastrup giver ikke mange vitaminer til at stå imod rutinerede gadesælgere.
Men det berømte hippie-marked i Anjuna, 15 km nord for Goa, er kun èn gang om ugen – hver onsdag – så der skal ikke spildes et eneste minut
I
ndien skal smages og nydes, og med flyrejser til priser et stykke under Canarieøerne, er en effektiv sol-indsprøtning på den anden side af kloden, nu blevet en attraktiv mulighed.
Allerede i flyet kan man mærke det. Folk taler højlydt om alle de steder, de skal ned og gense. Indien går i blodet.
Der er varmt, fantastiske strande og mange søde mennesker, rigtig mange, og de elsker børn. Særligt dem med lyst hår og hvide arme.
Goas kyststrækning er omkring 100 km lang, men kun 400 meter fra vores faste solstole kan vi se, at der er sort af mennesker. Der er indere over alt. Fuldt påklædte og i fuldt firspring hen over det brændende sand og ud i vandet. Ikke for at bade, men for at tage billeder af dem selv med fødderne i vand. Længere fremme står en klynge på 10 ungersvende og griner. En af deres venner står ude i vandet og lader som om han lægger armen om en blond pige.
Pludselig går det hele i stå.
Store grupper af mennesker ”fryser” i deres aktivitet og alles blikke vendes mod os.
Ikke ubehageligt, men i dyb overraskelse.
Og så bryder latteren løs, og folk begynder at klappe og kommer løbende imod os.
Hvid baby på fars ryg, er humor på højt plan. Alle skal hen og røre, og så skal der fotograferes, for sådan en skal vennerne hjemme i Delhi se.
”He is so cute, can i touch him?”.
Da vi går fra stranden gennem den lille by, er vi på alles læber. Folk kommer løbende, busser
stopper og smilene møder os fra gadehjørnerne. Et barn på ryggen er et hit i Goa.
Oplevelser gemmer sig bag hovedgaden
De kridhvide kyststrækninger langs turistbyerne Calagute og Candolin er fyldt med åndehuller, hvor man kan nyde det lune arabiske hav og et måltid mad og selvom hver skridt følges med spænding af restauratørernes ivrige blikke, så er der rig mulighed for at være i fred.
Tjenernes fantasifulde historier om ulykkelige familiesituationer ender altid med tilbud om at købe udskårne sten-elefanter, en gang massage af bløde sandfyldte kvindehænder eller et uundværligt sølv-smykke sammen med en pang-farvet stråtaske. Egentlig ikke anmassende, og når tanken falder på at 160 millioner indere lever i ekstrem fattigdom, så sidder pengene løst.
Selvom Goa betragtes som noget af det dyreste i Indien, så er prisniveauet besnærende lavt for europæere.
Der kan spises godt, købes te og så lige ”pruttes” to fede T-shirts med Gandhi for under hundrede kroner.
En uge i Indien med en baby giver ikke de store eventyrrejser rundt i landet, men når man har set sig mæt i skriggule sarier, hellige køer, der smasker i grøftekanten og har afleveret mønter til elefanter med hellige mænd på ryggen, så er det tid til at kigge efter små listige stikveje.
Få meter væk fra hovedgaden åbner sig et regnskovsagtigt landskab, hvor grise, børn og smilende voksne blander sig med røgen fra de små udendørskøkkener. Pludselig er man befriet fra ivrige handlende og en del af indisk privatliv.
Og så er der det med skraldet. For over alt ligger der dynger af skrald og de første par gange man ser folk tømme skraldeposen langs vejkanten, er der med en hvis vestlig forargelse. Men hver lille portion skrald giver arbejde til de mange ivrige skraldemænd, som flere gange om dagen kommer og rydder op efter svineriet.
Sådan giver det hele mening lidt efter lidt.
Martin Hoffmann Kønig 12. februar, 2018
Posted In: Aktuelt forsiden, Badeferie, Bærestolen, Indien, Udvalgte artikler