Den første historie vi bringer er fra familiens rejse til Costa Rica:

Dag 1 – Rejsen

 

Hvor er mit pengebælte?

En øde villavej i Kastrup. Klokken er 6 om morgenen. Det er bælgmørkt og bidende koldt. Taxa’en står og damper, ungerne er spændt fast, vi er klar til afgang. Har vi det hele? spørger Bodil og ser sig omkring. Har du dit pengebælte? spørger jeg, og tænker tilbage på vores sidste rejse. Bodil klapper sig på maven, kigger panisk op og pisker ind i huset igen. Kort efter kommer hun ud med bæltet i hånd. En følelse af deja vu breder sig. Ti minutter senere stod vi i terminal 2 face to face med Bodils åndelige modsætning; en korpulent amerikansk sikkerhedsagent, der spørger til vores bagage og indbyrdes relationer. Yeps, all family…Nope, never unattended, og naturligvis ingen uåbnede gaver i vores rygsæk, of course…måske lige bortset fra farmors uåbnede tegnebøger øverst i tasken, som vi ikke fik nævnt. Han virkede ikke som typen, der brød sig om løse pengebælter. Og løkken skulle strammes endnu mere, for på den anden side af Atlanten ventede Department of Homeland Security. Rejsen fra Kastrup til Newark lufthavn var rejsen fra blid Dirch Passer komedie til højspændt amerikansk action sci-fi, i hvert fald i forhold til sikkerhedskontrol. De stod klar lige uden for flyet, hvor alle pas blev checket (lige indtil en højtalerstemme bekendtgjorde, at de nu havde fundet ham de ledte efter…cute!). Herefter blev vi gennet videre ind i systemet. Vores pas blev gransket som var det Hitlers dagbøger. De skannede vores fingeraftryk, tog vores billeder, krydscheckede biometriske data på skjulte chip i passet, mens vores to lyshårede talibanere på 6 og 8 kiggede på i fascination. Og fra bunden af sin våde grav grinede Bin Laden. Stemningen i San Jose lufthavn var noget mere bodilsk. Ved paskontrollen sad en flok søvnige teenagere med voks i håret og gummistemplede vores pas på stribe. De lignede nogen, der havde været til nytårsfest hele natten, selvom der stadig var et par timer til det gik løs. Samme bombede dagen-derpå look som ekspedienterne i et dansk byggemarked. I et meget kort sekund sendte jeg Silvan en kærlig tanke. Det må være “that latin spirit”. De sidste rester af rejsestress sev ud af én, som vi trådte ind i taxien. Kort tid efter sad vi på hotellet, et lille hyggeligt sted med 7 værelser og en kold øl. Pigerne indtog stedet med vanlig ildhu og faldt snart omkuld. En halv time senere sprang propperne, og vi fulgte trop med pigerne. Det var godt at være fremme. Det bedste nytår, ever.

Dag 6 – Monteverde

Drops of Life

“Welcome to Sangri La!” sagde vores vært med dyster mine. Vi var netop ankommet til en bondegård begravet i mudder. Det var mørkt, regnen silede ned og vinden ruskede i træerne. Peter kiggede op mod himlen. Vandet fossede ned. “Drops of life” sagde han, denne costaricanske Søren Ryge, og kiggede på én med sine tunge øjne. Han drejede rundt i sine store fornuftige gummistøvler og viste os vej til vores hytte, der lå en halv kilometers vandpytter fra bondegården. Vi trippede bagefter i vores sommersandaler. Vi var kolde og våde, og mens Peter krummede tæer, fristede jeg mig til spørgsmålet: “Heating?” og fantaserede om samme kakkelovn, som den lille pige med svovlstikkerne. Vores vært troede ikke sine egne ører. “No, we don’t use that”, sagde han lettere rystet, “we just close the door.” Vi var kommet til Costa Ricas højland Monteverde samtidig med en koldfront fra Minnesota. Vi havde glædet os til en klassisk bondegårdsferie med heste, grise, kalve og køer i den friske og klare bjergluft, men ind fra højre kom istedet en temperatur på 10 grader, et orkanagtigt regnvejr og mudder til knæene. Godt så. Nu var der jo ingen grund til panik over lidt regnvejr. Det gav også det flot kuperede terræn et imponerende dramatisk look. Frem med lektier, læsebøger og kortspil. Bare indtil det værste var løjet af. “Glimrende lejlighed til at komme ned i tempo!” konkluderede Peter tilfreds og skænkede sig endnu en kop kaffe. Pigerne forskansede sig med bøger og Nintendo. Selv mærkede jeg rastløsheden efter første time. Udenfor fortsatte stormen ufortrødent, og druknede samtlige planer om vandreture, bondegårdsbesøg og hesteridning. Mens Peter og pigerne koblede af i bedste stil, så jeg vores kostbare ferietid skylle væk. I desperation granskede jeg den fremlagte brochure i hytten. En venlig hilsen fra vores økologiske vært startede med denne indfølte svada: <address>”Our facilities are rustic but think that the luxury is in the surroundings. Our lights at night are scarce but think we are not ruining moth migrations. Our trails are muddy but think they are only for us. Thank you for your support and understanding, let’s all have a good time.” Jeg skulede ud på nogle druknede insekter og mindedes min mors insisterende “Kom, det blir SÅ sjovt!”, når vi skulle på spejdertur i regnvejr. Efter et par dages husarrest overtalte jeg den totalt afslappede familie til at trodse mørket og i det mindste drage til bondegården for at være med til at give kalvene mælk. Stor oplevelse. “Wow, hvor kan den suge!” udbrød Emilie, som hun stod der med sutteflasken. “Ja, vis mig den landmand, der ikke har….” begyndte Peter og jeg foreslog prompte, at vi snarest tog mod kysten, inden de landlige glæder tog overhånd. Ingen protester. Alle var smurt ind i kokasser og kalvesavl, vi havde intet tørt tøj tilbage, uvejret var kun blevet værre. Pigerne vinkede farvel til kalvene, Peter sendte dem et slukøret blik og jeg glædede mig til mere varme og mindre idyl. Rejseblog1

26. februar, 2015

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com