– Hænderne op og forhold Jer fuldstændig i ro, mens min kollega tømmer Jeres lommer for mønter og Jeres fingre for guld.

Den sortjakkede mands ansigt er skarpt markeret, hans øjne stikkende faste og den sortglinsede Colt Navy revolver slår ordenes mening fast.

Uden for damptogets vinduer træder en brysk udseende cowboy tæt på en bredmavet kæmpe af en mand. De to stirrer stift på hinanden, og pludselig lyder der et enormt brag.

En mand er død, og den anden stikker hurtigt af med en taske fyldt med stjålne smykker. Veterantoget skriger i fløjten, og toget tøffer videre på den 3,5 kilometer lange rute gennem »Arizona«, og selvom vi er i den svenske by Kulltorp, kun to timers kørsel fra Helsingborg, har fantasien frit løb – vi er i 1800-tallets wildwest, og sådan er det de fleste steder i High Chaparral, der er en gigantisk legeplads for børn og voksne, som kan lide at lege cowboyer og indianere.

Jeg har været i de store parker i Orlando i USA og i de fleste danske sommerparker, men aldrig har – som i High Chaparell – jeg været et sted, hvor ansatte og gæster tager konceptet så alvorligt.

Overalt ser man kvinder trippende af i stribede flæse-kjoler og hvide forklæder og mænd med fingeren let hvilende på aftrækkeren af en gigantisk pistol. En dunst af krudtrøg ligger som et tapet over stedet, og vi befinder os i USA’s midtvesten i 1850’- erne. I det 50 hektar store område er der både hjuldamper, dampjernbane, indianerområde og et større Mexico-land, hvor der er mulighed for at synge og danse med spanske flamingodansere.

En mindst 60-årig mand går med skrævende ben forbi os, og med en hånd på den bredskyggede cowboyhat hilser han, mens han stoltserer forbi med klirrende pistolbælte.

Langs de sortbejdsede træhuse med saloon, bank og revolversalg bevæger fire mænd sig rundt i gul og sortstribede heldragter. De småløber

med hænderne i vejret. Bag dem står Lucky Luke med sit gavflab-glade ansigt og peger på de fire Dalton- brødre med en alvorligt stor pistol. I løbet af få minutter får den populære lovhåndhæver skabt en alliance med de 50 omkringstående børn, så da en af Daltonskurkene forsøger at liste væk fra Lucky Lukes skarpe blik, får han mange råb med på vejen og må opgive. Her holder børnene med de gode.

Shows i særklasse

Ud over den nervepirrende togtur er parkens helt store attraktion de imponerende shows, hvor man kan opleve indiansk regndans, sang og så på toppen de imponerende cowboyshow, som to gange om dagen er en fabelagtig forestilling med professionelle stuntmænd. Scenen er en westerngade med publikum på stentrapper langs siden, og så er scenen sat. Ridende, vildt skydende cowboyer, der blander sig med letlevende kvinder i strutskørter og frække smil, er en eminent fortælling. En times højt tempo, kvikke replikskift og masser af special effects, og scenen er sat til et af de mest fænomenale cowboyshows, jeg har set

Chaparell show1

Kikset mad

Geværer, pistoler, jagtknive og larmende patroner. High Chaparral har det hele til rigtige drenge og deres fædre. Men, men, men … der er en enkelt hage ved den fremragende park: Maden. Når man laver et ellers gennemført cowboytema, hvorfor skal man så lave et lige så gennemført uappetitligt madkoncept? Dyre, men næsten uspiselige burgere, bløde pomfritter og mad blottet for antydningen af drømmen om midtvesten. Ud over nogle habile vafler og kager, så husk madpakken, for det er ikke værd at spise i parken.

Til gengæld er der en fremragende mulighed for at overnatte omkring parken. Blandt andet på campingpladsen, hvor cowboyentusiatster fra hele verden bruger deres sommer. De ansatte optræder i fuld cowboy mundering, der er toiletter for cowgirls

and -boys, og i baderummene trækker man i snoren for at få vand fra en træbalje. Er man til hotelovernatning, er der mulighed for at overnatte i gode fire sengs lejligheder på Hotel Big Bengt, der er et udmærket hotel bygget i træ som et enormt westernfort.

Chaparell show tilskuere

High Chaparel fakta

Find vej:
High Chaparell ligger i den svneske by Hillerstorp, 206 kilometer fra Helsingborg.
Byen ligger cirka 20 kilometer nordvest for Värnemo i det nordlige småland.

Åben 21. maj til 27.august

Se parkens hjemmeside: www.highchaparrel.se

Udover parkens muligheder, så er der mulighed for at bo på hotel i tilknytning til parken, og man kan spise på Diligencen, som er hovedrestaurant ved indgangen. Der er også swimmingpool og gratis parkering.

 

 

 

25. juni, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Sverige, Underholdning og forlystelser

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Svenske heste forstår ikke dansk. Sådan er konklusionen efter otte dage som chauffør på en hestevogn i Hallands grønne storskove. Vi er af sted i prærievogn mellem Halmstad og Ljungby, hvor nogle af Sydsveriges dybeste skove findes, og vores drivmiddel er to bomstærke fjordheste. Et bord, der kan slås ned som seng, en presenning over en stålramme, lidt køkkengrej, to gule vanddunke og heste-foder i portions-poser kalder vi hjem i otte dage.

Det er tredje gang familien drager på tur med hestevogn, og det er bestemt ikke med en baggrund som eliteryttere, men det er nemt at køre hestevogn. Det kræver blot et lille kursus i hestepleje, pålægning af seletøj og en prøvetur med udlejer, så er vi klar til at finde vores plads i rækken blandt de fire andre familier, som vi skal køre sammen med.

Ulydige heste er ikke et problem. Du bestemmer, og du skal bare være klar i mælet, er instruksen før vi sætter skub i karavanen, men af en eller anden grund er de gyldent lokkede nordbakker ligeglade. Vores heste går fuldstændig, som det passer dem, og da jeg desperat hiver seletøjet til en skarp venstredrejning, vender de enorme dyr blot hovedet og viser tænder. Retningen bliver ikke ændret. Det hele går langsommere end adstadigt ad den planlagte rute, fire til fem kilometer i timen gennem enorme skovområder kun afbrudt af søer og græsarealer, og langsomt ændres sindet.

hestevognsferie-3Efter de første par timers indestængte frustration over mistet kontrol, så giver det ro. For hestene skal nok selv finde frem, og det er tid til at give slip. Jeg sidder bare og ser ud som om jeg styrer og lader roen tage over. Frem pibler små glade stænk af overskud og det er tid til at være sammen med børnene. På skift sidder bror og søster og ”styrer” med farmand, mens øjnene meditativt plejes af alt det grønne omkring os.

En svensk skov er uendelig smuk og stor. Så på et tidspunkt melder overmodet sig. Det går jo meget godt, så hvorfor ikke stoppe kræene og plukke et par blomster til natbordet? Men gør det ikke, for her virker ingen ”pruuuh”, eller ”stop for faen”. Hestene fortsætter og nu lidt hurtigere end før, for de andre vogne har fået et forspring som følge af blomster-planerne, og det tåler vores heste ikke.

Sjoske-løbende iført korte bukser, spraglet T-shirt og blå gummistøvler må jeg sætte efter den førerløse vogn, og kun fordi de andre ”chauffører” forstår alvoren i at miste en medkører, får vi standset vores heste. Kan ikke undgå at få venner. Fire timers trissen og så er der pause for natten. Hestene skal have ”tøjet” af, og tungen holdes lige i munden.

Bedst som jeg står og holder en heste-mule med bestemt kendermine, og sønnike glad kommer med havre i en sort plasticbøtte, gider den firbenede ikke vente længere. Den virrer med hovedet, og mulen bliver jordbåren. Et styk far kastet til jorden og et par barne-fingre tæt på de store hestetænder forskrækker sønnen. Chokket fortager sig dog hurtigt, og snart efter står han og strigler de store dyr sammen med sin søster.

Hver aften overnattes tæt på en af de søer, der konstant dukker op mellem træerne, og efter at have samlet brænde og tændt op i bålet er der rig lejlighed til at lufte fiskestangen, mens børnene springer legende omkring. Det er umuligt ikke at finde venner og børnene nyder at kunne bruge skoven som legeplads. Som vi voksne sidder der, lidt våde og lidt forkomne vokser fællesskabet. Vores hestevogne står samlet, og ”fjenderne” kan bare komme an.

hestevognsferie-2

Det er fedt at være snavset. Langt ude i skoven findes skatten. Nogenlunde sådan kunne det lyde, hver gang toilettet skal gæstes. Skal ballerne hvile på et plastsæde, så er der en lille primitiv spand placeret under et af skovens store træer og eneste måde at signalere ”toilet optaget”, er konstante fløjtelyde i hugstilling. Men i takt med dage uden bad, falder behovet for moderne bekvemmeligheder. Der går sport i at droppe selv simple hygiejne regler, og verden udenfor vores lille samfund glemmes en lille smule hele tiden. På et tidspunkt opdager jeg en stor fed, vold-ædende skovflåt siddende halvvejs begravet i min underarm. Hysterisk for jeg på hospitalet i Halmstad, og stor var min forundring, da lægen uden at skjule sin væmmelse brugte seks fulde minutter på at belære mig om, at man faktisk godt kan købe sæbe og deodorant flere steder i Sverige, og så et minut på at forklare at skovflåterne i Østsverige ikke er farlige.

Bitte små flyve-fjender-Knotter. Sig ordet højt. Og print de små ækle flyve-hud-ædedyr på din indre fjendeliste. Små som korn hvisler de flyvende rundt langs søerne, og så kaster sig med bittesmå grådige munde over alt af kød og blod. Omkring bålet sidder vi samlet hver aften med snobrød, mad på bålet og hovederne dekorativt pyntet med buskgrene. For ifølge kloge hoveder holder grenene knotterne væk. Det lykkedes næsten, og det er det også nødt til, for timerne skal bruges i naturen. Vognen er lille, og kun hvis man virkelig holder af hinanden kan man klare otte dage i en hestevogn.

Snyd ikke jer selv for en tur i cowboy parken
High Caparral på hjemvejen – www.highchaparral.se

Kører man over Malmø hjem kan anbefales at vaske hestevognssnavs af i Vandpaladset Aquakul i Malmø. – www.aq-va-kul.se

(Billederne er fra en af vores andre hestevognsture, her i jylland)

hestevognsferie-4

 

21. januar, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Ferie med dyr, Sverige, Udvalgte artikler

Tags: , , ,

Læs også

One Comment

Den sorte prik i havets skummede overflade dykker, mens begejstringen vokser på dækket af det duvende, men stolte, skib ”Nanny.”

Bølgerne slår næsten-kvalmen ind i kroppen, men det opvejer ikke glæden ved at have fået øje på flere af de knubsæler, der holder til omkring den svenske ø Hallands Väderö ud for den hyggelige fiskerby Torekov, kun en times kørsel og en halv times sejllads fra Helsingborg.

Men målet er ikke at se på sæler, det er at komme til at vandre på Hallands Väderö. En ensom ø, i det nordvestlige Skåne med få huse, trampestier, får, små heste, kvier og pindsvin. Øen har været i den svenske kirkes besiddelse siden 1200-tallet, og her er gode muligheder for at vandre over klipper, langs havet, igennem krat, skov og gennem små skovlunde med en frodig og anderledes vegetation.

Sverige-pix-svær-klippe-opt2

Bæltet spændes, kniven lægges i lommen og den lille dagrygsæk spændes på skuldrene. Syv-årige Malthe er klar til eventyr på fødder. Vi bliver sat i land ved naturhavnen Kappelhamn, der er den sydligste af de to havneanløb på øen, og så er det ellers bare at sætte det lange ben forrest, for her skal vandres over blomstrende marker og stendiger fra den tid, hvor øens eneste afgrøde – kartoflerne – skulle beskyttes mod grovædende geder. Selvom øen kun er lidt over tre kilometer lang, så er der gode udfordringer for særligt de små ben, og efter 20 minutters vandring når vi et stenet og forvitret strandområde ved Brötholmarna.

Vandring med børn handler om at lytte og følge de mulighede, som hvert barn har, og selvom vores guide mener, at børn blot skal lære at følge med, for på den måde at komme til at elske vandringens muligheder, så er der glæde, når det bliver tid til frokost og en pause, hvor det er ok at løsne ”tornysteret” og fremdrage den medbragte kniv for lige at få snittet en pind, før turen går videre gennem Söndre Skog, hvor over 300 år gamle træer snor sig eventyragtigt og man skal passe på fødderne for ikke at plumpe i det dunkelt udseende søvand, der breder sig som ”farlig” sumpet undergrund.

Først er det gåsegang, og siden er der mere skub i vandringen.

Først er det gåsegang, og siden er der mere skub i vandringen.

Malthe knytter hænderne og træder med ekstra kraft i fødderne, for efter et par timers vandring er der ved at være ”solgt ud,” men vi er nået til øens nordlige del, hvor fyrtårnet siden 1884 har guidet søfarende sikkert omkring klippeøen, og her er det tid til en pause mere, og muligheden for at hoppe og løbe på sindrige stenformationer, og kravle på klippestykker, der ikke finder sin lige i Danmark.

Turens endepunkt er havn nummer to ved Sandhamn, hvor der også findes både toilet og kiosk, sidstnævnte har dog ikke åbent hele året.

Yderligere informationer, hvor der også er info om bådtider og priser:

www.hallandsvadero.se

22. juni, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Sverige

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Børne, ulve, ræve og sibiriske tigre, er blot nogle af de mange imponerende rovdyr, der bor i Europas største rovdyrpark, Orsa Bjørnepark. Parken ligger i Sveriges “mave”, i hjertet af Dalarna, og parken er helt speciel, fordi strategisk placerede udkigsposter og udkigsramper giver endog særdeles gode muligheder for at komme endog meget tæt på de imponerende dyr.

Priser: Voksne: 205 sv. kr., børn mellem 3 og 12 år: 135 kr. Familiebillet(2 voksne og 2 børn): 580 sv. kr. Børn under 3 år er gratis.

Læs meget mere på parkens hjemmeside: www.orsabjornpark.se

 

3. oktober, 2018

Posted In: Aktuelt forsiden, Europa, Rejsemål, Sverige

Læs også

Leave a Comment

Der er mange muligheder, hvis man er til vildmarksliv, og går ind på hjemmesiden www.vildmark.se.

Mange af turene ligger i den dyrere ende, men der er gode muligheder for at sammensætte sin helt egen safari eller vildmarksoplevelse i Sverige.

Kanot1 Lagereld

4. november, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Gode hjemmesider og blogs, Kano og kajak, På opdagelse i naturen, Sjov i naturen, Sverige, Vildmark og trecking

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Foto: Kajak, ikke kano, er venligst udlånt af Mikael Holm Kestler. Læs mere om kajakture og udlejning på Mikaels hjemmeside: www.kragenaeskajak.dk

Imponerende sluser
Slusemesteren lukker porten bag os, og kanoen glider stille ind til kanten af det store slusekammer. To tove bliver kastet ned, så vi kan holde os fast, når vandet om et øjeblik vil fosse ind med stor kraft. Vi, der i dette tilfælde er Konny, Peter, Pernille på tolv år og Thomas på ni, søger så langt tilbage i kammeret som muligt, og her er der god afstand op til den forreste port.

Pludselig brager vandet ind. Larmen og strømhvirvlerne virker voldsomme, men kanoen ligger stabilt i vandet. Den vipper kun en smule, og i løbet af få minutter hæves vi seks meter op. Porten åbnes og vi stikker padlerne i vandet, så vi kan komme over til slusemesteren for at betale afgiften på 15 svenske kroner.

Dagen før ankom vi til Bengtsfors, der ligger et par timers kørsel nord for Gøteborg. På vejen gjorde vi holdt i Trollhättan og så de enorme slusekamre i funktion. Et stort skib bevægede sig op ad Götaelven, og via sluserne blev skibet i løbet af en time hævet 40 meter. Det var et imponerende syn, som vi nød over en god frokost og en flaske hvidvin.

På toilet med feltspade
Hen under aften er det tiden at finde en lejrplads. Børnene synes, at “Troldeøen” lyder spændende, så vi sætter kurs mod den store klippefyldte ø forude.

Kanoen trækkes på land, teltet rejses og der stables op til bål. Det sidste er mest for hyggens skyld. Til madlavning har vi medbragt en “Trangia”, som er et meget driftsikkert og let feltkøkken, og snart dufter der af suppe. Dåsemad, som man hjemme ville nægte at sætte tænderne i, smager himmelsk under disse forhold. Aftenens hovedret (en østrigsk “knödelragout”) samt rødvinen ,der er i papkarton, glider hurtigt ned.

“Jeg skal på toilettet”, siger Thomas og henter feltspaden. Da det er Thomas første toiletbesøg “in natura”, går jeg med for at hjælpe. Vi graver hullet i et spadestiks dybde, jager myggene væk og ….. Bagefter dækker vi hullet til og markerer med to pinde, hvor man absolut ikke skal trampe rundt i bare tæer.

Efter en tår aftenkaffe kryber vi ned i soveposerne. Her ligger vi længe og lytter til alle skovens lyde, inden vi falder i søvn.

Myreøen
Området af sammenhængende søer er enormt, så vi har udvalgt et hjørne af den store sø Lelången som dagens mål. Vi søger ind under kysten, hvor oplevelserne er størst – og tættest på. Klipperne stikker mange steder 20 -30 meter direkte op af vandet. Det er et flot syn at sejle helt tæt på og glide ind og ud af de små vige.

Pernille får pludselig øje på et bæverbo, og vi lader kanoen flyde lydløst i retning af boet. Store stammer er gnavet af og anbragt i et helt bestemt system. Efter ti minutters forgæves venten padler vi videre – bæveren gemmer sig godt.

Ved middagstid går vi i land for at holde frokost. Et tæppe bredes ud og vi dækker op med forskellige delikatesser. Straks bliver en halv million røde myrer så lækkersultne ved synet, at de vil holde os med selskab. Der er kun en ting at gøre: Vi tager benene på nakken og hopper i kanoen, mens de mest ivrige myrer følger med.

På god afstand af “Myreøen” finder vi et mere fredeligt sted, hvor vi kan spise. Efter frokosten bader vi fra klipperne, nyder stilheden og glæder os til de næste par dage, hvor nye områder skal “udforskes”.

God familieoplevelse
Nogle dage senere, og efter masser af gode oplevelser, er vi tilbage ved udgangspunktet. Vi gør vi kanoen ren og afleverer padler samt svømmeveste. Derefter pakkes telt, trangia og soveposer sammen, mens vi fantaserer om den middag, som vi vil indtage om aftenen.

I løbet af den uge der er gået, har vi haft et kæmpe naturområde næsten for os selv. Der var så rent, at vandet kunne drikkes direkte fra søen, og vi har på intet tidspunkt savnet de bekvem- meligheder, som vi omgiver os med til hverdag.Tværtimod er vi på en god måde kommet i tættere kontakt med en “primitiv” livsform, som man i hverdagen fjerner sig mere og mere fra. Familien har været intenst sammen, og vi er enige om, at det skal prøves igen.

Med hjulspin kører vi mod nærmeste restaurant.

Rejsetip – Kanoudlejning:
Silverlake Canoeing, Slussen, Brogatan 2, S-666 31 Bengtsfors, Sverige.

www.silverlake.se

Telefon:
00 46 531 121 73.

Kan lejes:
Telt, liggeunderlag og feltkøkken

Kan købes:
Kort og myggebalsam

Andre aktiviteter:
Mountainbike, dræsinekørsel, vandreture (spørg Silverlake Canoeing)

Allemandsretten:
betyder, at man frit og gratis kan slå telt op (næsten) overalt i Sverige.

Afstande:
Gøteborg – Bengtsfors: 170 km.
Gøteborg – Stockholm: 490 km.

13. juli, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Camping, Kano og kajak, Sverige

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

I tilfælde af uheld i den 49,5 meter lange og 800 tons tunge u-båd HMS Neptun, skulle besætningen stille sig på række, og vente på at blive lukket ind i luftkammeret, hvorfra de kunne komme ud i det havets mørke dyb. To ad gangen, mens vandmasserne steg omkirng dem. Ikke en særlig rar tanke, men på u-bådsudstillingen på Marinmuseet Karlskrona, er der mulighed for at få en dramatisk og virkelighedstro rundtur, som med brug af lys, lyd og lugte bringer gæsterne tilbage til dengang, da u-båden var i brug under den kolde krig i 1980`erne.

HMS_Neptun_Marinmuseum

U-båden blev taget ud af brug i 1998, men først fra den 6.juni 2014, bliver de rmulighed for at se den udstillet. På museet er der også mulighed for at se og opleve Sveriges eneste skibssimulator og en undervandstunnel med udsigt til et ægte skivsvrag fra 1700-tallet. Museet ligger på øen Stumholmen, og du kan finde yderligere informationer på:

www.marinmuseum.se. Indgang koster 100 svenske kroner for voksne, og nul kroner for børn mellem 0 og 18 år.

Hvis du har besøgt museet, så lad os høre hvad jeres familie synes om det.

Ub-tshallen_Marinmuseum

 

12. februar, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Museer og udstillinger, Sverige

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Det hele startede på Birkeallé i Jægerspris. Vores varebil, en Citroen Jumpy, skulle være basen på vores over 4.000 km lange rejse. Et par dage inden afgang skulle Jumpyen, lige checkes igennem og klargøres til færden. Lidt sent vil nogle nok mene.
Men ideen til turen blev først født en uge før afgang. Vores liv er nok præget en del af spontane ideer og det gælder også vores ferier.

Udstødningen var knækket og bremserne var slidte og det skulle lige fikses inden afgang. Farmand har det jo med at ville lave alting selv, så han kørte en tur til Frederikssund og købte reservedele, en udstødning og bremseklodser. Udstødningen var ikke noget problem, men da det kom til bremserne begyndte det at drille. Stemplerne havde sat sig fast i bremsekaliberne og fast det sad de virkelig. Smilet stivnede en anelse hos Hanne, da jeg meddelte, med bilen splittet ad og diverse dele spredt ud over indkørslen, at jeg ikke kunne få det til at fungere. Men på en eller anden måde løser alle problemer sig, hvis det hele får lidt tid. En halv time senere stod jeg pludselig foran en mand, der boede seks huse længere henne på Birkeallé. Jeg havde set og hilst på ham før, men kendte ham egentlig ikke rigtig. Han er automekaniker og insisterede på at hjælpe mig færdig med bilen, så vi kunne komme af sted.

Som sagt så gjort, skiverne blev renoveret og de nye bremser monteret. Betaling ville han ikke høre tale om, for han manglede jo ikke noget som han sagde. Jeg skulle opfatte det som vennetjeneste og så kunne vi jo komme forbi og fortælle om vores tur over et glas rødvin en dag når vi var kommet hjem. ”En tjeneste kommer altid tilbage en dag” sagde han. Ja, de typer mennesker findes stadig – herligt.

Nå, nu var smilene blevet brede igen og vi kunne begynde at pakke Jumpyen. Vi havde lavet en hævet bund af to spånplader, der hvilede på en masse plastickasser. I kasserne havde vi madvarer, drikkevarer, køkkenudstyr, spritkøkken, fiskeudstyr, tøj og anden oppakning. Oven på spånpladerne havde vi to madrasser, vores dyner, telt og et lille klapbord, tre klapstole og vores 12v køleboks til madvarer. Det var det og så af sted en halv dag forsinket.

Vores første stræk skulle føre os til skærgården omkring Stockholm. Vi havde ikke booket noget som helst på forhånd og vi ville også helst finde et sted i naturen ved vandet. Alle-mands-retten i Sverige er jo en enestående mulighed for at komme rigtig tæt på naturen.

75 km syd for Stockholm, lige nord for Nyköbing, fandt vi hvad vi ledte efter. Et lille naturcamp- sted helt ned til vandet, hvor Markus kunne lege i vandkanten og med udsigt til en masse skærgårdsøer. Nu var rejsen i gang.

bamse-1

Det var et rigtigt fint sted vi havde fundet, helt fredeligt og roligt. Så vi valgte at blive der i to dage. Alle-mands-retten giver jo lov til at campere ét døgn samme sted i den frie natur og to døgn på naturcamp stederne. Man skal bare huske at rydde helt op efter sig og tage alt sit affald med. Det var nogle rigtig gode dage vi havde der. Prikken over i’et var da en hvidhovedet fiskeørn kom svævende hen over hovederne på os inde fra skovene og ud over vandet. Den gjorde det to gange, hvor vi ikke lige havde kameraet på os, så det fik vi desværre ikke billeder af.

Men vi måtte videre nordpå. Vi havde aftalt at vi ville prøve at tage nogle lange stræk i starten, for at komme så langt nordpå som muligt i løbet af de første dage. Efter endnu en dag med ca. 600 km igennem meget kuperet terræn, fandt vi en lejrplads på Höga Kysten tæt på Angermanelven. Det var et område med meget kuperet og vild natur. Her fandt vi en plet med en fantastisk udsigt ud gennem en fjord med stejle klipper på begge sider.

bamse-2

Når man ser sin søn midt i et blåbærkrat sidde og fylde sig med vilde blåbær så han bliver helt lilla om munden og på hænderne, og Hanne har kaffevandet klar på spritkøkkenet, så er man nærmest lykkelig. Det eneste minus ved dette sted, var, at vi om natten kunne høre trafikken og specielt lastbilerne fra den nærliggende E4, så vi måtte af sted igen den efterfølgende formiddag.

Storetåen dikterede pause
Markus er 2½ år og en aktiv udendørs dreng og vi havde været lidt spændt på, hvordan han ville klare over 4.000 km i bil. Egentlig er han rigtig god til at underholde sig selv med små midler, men alle har jo en grænse. Vi havde jo hørt historier om forældre der må fylde deres biler op med elektroniske hjælpemidler som dvd-afspillere på nakkestøtterne og diverse computerspil, m.m.

Vi valgte at satse på bilens indbyggede kasetteradio plus lidt bøger, legetøj og hans højt elskede bamse. Og så fik vi et pejlemærke forærende for, hvornår han trængte til en kørepause. Det var, når han begyndte at trykke på den store røde katastrofeblinkknap med venstre storetå. Eller når han blev ved med at vippe visker-armen op på hurtigste hastighed med venstre fod, så var det tid til en pause. Jumpyen har tre forsæder og Markus sidder i midten i sin barnestol, hvor han efter en del øvelse kan betjene en del knapper med tæerne.
En af vores drømme på denne tur var at møde og se nogle af Skandinaviens store vilde dyr i deres rette element. Renen, elgen og måske den store brune bjørn. Den sidstnævnte selvfølgelig på behørig afstand. Elge havde vi set et par stykker af allerede. De står tit og gemmer sig lidt i kanten af et åbent engstykke eller i skovkanten. Det kan være at heldet er med os med de andre dyr længere nordpå.

Det blev til godt 400 km denne dag. Og lejrpladsen fandt vi ved en lille fjord ved den lille Åbyelvs udløb. Det var på flere måder et lidt spændende sted. For Markus mest fordi et ældre svensk par havde fundet dertil med deres stor gamle ombyggede Scania bus. Specielt busser har Markus’ store interesse, og begejstringen ville ingen ende tage, da han blev inviteret indenfor og fik lov til at sidde ved det store rat og ”styre”. For os andre var det spændende, fordi man kunne se resterne af fiskeriets storhedstid på disse kanter. I starten undrede vi os over, hvorfor fjordens bredder lå oven på flere lag af brædder og stolper. Men det var fra den tid, hvor fiskerbådene og fiskejollerne lå stævn ved hæk i det meste af Østersøen og den Botniske Bugt. Det var resterne af de gamle bådebroer, vi kunne se langs kanten.
Det svenske par med bussen, der var fra Piteå 50 km længere nordpå, fortalte at fiskeriet havde været rigtig stort for en del år tilbage, men at der næsten ikke var liv tilbage i vandet. Det kunne højest blive til et par mindre brakvandsaborrer nu.
Sidst på eftermiddagen imponerede vores svenske busvenner Markus igen. Denne gang var det nybagte vafler, der fik jublen til at flyde. De var nogle rigtig dejlige og hyggelige mennesker, og de var helt overbevidst om, at jeg var nødt til at købe deres bus om et par år, så Markus kunne få sin egen bus!

Efter endnu en gang morgenmad med udsigt, tog vi afsked med det svenske par i bussen. Nu hed det Haparanda, dagen hvor vi skulle nærme os Lapland. På det sidste stræk op til bunden af den Botniske Bugt, kom vi gennem ganske store øgede områder. Og så pludselig lå de der.
Rener i krattet langs vejen, fem-10-15 styks, det var sjovt at se med deres karakteristiske gevir.

bamse-6

Sverige er et kolossalt stort land med enorme vider og utrolig meget skov, det er meget fascinerende at opleve. Det er faktisk overraskende så få danske biler man ser i Nordsverige. Vi så mange nordmænd, hollændere, tyskere og schweizere, men danske biler kunne tælles på én hånd. Selve Haparanda by er ikke noget at skrive hjem om, men på en eller anden måde er man nødt til at besøge den, når man er der. Det var et ”way point” for vores rejse, bunden af den Botniske Bugt, grænsen til Finland og begyndelsen til Lapland.

Men efter at have været lidt rundt i byen og på havnen og efter selvfølgelig at have taget et billede af et af byens varetegn, byskiltet med de mange arme – allerede 1.740 km hjemmefra!! – besluttede vi at køre lidt videre nordpå langs Torneelven og grænsen til Finland.

bamse-520 km nord for Haparanda kom vi til et sted der hed Kukkola. Vi havde læst om et lille sted, hvor man kunne leje små hytter lige ud til Kukkolafossen og det havde vi tænkt os at kigge lidt nærmere på. Hvilket fantastisk syn der mødte os. En over 100 meter bred fos med nogle få små røde hytter langs kanten. Sådan en hytte måtte vi bare have for en nat eller to.
Hanne gik ind i receptionen for at høre. Der var kun én hytte ledig og det var suiten!

Den var ikke billig, til gengæld lå den tættest på fossen. Da vi gjorde opmærksom på vores begrænsede midler, gik pigen ud bag ved og talte kort med chefen. Den var åbenbart ikke booket de næste dage frem og de ville gerne have den udlejet, så vi fik den til halv pris. Det var fantastisk at sidde på første parket og se fossens rasende vandmasser. Og så var det i øvrigt også nydelse af høj karat at få et rigtigt bad efter adskillige dage med bad i søvand og havvand. Skulle man komme på disse kanter en dag, må man ikke snyde sig selv for en nat eller to på kanten af Kukkolafossen.
Sjælden dansker er kær gæst

Langs fossen har lokale fiskere bygget tynde skeletbroer hvorfra de stadig dyrker en mange hundrede år gammel fiskemetode, ”laveret” fiskeri.

Fiskeredskaberne består af et fem meter langt skaft med et ketsjer-net i enden, fuldstændig som dem alle børn bruger til at fange krabber med i enhver dansk lystbådehavn bare i enorm overstørrelse. Så står de og kører det gennem strømmasserne for at fange den lokale delikatesse, Sikken.

Den er på størrelse med en makrel og behandles, tilberedes og spises på stort set samme måde. Røget Sik på hjemmebagt tyttebærrugbrød med rørt cremefraiche og purløg på, og så lige en kold Norrlands Guld til, så kan det kun blive en god dag.
Da vi skulle bestille vores mad i den lille og meget hyggelige restaurant der hørte til pladsen, blev vi mødt af et ”hvad skulle det være” på klingende jysk! Det var en ung frisk gut fra Holstebro, der havde en sommertjans som tjener på dette lille sted, og han havde hørt os tale dansk. Han var en meget sympatisk, glad og frisk fyr. Han gik på musicalartistskole i Umeå her i Nordsverige og havde mødt en sød svensk pige der. Og så arbejdede de i restauranten om sommeren for at skrabe penge sammen til at kunne rejse ud og møde verden. Han drømte om, at de kunne rejse ud og optræde i forskellige musicals en dag. Det håber vi vil lykkedes for dem,

Han fik i hvert fald lidt ekstra drikkepenge til opsparingen.
Vejret havde ind til videre været helt utroligt, stort set solskin hver dag. Og de sidste par dage
havde det været skyfrit og rigtig varmt.

Dagene er jo stadig meget lange hen imod slutningen af juli på disse breddegrader. Ved sommersolhverv i slutningen af juni, kan man lige akkurat opleve midnatssol her på grund af luftspejlinger. Så solnedgang så vi kl. 23.00 og solopgang oplevede vi aldrig, det var længe inden vi var kommet ud af drømmeland.

Efter to overnatninger på dette pragtfulde sted, måtte vi videre nordpå. Vi manglede stadig at passere polarcirklen, møde samerne og se de to sidste store dyr inden kursen skulle sættes sydpå igen.

Vi fortsatte op langs Torneelven og grænsen til Finland. Efter ca. 100 km. drejede vi ind på nogle mindre landeveje og fortsatte mod nordvest. Her fik vi rundet en anden milepæl på vores rejse. Vi krydsede Polarcirklen, 66,56 grader nord. Godt nok i regnvejr. Men alting får en ende, også solskin.

Det overraskede mig en del, at fartgrænsen på de små ensporede og lidt ujævne landeveje, uden dyrehegn, lå på 110 km/t. Jeg tror aldrig vi nåede over 90. Nu var vi for alvor på vej ind i ødemarken og vildmarken. Vi kørte i lange perioder uden at se andet tegn på civilisation end vejen vi kørte på. Det var en af de ting jeg havde glædet mig allermest til, at mærke den uspolerede vildmark på egen krop. Og pludselig. Lige der i vejsiden stod den største og flotteste ren vi havde set ind til videre, med et kæmpe gevir.

bamse-4

Efter et par timers kørsel gennem ødemark og nationalpark, hvor vi så sne på de højeste af toppene i fjeldet, begyndte der at dukke små butikker og udsalg op langs vejen. Det var samerne der solgte deres skind, kød og kunsthåndværk. Samerne er meget dygtige til at arbejde. I sølv, skind, ben og horn, bl.a. meget flotte knive og dolke med skæfter og skeder i ben og horn. Men samere i deres traditionelle klædedragter, skal man lede længe efter. Det er vist kun til deres årlige traditionelle samefestival, eller til ære for turisterne på det lokale museum, det kan opleves.
Dem vi så, var i cowboybukser og t-shirt.

Udstoppede bjørne har også været vilde
Nu havde vi næsten nået det vi ville nordpå og rejsen havde passeret halvvejs, så nu kørte vi sydpå for første gang. Egentlig ville vi gerne have været til Kiruna, som betragtes som de svenske samers hovedstad, men det må blive næste gang. Vi skulle ned og se Storefossen mellem Jokkmokk og Piteå, Europas største fos. Det er utroligt at se og mærke de store kræfter, der er på spil, når så store mængder vand skal ned gennem en så forholdsvis smal passage. Vi var næsten de eneste, der var der, så vi fik en lang hyggelig snak med to lokale guider. De vidste alt om området og om dyrene i området. Og så havde de en lille forretning, hvor de solgte souvenirs og røget elg- og renkød.
I den anden ende af biksen havde de en lille udstilling med udstoppede dyr og historiske jagtredskaber. Der hang et bjørneskind på væggen med hoved og klør. Den var blevet skudt i området for en del år siden ”men det var kun en lille bjørn på 300 kg.” Sagde de! De fortalte, at der var usædvanlig mange bjørne og elge i området, nogle af bjørnene vejede op til 6-700 kg. Det er meget svært at komme tæt på de vilde bjørn, de flygter, når de bare fornemmer eller hører den mindste lyd af mennesker.

De beskrev et sted i skoven lidt nord for fossen, hvor man kunne være heldig. Om ikke andet kunne vi måske få en elg at se tæt på. Vi trillede et langt stykke ind i skoven og pludselig kom vi til en lysning ved elven. Der var en lille shelter og et lille bålsted, som jeg tror jægerne brugte, når de var på jagt. Men hvilke enestående omgivelser. Jeg kunne levende forstille mig en stor brun bjørn stå nede ved bredden og tage en laks. Det var fuldstændig som at se en udsendelse i fjernsynet fra Alaska om bjørne. Vi blev der en times tid, mens vi spiste en mad. Egentlig havde vi talt om at slå lejr for natten og blive i skoven, men lugten af torskerognsmadder og Markus på 2½ år hører ikke helt sammen med store brune bjørne på 600 kg.
På en eller anden måde blev det ikke bedre, da vi fandt en hel bunke ret store afgnavede og knuste knogler i skovbunden og nogle af dem stadig med rødt kød i enderne. De var fra en ren fik vi at vide dagen efter af guiderne og rener havde vi også set i skoven.

Nej. Vi måtte ned til det hotel, der lå nede ved foden af fossen. Men spændende var det nu, der var sådan lidt storvildtsafari over det. Helt upåvirket er man ikke, når man kører rundt i skoven og leder efter vilde bjørne, jeg tror bestemt produktionen af adrenalin i kroppen vokser.
Men det var nok det tætteste vi ville komme på de vilde bjørne i Bjørneland i denne omgang. Eller måske var det den udstoppede bjørn i hotellets reception, der var det tætteste vi kom på en stor vild bjørn. Det tror jeg i hvert fald Markus syntes, da han stod foran den med sin bamse under armen.

bamse-3

Sønnikes fiskevaner gør far stolt
I opstartsfasen til turen talte vi meget om hvor rejsen skulle gå hen. Skulle vi køre hele vejen rundt om Østersøen? Skulle vi køre til Nordkap? Eller skulle vi bare se hvor langt vi nåede?
Det er jo så dejlig frit at køre rundt med soveværelset og køkkenet bag i bilen, man skal ikke være fremme et bestemt sted til et bestemt tidspunkt.

Vi havde besluttet at hjemturen skulle ske inde i land, gennem de store skove og sølandskaber. Det var en del, jeg havde glædet mig til at gense. I en del år i træk havde jeg været på kanoferier i den del af Sverige med de samme tre ungdomskammerater. Men kursen sydpå var også et farvel til Lapland og den fantastiske ødemark, Europas sidste vildmark. Men jeg er sikker på, at det blev et farvel og på gensyn. Vi har for længst aftalt at vi en dag vender tilbage, for der er meget mere vi skal opleve i det nordlige Skandinavien.

I Dalarna finder man den sydligste vildmark i Sverige. Kæmpe store områder med sø, skov og åbne landskaber, hvor man bl.a. også kan finde store bestande af vilde ulve. Men dem havde vi nu ingen planer om at skulle finde og de er lige som bjørnene meget svære at komme tæt på. Vi havde flere ophold og overnatninger ved søbredder, hvor fiskestangen kom i brug. Dog uden at ”jægeren” kunne bringe bytte med hjem. Men det glædede jo far, som inkarneret lystfisker, at se sin 2½ årige søn håndtere en 9 fods spindestang kompetent og med største lethed. Det var et herligt gensyn.

Store søer og skove helt øde uden civiliseret påvirkning. Men en ting skal man dog ikke undervurderer, MYG. Ude langs Østersøkysten er der stort set ingen myg, men her i sølandet inde i land skal man ikke være sart hvad myggestik angår. Men hvad…..et lille bål og en kop friskbrygget kaffe, så glemmer man både myg og stik.

Efter Dalarna kørte vi ind i Värmland og det var som at komme fra den jyske hede og direkte ind på Rådhuspladsen i København. Det var som nat og dag. Vildmarken var slut, der kom vildthegn langs vejene, byerne lå tæt og den ene golfbane efter den anden dukkede op langs vejen. Det kom i samme sekund vi krydsede kommunegrænsen, sjovt nok. Nu var det bare at komme hjemad.

Vi tog det sidste stræk non stop, 1100 km på én lang dag. Vi kørte et godt stykke langs Götakanalen, det var der vi ville komme sejlende når vi skal besøge Haparanda fra vandsiden.

Henover Øresundsbroen kunne vi se alle de små hvide trekanter på vandet og himlen over os var blå som på den skønneste sommerdag. Det lugtede lidt af at vi kunne slutte vores ferie af med et par dage på vandet i mine svigerforældres sejlbåd, inden vi satte alle de mange spændende og gode oplevelser ind på familiebankbogen.

12. maj, 2015

Posted In: Aktuelt forsiden, Camping, Sverige, Vildmark og trecking

Tags: , , , ,

Læs også

Leave a Comment

Teaterlegeplads i Pildamsparken, hvor de små scenekunstnere kan øve sig i at stå i rampelyset eller hvad med en fiskelegeplads på Möllevängen, hvor man kan lege med delfiner og søuhyrer eller spille bordtennis i sandhavet.

Malmø har 19 kreative temalegepladser, og de er oplagte som et selvstændigt besøg i Sverige eller kan være det krydderi, der gør Malmø besøget til en helt særlig oplevelse for de mindste.

28. oktober, 2014

Posted In: Nyheder, Rejsemål, Sverige

Læs også

Leave a Comment

I løbet af sommeren bliver det muligt, at sejle fra den svenske ferieby Västervik til hovedbyen Visby på den svenske ø Gotland.
I løbet af højsæsonen – fra juni til august  – vil der være fire daglige afgange. Overfarten tager tre timer og 20 minutter, og billetter kan købes helt ned til 100 svenske kroner, hvis man vel at mærke lader bilen stå. Billetter med bil koster fra 295 svenske kroner.

Færgen får plads til 350 personbiler, og der er mulighed for at benytte færgens cafeteria, restaurant eller familielounge.

Se mere på hjemmesiden www.gotlandsbaten.se

5. juni, 2014

Posted In: Aktuelt forsiden, Sverige, Udvalgte artikler

Tags:

Læs også

Leave a Comment

Næste side »

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com