Sej kajaktur i klamt tøj

Våd bliver man i hvert fald ikke. Det fede ved kajakker er, at man stort set aldrig falder i! Instruktørens overbevisende ord trommer gennem hovedet i takt med, at fødderne mister fæstet, og kroppen uelegant glider ned i det kolde havvand i lagunen ved Amager Strandpark. Som en klamkold hånd tager vandet favntag med min krop, kun håret bliver ikke vådt før arme og ben i en meningsløs gestik får bugseret kroppen tilbage på land, i det, der senere viser sig at have et lammende beskrivende navn; Hvalrossen. Hvalrossen er navnet påden kluntede, men effektive måde man kan komme fra vand eller kajak på land, hvis man smider al forfængelighed over bord og indrømmer, at det nogle gange bare handler om atkomme på land så hurtigt som muligt. Når det ser elegant ud, så kaldes det en entring eller landing på bådebro, men det er først langt senere.

Omkring mig står folk og smiler mere end de griner, flere af dem har garanteret selv været, hvor jeg er lige nu, men på vandet breder der sig en forventningsfuld glæde. Dér venter mine seks medkursister, og en stille civiliseret begejstring over min vandtur breder sig. »Godt det ikke var mig, der dummede mig foran alle de andre« er tydelige budskaber i mine kajakvenners ansigter. Andet forsøg på at skrue bagdelen ned i den slanke glasfiber kajak bliver mere succesrig.

Med højre hånd fastgjort til »kajakmundingens« bageste del er »skibet« forbløffende stabilt. Grinende tilbyder instruktøren, at jeg kan få en ny tør »våddragt«, hvis ikke jeg vil sidde de næste 4,5 timer sjaskvåd, men ihukommende det mas og de mange og lange minutter jeg baksede det tætsiddende gummi omkring kroppen skulle jeg ikke nyde noget, og da instruktør- Trine samtidig er min søster, skal hun slet ikke have fornøjelsen af at vente på mig, så af sted det går.

Tørsejlads som intro

Det var ellers ikke, fordi jeg ikke var forberedt, for før vi blev sluppet løs på vandet, så var vi igennem en gang solid tørsejlads på land, hvor kajakkens anatomi blev gennemgået, sikkerhedsprocedurer sagt

højt og så var det ellers tid til at finde kajakken med korrekt numsestørrelse. Havkajak er en af de motionsformer, der har rigtig mange udøvere, og der er mangfoldige muligheder for at dyrke kajaksporten sammen som familie. Men at gøre sind og krop klar til havet i det beskyttede bassin i Amager Strandpark er en ganske særlig tryg oplevelse. Siden området i 2005 blev ombygget for over 200 millioner kroner, er det eksploderet med aktivitetetsmuligheder, spisesteder og trygge laguner, som er ideelle for nybegyndere som mig.

Våddragt-vraltende bevæger vi os over på en stor græsplæne, hvor vi, fire mand og tre kvinder høj, står og blafrer med armene fra side til side for at finde den rette balance, så hænderne er klar til at føre en pagaj. Kajaksporten er til både enere og mere socialt anlagte, men når den over 500 centimeter lange og 25 kilo tunge havkajak skal bugseres i vandet første gang, er det rart at have et par ekstra hænder til hjælp.

Drejekajak giver problemer

Kun fordi mine medroere ser nogenlunde lige så dumme ud som mig, er det til at leve med, at jeg nu sidder klistret til med en sjaskvåd sort gummidragt, rød hue og sort-blå strømpesko! Næsten i vandet, men alligevel hurtigt med en fornemmelse af beherskelse. Med små vippende bevægelser skal grænserne afprøves. Vælter jeg igen? Efter få minutter er forfængeligheden dog skubbet til side, og langsomt bilder jeg mig selv ind, at jeg har styr på det lille »skib« omkring mig. Selvom det regner, og resten af landet blæser, så er vandet roligt i lagunen. Hurtigt fremad. Skulderen og håndleddene skriger efter en bedre teknik, men foran mig ligger en af de mere højrystede medroere, og han skal overhales.Pagajen pisker fra side til side, og kajakken »brøler« fremefter, men noget er galt, for hver eneste tag i vandet efterfølges af en lille, men meget virkningsfuld, venstredrejning af kajakken, og det undrer mig, at instruktøren så let som ingenting kan glide op forbi mig, og smide et råd i min retning, før hun sejler videre mod førerfeltet.

Succesfuld flådevandring

»Hjælp hinanden og lær at arbejde sammen«, er mantraet for næste øvelse, hvor alle syv kajakker skal placeres op ad hinanden i en flåde, og så skal der ellers spadseres. Midt ude på vandet, skal to roere bytte plads og så retur til egen kajak. Det er nu, der skal ties helt stille for ellers er risikoen for endnu en vandtur faretruende tæt. Med faste greb om hinandens kajakker lykkes det på under fem minutter for to roere at bytte pladser og retur, og det mest forbløffende var oplevelsen af hvor stabile vores kajakker er, når de ligger sammen. Men på fire og en halv times kajak-intro er der ikke tid at spilde, så videre går det længere ud i lagunen langs den 4,6 kilometer lange københavnerstrand. Firer, treer og så toer, der går ikke længe så har jeg glemt alt om forskellen på skivet og ikke skivet pagajføring, rigtige vinkler i skulder og håndled, for nu skal der vindes, men igen slår kajakken knuder på vandet og vil konstant dreje mod kysten. Efter et par timer på vandet føler jeg mig ellers som lidt af en stjerne, men kun indtil jeg ser instruktørerne igen komme ubesværet glidende forbi. Jeg har vilde drømme om aggressiv kajakroning i Isefjorden, og derfor skal kajakkens rytme og muligheder ind i kroppen. Jeg bliver mere og mere glad for at det sker her i den beskyttede lagune, og da tiden er inde til baglæns roning over 25 meter med kropsrotation og jævnlig orientering over skulderen, har jeg lært at positionere mig, så jeg er ikke er den første. Når man tækkes med en kajak-døv krop, så er det ikke nok at høre instruktioner, de skal ses før der er forbindelse mellem hjerne og hænder, men før det bliver min tur er det ved at ende galt. En havkajak har et opbevaringsrum foran og typisk et par stykker bagtil, og hos min kajak-makker Steen, har jeg gemt bananer, sodavand, chokolade, kiks, æbler og en pære. Vist nok lige i overkanten af hvad der anbefales, men nu skal der spises. Højre hånd fast i hans kajak og så skal plasticlåget ellers »bare« hives op, men lige som det er ved at lykkes, så bakker han med et ryk og jeg vipper forover. Havde jeg været rutineret kajakroer, så havde jeg kastet mig over en gang sculling, som er vedvarende lavt fejende støttetag, men ikke hos mig. Desperate armfagter og hovedet med et smæld kastet tilbage var eneste værn mod endnu en vandtur, men nu er jeg til gengæld klar til at tage en tur med kajakken i fjordene.

Mere information:

www.kajakhotellet.dk