Spiderman på en søndag

At klatre på vægge, danse i luften, jonglere kroppen gennem akrobatiske former. At flyve uden at kunne. I Taastrup, på en isoleret vej med det makabre navn Galgebakkevej, er det muligt for mennesker at flyve helt uden andre hjælpemidler end luft.

Skriggule ørepropper lukker den værste larm ude fra vindtunnelen hos Copenhagen Air Experience, ansigtet er gemt i en sikkerhedshjelm, øjnene sikret gennem et plastvisir og hænderne gemt i håndrette handsker. Hjernen siger: ”giv nu slip,” men kroppen stritter mod. Benene skal være let bøjede, armene i et u over hovedet og hagen skubbet godt tilbage, sådan kropsflyver man bedst.

Det blafrer i ærmerne på den lånte kedeldragt og naturen er vendt op og ned. Benene spjætter i luften, instruktøren må holde fast i min krop, og jeg er slet, slet ikke særlig sikker på at jeg tør det her. Men vejen ud er spærret, så der er kun èn ting at gøre. At give slip, og kaste kroppen ud på bølgen af luft.

Aldrig har to gange to minutter virket som så længe, men for pokker hvor var det fedt. Et minut i vindtunnelen føles som et spring fra fire kilometers højde, og fornemmelsen er en jeg aldrig har prøvet før. Som en rundtosset akvariefisk banker jeg ind i glasvæggene, to fingre fra instruktøren får mig på rette køl, som en utrænet spiderman. Benene pjasker i luften. Glemt er den allestedsnærværende instruktørs få guidelines. Op, op, op i noget der føles som en evighed, men som blot er fire til fem meter over bunden, jeg er alene og kroppens bevægelser nærmer sig noget der ligner en trænet faldskærmssoldats, i hvert fald i min egen fantasi.

59 sekunder tilbage. En hånd griber fat i min ene arm, en anden hånd i mit ben, og så drejes jeg rundt, rundt og rundt. Pludselig er det som om bund, top og sider rutsjer ind i hinanden og jeg bevæger mig i hastige cirkulære bevægelser mod det hegnede tag. Rundt, rundt, rundt. Fantastisk, men også nok. Kvalmende svimmel rammer jeg bunden. Jeg vil ud. Benene ekser, jeg skal ud. Mine fingre får sit eget liv og stritter efter udgangen, men benene vil ikke. Instruktøren tager fat i det, der føles som min krop, men ligner en strandet skildpadde. Som en udsmider på en billig morgenbeværtning tager instruktøren fat i min krave og ryg, og får mig gelejdet ud.

Ør, svimmel og kvalmende, men også med et ansigt flækket i smil. Kroppen er mørbanket af den kraftige vind, balancenerven er taget på opdagelsesrejse, men jeg er nærmest lykkelig, for jeg har fløjet, helt af mig selv – sådan næsten, og nu er det tid til bare at slappe af og nyde min datters dansende krop i vinden.

Vi var tre mennesker, der delte ti minutter til omkring 1.700 kr. Hvert ekstra minut kostede 95 kr.

Hvem må ikke flyve?

Gravide

Børn under 7 år

Personer som vejer mere end 120 kg (dette pga sikkerheden)

Personer, der har alvorlige problemer med ryg, skuldre eller andre dele af bevægeapparatet

Personer der har problemer med hjertet

Personer, der har epilepsi

Personer, der har gips på

Personer, der er under indflydelse af alkohol eller stoffer

Martin Hoffmann Kønig 18. juni, 2018

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også