Trek på Inkastien med børn

Follow

Solen har lige strejfet Solens Port på denne lune september morgen og klokken har lige passeret 8. Bag os ligger 4 dages fantastisk vandring ad Inkaernes gamle brolagte stisystem og under os ligger Machu Picchu, der netop er sluppet ud af skyggen fra de omkringliggende bjerge. Som en skallet isse, kroner ruinerne den grønne jungle, der engang omklamrede dem i det smukke bjerglandskab nogle timer udenfor Cuzco. Ruinerne var en velbevaret hemmelighed indtil for 100 år siden, hvor en amerikansk opdagelsesrejsende Hiram Bingham mere eller mindre tilfældig faldt over stedet, ved at forfølge gamle legender om Inkaernes forsvundne by ned af Urubamba-floden. En enlig bonde levede på stedet med sin familie uden at vide at de sten, der hist og her stak op af landskabet faktisk gemte på Machu Picchu, Inkaernes glemte by.

Min vej til Inka stien

Det er ikke første gang jeg skal besøge Machu Picchu. Første gang, i 1988, var jeg rygsækrejsende og besøgte ruinerne en våd december dag. Ruinerne var indhyllet i en omklamrende tåge, der tilførte stedet ekstra magi, som når man mødte en græssende lama, der pludselig stod midt mellem de perfekte stenvægge og vedligeholdte ruinerne, og guffede græsset og junglen i sig, der endnu en gang truede med at pakke stedet ind i natur. Fra toppen af Wayna Picchu, der ligger for enden af Machu Picchu, åbenbarede ruinerne sig i ét split sekund, men ikke nok til, at jeg var færdig med stedet. Der skulle gå yderligere en årrække inden jeg vendte tilbage. Denne gang med min kone og min datter i bærestol, som nød at bruge inka-altrene som rutsjebane. Dette var også en varm september dag med blå himmel. Jeg tænkte igen kun på ruinerne og det historiske ved stedet, der tryllebinder den besøgende, men i sandhed så er stedets virkelige magi placeringen på toppen af et bjerg, gemt bort fra toget, der slanger sig langs floden og ankommer til Aquas Calientes.
Inkaernes glemte by er en 7* naturoplevelse samt en af den nye verdens 7 vidundere. Jeg kunne næsten ikke få nok og tog jeg min datter på ryggen og gik mod Winay Wayna så langt som kræfterne holdt til. Den dag svor jeg, at jeg ville komme tilbage og vandre hele stien, Inkaernes gamle vejsystem, i den rette rækkefølge med ankomst gennem Solens Port!

Forberedelsen til højderne…

Der skulle gå yderligere 11 år inden den dag oprandt. Så da chancen bød sig og min rejse igen gik mod Peru, kunne jeg endelig udleve min drøm, endda med mine børn; Alberte på nu 13 år og Jens Victor på 9 år. Rygsækken blev pakket, vandrestøvlerne fundet frem og af sted gik det til Peru, for at gøre drømme til virkelighed. Vi mødte vores guide et par aftener i forvejen og over en kop coca-te, satte han os ind i de sidste detaljer omkring trekket, medens vi forventningsfulde og med en vis kriller i maven studerede kortet over Inkastien.

Der skal bruges mindst 3-4 døgn i Cuzco på at vende sig til højden, inden man kan gøre sig forhåbninger om at klare Inkastien, der på sit højeste punkt når godt 4.200 meter over havet. De næste dages akklimatisering bestod i shopping med Alberte langs Cuzcos gader i 3.400 meters højde samt de mange markeder, der findes rundt omkring i små gårde og smalle gader omkring plaza’en. Her er Inka-hatte, ponchoer, strikketrøjer samt kunstfærdig Inka-keramik. Vi tog til Valle Sagrado, gennem markedsbyer og købte T-shirts påtrykt Inca-kola logoet og besøgte Ollantaytambo fortet, hvor vi sparkede til de store blokke, som Inkaerne havde føjet sammen med millimeters nøjagtighed uden jernredskaber. Dette metal først kom til Sydamerika med spanierne meget senere.

Jens Victors akklimatisering forgik, sammen med resten af familien på cykel ad snoede bjergstier gennem majsmarker og bjergslugte til Mares, der som en tragt borer sig ned i landskabet med terrasser, hvor de Inkaerne dyrkede majs og kartofler i et laboratorium: Næste stop var de sølvglinsende saltminer ved Chinchero, hvor vandet fra saltholdige kilder bliver til salt i åbne damme, der er terrasseret ind i bjergene. På denne tur fik vi brugt os selv i de smukke landskaber, medens vores kroppe gjorde sig klar til endnu en udfordring.

Dag 1: Nu starter det oplevelsen

Der blev stillet op til det klassiske foto foran Km 82-skiltet. Den lille rygsæk var pakket med vand, chokolade, varmt tøj, kameraer og en bunke forventninger til de kommende 4 dage. Der var en masse aktivitet med bærerne, der på deres sandaler af bildæk skulle i forvejen, læsset op over begge ører, så de kunne være klar med frokosten. Vi andre tog den med ro og sneglede os over den første bakke, hvorfra vi så togene fragte turisterne til Machu Picchu. Godt halvvejs til frokost stoppet fik vi beviserne på, at vi var på vej hen ad en vigtig Inkasti. Her stødte vi på den første af en lang række af ruiner, som findes langs med stien. Stenblokke, sammenføjet med millimeters nøjagtighed, med en underskøn beliggenhed og efterladt af Inkaerne, der engang brugte dette stisystem, som deres eneste veje gennem Inkaernes mægtige rige, der strakte sig af Chile i syd til Colombia i nord.

Bærerne er gået i forvejen og efter at have passeret en lille slugt med et vandløb og en bakkekam, kommer vi til en landsby, hvor der er slået en lille frokost-lejr op. Der bliver tanket op med den nødvendige energi og hvilet ud under solen, inden vi fortsætter mod dagens endestation; lejren, hvor vi skal tilbringe natten. Den første dag er forholdsvis nem. Et par lette bakker med brede gode stier går gennem det smukke landskab. Vi er omgivet af små huse og landsbyer og vi begynder at tvivle på om Inkastien virkelig kan give os megen udfordring. Guiden forsikrer os om, at det ikke er i dag vi skal bekymre os om, for i morgen venter “Den Døde Kvindes Pas”, 16 km af Inkastien hvor det højeste bjergpas på godt 4.200 meters højde skal passeres. Hvis man giver op, så er det her! Natten tilbringes på en lille mark, hvortil der er opført et toilet. Dette er en lejrplads vi har fået tildelt af parkvæsenet, der passer på Inkastien. Bærene går i gang med at sætte telte op og kokkerere. I løbet af forbløffende kort tid står der et varmt måltid mad på bordet i vores lille spisetelt, medens nattens mørke sænker sig omkring vores lejr.

Dag 2: “Den Døde Kvindes Pas” venter forude

Vi bliver purret tidligt om morgen og morgenmaden indtages, inden vi sætter ud på dagens etape. Vi har med ærefrygt spejdet mod toppen af passet og jeg har set begge ungerne i øjnene og forklaret at det ikke er en skam at give op, men når vi først kommet så langt, så er der ingen vej tilbage. Storesøster Alberte har ikke noget problem. Hun lægger ud i et pænt tempo, medens lillebror lige skal markere sig. Han prøver, at få guiden til at bære sin taske, ved at agere opgivelse. Men jeg er forberedt og får sendt guide, storesøster og bærere i forvejen og så tog vi kampen op sammen. Faktisk er denne del af Inkastien nok den hårdeste. Ikke så meget på grund af højden, men fordi den første halvdel af dagen går gennem en skovklædt bjergside med et vanskeligt terræn, hvor sten, der er lagt som trin enten er for store eller for små til at gøre megen nytte. Skoven, der omklamrer stien, gør at man ikke kan måle sine fremskridt og derfor synes det som om, at man ikke kommer nogen steder.

Frem kommer vi dog og ved frokosttid er vi ved trægrænsen, hvor vi kan spejde op til “Den Døde Kvindes Pas” samt ned til lejren, hvor vi sov i nat. Man kan godt mærke, at man nu er kommet tilbage i højderne. Vejret strækker ikke så langt som dagen i forvejen og hvert skridt kræver stadig mere af kroppen for hver meter vi stiger op i højderne. Alberte hænger langt oppe i front og hver gang Jens Victor og jeg når op til hende, har hun hvilet og er parat til at tage det næste stykke, medens vi kun får mulighed for at puste ud inden vi fortsætter. Heldigvis bliver vi reddet bagfra af bærene og kokken, der havde pakket sammen efter frokosten og nu stormede op af bjerget. Kokken tog Jens Victor i hånden og han fulgte med i kokkens tempo, hvormed han som den første nåede toppen af passet, med søster og far i hælene. Ungerne blev klappet hen over toppen af passet af en gruppe irske og engelske turister, der gik turen for at støtte en god sag. De var alle imponerede. De havde trænet i et helt år op til trekket og nu kom en lille blond knægt sammen med sin søster og bare gjorde det.

Jeg sendte ungerne ned at bjerget igen og de gentog turen for videokameraet og der blev stillet op til fotografering. Det var en kæmpe oplevelse, der kun blev overgået to dage senere ved Solens Port. Dagen var dog ikke overstået og ned gik det igen. Stien blev nu til en flot bred perfekt brolagt boulevard, som ind imellem forsvandt ind i en inkatunnel, for at dukke op på den anden side. Det var faktisk ikke nemmere at gå, for nu skulle der holdes igen og knæene kom på nye prøvelser.

Dag 3: Winay Wayna

Jeg tror personligt, at jeg vil udnævne dag 3 som den hårdeste eller i hvert fald den hårdeste at komme i gang med. Dagen startede ligesom den sluttede i går med stien krybende op ad endnu et bjergpas, der var næsten lige så højt som det foregående. Stien er stejl og synes ikke at få ende. Heldigvis fik stien ende og for ungerne var dagens store belønning, at vi fra toppen af sidste pas inden Winay Wayna kunne se ned til dammen beliggende lige uden for Aquas Calientes. Det betød desuden et kortvarig signal på telefonen, så der kunne sendes en sms hjem til mor. Winay Wayna var også den sidste lejr inden Machu Picchu og til lejren hørte der en lille bjerghytte, der var i dårlig stand, men som kompensation serverede øl og sodavand. Vi var igen inden for rækkevidde af civilisationen. Den store gruppe, der havde klappet ungerne over “Den Døde Kvindes Pas” festede igennem hele natten, medens vi fortrak til vores lejrplads og spiste det sidste måltid.

Dag 4: Det sidste stræk…

Vi blev purret meget tidligt den følgende morgen. Vores telte skulle med bærene ned til toget. Man har privatiseret banen så næsten alle tog er reserveret til turister, så det tidlige morgentog er deres eneste chance, for at komme tilbage til Cuzco og starten på endnu et Inka trek. Vi andre kunne til gengæld ikke komme videre før kl. 7, hvor den sidste del af stien til Machu Picchu åbnede. Vi var godt brugte og trapperne på stien, der nu var hakket dramatisk ind i klippevæggen bød på en smuk udsigt ned over dalen. Der var dog ikke tid til at stoppe. Alle var i højeste gear, for vi skulle nå Solens Port i tide til at opleve solen kysse ruinerne. En stejl trappe, der næsten fik tankerne hen på Mayaernes stejle tempeltrapper, markerede det sidste punkt inden Solens Port og efter 4 dages trek var vi endelig fremme. Turen var fuldført og hele ideen med at gå på Inkastien blev ligesom sat på plads. Det havde taget mig 22 år at komme frem til Machu Picchu på den rigtige måde og jeg tror ikke, at jeg havde drømt om at det skulle ske med mine 2 børn. Ungernes reaktion på Machu Picchu var, at det er ligesom en labyrint, hvor man kan lege skjul og blive væk. På vej ned mod ruinerne kunne de ikke lade være med at trække på smilebåndet af de gæster, der nu var på vej i den modsatte retning op mod Solens Port. De gør det jo ikke rigtigt!

Vi gjorde det!
Vi så naturligvis ruinerne, men hvad der var vigtigere for ungerne, var at få noget “rigtigt” mad at spise. Vi tog bussen ned til Aquas Calientes og satte tænderne i et festmåltid, en kærkommen afveksling til den mad vi have fået på stien. Der manglede nu kun en ting; T-shirts med den klassiske “I Survived Dead Womans Pass”, der til Jens Victors fortrydelse ikke kunne fås i så små størrelser – nok det bedste bevis på, at det ikke er almindeligt at en 9 årig går Inkastien. Vi gjorde det dog og nu ved vi at dette er den eneste rigtige måde at komme til Machu Picchu på!

Martin Hoffmann Kønig 13. august, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Peru

Læs også

Leave a Comment