Vikingernes “biler” lige ved fjorden
FollowVikingerne tjærede næppe deres reb, før de drog ud på togt, men man ved, at de formentlig brugte hamp, for der er fundet hampefrø i en skindpung fra vikingetiden.
Solen har stillet sig højest på himlen, vinden er sendt udenbys og luften er smækfyldt med kraftig tjæreduft, der kommer fra et kuld voksne mænd og en kvinde, der tjærer tykke torv på Vikingeskibsmuseets udendørsarealer i Roskilde.
”Lugten af tjære minder om snarlige sejlture,” lyder det fra en bredhoftet mand, og vores tanker ”rejser” hurtigt mod historiebøgerne.
Længe har Malthe siddet med klinede øjne til skærmen for at følge tv-serien Vikings, der er inspireret af historiske hændelser og sagnene om vikingehelten Regnar Lodbrog, en dansk sagnkonge fra det 9.århundrede.
Vi er taget til Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der siden slutningen af 1960erne har huset en imponerende samling af vikingeskibe fra før 1100-tallet.
Vikingerne var krigeriske folk, nuvel, men også dygtige handelsfolk, og derfor havde de indrettet en del af flåden som brede skibe, der stak dybt i vandet, hvor der var plads til eksotiske varer, og ikke mindst mad og drikke til de ofte lange togter. Og så kunne de altså noget helt særligt med stormandsbegravelser, hvor zobelskind, heste, hunde, spillebræt og fine klæder fulgte stormanden i døden.
Malthes interesse er fanget. Han kigger ind i skibets bug og undrer sig. For når der skulle være plads til mad, drikke og tyvekoster, så var der ikke plads til mange mænd til at sejle det store skib, og vi får en anledning til at tale om sejlets store betydning.
Vikingetiden var en heftig over tre århundreder lang danmarkshistorie, som af nogle betegnes som det danske samfunds ”lømmelalder,” før Danmark var modent til kongemagt og kristendom, og da vikingetogt tørrede ud som kilde til hurtig rigdom og blev erstattet med korstog, var middelalderen kommet til Danmark.
Det er ikke fordi museet har meget ”hokus pokus” til at holde en teenager fanget, men at stå der og se på det lille langskib, et mindre krigsskib, bygget af dansk ask og eg, med 13 årepar og plads til omkring 30 krigere med trang til voldelige eventyr, giver plads til en del snak om, at skibet uden tvivl har hørt til en af de bedste krigsskibe, når der skulle slås på de krappe bølger på Østersøen.
Museet kan sagtens fange en nysgerrig teenager, men det kræver nok at han eller hun er motiveret hjemmefra eller en vis betalingsvilje, for museets imponerende butik kan næsten holde opmærksomheden lige så længe som de udstillede træskibe.
Martin Hoffmann Kønig 15. marts, 2022
Posted In: Aktuelt forsiden
Læs også
Her har træerne bøger i “maven”
”De stolte skibe,” ”tvunget til tavshed” eller ”fodboldenglen.” Malthe linder på plexiglaslågen, tager en bog ud, smiler og deler højlydt at her har de sgu fundet en god ide.
Han står ved et ret sjældent træ, et bogtræ med huler på ”maven.” Bogstore huller hugget i en træstamme, og sat i det herlige naturområde Sillebro Ådal ved Frederikssund. Et sted i naturen, hvor man hjertens gerne må bytte en bog eller bare tage et stykke litteratur, sætte sig til rette på en bænk, lade ørerne fange det klukkende søvand i Grønlien sø eller de småskrigende børn i det store shelterområde.
Området er en del af et større naturprojekt, der løber fra Frederikssund midtby og ud af byen. Et sted, hvor får græsser, ænder snadrer og biologisk mangfoldighed vifter os om næsen med gode oplevelser.
Vi er ikke de eneste, men hold da op, hvor kan man nyde at bevæge sig i naturlige lyde, og så er det ellers tid at nappe en tur i den nordiske mytologi. Egentlig ret nemt, for vi skal bare gå lige frem ad den grusede sti, og så skrå en smule til venstre, hvor Midgård, menneskenes verden, ligger i form af fire sheltere. Hugin og Munin, Odins to ravne forvandlet til gode sovepladser sammen med Sleipner, Odins ottebenede hingst og Valhal, Odins bolig i Asgård.
Malthe ser sig omkring, og selvom han, som os andre, er behørigt imponeret over det store naturområde, elsker at gå på rov i vilde æbler og de gule mirabellaer, så skal der heller ikke mere folkeoplysning til, før han mister interessen.
En granvoksen schæferhund ser på os fra en lille halvø. Det var egentlig vores plan, at udvide ekspeditionen med en tur ud på øen, men en schæfer har overbevisende ”ord” i sin lange mund, og da Malthe fnisende spotter en kropsligt velpolstret mand, der ræbende urinerer ud i søen mens han kaster et blik på den store sorte fiskestang, som han har sat til hvile mellem to sten, så dropper vi alle planer om at lege skibbrudne på en øde ø eller vigtige lystfiskere, der har glemt deres fiskestang og derfor må lade vores barkede næver tage kampen op om aftensmaden, som vi så småt har planlagt skal grilles på et af områdets mange offentlige grillsteder.
Vi nøjes med en tur i anlæggets naturfitness og et gensidigt løfte om, at vi næste gang turen går til området skal have et par gedigne cykler med, så vi kan tage en tur på den 1200 meter lange mountainbikebane, og så undrer vi os, for før i dag anede vi ikke, at naturen har så gode kår omkring Frederikssund.
Martin Hoffmann Kønig 20. september, 2021
Posted In: Aktuelt forsiden
Læs også
Efterår er kajaktid
Solen har gemt sig bag en massiv gruppe grå skyer, men vinden er taget med, så det er blikstille i lagunen ved Amager Strandpark. Vi har besluttet at det er tid til familie-kajak-søndag, så vi er på vej med at få bakset lånekajakkerne i vandet. Seks styks, og det er med at holde tungen lige i munden, for nok er en kajak forbløffende stabil, og får man blot sat sin hånd midtfor på kajakmundingen, så er det nemt nok at komme i og af, men ganske få centimeters ubalance kan tippe det hele, og så ender vi i vandet foran de mange, der sidder og hygger med en kop kaffe eller te.
Det hele er teknik, faktisk er det slet ikke armene eller skuldrene, der skal belastes når pagajen går gennem vandet, men det tager tid at lære og indtil da er det mest rå muskelkraft, der får os frem. Det er fedt at sidde så tæt på vandet, som lige nu er ganske lunt, og selv sejle under skrigende måger, tage bestik af ivrige havsvømmere og ellers lade tiden stå stille med en lille konkurrence.
Hvem kommer først? Bare for sjov, og så alligevel ikke, for kusinen må ikke vinde, ej heller fætteren og da slet ikke min niårige søn. Pagajen pisker i vandet, sådan føles det i hvert fald, og fætter og kusine overhales, men ikke den lille.
Han vil ikke give sig, og hans krop har et fortrin. For børn kan noget med en kajak. De sidder bare mere naturligt end os voksne og tyngden i båden bliver nok en smule for meget side-til-side, men på den stabile, sikre og alt for hurtige måde. Jeg kan ikke overhale ham, jeg prøver ellers.
En omgang flutes med et glas vin, en vand og en kop varm drik gør underværker da vi kommer på land, men fornemmelsen af at være på vandet, at have brugt sin krop og være sammen som familie er herlig, og selvom det er efterår er det bare om at komme afsted.
Vores absolutte yndlingssted er Kajakhotellet på Amager Strandpark, hvor det koster 195 kroner i timen at leje en kajak, og der er også mulighed for kurser og personlig instruktion.
Se mere på www.kajakhotellet.dk
Martin Hoffmann Kønig 4. september, 2021
Posted In: Aktuelt forsiden
Læs også
Have-matematik er super
17 + 19 det giver 36, prøv lige at finde stenen med 36 på, så har vi fuldt hus. Malthes ben er blevet travle, hans blik fast og kinderne røde. Ikke normale reaktioner på matematik-lektier, men når matematikken er henlagt til sten, tusch og havens gemmer, så er kombinationen af læring og leg gået op i en højere enhed.
H-U- N- D, stenene på havebordet tager langsomt form, og i takt med at Malthe får fundet de bogstaver han skal bruge afløser sætninger ord, og endnu flere lektier har fundet afløb i ren haveleg.
Tallene går amok mens de skrives i mange cifre på de indsamlede sten, og så skal de gemmes i hækken, under et træ, i det gryende bed og i legehuset. SÅDAN. Malthe st yrter afsted mens mormor forsøger at følge med. 1.910 + 3.267 + 11.546 = 16.723. Yeees, jeg vandt. Malthe kan ikke skjule sin begejstring, da han får knækket de store tals samspil og finder ud af at han har over 3.000 flere point end mormor.
Saml en flok sten, find et kridt, en gang neglelak eller en tusch, og gå så ellers i gang med at skrive tal, ord eller bogstaver på dem, før de skal gemmes rundt i haven.
Sten-legen kan gentages og varieres i noget nær det uendelige, og er også en god ting at tage med på farten, i skoven, til udlandet eller til venner.
Martin Hoffmann Kønig 29. august, 2021
Posted In: Aktuelt forsiden
Læs også
Stenalderfolkets lækre snacks
Busken “bider” sig fast i det nøgne stykke på benet, og Malthe trækker hurtigt benet til sig, men han er for optaget til at pive eller ømme sig, for han ved, at nu er der bid. Hænderne fyldes med mørke og velsmagende brombær. Efteråret trækker op og det er højsæson for naturens lækre bær.
Det kradser, stikker og bærrene er en anelse besværlige at få fat på. Men det er også sjovt, giver gode smagsoplevelser og fabelagtige muligheder for at få røde farver i mund og på hænder, så det er bare om at komme afsted og få fingre i de solmodne brombær, der fra nu af er plukkeklar.
Stenaldermenneskene vidste det. De spiste alt, hvad de kunne komme i nærheden af, fra østers til vildsvin og sågar egern, og så masser af vilde bær, og vi gør som dem, i hvert fald hvad angår bærrene, og de fleste af de solvarme bær som Malthe plukker ryger fra busk til mund, og så skal der samles til senere brug.
Hjemmefra har vi lavet en god pandekagedej, som ligger klar i en plasticflaske i rygsækken, klar til når maverne bliver brødflove, for der er ikke noget hyggeligere end at spise pandekager i naturen, på en sten, en stub, i skoven, ved kysten eller ”bare” i haven, og så er brombærpandekager noget af det nemmeste og bedste at lade børnene styre.
Lad dem pukle og plukke, blive kradset, slidt og trætte, lad dem finde et yndlingssted at sidde og hjælp dem med at tænde op i trangiaen eller bålsted, og så er der ellers dømt uforfalsket hygge.
Vi er på luftetur. Ikke kun af os selv, men i høj grad også af det uhyre effektive grydesæt, trangiaen, der tåler natur, vand, røg og ild. Stormtændstikkerne, som Malthe kender så godt fra spejderturene, bliver strøget og så er der ild og klar til at blive tryllet mad frem.
Pandekagerne hældes fra plasticflasken til små klatter og i takt med at de stivner skal brombærrene lægges på og stege med inden pandekagerne vendes, og så er klar til at spise.
Mens Malthe vogter over de klattede kager med den herlige smag, er det en voksenopgave at sørge for hjemmelavet brombærsyltetøj, som kan klares ved at lægge en flok bær i den lille gryde, røre rundt, hælde to spsk. vand i gryden og hælde lidt rørsukker med, og vupti, så har vi lækker syltetøj på naturens helt egne præmisser.
Det skal du bruge til pandekagedej på tur:
2,5 dl. mælk (eller plantemælk)
200 g. mel (kan blandes hvis der ønskes en grov version)
2 æg
4 spsk.rørsukker (kan undlades og sødes på anden vis)
2 tsk. bagepulver
1 tsk. kardemomme
1 knivspids salt
50 g. smeltet smør/kokosolie.
Hvor finder du brombær?
Brombær blomstrer fra juni-august, og de er klar til at blive høstet september-oktober.
I skal lede efter brombær på græs ved tørre og solrige områder. I kan også finde brombær i skovbryn og lysninger, hvor den vokser godt.
Husk:
Det kan være en god ide, at tage lange bukser og en langærmet trøje på, når den står på brombærjagt. Brombærrene modnes i løbet af august måned, og de kan plukkes og nydes indtil frosten gør dem kedelige.
Godt at have en flaske vand i tasken, så kan brombærrene skylles, hvis der er brug for det.
Husk også:
En pallet eller andet til at vende pandekager med
Turtallerkner, servietter og evt. en ske til at røre i brombærsylt hvis det laves.
Der er også mulighed for bare at tage på brombærtur, og så bringe dem hjem til brug ved bålstedet, eller indenfor ved komfuret.
Fakta:
Brombærkrat findes i skovkanter og åbninger med meget sol. Har man først fundet et sted, kan man som regel komme tilbage år efter år. Fra nu og helt ind i oktober, hvis vejret arter sig, kan der findes brombær. De kan samles det samme sted igen og igen, idet de blomstrer og modnes løbende gennem hele sæsonen. Bærrene er bedst, når de er helt sorte og slipper let.
Det må man
I private skove må man ikke bare vade ind og plukke bær. Man må nøjes med de bær, man kan nå fra skovstierne. Men i de statsejede skove må man gerne plukke løs, så længe det er til eget forbrug.
Martin Hoffmann Kønig 28. august, 2021
Posted In: Aktuelt forsiden
Læs også
Vi gør bare lige som egernet
Vi står alle stille på en gruset sti og kigger, selv vores hund er ”frosset” i sine bevægelser. Nærmest benovede over, at komme så tæt på et egern på farten. Den røde gnaver, omkring 20 centimeter lang er få centimeter fra os. Dens buskede hale står stille lige ud i luften.
Den plirrer med øjnene og dens små poter knuger en hasselnød mens munden mimrer omkring nødens top.
Vi er fascinerede, den er nok irriteret og let nervøs for, om vi kunne finde på at gå efter nødden, som den møjsommeligt har hentet og formentlig er på vej til at gemme til værre tider.
Egern er glade for nødder, men er egentlig generalist, hvad mad angår, og alt fra nåletræsfrø, hasselnødder, bog og agern eller en fugleunge, når det går ekstra vildt for sig, gemmer sig i dyrets madpakke.
Hurtigt får vi ideen. Egernet har jo ret. Det er nu der skal sankes, for naturen bugner af lækre sager, og når bare man husker den tudsegamle regel om, at man må samle, hvad man kan have i en hat, i dag er det vist i en bærepose, så er man på sikker jord.
Vores to drenge ser på os, og den ældste vrænger på ansigtet. At sanke er i hans ører det samme som at skralde, og der er han ikke lige. Den yngste spørger lidt til sankningens muligheder.
Vi taler om ”fattigmandspeber” gråbynke, der egentlig er en ukrudtsplante, men som smager som en mellemting mellem rosmarin, peber og spidskommen, vitaminbomben havtorn, brombær, hindbær, vilde æbler, hundehyben, svampe, og stemmen sænker sig, når vi lige får på plads, hvornår vi skal være klar under det lokale valnøddetræ.
Man må sanke – samle -, overalt i offentlige skove. I private skove må man kun tage det med, man kan nå fra vej og sti. Husk altid at spørge områdets ejer om lov, før I evt. graver rødder eller planter op – det er for eksempel ikke tilladt i offentlige skove. Fredede planter må aldrig plukkes eller graves op.
Artiklen fortsættes under billedet
Hvor og hvornår skal vi plukke? Det er vigtigt at plukke planterne der, hvor de vokser naturligt. Saml så langt væk fra trafikerede veje som muligt og slet ikke direkte i grøftekanten, hvis det er en vej, hvor der kører biler. Vær også sikre på, at området ikke bliver sprøjtet eller bliver udsat for anden forurening, der kan være skadelig. Hold øje med forurenende afløb eller andet, der tyder på, at man skal holde sig væk.
Det er en god idé at samle ind i tørt vejr – ikke lige efter store regnskyl eller i fugtigt vejr. Våde planter mugner og rådner let, og smagen er generelt mere koncentreret i de tørre planter.
Mange af de ting, man finder i naturen egner sig heldigvis til at blive tørret, syltet, frosset eller konserveret på en eller anden måde.
Vores yngste er klar, beholdere fyldes med store mørkgule mirabellaer og så er der brombær nok til tre års marmelade, og at dømme efter farveskiftet fra hudfarve til mørkviolet på hænder og omkring munden, at dømme, så er Malthe ganske godt tilfreds med dagens høst, og da han udbryder ”Helt ærgerligt far, det er sgu meget hyggeligt det her,” så forvandledes en halvkedelig tirsdag aften til en fordelsaften med fuld damp på familieskabet.
Martin Hoffmann Kønig 27. august, 2021
Posted In: Aktuelt forsiden
Læs også
Rekorden skal slås med fysik
Malthe er klar, overkroppen bukkes let, fingrene krummer om den sten som vi har brugt lang tid på at finde. Fem hver, for vi spiller bedst ud af fem. Han ser frem for sig, og så kaster han. Stenen springer lidt på vandoverfladen. Yees, den lille hvid og sorte flintesten hopper og danser på vandet. Fem smut slår den, før den forsvinder i fjordens dyb.
Noget af det dejlige ved at være ved vandet er, at det ikke er nødvendigt at have legetøj med, for naturen har selv lagt frem, og at slå smut er en leg som alle kan lære.
Til gengæld er det sin sag, hvis ambitionerne går på at slå verdensrekorden, der i 1992 blev sat af Jerdone Coleman-McGhee på Blanco River i Texas, som formåede at slå 38 smut.
Det handler om træning, men så alligevel ikke, for der er en god portion fysik i at slå smut på den rigtige måde, og selvom lektier og leg ikke behøver at have noget med hinanden at gøre, så gør det jo ikke noget, når legen kan sætte et spor af læring.
Den franske professor i fysik, Lyderic Bocquet, fra Lyons universitet, har undersøgt mekanikken i det perfekte smut, og han kom frem til at det perfekte smut er en kombination af stenens radius, fart og rotation.
Martin Hoffmann Kønig 26. august, 2021
Posted In: Aktuelt forsiden
Læs også
Kæmpemænd der brummer trækker i os alle
Hvis mennesker havde en magnet siddende på ryggen, så ville den store modermagnet stå på en mark på Lolland.
Sådan føles det i hvert fald, da vi går i gåsegang gennem først et lille skovområde og dernæst langs en gruset sti gennem en duvende bygmark.
Artikel fortsættes under billedet
Udsigten over Smålandsfarvandet fejler ikke noget, og udsigt til jættestue og bronzealderens gravhøje gør den lille rejse tålelig, for her er mange mennesker, virkelig mange og sådan har det været lige fra vi parkerede i den lille havn i Kragenæs, og begiver os ud mod Glentehøj ved Ravnsby Bakker på Lolland.
Hvis folk går lige ud, så har vi forsøgt at opdrage vores børn til at gå til siden eller baglæns, det er som oftest der, hvor de færreste søger hen, at de største oplevelser findes.
Men ikke i dag. Vi lader os opsluge af folkestemningen, og drager stålsatte mod horisontens mystiske væsener.
Foran os aner vi 12 stenfigurer udhugget i 75 tons tunge granitblokke af billedhuggeren Thomas Kadziola. Mellem 6,5 til otte meter høje, og som vores yngste søn hurtigt bemærker, så må det godt nok have givet ømme skuldre, at bringe de højkæbede ansigter frem af granitten. Et arbejde, der foreløbig har varet ni år, og han er stadig ikke helt færdig, de første sten blev dog placeret på højen i 2014.
Vi er nået til kunstværket Dodekalitten, som i al sin enkelhed betyder tolv sten, Lollands spektakulære varetegn. Et syn, der oplevelsesmæssigt må smage lidt af et besøg på de isolerede Påskeøer, hvor 600 store stenstatuer, kaldet moaier troner, og selvom man, som vores yngste søn Malthe, er 14 år, så kan han også mærke åndedrættets gallopperen.
Fire små behårede ben stolper målbevidst hen med en stenbænk foran et af ansigterne. Hunde, der undrer sig, er nysgerrige, og det er vores hund også, for under bænken ”danser” der musik, og det skal undersøges.
Vi ser os omkring, får øje på en tekstplade, taler sagte sammen, hvorfor ved jeg ikke, men der er noget majestætisk og højstemt over oplevelsen, musik, historie og skulpturer, og hele familien er bjergtaget. Her er vi vidner til en helt speciel oplevelse, og selvom vi måtte gå i takt, så var det oplevelsen bjergtagende.
Martin Hoffmann Kønig 25. august, 2021
Posted In: Aktuelt forsiden
Læs også
Perlen på Lolland
Pulsen daler med det samme bilen slukkes i Nysted midtby, lige foran den imposante kirke og straks går vi i gang. Vi er på opgave sammen, for det er en af de bedste måder at få ældre børn med på tur.
Lolland er meget, men når man er på ferie med børn, så skal der engang imellem pumpes lidt ekstra på fantasien, og i dag har vi besluttet at opsøge en af Lollands hyggeligste byer, Nysted, og så skal kameraet i gang, for nu skal vi finde motiver, der er værd at gemme på og ikke mindst sammenligne, for et kamera i børnehånd giver ofte overraskende og nye vinkler på alt det vi ser.
Det fede er, at man på de fleste kameraer kan se billederne med det samme, og så er det ellers bare med at rose og finde gode historier til billederne.
I Nysted har vi et landskab skabt af en gavmild istid for mere end 12.000 år siden, og snakken falder på det mystiske, for offentligheden lukkede og på afstand vildt smukke Aalholm slot, der næsten kan nås med hænderne fra Nysteds fantastiske havn, hvorfra også havmøllerne på Rødsand kan ses.
Her kan historien næsten mærkes. Handel, søfart og fiskeri, det meste i dag afløst af lystbåde og grill- og isbar, dog alle i charmerende svenskrøde bygninger, men alligevel, når bare fantasien er med på ferie, så går det.
Udover byen, de små hyggelige specialforretninger og gader fulde af smukke huse, er der ikke langt til Skanseskoven, som snildt kan nås fra byen via en fin spadseresti.
Vi har kastet vores kærlighed på byens mange gamle bindingsværkshuse. Her er der detaljer i massevis, som vores øjne og kameraer kan gå på opdagelse i, og da vi støder på et spændende fredet hus, som gennemfotograferes mens vi får en far-søn snak om hvor meget man må ændre på farve og lysindstilling, hvis man stadig skal kunne siges at fotografere virkeligheden, så går det op for os at vi står over for den let erotiske digter og læge Emil Aarestrups hus, hvor han boede med sin familie i 1827 – 1838.
Nysted har tydelige spor fra sin status som købstad, men området har også et rigt fugle-, dyre- og planteliv, og en sjælden naturperle for enden af Nysted Nor.
Martin Hoffmann Kønig 24. august, 2021
Posted In: Aktuelt forsiden
Læs også
På sommerferie hjemme i landet af is
Af Michala Bagge Hansen
Fire af os; Bobby, Michala Anna og Mikael, var så heldige at få lov at låne Norrøna-bærestolen med på vores sommerferie til Island i juli, da vores Mikael – også kaldet Mikki (udtales Meggi) – lever med A-T; Ataxiatelangiectasia, en medfødt sjælden sygdom som bl.a. påvirker nervesystemet og dermed også hans funktionsniveau, hvilket gør bl.a. det svært for ham at gå korte som længere distancer. Det var en af de medvirkende faktorer til at vi valgte at afholde sommerferie i en lejet autocamper, hvor vi og bærestolen var med Island rundt langs kystlinjen, en køretur på ca. 1500 km på otte dage. Det at bærestolen var med, gjorde at Mikki kunne komme med på ryggen af sin far, pabbi på islandsk, til steder, hvor han ikke selv ville have haft mulighed for at gå sig til. Hvis ikke bærestolsmuligheden havde været der, ville han skulle have ventet i autocamperen med én af de voksne, mens de andre to var på tur…
Turene med bærestolen gik til tre af de mange smukke og majestætiske vandfald i Islandsamt til Reynisfjara – en verdensberømt sort sandstrand med smukke stenformationer og majestætiske basaltsøjler i de i massive ”sneaker waves” – sovende store kystbølger.
Første tur gik til et lille men smukt vandfald, vi stoppede ved impulsivt på Bobbys opfordring, da solen skinnede og indbød til en lille vandretur og en frokost i det fri nær den lille by Djupavogur, en skjult perle, i det østlige Island.
Efter blot fem minutters vandring opad fjeldet kom vi til det beskedne men meget smukke vandfald – med en regnbue til stor begejstring for både børnene og de barnlige sjæle, læs de to voksne, som også dyppede sig i den lille sø med regnbuen som kulisse.
Anden tur til et ligeså betagende vandfald gik til et i Svinafell (udtales Svinafetl) i ligeså strålende vejr med endnu flere familiemedlemmer, nemlig Annas og Mikkis faster og Bobbys søster Eydis og hendes kæreste Einar, som kørte fra Reykjavik i fire timer for at tage en lille vandretur og spendere aftenen med os. Denne vandretur tog 15 min. selvsagt også opefter, fra campingpladsen til det smukke vandfald – og denne gang ville Mikki have dyppet fødderne i det kolde, klare vand, og når man er på tur er der ikke altid wc’er i nærheden, men det er heller ikke et problem, når man er i naturen…
Artiklen fortsætter under billedet
Bærestolen effektiv mod træthed
Mikki kan godt blive pludseligt træt, her kom bærestolen igen til sin ret, da han gerne ville ned igen var det bare op på pabbis skuldre og nedad. Som om naturens skønhed og friske ”crispe” luft ikke var nok, kunne børnene og os barnlige sjæle give to smukke islandske heste, palominoer, græs og kys på mulen – igen var det let som en leg for Mikki i højden fra bærestolen.
Artiklen fortsættes under billedet
Ind imellem de mange vandfald gik turen også forbi Reynisfjara; på én og samme tid velbesøgt , af både lokale samt turister, og alligevel emmer den smukke sorte verdensberømte sandstrand af mystik og ærefrygt, når man bliver blæst langs kystlinjen og stengrotterne mens man drages mod de enorme basaltsøjleri vandet som er omspundet af sagn. Mikki synes også turen i bærestolen hertil var sjov, indtil han slog sin tand på pabbis hoved. Humøret blev dog hurtigt højt igen. Bærestolen gjorde hverken Mikki eller Pabbi fløj væk med vinden
Tredje og sidste tur til et vandfald med bærestolen var til et stort og kendt ét af slagsen Skogafoss, vandfald hedder foss på islandsk, i det sydvestlige Island. Et vandfald der blev fredet i 1987, da alle de vanddråber der forsvinder med vinden, gør det udfordrende at bevare. Velbevaret var det, da vi gik nær det oppe- som nedefra – enorme mængder vand som danner den mest billed- og lydskønne kulisse, når man camper som vi gjorde på første parket med syn for sagen. Da vi alle fire tager turen på knap 500 trappetrin over Skogafoss sidder Mikki trygt og gjort i bærestolen på ryggen af sin pabbi og idet de når toppen udbryder Mikki ”man kan se en regnbue!” her var der tale om god timing, da det aftenen forinden havde regnet og rusket, men da vi når toppen af trappen den morgen titter solen ud gennem skyerne og danser med vanddråberne og danner en magisk regnbue (se fotos). Da vi når de knap 500 trappetrin ned igen, alt imens Mikki og pabbi synger hele vejen ned (hvilket overskud), og nærmer os vandfaldet nedefra, skimter Michala og storesøster Anna en dobbelt regnbue, som Skogafoss netop er kendt for.
Island rundt i autocamper var en uforglemmelig tur, som bød på uforglemmelige muligheder, også takket være Boerneferie.dk’s generøse tilbud om lån af bærestolen. I gjorde drømme til virkelighed for en livsglad fighter af en dreng på ni år, tak for det!
Ps. Vi ville have vandret en kort tur til lavastrømmen i Keflavik-området, men vejr- og vindforholdene tillod det desværre ikke – måske på næste tur til landet af ild og is.
Rejselystne og glade hilsner fra os fire
Martin Hoffmann Kønig 23. august, 2021
Posted In: Aktuelt forsiden, Bærestolen