Europa rundt i et tog. For mange danskere virker denne ferieform som et levn fra halvfjerdserne og firserne, hvor interrail-billetten var en del af den almindelige dannelse for rygsæksrejsende gymnasieelever.

Men interrail-konceptet lever endnu. DSB og de andre europæiske statsjernbaner sælger stadig interrail-billetten, der giver adgang til stort set samtlige togspor i Europa.
Til forskel fra interrailens storhedstid er det i dag muligt at tage på interrail uanset, hvor gammel man er.
Der er nemlig ingen aldersgrænse for interrail-rejsende.

Ifølge Martin Trandberg Jensen, der er forsker på Aalborg Universitet og netop er i gang med et stort forskningsprojekt om blandt andet interrail som rejseform, er interrail stadig vældigt populært. Han forklarer her, hvorfor interrail stadig holder. Også for børnefamilier.

”Der kan ses flere årsager til interrail populariteten. For det første kan man tale om det praktiske element af toget som rejseform. Oftest ankommer man direkte, og transit-frit, til centrum af storbyer, dvs. man undgår det sommetider kaotiske virvar imellem fly/bus/taxa/metro systemer. Dertil kommer, at man på togrejser sjældent møder problemer med bagagestørrelser, overvægt og antal tasker – som givetvis er en problematik flere børnefamilier vil kende til. Derudover er der også mere benplads, fysisk råderum og muligheder for at iscenesætte transporten til ‘familiehygge’ i et anderledes omfang end på eksempelvis fly, hvor indretningen og sæderetningerne, vanskeliggør tæt og fysisk familiekommunikation. Her er der helt andre muligheder i eksempelvis togkupeer, for ikke at forglemme de forskellige spisevogne der ofte forefindes på Europæiske ruter. For ferierejsende der ynder at få sig et glas vin, er toget jo også en oplagt mulighed for at lade transport praktikaliterne være på andres ansvar. Derudover, hvis man er den eventyrlystne familie giver interrail billetten mulighed for at man står af når man lyster – så man har også muligheden for at lade situationen, spontaniteten, snarere end et stramt skemalagt program, være udgangspunkt for ferien. Endeligt har man muligheden for at sove på nattog, hvilket kan spare en omkostelig hotel-overnatning, og få en frem til en ny destination uden at bruge dyre feriedage på selve rejsen,” siger Martin Trandberg Jensen til Børneferie.dk.

Har man prøvet at rejse langt i et tog vil man kunne nikke genkendende til, at et tog i udgangspunkt et er mere behagelig at rejse i end et fly. Især for børnefamilier. Her er der plads til, at de mindste kan bevæge sig lidt mere frit end i flyets smalle gange. Den opfattelse bekræfter rejseforskeren.

 

”Flere af de interrailere jeg har talt med har bemærket kvaliteterne ved at kunne ‘følge med’ i rejsen via de panoramiske vinduer i mange tog. Man rejser ikke blot fra A til B via et tog, men har den sanselige mulighed for at betragte landskaberne man kører igennem. Den rytmiske oplevelse af togets bevægelse er en anden kvalitet som flere bemærker, og som givetvis tager del i den sanselighed der knytter sig til togrejsen. Derudover undgår man det fysiske ubehag der kan knytte sig til tryk-udligningen, samt den den tørre/varme/kolde luftcirkulation i flykabiner. Flyangst kan sikkert også være årsag til, at andre vælger netop toget som udgangspunkt for deres Europa-rejse. Andre bemærker også, at toget skaber en anderledes social ramme end fx flyet gør det. Flere bemærker letheden ved at komme i samtale med andre togrejsende, og ser det som en spændende mulighed for at komme i snak med lokalbefolkningen. Slutteligt, er togenes design meget forskellig fra land til land. I modsætning til det generiske design af fly infrastrukturen, rummer togrejsen en mulighed for at opleve forskellighederne i de mange gamle togstationer, samt studere hvordan andre lande ‘bevæger sig med tog’. Det er derfor ofte ganske anderledes oplevelser der venter afhængig af hvilke lande, og togruter, man rejser igennem. Det er i sig selv et eventyr for børn – som voksne – vil jeg mene. Med købet af et interrailpass, følger også et stort Europa-kort, som flere brugere ofte benytter til at materialisere deres ruter fra år til år og for børn kan et sådan element sikkert være sjovt, geografisk lærerigt og spændende. Bevidstheden om Europa og dets nationer kan givetvis forøges,” siger Martin Trandberg Jensen.

Et global interrail pass til et barn, imellem 4-11 år, kan købes for lige under 2500 kr. Med den billet kan man rejse på tværs af 30 europæiske lande i en måned.

4. juli, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Europa, Nyheder, Togferie

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com