Sommerferien står for døren, og mange børnefamilier drager de kommende uger afsted mod varmere himmelstrøg. En stor del af danskerne tager flyet på sommerferie, men en flyvetur med små børn kan være noget af en prøvelse for selv den mest garvede globetrotter.

Ifølge sundhedsplejerske Hele Lyng Hansen, der står bag sitet netsundhedsplejersken og er forfatter til flere bøger, kan man gøre meget for at lette flyturen med de mindste passagerer.
”Sæt god tid af, når I skal rejse med fly. Det er en god idé at have et par timer i lufthavnen eller mere. Der skal være tid til at få skiftet ble, komme en ekstra gang på toilettet, få noget at spise og drikke. Have tid til at kikke lidt på butikker og/eller på flyvemaskiner, der letter og lander. Har du et spørgelystent barn med, så tag dig tid til at svare på alle spørgsmålene,” lyder et af rådene fra Helen Lyng Hansen på netsundsplersken.dk.

Et andet råd går på, at holde mindre børn i gang under turen i 10.000 meters højde.
”Hjælp det helt lille barn med at trille, cykle med benene osv. i barnet vågne perioder før flyveturen, så det lille barn også får brugt sig selv motorisk og måske vil kunne sove noget af flyvetiden. Skal I mellemlande og skifte fly undervejs i jeres rejse, så sørg så vidt muligt for, at der er tid i lufthavnen, hvor I mellemlander, så I ikke skal løbe for at nå et flyskift,” lyder et andet råd fra den erfarne sundhedsplejerske.

Desuden skal man ifølge Helen Lyng Hansen huske skiftetøj i håndbagagen, da barnet kan spilde mad, eller tisse igennem eller kaste op i luften. Vi kender alle sammen de skrigende børn fra flyet. Og ofte er det formentlig forældrene, der er mest stressede over børnenes mærkbare utilfredshed.
Men det er vigtigt at bevare roen i de ophedede situationer i kabinen,mener Helen Lyng Hansen.”Undgå at stresse for meget over, hvad medpassagerer tænker, hvis dit barn græder. Tag dig af dit barn, trøst og berolige. De fleste medpassagerer vil vise forståelse, hvis de kan se, at du som forældre tager dig af dit barn. Hjælp dit barn med at sidde stille på sædet. Det er naturligt til stor irritation for den passager, som sidder bag ved barnet, hvis barnet hopper rundt og sædet – og det passageren har stående af evt. drikke og mad – hopper med,” lyder rådet fra Helen Lyng HansenSe flere gode råd til rejsen med børn på netsundhedsplejersken.dk (dybt link; http://www.netsundhedsplejerske.dk/artikler/index.php?option=laes&id=372)

3. juli, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Flyselskaber, Rejsebranchen

Tags: ,

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com