Morgenritualerne tager lidt længere tid med ledsagelse af et barnebarn, end når vi rejser alene, for der skal også være tid til, at Nannas tøjkanin Rosa skal have børstet tænder. Morgenmadsrestauranten var som forventet, og passede også til de 2 stjerner med afmålte portioner med en stjerne for en croissant og en for et stykke brød, men så var der da også friskpresset juice og varm kaffe.

Af Kim Greiner

Forkortet efter originalteksten på www.rejsefortaelling.dk

April 2006
Nanna på 8 år skulle med på vinterferie, men da vi havde valgt Barcelona, og da flere oplevelser for børn ikke var åbnet i vinterferien, blev det i stedet til en forlænget påskeferie i første halvdel af april.

For ikke selv at skulle sørge for fly og hotel havde vi booket en tur med EuroPas, men udover at de sørgede for fly og overnatning, var vi helt og aldeles på egen hånd. Vi havde aldrig før været i Barcelona, men da det var en barnebarnsferie, ville vi først og fremmest beskæftige os med seværdigheder, der passede til Nanna og i det hele taget tage ferien i Nannas tempo. Sådan nogenlunde da, for både min kone Gitte og jeg er A mennesker, og Nanna er B menneske, så vi står allersenest op kl. 8, selv om det er ferie og helligdag, for livet er for kort til at sove længere.

Af litteratur har jeg udelukkende anvendt Politikens ”Turen går til Barcelona og Catalonien”, men da der ikke er angivet priser på noget som helst, har jeg taget så mange priser med som muligt.

Flyvning med Sterling, og med de billige flyruter i vore dage er al gratis bespisning annuleret, så vi måtte ofre 165 kr. på 3 sandwich og 3 sodavand, da al indtagelse af egne medbragte fødevarer er bandlyste. Flyet var 1 time forsinket, men ellers er det en net lille flyvetur på 2½ time.

Vores hotel Santa Marta lå næsten i den allerhelligste gotiske bydel Barri Gótic og så tæt på centrum, som det kunne ønskes. Taxituren var i prisklasse 2, og turen kostede 15,50 euro plus 3 for bagagen og lidt drikkepenge, så alt i alt 20 euro for omkring 20 minutters kørsel.

Santa Marta er et lille indeklemt hotel i en stille gade, så vinduet kunne være åbent om natten uden nævneværdige forstyrrende elementer. Hotellet er 2 stjernet, og da værelset var lidt afskallet i hjørnerne, passede antallet af stjerner meget godt, men det var heller ikke for at sidde og kukke på værelset, at vi var kommet til Barcelona.

En palme er et dårligt klatretræ
Morgenritualerne tager lidt længere tid med ledsagelse af et barnebarn, end når vi rejser alene, for der skal også være tid til, at Nannas tøjkanin Rosa skal have børstet tænder. Morgenmadsrestauranten var som forventet, og passede også til de 2 stjerner med afmålte portioner med en stjerne for en croissant og en for et stykke brød, men så var der da også friskpresset juice og varm kaffe.

Morgenvejret var halvskyet, men det så tørt ud, og senere på dagen blev det skyfrit. Det var køligt i skyggen med 14 grader, men dejligt i solen og betydeligt bedre end det vejr, Danmark havde budt på i længere tid. Foråret var simpelthen kommet til Barcelona med nyudsprungne platantræer, grønne græsplæner og blomstrende træer, og bare det, at rejse foråret i møde en måned før end derhjemme, er guld værd. Nanna så palmer for første gang, og hun kunne konstatere, at de ikke er gode klatretræer.

Den underjordiske romerske bydel Barcino
Lige i nærheden af Katedralen, Catedral de Barcelona, ligger Museu d´História de la Ciutat, der har til huse i et gotisk palads fra 1500 tallet. Det koster 4 euro for voksne at komme ind, hvorimod Nanna var gratis. Museet rummede brugsgenstande, malerier og skulpturer fra renæssancen og barokken, men det mest spændende er at tage elevatoren ned, som i en anden tidsmaskine, til Kristus fødsel. Hernede ligger den 2000 år gamle romerske bydel Barcino, og det er den største underjordiske udgravning af romersk bebyggelse i Europa. Gangbroer fører hen over ruinerne i flere etager og der er virkelig mange velbevarede huse, foruden statuer og store krukker. Det tog tredive år at udgrave ruinerne, og at vandre rundt i de gamle ruiner er bare rigtig interessant og spændende, og det for både store og små. Så vi lod fantasien få frit løb og tænkte os tilbage til romertiden og det liv, der var levet i husene og i gaderne.

Barcelonas Zoo og delfinarium
Tæt på vores hotel ligger Barcelonas Zoo, hvor indgangen koster 14,5 euro for voksne og 10,50 euro for børn. Zoo ligger i et større parkområde, og meget eksotisk flyver der små papagøjer frit rundt imellem træerne. Ved indgangen til parken står et par træer Phytolacca dioice med en masse fritliggende rødder, og da Nanna er en ægte klatretrold, skulle der klatres noget rundt, inden vi kunne komme videre. Zoologisk have er ikke så forfærdelig stor, men alle dyrene har rigelig god plads. Det store trækplaster er et delfinarium, og selv om vi kom en halv time før forestillingen begyndte, var der foran os en 200 meter lang kø, og der kom hurtigt flere bag os. For ikke at skuffe afviste publikummer, blev det besluttet at lave en ekstraforestilling, men ellers var showet, som delfinshow plejer at være med spring og diverse delfinkunster.

Ved siden af delfinariet var der noget, der hed Aquarama, og det var et dybt bassin, hvor der svømmede 2 delfiner stille rundt, medens de ind i mellem blev nusset og pusset af en meget rolig delfintræner. Det var helt tydeligt, at delfinerne nød det, og det var meget beroligende at se på.

I nærheden var en udstilling om mystiske dyr, hvor det kostede 1 euro ekstra at komme ind. Det lød spændende og virkelig mystisk, men damen, der sad i billetlugen, solgte ikke biletter, hun kontrollerede dem kun, og billetterne skulle købes et eller andet sted i haven, som vi ikke fandt ud af. Andre gik også hovedrystende væk fra billetlugen, så det var et meget snedigt arrangement, hvis man ikke vil have så mange ind til udstillingen.

Zoologisk have har en meget stor legeplads med masser at klatre i, gangbroer og rutchebaner m.m., og det var lige noget for Nanna.

En mammut og et svulstigt springvand
Zoologisk have er en del af den store Parc de la Ciutadella, som har den historie, at det tidligere var et middelalderkvarter, der blev jævnet med jorden for at give plads til et stort militærområde, så byen kunne holdes under kontrol. I udkanten af parken spiste vi aftensmad i en parkcafe, medens vi blev badet i de sidste lune solstråler, inden vi lige skulle ind og se parken.

Det catalanske parlament, som har til huse i et tidligere arsenal fra 1718, ligger i parken omgivet af smukke blomsterbede og nogle fantastiske klippede plataner. Der er også en sø med bådudlejning og en stenmammut i mammutstørrelse, og hvis mamutter virkelig har været så store, er det da helt vildt.

Det mest vilde i parken er dog et kollosalt stort og svulstigt springvand, der i sammenligning får Gefionspringvandet på Langelinie til at ligne en storm i et glas vand. Springvandet er opført mellem 1875 og 1881 af Josep Fontseré, dog med hjælp af et utal af kendte skulptører, der har lavet en overflod af vandbrusende heste, pegasuser, griffer og adskillige velskabte kvinder med bare atributter.

Vi var startet på dagens oplevelser kl. 9.00 og var tilbage på hotellet kl. 20.00, og selvom vi ifølge Gittes skridtmåler gik 12.342 skridt, var der intet som helst piv fra Nannas side.

For at have føling med situationen, da det var en barnebarnsferie, spurgte jeg hver aften Nanna, hvad der var det bedste ved den dag? Og Nanna svarede: ”Det bedste ved dagen var den store legeplads i Zoologisk have, og derefter delfinshowet.”

Barcelonas undergrundsbane og Antoni Gaudi
Skyfrit fra morgenstunden, men vi startede med at stige ned i Barcelonas undergrund til deres meget velfungerende metronet. Det koster 1,15 euro for en billet, der kan bruges som omstigning indenfor en time, men det er næsten halv pris, hvis der købes et 10 turs klippekort. De forskellige linier er angivet med farver, og bare man har endestationen er det meget let at navigere rundt mellem de forskellige stationer. Vi skulle ud til hovedterminalen, den store station Sants Estació, for at købe en billet til et indenrigstog, som jeg havde skumle planer med næste dag, men ellers var dagen for en stor del helliget Gaudi, der er Barcelonas geniale, skøre, fantastiske arkitekt.

Antoni Gaudi der levede fra 1852 til 1926 var en arkitekt langt ud over det sædvanlige, og der tales stadig, om han var genial eller gal, men han er stadig højaktuel. Turister står i lange køer foran hans bygningsværker og betaler entreer i dyre domme for at komme ind og kikke og nyde blandingen af kunstværker og bygninger.

Lige linier, cirkler, trekanter og rette vinkler interesserede ikke Gaudi, han var kun interesseret i de bløde former, som findes i naturen, og det hele krydret med fantasifuld og usædvanlig udsmykning. Tolv af hans bygningsværker ligger i Barcelona og toppen af kransekagen er La Sagrada Familia, der rager langt op over byens tage, d.v.s. det, der rager højest op er byggekranerne, for katedralen er langtfra færdig endnu, og det selvom de startede for 120 år siden.

Gaudis Park Güell og verdens længste havebænk
Vi startede med Gaudis Park Güell, som ligger i yderkvarteret Grácia, og vi tog en metro derud i nærheden, men af vanvare kom vi ind af en hemmelig bagindgang og var ved at fare lidt vild i en skovbevoksning, men en venlig jokker vendte om og fulgte os lidt på vej imellem træerne til civilisationen. Parken er på 20 ha og var egentlig en privat park ejet af en af Barcelonas rigeste mænd Eusebio Grüell, men et stort planlagt projekt led økonomisk fiasko, og senere overtog kommunen området og udlagde det som en meget populær park. Det første Gaudi, vi stødte på, var en promenade i form af en hævet havegang med planter på toppen, og det hele hvilede på en række skæve søjler, og da vi senere kom ned imellem søjlerne, var det som at gå i en eventyrlig drypstenshule.

Det var blevet spisetid, og gaden, der fører op til parken, er blevet et halvt Dyrehavsbakken med souvenirforretninger og cafeer, og vi gik ind i en forretning, der havde specialiceret sig i stabler af kolde sandwich, der dog gik som varmt brød. I en stille sidegade fandt vi en solbeskinnet bænk, og inden vores videre fremfærd, måtte vi love Nanna, at vi ville stoppe ved den næste legeplads, vi stødte på.

La Sagrada Familia måske verdens ottende underværk
En halv time på en legeplads, hvor de voksne kan hvile fødderne, kan gøre underværker, men så stilede vi også mod La Sagrada Familia, der stikker op mellem byens tage, og kun overgået af bygningens byggekraner.

La Sagrada Familia er Barcelonas mest berømte bygning, og Europas mest besøgte byggeplads for på trods af, at katedralen blev påbegyndt i 1881 er den ikke meget mere end halvfærdig. Men Gaudi regnede selv med en byggetid på 200 år, og selv med moderne teknologi regner man med at den tidligst kan blive færdig i år 2020. Gaudi selv nåede at færdiggøre krypten, apsis og den ene af de tre planlagte fasader samt et af denne facades fire planlagte tårne. Den ene færdige facade forestiller Jesus fødsel og er en overdådighed af sammenslynget murværk og stenfigurer. Ialt er planen 12 tårne på 100 meter, der skal symbolisere apostlene, og som prikken over i et, et 180 meter tårn, der skal symbolisere Jesus. Efter mester arkitektens død, blev det diskuteret, om byggeriet burde stoppes og stå som et ufuldendt monument, men selv om det gik i stå i 1950 erne, blev det besluttet at fortsætte byggeriet, på trods af andre arkitekters indflydelse. På afstand ligner katedralen et kæmpemæssigt sanddryppeslot, for tårnene er hule med hundredvis af glughuller, og det gør byggeriet meget luftigt.

Det koster 8 euro at komme ind på byggepladsen, og vi gik igennem en skov af kæmpemæssige søjler og ud til den færdige facade, der virker overvældende overdådig med sammenslynget murværk og massevis af figurer. Man kan komme op i tårnene, og en 50 meter tårntur med elevator koster 2 euro, medens en trappetur koster 60 cent. Da elevatorturen havde den korteste kø, valgte vi den, og trapper fik vi alligevel i overmål, for tårnene er forbundet med gangbroer, og hvor elevatoren endte, gik turen videre op ad snoede trapper i det næste hule meget luftige tårn. Nedgangen foregår af en snoet sneglegang, hvor man kan kikke dybt ned til bunden, og jeg personligt fornemmede en tiltagende svimmelhed.

I kælderen eller krypten, der er enorm stor, er der en udstilling om tilblivelsen af katedralen med mange fotografier fra tidens løb, og et foto fra 1896 viste, at de var kommet godt igang. La Sagrada Familia er et meget imponerende bygningsværk, som virkelig er værd at besøge, og som ingen Barcelonafarere med respekt for sig selv bør snyde sig selv for.

Ublu udnyttelse af en seværdighed
Videre til fods ad mange lige gader stilede vi mod Casa Batlló, en anden af Gaudis pragtbygninger, og hvor man kan komme ind og se den store pragtfulde herskabslejlighed, hvor industrifyrsten Josep Batlló boede med sin familie. Vi nøjedes dog med at beundre bygningsværket udefra, for køen var lang og indgangen på 17,5 euro per person var lige ved at ligne en grov ublu udnyttelse af en seværdighed.

Vi tog derfor en metro til vores nærmeste station og gik istedet for ned i havnen, hvor der ligger et stort akvarium, og på en stor banner stod der noget med 35 euro. Det var så muligvis et årskort, men Nanna havde fået øje på et omrejsende tivoli, og det var i hvert fald noget billigere, og hun morede sig herligt ved at hoppe i elastikspring på en trambolin.

Det var sol hele dagen og behagelig temperatur, og med 18.340 skridt var det bare godt gået Nanna. Det var egentlig meningen at vi bare ville tage aftenmenuen på hotellet som kostede 10 euro, men tjenerne der ikke havde noget at lave, var på vej ind i et stadie af ungdomssløvsind, så efter en tid forlod vi fornærmede etablisamentet. Barnet var sulten, og vi ville ikke bruge det sidste af vores ungdom på en sløv tjener, så vi gik istedet hen i nærheden og fik stillet sulten for ialt 20 euro incl. drikkevarer og søde kinesersmil.

”Nå, Nanna hvad var så det bedste ved sådan en rigtig Gaudidag.” spurgte jeg. ”Jeg synes, at alt det med Gaudi var meget spændende, men det bedste var alligevel elastikhop nede ved havnen.”

Port Adventure er et langt besøg værd
Så skulle vi rigtig ud og more os, for jeg havde læst, at den store forlystelsespark Port Aventura ligger kun omkring 100 km syd for Barcelona, og da min livsfilosofi går på, at børn skal have det godt og gerne sjovt, prøver vi gerne alle de forlystelsesparker, vi kan komme i nærheden af.

Efter et par metroskift nåede vi den store station Sants Estacio, og for 10,10 euro fik vi købt en returbillet til Port Adventure. Efter lidt gætteri og spørgen på Sants Estacio fandt vi ud af, at vi skulle ud mod destination Valencia, og at det ville tage omkring 1 time 15 min til Port Adventure, der har egen station, eller lad os bare sige trinbræt.

Høj sol fra morgenstunden og omkring 19 dejlige grader, og vi nød togturen igennem grønne marker og delvis langs kysten.

Port Adventure ejes af Hollywood-giganten Universal Studio, der har tilsvarende parker i Japan og USA. Vi fulgte strømmen ud af toget og kom forbi en stor statue af Søren Spætte til indgangen, hvor det kostede 35 euro for voksne og 28 euro for børn og seniores over 60 år. Jeg blev lidt fornærmet, da jeg på mit glatte ansigt fik en 60 års billet – de kunne vel nok lige have spurgt efter noget legitimation.

Parken er opdelt i fem temaafsnit: Wild West, Middelhavet, Kina, Polynesien og Mexico, og lad mig sige med det samme, det er en meget stor forlystelsespark, og det hele kan ikke nåes på kun en dag, for der er også mange interessante shows. Når entreen er betalt, er alle forlystelser og shows inkluderet, og så er det kun mad og drikke, der skal tænkes på. Parken har mange store og gode spisesteder, og selvom vi syntes der var mange mennesker, var det langtfra højsæson, og flere af spisestederne var ikke åbnet.

Parken har åben alle dage fra 1. marts til 2. november, men i vintertiden kun lørdag og søndag, så tjek lige, inden der tages afsted.

Vi startede med et gigantisk Wild West stunt show til den meget humoristiske side, men der var også noget for husarerne og en enkelt morfar i form af et par rappe pistoler, der sad i hænderne på en rap cowboydame i sort lædertøj. Frokost i den vilde stil med spareribs, kyllingelår, pomfritter og cola for under 20 euro, så det kunne ikke ruinere os.

Nanna gik igang med diverse rutchebaner og karusselture, hvor hun for første gang og til stor fryd prøvede en af de her karuseller, hvor man sidder i lange kæder og svinges rundt. Vi undgik dog omhyggeligt Dragon Khan, der skulle være en af Europas største rutchebaner med ikke mindre end 8 loop, og der var også andre ”forlystelser”, der krævede mere hår på brystet, end vi kunne fremvise.

I Mexico er der en rigtig spændende tur ind igennem et tempel i fodsporene på Indiana Jones, hvor templet var ved at styrte sammen med bevægelige sten og masser af vandsprøjt og ild, så øjenbrynene er ved at blive svedet af. Nanna syntes det var lidt for realistisk, og var noget betænkelig, men personligt syntes jeg, det var en rigtig god tur.

En anden spændende tur hedder ”Akua Odysseus” hvor man i kombination med bio og bevægelige vogne følger efter en delfin og bliver angrebet af søuhyrer og hajer.

I et kæmpeteater var der i Kina et show med unge kinesiske akrobater, og det var bare helt fantastisk. Der var adskillige andre shows, vi ikke fik set, så sæt 2 – 3 dage af til Port Adventure, hvis det hele skal ses.

Vi sluttede dagen af med en tur parken rundt med et damplokomotiv, og ved ottetiden var det tid til at finde hjem. Helt ærligt, så anede vi ikke, hvornår regionaltoget kørte, men lykken står den kække bi, så da vi nåede Port Adventures trinbræt, kom toget, og vi var hjemme på hotellet kl. 22 efter 13.492 skridt og en masse oplevelser rigere.

”Nå Nanna, hvad var så det bedste ved den dag?” . ” Jeg synes, at kinashowet var det bedste, men karusellen med kæderne var rigtig sjovt.”

Efterfølgende læste jeg i Metro, at en stor udenlandsk avis havde kåret Port Adventure til ikke mindre end verdens bedste forlystelsespark, og det både foran Disneyworld og Universal Studio i USA. Så hvis I er på Barcelonakanter, og har børn med, er der ikke noget at betænke sig på.

Et spændende søfartsmuseum
Let skyet vejr, men dejligt lunt, så det var med opsmøjede ærmer hele dagen. Vi stilede ned mod kvarteret El Raval, der ligger tæt på havnen og indtil for nylig var et af Europas tætteste befolkede områder, og kendt for sin prostitution og lovløshed. I dag er kvarteret blevet betydelig pænere, og vi så ikke så meget som skyggen af en ærlig lommetyv eller en fræk dame.

Vi ville ind og se Søfartsmuseet Museu Maritim de Barcelona, der ligger lige ved Columbussøjlen i de originale 1200-talsbygninger, hvor det meste af Cataloniens middelalderflåde blev bygget. Det koster 9 euro for voksne og 5 euro for børn at komme ind i de hellige haller. I ”turen går til Barcelona” står, at hovedattraktionen er et interaktivt udstillingsområde, hvor publikum med hovedetelefoner oplever stormvejr i Det Caribiske Hav, en tur over atlanten med dampskibet Dronning Victoria og et 40 meter dyk i undervandsbåd. Det lød ret spændende og på Nannas og egne vegne glædede jeg mig, men jeg kunne ikke overtale billetdamen til, at der var bare noget, der lignede ovenstående beskrivelse, så hun nægtede pure, selvom hun jo selv kunne se, at det stod lige der i bogen.

Nå, det var et fint museum alligevel med mange spændende modeller, malerier, kort og en hel pragtfuld galaj i fuld størrelse fra 1571, foruden mindre skibe. En ny udstilling om pirater var ikke særlig imponerende, men vi fik snildt 2 timer til at gå på museet, og Nanna syntes det var spændende.

Akvarium med hajer og pingviner
Tilbage igennem byen ned til havnen, hvor L´Aquárium de Barcelona har til huse. Måske fordi det var langfredag, var der stimer af mennesker omkring akvariet, hvor det kostede 15 euro for voksne i den fødedygtige alder, 12 euro for oldinge i min alder og 10 for Nanna. Først kom vi ind i et rum med mange mindre akvarier, og derefter glider man på et rullende fortov langsomt igennem en buet glasgang i et kæmpeakvarie med oversvømmende 2-3 meter store hajer og alt godt fra havet. Så troede jeg egentlig, at det var det akvarium, men der var en hal mere med pingviner og flere akvarier og en udstilling, hvor børn kunne trykke på knapper og krybe rundt og lege i forskellige indretninger. Vi spiste i Akvariet, altså oppe på det tørre, for ialt 15 euro, og så manglede vi kun at slippe helskindet ud af den meget store souvenirforretning.

Vores dag sluttede med en rundgang om havnebassinet i en tæt strøm af mennesker, og der skal forceres mængder af gadehandlere af meget mørk sydlandsk udseende, der især ekselerede i solbriller, tasker, smykker m.m.

Nanna går stadig godt og helt uden brok, så dagens 10.971 skridt var intet problem, så vores forudindtagethed med, at når vi havde et barnebarn med, skulle vi nok ikke regne med at kunne gå så meget, som vi plejer, passede slet ikke.

Nannas bedste var akvariet, især den buede gang under hajerne og legelandet i akvariet, men tæt forfulgt af søfartsmuseet.

Nogen kan gå død i tinsoldater
Dagens mål var Montjuic, der er et 173 meter højt ”bjerg”, der næsten ligger helt ude til havnen. Området er meget stort og indeholder 6 museer og adskillige små og store parker og haver, foruden et antal palæer. Området har været brugt til verdensudstillingen i 1929, og i årene efter gik det i lettere forfald, men det blev peppet op igen, da Montjuic spillede en hovedrolle ved de Olympiske lege i 1992. Over havneområdet og meget iøjnefaldende står to jerntårne, sådan lidt i Eiffeltårnstil, og stilen kunne godt tyde på, at de blev bygget til verdensudstillingen. I mellem tårnene og videre op på bjerget går en svævebane, og alle Barcelonaturister med respekt for sig selv skal prøve en tur, hvilket dog er lettere skrevet end gjort.

Da vi ikke ligger på den lade, side når vi er på ferie, var vi først en tur ved stranden og soppe, og til Barcelonas ros skal siges, at de har en dejlig kilometerlang strand lige nedenfor centrum, så der er meget, den by kan byde på. Det var dog ikke rigtig strandvejr for der var overskyet, og der kom enkelte smådryp.

Henne ved svævebanen opdagede vi, at de først startede en time senere kl. 10.45, og det havde vi ikke tålmodighed til, så vi tog istedet en metro og fortsatte op ad bjerget med kabelbanen Funicular de Montjuic. Turen med kabelbanen tager kun 2½ minut, og turen kan foretages på det samme metrobilletklip.

Selvom vi havde fået et fint kort over Barcelona på hotellet, var der masser af veje og stier på Montjuic, der ikke var med på kortet, så det var sin sag at finde rundt. Vi fandt dog Castell de Montjuic, der er et stort borganlæg opført i 1750 ovenpå et endnu ældre fæstningsanlæg. Castellets største attraktion er udsigten over Middelhavet og Barcelonas havneområde, der dog denne dag var noget diset, så vi gik også indenfor i kastellet. Indgangen koster 2½ euro for voksne, og det er gratis for børn, og så er der fri adgang til antikt isenkram i form af massevis af rustninger, hjelme, pistoler, sabler og en enorm samling af tinsoldater fra 1920. Da vi havde været igennem adskillige rum, gik Gitte og jeg gik lidt død i tinsoldaterne, så vi prøvede at snyde lidt udenom, men nej Nanna ville se det hele, og så måtte vi jo følge med.

Fup eller fakta på kunstmuseet Miró
Vi fandt også legepladsen Jardins Joan Brossa, hvor der er en statue af Charley Rivel, og desuden både var udsigt over byen og spændende legeredskaber, så der tumlede Nanna rundt, inden vi gik hen til det nærliggende kunstmuseum for Joan Miró.

Indgangen 7½ euro, og Nanna var gratis, og vi trådte ind i måske Barcelonas bedste kunstmuseum, der står der i hvert fald i ”Turen går til Barcelona”. Et moderne bygningsværk med ovenlysvinduer og store hvide vægge, danner en fin ramme om Miros farvestrålende, halvt surrealistiske og halvt abstrakte figurer. Helt ærligt, jeg er ikke vild med hans meget primitive ”kunst”, og følte mig nærmest som kejserens nye klæder, og det var svært at tage kunsten alvorligt. Gå f.eks. ind i et rum med 3 store hvide lærreder. På hvert lærred var tegnet en eneste bugtet streg, og det var så det. Sådan noget kunst kan jeg ikke falde i svime over, og jeg tror, at det største kunststykke fra Miros side er, at han har fået folk til at tro, at det er kunst.

Masser af mennesker gik rundt med alvorlige miner og så højkulturelle ud, og jeg fandt da også et lille værk oppe på terassen, som jeg synes meget godt om – det havde da i hvert fald nogle pæne dameben. Nanna var igen utrættelig, og der var ingen rum, der kunne snydes uden om, så hun må være født med et veludviklet museumsgen.

Vi var blevet mættet lidt med museer, så vi gik forbi det kæmpestore kunstmuseum Museu Nacional d´Art de Catalunya, der har til huse i en svulstig bygning med en flot udsigt som vi nød på trappen foran, sammen med en is.

Et mølædt springvand og Poble Espanyol
Nede i gadeniveau ligger Font Mágica, der er et springvand designet til verdensudstillingen i 1929, og her kan opleves en vandballet med lys- og lydshow til tonerne af Tcaikovsky og Witney Houston. Springvandet trækker stadig en større menneskemængde til, men ak og ve og øv, kun fra maj til september og kun torsdag til søndag og så i tidsrummet 21.30 til 23.30. Nå, sådan et gammelt mølædt springvand er der nok heller ikke meget ved, så vi gik fornærmede forbi til Poble Espanyol, hvor en familiebillet kostede 15 euro.

Igen skal vi tilbage til verdensudstillingen, hvor nogen fik den lyse ide at opføre en spansk landsby med arkitektur fra forskellige områder af Spanien. Husene er ikke ægte huse, der er flyttet, men rene kulissehuse, der udvendig ligner en gammel spansk by med små torve, snævre gyder, madonnastatuer m.m. Indvendig fremtræder det hele som fup og fidus, med moderne rum, der går på tværs af husene, som i et andet Disneyland. Udover restauranter, der ligger spredt omkring, er der som i den oprindelige idé mange små arbejdende værksteder, men der var nu også mange souvenirforretninger.

Til gengæld er det virkelig gode forretninger med glas, masker, smykker, dukker, trælegetøj, vifter, og vores favorit var porcelænsfigurer i massevis, men de var ret dyre. Nanna fik en vifte, som hun var meget glad for, og ellers fik vi en sen frokost på et lille solbeskinnet torv.

Tilbage igennem parken og små haver og diverse legepladsstop, og så stilede vi mod svævebanen for dog at få turen ned. Der var vi dog for sent på den, for sidste tur var kl. 19, så vi gik i stedet ned ad bjerget af en slyngende sti, der endte tæt på centrum. I det lille omrejsende tivoli på havnen brugte Nanna sine sidste biletter på at hoppe i trambolin og i hoppeborgen, og det blev dagens bedste oplevelser. 14.276 skridt fik vi præsteret, og vi var sluppet for regn, da det klarede op i løbet at dagen, men det var trøje på og af vejr.

Forlystelsesparken Tibidabo med Barcelonas bedste udsigt
Endnu engang prøvede vi at komme med svævebanen over havnen, men et skilt henne ved tårnet forkyndte, at elevatoren var i stykker, og man skulle gå hen til næste tårn på den anden side af havnebassinet. Så var det, at vi opgav overhovedet at prøve den svævebane, og den var sikkert også alt for dyr og rigtig dårlig og rønnebæragtig kedelig.

Jeg havde planer for denne dag, for vi skulle op på Tibidabo, der er et 542 meter højt bjerg med en forlystelsespark på toppen. For at komme op i de højere luftlag måtte vi tage slavevejen, der startede med 2 metrotog. Derefter skal man, et eller andet sted på en meget stor plads, finde nedgangen til FGC toget, hvor det kræver den store udvidede billetautomateksamen, at finde ud af at købe en billet. Vi har selv kun den lille eksamen, så vi måtte have en togdame til at guide os igennem maskineriet, og det kostede kun 6,5 euro for en returbillet til os alle mod destination Avinguda del Tibidabo. Ved endestationen stiger man op til jordoverfladen, og her kan man tage en blå veteransporvogn videre op ad bjerget. Køen ved stoppestedet var dog umådelig lang, så vi besluttede at gå op og kom forbi mange store pragtvillaer langs sporvognsruten. Det tager 20 minutter at gå strækningen, og det er op ad bakke, så vi blev lidt svedt, inden vi kom frem til køen til tandhjulsbanen. Køen gik nogenlunde hurtig, så 3 euro pr. person, og efter 6 minutter tandhjul stod vi endelig ved indgangen til Tibidabo. Stedets største atraktion er en formidabel udsigt over Barcelona, og selvom det var helt klart hos os, kunne vi se lavere skyer svæve over byen.

Indgangsbilletten til Tibidabo med indbygget turpas koster 22 euro for voksne og personer over 120 cm, men fryd fryd kun 9 euro for seniors over 60 år. Til gengæld måtte jeg lidt duknakket skilte med mit blå armbånd, hvor de andre gik med oprejst pande med deres røde bånd.

Lige indenfor indgangen stod en mand på et podie og underholdt, og da han spottede os ud, spurgte han, hvor vi kom fra? Denmark svarede jeg. Lad os give en stor hånd til familien fra Denmark, der er kommet helt til Tibidabo, og så klappede de allesammen.

Lynspisning i deres cafeteria, hvor portionerne var øst op på forhånd, men vi fik da både mad og drikke for 22 euro, så det med, at man helst skal have mad med hjemmefra, fordi det er dyrt at spise på Tibidabo, synes ikke rigtig at holde stik

Navnet Tibidabo er afledt af djævelens ord på latin til Kristus, da han ledte ham op på et bjerg og tilbød ham alt, hvad der kunne ses: ”Haec omnia tibi dabo si cadens adoraberis me”.( Alt dette vil jeg give dig, hvis du knæler og tilbeder mig.) På toppen af bjerget ligger en kirke fra 1940 der ifølge “Turen går til Barcelona” ikke er videre smuk, hvilket jeg bestemt er uenig i.

Forlystelsesparken er fra begyndelsen af år 1900, og nogen af de ældste forlystelser kører endnu, men der er da også iblandet moderne halsbrækkende ”forlystelser”. Vi er lidt til den nostalgiske side, så vi startede med en jernrutsjebane uden loop, og derefter over i køen til en flyvemaskine fra 1928, der på en svingarm ”flyver” udover bjergsiden. Turen er lidt omstændelig med kun 10 passagerer af gangen, der skal op ad en svingtrappe, ind af en smal dør, flyve tre gange rundt ved egen propel, og så ud og ind igen. Ventetiden blev derfor en time, men hvad gør det, når man kommer op i et fly fra 1928, der i sin tid fløj mellem Barcelona og Madrid.

Spøgelseshuset, som Nanna så gerne ville prøve, fortrød hun på halvvejen, og hun lovede sig selv, at hun aldrig skulle derind igen. Vi prøvede flere andre forlystelser, men fik desværre overset Museum dels Automats, der har en stor samling af robotter og mekaniske dukker. Parken er ikke stor, men de har dog fået proppet meget ind, da den ligger på en bjergskråning.

Parken har lukket om vinteren, og i april, september og oktober varierer åbningstiderne stærkt, så det er klogt at undersøge åbningstiderne på forhånd.

Den sidste sporvogn var kørt kl.19, men så kom der heldigvis en bus, der kørte til Avinguda del Tibidabo til FGC toget, og videre med metroerne. Der går også en vej helt op, men ellers skal der nok regnes med 1 time 45 min fra parken til hotellet med de offentlige transportmidler.

”Nå Nanna hvad var så det bedste ved denne spændende dag med forlystelsespark og alt muligt?”. Og Nanna svarede: ”Det bedste var strandturen, hvor vi sprang frem og tilbage, for at bølgerne ikke skulle nå os.”

Voksmuseet og så skulle vi hjem igen
Vi rundede også lige Voksmuseet Museu de Cera, hvor indgangen kostede 14,50 euro for os alle tre. Museet rummer de sædvanlige kendte figurer, samt en del for os ukendte. Derudover er der en lille afdeling med Starwars og en undervandsbåd, og deres rædselskabinet var ikke særlig stort og heller ikke særlig godt. Som sædvanlig tager et vokskabinet ikke ret lang tid, især da vi havde lovet Nanna, at vi bagefter skulle til stranden.

Barcelona har mange små spisesteder og bagelscafeer, så på vejen fik vi kreeret hver sin bagel, som vi spiste på havnen, og vi delte pænt med de hundredvis af fisk, der gjorde vandet tykt ude på molen.

Der var stadig ingen sol, men dejligt mildt, så der var mange, der lå og slangede sig på stranden, og Nanna hoppede i bølger med stor fornøjelse.

Hvis vi havde rejst med Spies, kunne det nemt blive en ferie, vi ikke ville hjem fra, men der var ikke andet for end at finde en taxi. Taxituren til lufthavnen kostede denne gang 30 euro incl. en for hver af vores kufferter, men måske blev der kørt efter et andet takssystem, da det var helligdag. Flyet var forsinket, og det blev noget værre natteroderi, inden vi nåede hjem til lille Borup.

Rejsen var købt igennem Euro Pas, og for os tre kostede rejsen for fly og hotel med kvartpension 13.176 kr. Det er incl. sygeafbestilling og olietillæg og minus 1.100 kr i børnerabat. Vi havde 1.000 euro med til transport, mad, entreer og souvenir, og de blev stort set brugt rub og stub, så vi må konstatere at prisniveauet er meget højere end i f.eks. Vietnam og Peru, som vi sidst har gennemtravet.

Barcelona er helt sikkert et besøg værd for både børn og voksne, og Nanna havde taget oplevelserne med åbent sind, og opført sig eksemplarisk på hele turen.

Medens vi ventede ude i Barcelonas lufthavn, spurgte jeg Nanna, hvad der var det bedste ved dagen. Og Nanna svarede: ”Det bedste ved dagen var strandturen, men det allerbedste er, at vi skal hjem til Nikolaj og Mor og Far.

12. juli, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Byferie, Museer og udstillinger, Spanien

Tags: , , ,

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com