Den ældre mands ansigt er lagt i alvorlige folder. Solen bager, det er eftermiddag, den gullige pastis fyldes i små glas og i den charmerende sydfranske landsby La Garde-Freinet er det tid til et spil jeu provencal, forløberen til petanque, hvor man skal løbe tre skridt, før kuglen må kastes.

Op af lommen tager han et lille kvadratisk håndklæde, som han tørrer stålkuglen i sin hånd af med. Han ser sig omkring, nikker let til en gråhåret kvinde, der livligt konverserer tre andre kvinder. Han vender blikket mod den lille ”gris,” der har klemt sig op af trælægterne små 100 meter længere fremme ad den grusede boulebane. Vi kunne være i en hvilken som helst sydfransk landsby i de seneste 100 år.

Han tager tilløb et par gange, og så løber han. En – to – tre lange skridt og svinger armene i en hastig kastebevægelse. Peta. Det provencalske ord for det knald det giver, når kugler knalder sammen, lyder dæmpet. Kuglen finder en bane i luften før tyngdekraften tvinger den mod jorden.

Kastet er perfekt, ikke nogen jordstryger, der er ildeset i denne del af verden. Tir, tir, lyder det ophidset fra den fire-mand store gruppe, der står tæt på kuglerne. Den kastede kugle knalder modstanderens kugle langt væk, og kasteren ser mere end fornøjet ud.

Zut, zut. En yngre mand står og ryster på hovedet mens han udstøder de toglignende lyde. Nogenlunde samme betydning som det knap så pæne franske ord merde. Han kan se sin kugle blive ekspederet langt ud af pointrækken. 11-årige Malthe sidder på en pullert ved siden af banen og bare kigger. Han er tryllebundet af det folkeliv han ser udspille sig foran ham. Han er i det store undervisningsrum. Antropologi, fransk for begyndere, sport, menneskekundskab og historie – lige der midt i ferien.

Der drøftes højlydt på banen, håndtegn kastes gennem den lune luft, arme og ben fægter, skideballer og knus uddeles i lige store portioner, himmelvendte øjne afløser anerkendende blik.

Jeu provencal er langt mere end et kuglespil. Det er en livsstil, en sport med internationale turneringer, og alle landsbyer i Provence har flere turneringer om ugen, hvor man kan melde sig på op til en time før spilstart. Spillet er enkelt at følge, hver side kaster i alt seks kugler, og man får point efter hvor mange af ens kugler, der ligger tættere på ”grisen” end modstanderens. Den, der først når 13 point, har vundet.

Efter at have været tilskuere til dette fantastiske spil i noget der nærmer sig en halv dag, er det ekstra rart at vi huskede, at sikre os egen petanquebane, da vi lejede sommerens feriebolig, for så kan vi træne før vi tør kaste os ud i den ægte franske specialitet sammen med de lokale.

 

8. oktober, 2018

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com