Den sorte prik i havets skummede overflade dykker, mens begejstringen vokser på dækket af det duvende, men stolte, skib ”Nanny.”

Bølgerne slår næsten-kvalmen ind i kroppen, men det opvejer ikke glæden ved at have fået øje på flere af de knubsæler, der holder til omkring den svenske ø Hallands Väderö ud for den hyggelige fiskerby Torekov, kun en times kørsel og en halv times sejllads fra Helsingborg.

Men målet er ikke at se på sæler, det er at komme til at vandre på Hallands Väderö. En ensom ø, i det nordvestlige Skåne med få huse, trampestier, får, små heste, kvier og pindsvin. Øen har været i den svenske kirkes besiddelse siden 1200-tallet, og her er gode muligheder for at vandre over klipper, langs havet, igennem krat, skov og gennem små skovlunde med en frodig og anderledes vegetation.

Sverige-pix-svær-klippe-opt2

Bæltet spændes, kniven lægges i lommen og den lille dagrygsæk spændes på skuldrene. Syv-årige Malthe er klar til eventyr på fødder. Vi bliver sat i land ved naturhavnen Kappelhamn, der er den sydligste af de to havneanløb på øen, og så er det ellers bare at sætte det lange ben forrest, for her skal vandres over blomstrende marker og stendiger fra den tid, hvor øens eneste afgrøde – kartoflerne – skulle beskyttes mod grovædende geder. Selvom øen kun er lidt over tre kilometer lang, så er der gode udfordringer for særligt de små ben, og efter 20 minutters vandring når vi et stenet og forvitret strandområde ved Brötholmarna.

Vandring med børn handler om at lytte og følge de mulighede, som hvert barn har, og selvom vores guide mener, at børn blot skal lære at følge med, for på den måde at komme til at elske vandringens muligheder, så er der glæde, når det bliver tid til frokost og en pause, hvor det er ok at løsne ”tornysteret” og fremdrage den medbragte kniv for lige at få snittet en pind, før turen går videre gennem Söndre Skog, hvor over 300 år gamle træer snor sig eventyragtigt og man skal passe på fødderne for ikke at plumpe i det dunkelt udseende søvand, der breder sig som ”farlig” sumpet undergrund.

Først er det gåsegang, og siden er der mere skub i vandringen.

Først er det gåsegang, og siden er der mere skub i vandringen.

Malthe knytter hænderne og træder med ekstra kraft i fødderne, for efter et par timers vandring er der ved at være ”solgt ud,” men vi er nået til øens nordlige del, hvor fyrtårnet siden 1884 har guidet søfarende sikkert omkring klippeøen, og her er det tid til en pause mere, og muligheden for at hoppe og løbe på sindrige stenformationer, og kravle på klippestykker, der ikke finder sin lige i Danmark.

Turens endepunkt er havn nummer to ved Sandhamn, hvor der også findes både toilet og kiosk, sidstnævnte har dog ikke åbent hele året.

Yderligere informationer, hvor der også er info om bådtider og priser:

www.hallandsvadero.se

22. juni, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Børn i naturen, Sverige

Tags: , ,

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com