Skovens faldne giver stærke børnearme

Armene begynder langsomt at syre. Man kan se det på Malthes ansigt. Han tæller anspændt, mens han løfter det lange stykke træ. Han ser sig omkring, og så har han fået nok. Det er tid til at give slip, komme videre, og i modsætning til det indelukkede motionscentre er der god mulighed for både at give slip på lyde og motionsremedier.

Han kaster det halve fyrretræ han før stod og vægtløftede med, fra sig, ud i skovbunden, bare sådan, og imens skriger han af lungernes fulde kraft. Det er tid til at løbe slalom mellem træerne, til at løbe om kap med en hund og få galoperende puls, når han lige vil prøve om han virkelig kan løbe hurtigere end sin far op og ned af klitterne med udsigt over Kattegat.

Malthe er 12 år og bare det at få ham en tur i skoven er ganske enestående. Ikke fordi han ikke vil, men fordi computeren åbenbart er sølet ind i en eller anden form for børnetiltrækningslim, der gør, at han næste ikke evner at komme derfra.

Og han er ikke alene, eller rettere, det er han næsten, for undersøgelser viser, at den tid børn bruger i naturen, er mere end halveret fra bedsteforældregenerationen til nutidens børn.

Hvor 59 procent af børnenes bedsteforældre dagligt slog et smut ud i naturen, da de var børn, kommer kun 26 procent af dagens børn dagligt ud i det grønne. Vi slår for få smut ud i naturen, og fortsætter tendensen, så går der ikke lang tid før vi har set det sidste barn i skoven.

Malthes krop vugger fra side til side, armene fungerer som vægtstang. Han er i gang med sit uplanlagte, men geniale træningsprogram. En afbarket træstup fungerer som klatre- og stepbænk, og da regnen begynder at sile, har vi været hele vejen igennem balance, styrke, puls og kondition, og kan tilfredse gå hjem med vind i håret, røde kinder, ømme ben, syrede arme og en fed fornemmelse af at have fået endnu en dejlig oplevelse sammen i naturen.

 

 

Martin Hoffmann Kønig 19. maj, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også