Familie på farten i Asien

Vi er fløjet til Heathrow med 1 times forsinkelse, men det gjorde ikke så meget da vi skulle vente 3 timer i transit. Efter at have styrtet rundt for at finde legeområdet forstod vi hvorfor det hele tiden var svært at finde. Det bestod i et bord med nogle rør og kugler der kunne trilles frem og tilbage. Så var det sorte gummifortov der kunne bevæge sig meget sjovere. 21.20 steg vi ombord i jumbojet’en og og fik en midterrække helt for os selv. Med 4 separate tv’s i sædet foran og en lille velkomstpakke med sokker, tæppe, høretelefoner, tandbørste og mørkebriller. Det gjorde flyveturen på 11 timer til at holde ud, især når man har børn med.

Nat og dag flyder sammen på sådan en tur og vi er ikke rigtig klar over hvem vi eller hvorfor. Pludselig er vi i Bangkok. Det er blevet onsdag. Klokken er omkring 15 og vi bliver hentet. Det er varmt. Lufthavnen er en øvelsesbane, hvor vi bliver ved med at gå i den forkerte retning, sammen med en anden dansk familie, der også har 3 måneders forældreorlov. Men nu sidder vi her. I en stor Toyota 8-personers bus med udsigt til slum og slam og skyskrabere. Biler med åbne lad og hele familien i fri luft med 80 km i timen i slalom ind og ud mellem de andre biler, der også kører i slalom mellem de andre biler, der også kører i….

På New Road Guest house er der info-møde, og vi når både at høre lidt om byen, plus vi indlogerer os på hotellet nok fineste rum. En penthouse lejlighed i to niveauer med panoramaudsigt – godtnok i 5 sals højde, men alligevel. Lækkert og simplet på samme tid. Badeværelse med kar i ler og små grønne fliser. Det lykkes os at komme i byen og hæve penge. Vi spiser på Harmonique, en lækker restaurant tæt på med virkelig lækker mad. Mums i Bangkok. Så ud i byen for at købe sandaler og tynde bukser. Det er allerede alt for varmt det tynde tøj vi har med hjemmefra.

Vågner tidligt til aircon’s susen. Martin står op for at finde noget kaffe. Jeg falder heldigvis i søvn igen og vågner først da Vera og Hjørdis springer op, tager tøj på og suser ned for at se om der er morgenmad. Jeg har glemt et ur, så… Men det er ialtfald blevet lyst. Vera og Hjørdis kommer tilbage og melder morgenmad klar. Vi går ned og spiser european breakfast med frisk frugt.

Vågner lidt over 5 og ligger lidt i vores store suite og føler sig rig og uarbejdsom. Ville ned og skrive og have en kop kaffe men både hotel og portier sov. Fik alligevel vækket ham – jeg dumme svin – men kunne godt mærke det ikke var nu jeg skulle bede om kaffe og få tændt computeren (der iøvrigt som sædvanlig er en god ide som bare ikke fungerer efter hensigten – f.eks. har en timeout funktion her på webbyens hjemmeside lige slettet en hel side, fordi jeg ikke havde savet i tide!!! Hyp hyp, så det bliver nok ikke så meget mere før vi skal på jungletur) Nå, men ud i morgen Bangkok og se byen vågne så småt – ialtfald det der kunne køre på benzin og diesel. Gadesælgerne var ved at lave morgenmad til de andre thailændere der skulle på arbejde.

Kød, ris, nudler og grøntsager serveret som suppe men for de rigtig travle kan det også pakkes ind i bananblade og “klipses” til. Som hånbagage. Men kaffe var der ikke meget af. Jeg købte en flaske vand og stod og lyttede på en blind mand der spillede på noget jeg ville kalde en orgelsækkepibepanfløjte mens store BMW’er og Roveres satte små velsoignerede buttede thailandske børn af ved den franske skole lidt længere nede ad gaden. Der er stor forskel på folk her. Men overalt en fornemmelse af venlighed. Et midifilplayer orkester med udelukkende blinde havde stillet et megånlæg op foran en international bank og stod og larmede med en Stevie Wonder i midten og 3 med kasser til penge i siderne. Det var okay med alle. De pæne fruer holder tilbage i Jaguaren for gadesælgerne, og de hilser på hinanden som ligestillede. Tiggerne, luderne, lommetyvene og lurendrejerne er endnu ikke kommet i omdrejninger, men resten af thailænderne er i fuld gang. Der bliver råbt og grinet, stegt og braset. Men kaffen? Ja, den fik jeg hjemme på hotellet sammen med italieneren Mario. Og nu er mine nye sandaler testede. Resultatet: foran okay, bagpå: vabler.

Efter et par forgæves forsøg på at gå på nettet på hotellets to 56K computere går vi ned til floden for at tage en “taxa” . På vejen kommer vi igennem et klosterområde hvor al billarm forsvinder og tiden står stille. Så er vi nede ad floden, hvor vi lige når at hoppe på en taxabåd. Sikke en velsignelse. En fad lugt af flodvand og tilhørende brise. Vi står helt stille og ser på Bangkok der glider forbi. Hytter på pæle der knæler ned i flodkanten. En overflod af spande, kurve, fisk og tøj til tørre. Vi står af ved Grand Palace og går gennem et virvar af boder og palmer. Vi bliver sluppet ind – påklædningen er reglementeret nok. Lange ærmer og sandaler med bagklap. Ingen bare skuldre eller utilbørlige knæ. Og så går vi rundt blandt eventyrtempler i guld, glitter og spejle. Særligt spændende er blomsterceremonierne til Buddhas ære.

THAILAND

Torsdag d. 20. februar 2004

Altså: Jungletur. Vi har været så heldige at slå følge med en anden dansk familie med to børn, piger, 7 og 11 år. Så børnene har haft det aldeles pragtfuldt, snakket jysk (den anden familie kom fra århus) og på anden måde socialiseret. Vi andre har kæmpet hårdt for at komme til at følges med hinanden; man mærker at det er højsæson. Istedet for at være en gruppe på 4 – som vi havde fået at vide at vi ville blive, var vi pludselig en gruppe på 18. Og de eneste der ikke var registreret, da vi stod på busstationen sidst på aftenen, og troede at vi skulle køre, det var os. Mærkeligt… der havde godt nok været computerbreakdown på kontoret i januar, omkring den tid vi havde betalt turen, så det var nok derfor. Der blev hurtigt organiseret 4 ekstra billetter, men til en senere bus. Vera var grædefærdig – hun skulle have siddet sammen med Signe, og Martin og jeg en smule urolige… hvad når vi kom frem til junglelogiet – ville nogen kendes ved os der? Men vi slog os ned på busstationens gulv, med en fodboldkamp på storskærm som lydkulisse. Og afsted kom vi, gennem natten, og ankom ud på morgenen, kl. 04, til en næsten øde grus-holdeplads, hvor nogen burde tage imod os. Det var ikke helt oplagt hvem det kunne være, så vi slæbte børn og rygsække hen på en lille bænk i nærheden af noge morgenduelige mennesker, og efter kort tid rulle et folkevognsrugbrød ind på pladsen, og Mr. Lahr bad os stige ombord. Så blev vi fragtet til hans hus, et vidunderligt rent, simpelt træhus, hvor man (som alle steder) tager skoene af inden man går indenfor. Her fik vi et lille rum med madrasser på gulvene og tæpper, så vi kunne sove et par timer mere, akkompagneret af hanernes hysteriske galen.

Næste dag 4 timers køretur på ladet af en toyota pick-up (med bænke langs kanten). Heldigvis var vi blevet advaret og havde sørget for køresygepiller, så det var en fornøjelse at sidde og glo på bjerge og rød jord fare forbi.

Og da vi kom frem – til et fabelagtigt sted i en lille landsby, med teaktræsbygninger på pæle, og træterasser som kærtegnede de bare fodsåler, nå men, så var det at vi skulle overbevise mr. Tee og hans guider om at de to familier med hver to børn, på sin vis hørte sammen. Det lykkedes, vi fik tilnavnet “twofamilies”, og da vi vendte hjem fra trekket, oven i købet fælles værelse – en lang seng med 8 sovepladser, små blomstrede puder og vattæpper. Familielykke!

Selve trekket var, in my opinion, også præget lidt af højsæson – man mærker at det hele ligesom er lidt slidt… Jeg havde også glemt at tænke på at det er tørketid, og eftersom den thailandske jungle åbentbart er løvfældende, var junglen i en slags efterårstilstand, og mindede foruroligende meget om Boserup skov på samme årstid. Dog, helt så mange bambus i 10 meters højde er der jo ikke i Boserup, og fra ryggen af en stor elefant (som Vera iøvrigt selv fik lov at styre, siddende med benene omkring dens hals) er lyset, filtreret gennem millioner af bambusblade, ganske specielt og smukt, og den meditative tilstand fuldendes når man får et glimt af de blå bjerge i baggrunden, eller en trætop af hvide eller mørkt røde lette blomster. Jahhh… og så at bade i et vandfald, svømme ind bag ved det, og kravle op i en drypstenshule, hvor der er aftryk af de blade der faldt sidste år i kalken (eller hvad det er), og at flyde ned ad den store flod i en gummibåd, og få serveret ris i bananblade på flodbredden. Det er da i orden!

Herefter tilbage til Bangkok. Jeg havde frygtet det lidt, storbyer er, hvor tiltrækkende og fascinerende de end kan være, noget Fanden har skabt. Nå ja, modsig mig – men det kan være svært at klare sig. Det gik dog meget bedre end jeg havde troet – vi er lissom kommet ind i vanen med at navigere, holde pauser når det er nødvendigt, og al den slags basic overlevelsesstrategi for familier på tur. I hvertfald havde vi en dejlig dag, med flodtaxa gange flere, souvenirshopping og spaghetti med tomatsovs i Bangkoks backpacker-kvarter, fruitshakes, og herefter det bedste af det hele: Wat Pro, et tempel hvor man kan se den enorme! liggende guldbuddha (den fylder et helt rum – og det er et stort rum!), og bagefter: Traditionel thailandsk massage. Vi tilbragte alle fire en halv time på de lysegule madrasser, med udsigt til det højloftede rum, brede planker i loftet, malet i en anden lys gul nuance, og endnu en gul langs kanterne, og store snurrende vifter, der sender en citron og eukalyptusduftende brise imod os. Nærmest oven på os, hver vores person i gul kittel, som ælter, strækker og trykker, mens de fniser lidt sammen, og en gang i mellem tjekker at alt er okay nede hos os. Det var fantastisk! Bagefter forsøgte vi at skynde os langsomt, men vi skulle altså nå vores nattog sydpå. Det gik fint – vi nåede endda at få et rygende stærkt måltid måd i banegårdens “folkekøkken”.

Børnene klarede sig med en nudelsuppe. Og så med toget. Meget hyggeligt og meget beskidt. Hjørdis lignede noget der var løgn, efter få minutter. Vi sad og betragtede Bangkok glide forbi. Folk sad forsamlede om bål langs skinnerne. Vi snakkede om den helt vilde luftforurening, og opdagede efter en tid, at det var togets dieseludstødning der kom ind gennem vinduet. Dernæst opdagede vi at vinduet ikke kunne lukkes, fordi der ikke var nogen rude. Det havde nok ikke gjort nogen forskel, der var masser af åbne steder. Og halvvejs gennem natten i vore små soveaflukker med snehvide lagner og tæpper (fantastisk kontrast), vågnede jeg med lunger der gjorde ondt, og kulsort samvittighed over at udsætte mine børns lunger for samme behandling.

Det er nu altsammen næsten glemt, og lungerne har fået den store hovedrengøring i tropebrisen ved havet. Vera og Hjørdis boltrer sig i vandet, som ikke er så klart som reklamerne lover, men varmt og skønt, og jeg har accepteret at det meste foregår for turisternes skyld, selv på en så lille og såkaldt “oprindelig” ø som Koh Lantha. Det mest oprindelige man kan foretage sig er at køre motorbike i støvet sammen med alle de andre. Det vil vi gøre, og så skriver vi igen, – fra en oprindelig internetcafe, snarest.

VIETNAM

Hanoi er den storbyeste storby man kan forestille sig. Det virker som om al menneskelig kommunikation er erstattet af båthorn og ringeklokker. Der råbes ikke særlig meget og det er næsten umuligt at gå på gaderne. Man er nødt til at køre, enten på cykel eller knallert. Ellers bliver det rigtig farligt. Det er til gengæld en by man forelsker sig i lige med det samme. Netop fordi den er så uspoleret by-agtig. Det handler stort set om at købe, sælge og køre. Ikke noget ind imellem. Jo, et par hollandske eller amerikanske trekkere, der sidder malplaceret på et gadehjørne og snakker om filosiske emner, somom de var i Paris.

Vi skal prøve det lokale togvæsen imorgen. Man kan komme knaldbilligt til Ninh Bihn. Det tager bare et par dage at finde ud af hvordan og få fat i billetterne. Men det er nu klaret og vi skal teste det imorgen. Det er jo stort set sådan vi skal rejse den næste måneds tid. Uden sikkerhedsnet og engelsktalende guide. Så hvem ved – måske får i næste gang rejsebeskrivelser fra Malaysia.

Vi har lige været i Ninh Binh og Cat Ba. I Ninh Binh så vi Nationalparken, hvor de opfostrer næsten udryddede abearter. De bedste, synes jeg, var Gibbonaberne. De var rigtig sjove, når de svingede sig rundt i deres lange arme. Jeg købte en masse postkort med aber på. Vi var også inde i regnskoven, hvor de slipper dem løs når de har fået unger, men der så vi ingen aber (måske fordi vi – og ihvertfald de vietnamesiske skolebørn, larmede så meget). På et tidspunkt var jeg kravlet op for at se om der var nogen gode lianer at svinge sig i. På vejen ned snublede jeg i en lille ny lian, og havde nær flækket hovedskallen på en skarp sten – jeg var kun en centimeter fra den med hovedet, der hvor jeg landede.

Vi så også rismarker. Mange rismarker. Det var enormt flot!!! Vi så ikke at de høstede ris, men de plantede dem mens vi var der. De stod bøjede og plantede dem i fuldstændigt lige rækker, men alligevel hurtigt.

På skibet på vej til Cat Ba, blev vi lidt søsyge, og gik ud i stævnen af skibet, hvor det gyngede allermest. Der fik vi masser af frisk luft, og vi legede at vi fløj, så det hjalp , og var sjovt! Da vi ankom i havnen, ville alle sælge os hoteller. Mig og mor og Hjørdis satte os på en lille gadecafe, mens far gik ud og kiggede på hoteller. Imens kom der en og begyndte at give mig massage. Det var dejligt (det gjorde måske lidt ondt. Bagefter gav han Hjørdis. Mor sagde nej tak, men han begyndte alligevel at massere. Til sidst sagde hun stop, men så ville han pludselig have penge for alt det arbejde han havde lavet. Han mente at han var den bedste massør på øen – nærmest en doktor. Men mor sagde at vi ikke havde bedt om nogen massage, og så fik han kun en lille smule penge og blev godt gal i skralden.

På Cat Ba var vi på motorcykeltur i bjergene langs kysten. Det var enormt flot. Vi spillede også kort hver morgen på hotelværelset – nogen gange meget lang tid!

Men nu er vi tilbage i Hanoi, og her har vi set Ho Chi Minhs balsamerede lig. Han var lidt uhyggelig at se på. Han lignede mest af alt en voksdukke. Han blev oplyst af noget orange lys. Man gik rundt om ham, så man kunne se ham fra 3 sider. Bag os i køen stod to danske piger. De var rigtig søde. Vi lavede en halv aftale om at de måske skulle komme og spise sammen med os. Men de kom ikke, og det var rigtig ærgerligt!

KINA

28. marts – Søndag igen

åahhh, så er vi i Kina. Med bus kom vi – ingen vej udenom. Hvad forklaringen så end er, så er der intet tog fra grænsen til Kunming, og den vej skulle vi altså. Vi tog, som planlagt bussen ned til Lao Cai, efter rørende afsked med Vera og Hjørdis’ nye veninder (Zu og Vu, H’mong piger). Forlod den dramatiske tåge, og kom ned i det lunere lavland. Intet tog – prøv på den anden side af grænsen. Altså op på 3 motorcykler, med baggage og det hele (dvs. godt humør), og så blev vi sat af ved grænsen. Sjov fornemmelse. Formaliteterne var hurtigt overstået (da Martin – heldigvis, fandt det gule stykke papir, han havde fået et stempel på ved indrejsen (nåa, det papir!)), og så gik vi simpelthen til Kina. Over en lille bro. Og på den anden side gik det ligeså nemt, Vera og Hjørdis var faktisk skuffede over at vi ikke kom igennem det forventede 3 timers toldtjeck, hvor vores CD’er skulle have været lyttet igennem, og den medicin jeg har medbragt være konfiskeret. Og så var vi der altså. Men stadig intet tog. Så vi måtte bide i det sure æble, og købe billetter til natbussen. Det gik også forbavsende nemt, og bussen så lovende ud, rigtig hyggelig, med små køjer med tæpper i. Vi valgte pladserne bagerst, der var en slags hylde, hvor vi allesammen kunne være. Rigtig godt – alligevel fik vi ikke sovet meget den nat: I 13 timer blev vi kastet, skiftevis op og ned og fra side til side, mens vi skrumplede ud ad en bjergvej, og i mørket var det umuligt at afgøre, om den lå på kanten af en dyb afgrund, eller hvad. Kun Hjørdis sov trygt i de møgbeskidte tæpper, og var i højt humør næste dag – og således ankom vi til Kunming, kvor vi forsøger påny, at finde ud af hvordan tingene fungerer i dette fremmede land.

4. april

Vi er på storbyferie. Fra Kunming til Chengdu, som begge er “absolute western”. Her er ikke skyggen af rismarker eller pittoreske folkemindesamlingsdragter. Ind imellem har vi været i Lijiang – via en enkelt nat i Dali. Vi boede på Camelia Hotels dormitory på Dongfeng Dong Lu. Et dejligt 4-sengs værelse hvor vi har hygget os somom vi var i Sverige. Ungerne har selv lavet mad i fælleskøkkenet og vi har fået snakket med unge mennesker fra Amerika, Korea, Norden, Japan, England og Tyskland. Et rigtigt vandrerhjem. Vi fik os en mindre mave-infektion da vi havde været i den kommunale svømmehal overfor hotellet, men den fortog sig igen. Vi har døjet en del med maveonder “light” siden vi kom til Kina. Alle fire. Ved ikke rigtig hvorfor. Vi passer på og holder os til indpakkede ting, men det er jo svært med et land, hvor man kaster affald fra sig på gaden og spytter i busserne. Fra Kunming tog vi 5 timers togtur til Dali, hvor vi overnattede en enkelt nat. Dali er et smukt landsbymiljø, der ligesom Lijiang har små vandløb der følger vejene igennem byen. Forskellen er at Lijiang har guldfisk i vandløbene, så der er lagt op til rigtig mange turister der. Og det er der også. Det er et af de mest eftertragtede steder for kineserne selv at komme til. Hvordan skal man beskrive det. Ligesom Tivoli – bare uden forlystelser. Vi blev indlogeret i et rødmalet fire-længet guesthouse kaldet “Three Rivers Inn” for 80y pr. nat. Med udsigt til en lille gårdsplads. Ligesom man forestiller sig hele Kina burde være. Hvis ikke det var for den halvfattige måde menneskelig beboelse altid ender, ligefra Vesterbro baggårde over tyske forstæder til – ja, Asien. Der er til gengæld byttet helt om på turistmenuen her. Vi ville på en tur ud og gå i bjergene omkring byen (de er op til 5.500 m. høje og der er sne på – yes) – hvad vi fik ganske gratis i Lijiang Old Town af guldfisk og folkedans (Naxi folkemusik) og leben (hvad koster det bare at komme ind i Tivoli?) måtte vi slippe, da vi uforvarende havde sat os ind i en taxa og bedt om at komme hen til det første bjerg. Lige pludselig dukkede en stor såkaldt road toll op, hvor vi uden at ane hvorfor skulle slippe 4×40y for at komme videre. Vi prøvede at forklare at vi ikke var interesserede i at ride på yakokser over et kunstigt anlagt vandfald, stoppe op og få taget billeder udklædt i folkedragter men sådan set bare ville ud og vandre i bjergene. Det nyttede ikke noget. Enten kunne vi vende taxaen om og køre hjem igen, eller betale. Vi fortsatte med bange anelser, og det viste sig også at være en “naturoplevelse” af de sjældne. Oppe på bjerget var der anlagt en skilift, hvor man skulle købe en tur op og ned, men så var det også inklusiv skilift-ventetid på 40 minutter. Det støvregnede lidt og derfor var der en ivrig (og rasende dyr) udlejning af handsker og regnfrakker. Oppe på bjerget (3200m oppe) kunne man forestille sig, at man fik lidt tid for sig selv. Men nej, der var butikker, restauranter, æseludlejning og de førnævnte dragter, man kunne leje og tage billeder af sig selv i. En anden ting var at man slet ikke måtte gå i skoven. Der var anlagt en træsti med gelænder, og man blev nydeligt vist ind på den, hvis man forsøgte sig på egen hånd. Helt nede i bunden langt fra turistindustrien var der en eng. Vi var alene. Ingen opsynsmænd eller turister at se. Vi løb glade og fro ud på engen, og hilste på køer og heste og lå og kiggede op på de omkringliggende endnu højere tinder. Storslået udsigt.

28/4 2004 – Gerup her

Det er tidligt morgen. Vi er hjemme igen. De sidste 12 dage har vi spenderet i Beijing. Vi har været på McDonalds, i Asiens største akvarium, vi har været på muren (Badaling), i sommerpaladset, i Beihai Park på Fangsjan restaurant, i Temple of Heaven parken, vi har spist Peking-and (mmmhm), Tianmen pladsen og Den forbudte by. Vi har været på Factory 798 i udkanten af byen og snakket og oplevet kunstnerparret Wen Hui og Wu Wenguang der laver film og performance dans. Vi har været på besøg hos Wang Qiang og hans familie og set Isabellas skole. De sidste tre dage boede vi på Central Garden Hotel med god plads og stor balkon ud til haven. Og som vi startede med frygt for kyllingeinfluenza sluttede vi. Hjørdis fik feber natten efter at vi havde læst i China Daily at der var opdaget 2 tilfælde af sars i Beijing. Vi var hundebange, for vi skulle jo hjem dagen efter og udover almindeligt tilgængelig dødsangst var der praktiske og logistiske problemer som at have udsigt til karantæne i Kina med læger og personale vi ikke kunne kommunikere med. Flyaflysninger og rejseforsikring. Vi krydsede fingre og gav hende penicillin og før afgang en omgang panodiler til at slå feberen ned. Indrømmet. Her har vi et tydeligt eksempel på hvor farlige vi er overfor hinanden. Vi er 99,9999% sikre på at det ikke er sars, da de udbrud der har været kan lokaliseres til et epidemi-center, hvor der forskes i sygdommen. Men vi er alligevel så egenrådige (og bange) at vi vælger at gå igennem karantæne-kontrollen i lufthavnen uden at gøre opmærksom på at hun har haft feber, hvis ikke de taler engelsk og vi har en rimelig formodning om at de kan forstå, hvad vi siger til dem om sygdomsforløbet. Vi ved at lægger vi kortene på bordet, og ikke har en mulighed for at snakke med folkene i lufthavnen, så vil ingen tage ansvaret for at sende os hjem. Vi står i nogenlunde samme situation som folk der vil smugle nukleare våben ud af landet, og skal deklarere om de har nogen med i baggagen. Og vi gør simpelthen det samme. Lader de små nussede health-declaration papirer fyldes med oplysninger vi ved noget om, og lader resten være op til tilfældet. Men Hjørdis er selvfølgelig nervøs. For vi har jo læst at der findes en feber detektor, som kan afsløre eventuelle sygdomsramte passager. Det var ikke rart før vi kom hjem og fik snakket med vores egen læge i telefon. Som vi var gået ud fra, var det en ganske almindelig forkølelse/influenza/ondt i halsen situation. Den samme som vi andre havde haft da vi boede i kælderen på Far East Youth Hostel.

Martin Gerup og Dorte Schou 18. juli, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden, Asien, Thailand, Vietnam

Tags: Fremmed mad, Jungle, Storbyferie

Læs også

Leave a Comment