Skød sin bror i armen

Ni år var hun, da hun skød sin storebror i armen. Ikke med vilje, men af ivrighed fordi hun endelig havde fået lov at komme med på rypejagt. Skuddet gik lige igennem brorens højre arm. Ikke noget særligt, var diagnosen fra faderen. Der var jo ikke brækket noget, men da et par knoglesplinter faldt ud af broderens sweater måtte de runde den lokale sygeplejerske.

I dag er hun næsten 40 år, og da broderen har både arm og førligheden intakt er historien vokset til en sjov fortælling om et samfund, hvor natur og mennesker går hånd i hånd. I spredt fægtning ligger de pastelfarvede træhuse spredt for foden af det 685 meter høje Qaqqarsuaq fjeld. De udgør den Sydgrønlandske by Narsaq.  Temperaturerne i området beskrives som venlige. Om sommeren omkring 22 grader og minus 17 om vinteren.

I den mindste af byens tre små havne mødes fangerne og fiskerne, før de tager på sæl, fugle, hval eller fiskejagt. I takt med at små og større isbjerge driver sammen i havneindløbet kommer spørgsmålet om, hvordan deres arbejdstider er, til at lyde tosset. Svaret falder prompte, det bestemmer deres arbejdsgiver, vejret.

Her er ingen faste arbejdstider. Når naturen melder godt vejr, så er det arbejdsdag, og når det skyer til, fryser eller rusker de små hurtige både, som søværnet kalder inuit missiler, så er det fritid. Fangerne er vejrbidte og skåret af en tid, hvor det at fange eller ikke fange en sæl kunne være forskellen på liv og død.

Den midaldrende kvinde går målbevidst i den lokale brugsforretning. Hun ved nok, hvad familien skal have til aftensmad, kartofler, men så tøver hun alligevel. Hun fingerer ved plasticposen, og så skifter hun retning og vælger i stedet en pakke frossen hellefisk – uden kartofler. Prisskiltet har uden tvivl været den afskrækkende faktor. 44 kroner for to kilo kartofler og 60 kroner for en broccoli, ikke et nemt sted for vegetarer. Men i en by, hvor der både er lammeslagteri og levnedsmiddelskole, er gode madråd til at få.

Fjerene hives minutiøst af brystet på en større andefugl, en saltet helleflynder hænger til tørre på en snor og i en plasticbalje ligger flere klumper spæk med æsker med fint salt. En ældre tandløs mand står og snakker med sig selv. Fingrene bevæger sig monotomt, men rutineret op og ned, op og ned af fuglens bryst. Det er brugsens virkelige konkurrent, de selvfangede fugle og fisk, der uden tvivl udgør en stor del af den lokale husholdning.

Stenene alle slås om

Gevirer hænger sømmet fast på terrassehegnet og en riffel hænger på døren. På trappen op til terrassen ligger en kraftig mand. Det er et par minusgrader, ikke just et vejr at sove uden for i. Er der sket noget? Vi går forsigtigt hen i mod manden, men hans genbo vifter afværgende med hånden. Her kender man hinanden, og der er hverken tale om sygdom eller en forbrydelse, men om en solid brandert, der bliver sovet ud i det fri.

De løse sten glider under fødderne, vi er 500 meter over havets overflade. Pulsen er i top, sveden pibler trøjen fugtig, men vi er fikseret. Foran os sidder en lille hvidpelset snehare. Ikke bange, bare på vagt, og efter at have vurderet at der næppe er våben blandt os vandrere, så smutter den målbevidst, men uden hastværk afsted. Vi er på vandring på Kvanefjeldet. Et imponerende fjeldplateau, der i rigdom på sjældne jordarter ikke har mange konkurrenter. Noget som det australske firma Greenland Minerals and Energy har opdaget, og fået udvindingslicens til, men endnu ikke go for egentlig minedrift.

Meningerne er delte, og flere er angste for den enestående naturs fremtid, for de sjældne jordarter er ikke alene, de er koblet på uran, og modstanderne frygter blandt andet, at massiv udvaskning af miljøskadelige stoffer kan smadre naturen for fremtiden.

Spørger man i byen, så er meningerne delte mellem dem, der helst vil bevare området som det altid har været som et af Grønlands mest frodige områder, hvor der på Brættet sælges poser med kvan, kartofler og majroer side om side med torsk, sæl og fjeldørred og dem, der som fangernes lokale formand og den lokale fagforeningsformand “skriger” på arbejdspladser, og som taxachaufføren siger det: “lad os få åbnet den mine, så der endelig er en grund til at blive i Narsaq.”

 

 

Martin Hoffmann Kønig 27. august, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden, Grønland

Læs også