Af Michala Bagge Hansen

Fire af os; Bobby, Michala Anna og Mikael, var så heldige at få lov at låne Norrøna-bærestolen med på vores sommerferie til Island i juli, da vores Mikael – også kaldet Mikki (udtales Meggi) – lever med A-T; Ataxiatelangiectasia, en medfødt sjælden sygdom som bl.a. påvirker nervesystemet og dermed også hans funktionsniveau, hvilket gør bl.a. det svært for ham at gå korte som længere distancer. Det var en af de medvirkende faktorer til at vi valgte at afholde sommerferie i en lejet autocamper, hvor vi og bærestolen var med Island rundt langs kystlinjen, en køretur på ca. 1500 km på otte dage. Det at bærestolen var med, gjorde at Mikki kunne komme med på ryggen af sin far, pabbi på islandsk, til steder, hvor han ikke selv ville have haft mulighed for at gå sig til. Hvis ikke bærestolsmuligheden havde været der, ville han skulle have ventet i autocamperen med én af de voksne, mens de andre to var på tur…

Turene med bærestolen gik til tre af de mange smukke og majestætiske vandfald i Islandsamt til Reynisfjara – en  verdensberømt sort sandstrand med smukke stenformationer og majestætiske basaltsøjler i de i massive ”sneaker waves” – sovende store kystbølger.

Første tur gik til et lille men smukt vandfald, vi stoppede ved impulsivt på Bobbys opfordring, da solen skinnede og indbød til en lille vandretur og en frokost i det fri nær den lille by Djupavogur, en skjult perle, i det østlige Island.

Efter blot fem minutters vandring opad fjeldet kom vi til det beskedne men meget smukke vandfald – med en regnbue til stor begejstring for både børnene og de barnlige sjæle, læs de to voksne, som også dyppede sig i den lille sø med regnbuen som kulisse.

Anden tur til et ligeså betagende vandfald gik til et i Svinafell (udtales Svinafetl) i ligeså strålende vejr med endnu flere familiemedlemmer, nemlig Annas og Mikkis faster og Bobbys søster Eydis og hendes kæreste Einar, som kørte fra Reykjavik i fire timer for at tage en lille vandretur og spendere aftenen med os. Denne vandretur tog 15 min. selvsagt også opefter, fra campingpladsen til det smukke vandfald – og denne gang ville Mikki have dyppet fødderne i det kolde, klare vand, og når man er på tur er der ikke altid wc’er i nærheden, men det er heller ikke et problem, når man er i naturen…

Artiklen fortsætter under billedet

Bærestolen effektiv mod træthed

Mikki kan godt blive pludseligt træt, her    kom bærestolen igen til sin ret, da han gerne ville ned igen var det bare op på pabbis skuldre og nedad. Som om naturens skønhed og friske ”crispe” luft ikke var nok, kunne børnene og os barnlige sjæle give to smukke islandske heste, palominoer, græs og kys på mulen – igen var det let som en leg for Mikki i højden fra bærestolen.

Artiklen fortsættes under billedet

 

Ind imellem de mange vandfald gik turen også forbi Reynisfjara; på én og samme tid velbesøgt , af både lokale samt turister, og alligevel emmer den smukke sorte verdensberømte sandstrand af mystik og ærefrygt, når man bliver blæst langs kystlinjen og stengrotterne mens man drages mod de enorme basaltsøjleri vandet som er omspundet af sagn. Mikki synes også turen i bærestolen hertil var sjov, indtil han slog sin tand på pabbis hoved. Humøret blev dog hurtigt højt igen. Bærestolen gjorde hverken Mikki eller Pabbi fløj væk med vinden

Tredje og sidste tur til et vandfald med bærestolen var til et stort og kendt ét af slagsen Skogafoss, vandfald hedder foss på islandsk, i det sydvestlige Island. Et vandfald der blev fredet i 1987, da alle de vanddråber der forsvinder med vinden, gør det udfordrende at bevare. Velbevaret var det, da vi gik nær det oppe- som nedefra – enorme mængder vand som danner den mest billed- og lydskønne kulisse, når man camper som vi gjorde på første parket med syn for sagen. Da vi alle fire tager turen på knap 500 trappetrin over Skogafoss sidder Mikki trygt og gjort i bærestolen på ryggen af sin pabbi og idet de når toppen udbryder Mikki ”man kan se en regnbue!” her var der tale om god timing, da det aftenen forinden havde regnet og rusket, men da vi når toppen af trappen den morgen titter solen ud gennem skyerne og danser med vanddråberne og danner en magisk regnbue (se fotos). Da vi når de knap 500 trappetrin ned igen, alt imens Mikki og pabbi synger hele vejen ned (hvilket overskud), og nærmer os vandfaldet nedefra, skimter Michala og storesøster Anna en dobbelt regnbue, som Skogafoss netop er kendt for.

Island rundt i autocamper var en uforglemmelig tur, som bød på uforglemmelige muligheder, også takket være Boerneferie.dk’s generøse tilbud om lån af bærestolen. I gjorde drømme til virkelighed for en livsglad fighter af en dreng på ni år, tak for det!

Ps. Vi ville have vandret en kort tur til lavastrømmen i Keflavik-området, men vejr- og vindforholdene tillod det desværre ikke – måske på næste tur til landet af ild og is.

Rejselystne og glade hilsner fra os fire

 

 

23. august, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden, Bærestolen

Læs også

Leave a Comment

Fødderne værker, knæene knirker og det hele er ved at være for meget. Syv-årige Malthe er med på ture i naturne, men han kan også få nok, og så er det med at have de små fif parat.

Vi har ofte et sæt vandrestave med, når vi vandrer. De er lette, de kan justeres og sættes fast på rygsækken, og så kan de noget som ord kun dårligt kan, når kilometerne er ved at være for meget for Malthe. De kan adsprede, og de kan redde en del flere kilometers vandring.

Fysisk aflaster stavene knæ og fødder, men psykologisk gør de også noget andet, de flytter fokus. Efter få minutters fornyet vandring med stavene, så er det ikke usædvanligt, at høre en stille fløjten og en begyndende nynnen, mens staven slynges fra side til side, og det slet ikke er svært eller hårdt at gå.

25. maj, 2021

Posted In: Børn i naturen, Nyheder, På opdagelse i naturen, Temaer, Vandre, Vildmark og trecking

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Egentlig troede vi, at de små kløverlignende dimser i skovbunden bare var firkløverets lidt kedelige lillebror. Men nej, sådan er det slet ikke. Det er skovsyre, og de er velsmagende, prøv selv. Den citronagtige smag breder sig forbløffende hurtigt, og straks får man lyst til at spise flere. Det værste, der kan ske, er, at I får for meget oxalsyre, og så skal I godt nok spise mange håndfulde.

Mie Buus, fra Thisted Museum, fortæller ivrigt om alle de spiselige ting, der findes i skoven tæt ved Tved Kirke, i Nationalpark Thy, og Malthe plukker ivrigt de små planter.

Fem i bøtten, og to i munden, fem i bøtten, og to i munden. Når han bliver træt af at rive og nipse toppene af de små grønne madvarer, så trækker han sin Leatherman universalkniv op, og begynder at klippe dem lige så fint, for nu skal der skaffes mad til familien.

I en lysning i skoven buldrer flammerne fra det bål, som Eva Nielsen, også fra museet, har tændt, og så står den ellers på fælles madlavning i det fri. Vi skal lave ørred fyldt med skovsyre og nye kartofler med en frisk salat, og en lige så frisk dressing.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Staniol bredes ud på bord og bænke, og så er det ellers om at skære den friske fisk et snit i bugen, rense for det værste blod og indmad, og fylde med de nyplukkede skovskyre, og for nogle heldiges vedkommende også nogle gyldne kantareller, som efter sigende har en forkærlighed for at vokse i området. Derefter skrælle kartofter, mens vi lige skal nyde en brødmad med en fabelagtig spegepølse tilført lidt tangsalt. Der sker bare noget med mad, der nydes i det fri, det smager bare bedre.

Mumificerede i staniolen lægger vi de stoppede ørreder på rad og række på ristene over bålet, og mens kartoflerne buldrekoger i en tykbundet gryde, fortæller Mie Buus, om dengang i 1800-tallet, hvor thyboerne spiste fisk for at spare på kartoflerne, og om fiskerne, der måtte gå til bønderne for at bytte fisk for flæsk, og om “tarfisken,” der er en særligt lufttørret torsk, som er en kendt specialitet på ksyten af Thy, og som kan opleves på Vorupør Museum.

20 minutter senere har vi et hjemmegjort kongemåltid, som nydes på træstolperne omkring bålet, og mens den møre varme fisk smelter i munden, og alle børn, også den ældste på næsten 18 år og hendes kæreste på 20 år, er begejstrede for dagens ret, er det tid til at se sig om efter desserten, der findes på de lettornede hindbærbuske omkring os.

Mellem 18.30 og 21 er vi til eventyrmiddag i skoven, og det var en aften, som gav et godt indblik i, hvor herligt det er at spise i naturen. Engang imellem skal man bare guides lidt.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Bonusinfo:

Arrangementet kostede 50 kroner per person, og man skal tilmelde sig til Thisted Museum på 9792 0577, og man skal selv medbringe tallerkener og bestik samt lysten til at være med til at lave mad i naturen. Til gengæld er det nemt, alle aldre kan være med, og det smager fortrinligt.

Aftenens to madguider har skrevet bogen “Naturmad i nationalpark Thy.”

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

 

 

7. marts, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden, Mad i naturen, På opdagelse i naturen, Udvalgte artikler

Læs også

Leave a Comment

Mavedansens finere finesser var der måske ikke tale om, men da vi for lidt over seks år siden var i Tyrkiet hoppede vores dengang 12-årige Mahilde glad og gerne på dansegulvet, og i Egypten for tre år siden var Malthe også med på en svingom, for dans og musik er nok en af de mest rituelle ting på en charterferie med børn, men det er også en af de sjoveste, for her kan mor og far og børn  slå sig løs uden at det bliver pinligt.

Så spørg efter dansemuligheder, når I tager på ferie.

IMG_2544

20. januar, 2021

Posted In: Underholdning og forlystelser

Læs også

Leave a Comment

Det suser så hyggeligt fra gløderne, når æbler forvandles til slik fra bålet, og lige nu er der gode muligheder for at forvandle lidt kedelige nedfaldsæbler til lækre søde delikatesser.

En flok af de mange nedfaldne æbler samles ind, og lægges i en spand, kurv eller pose. Det gør ikke noget, at æblerne er lidt stødte, ser triste ud eller appellerer til at blive smidt væk.

Så skal hvert æble pakkes grundigt ind i staniol – et rigtig hyggeligt børnejob – og derefter kan de lægges i gløderne på havebålet, i grillen eller på en grill-rist, og et godt trick er at bruge rigeligt med stanniol, så der er mulighed for at slutte af med at folde en lille holder i toppen af æblet. Det gør det meget nemmere, at tage æblet op af bålet eller væk fra grillen, når de er klar.

Seks til otte minutter senere er æblerne klar til at blive spist. Det er en god ide, at trykke lidt på dem, mens de er i staniolen. Hvis de er hårde, så skal de en tur mere i gløderne, men er de bløde, så er de klar som det lækreste haveslik. Det kan også være her, at dolken kan bruges til et listigt stik for at mærke æblets blødhed.

Man kan spise æblerne helt bare mens de er i staniolen, med en ske eller stikke en gaffel i bunden på det og så bare gnave løs.  Der er også den søde version, hvor man på forhånd skærer kernehuset ud oppefra, og i hullet drysser farin eller puddersukker. Det giver en sprød og karameliseret masse, som i høj grad kan erstatte en slikpose eller julemodellen, hvor hullet stoppes med marcipan.

Husk, at man ikke må skære hele vejen igennem æblet, der skal være en bund tilbage, når kernehuset er fjernet.

Æblerne skal være helt bløde, og de kommer til at smage som lækker varm æblegrød.

 

Æble i spand OLYMPUS DIGITAL CAMERA Æbler i grill mørkt

Æble

 

 

Æble1

 

17. december, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Bålmad, Spis naturen, Udvalgte artikler

Tags: , ,

Læs også

Leave a Comment

Padeltennis

Kamsvedende løber syv-årige Malthe fra side til side på den grøngrusede tennisbane, mens han stålsat svinger den strengløse ketsjer mod en gul tennisbold, og sejrssikkrt begejstres han, når hveranden bold går over nettet, og hans 14-årige storebror, Sebastian, må løbe spidsrod mod væggen for at fange den.

Klokkene er tæt på aftensmad, men temperaturen har endelig sneget sig under 30 grader, og det skal udnyttes til dagens fælles fysiske udfoldelse. I løbet af den steghede dag, har vi set, hvordan to korpulente spanske mænd har styrtet rundt og spillet den sjove form for tennis – padeltennis – mens deres mindst lige så korpulente hustruer stolt fulgte dem fra hver deres liggestol ved poolen, og selvom der ikke just var tale om eliteidræt, så formåede de at vække vores interesse.

Vi er i Spanien – Costa De Almeira – og har fundet ud af, hvor sjovt padeltennis er – for hele familien. Den største forskel fra almindelig tennis er, at banen har vægge, som må bruges til at spille op af, som i squash, og så at ketcheren – en “paddles” – er betydeligt mindre og langt mere håndterbar for børn, end en almindelig tenisketsjer.

I Danmark er padle tennis  kun muligt få steder, men i Spanien er den lettere tennis en kæmpeting, med turneringer og seriøse spillere, og på de fleste større hoteller eller sportsanlæg er der gode muligheder for at leje sig til et par timers anderledes idrætsudøvelse, og for os blev det sidste sommers hit.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

9. december, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Nyheder, Spanien, Sport & aktiviteter, Underholdning og forlystelser

Tags:

Læs også

Leave a Comment

Hvordan får en voksen, Majbritt, to teenagere, en pige på 15 år, Mathilde, og en dreng, Sebastian, på 13 år, til at stå op klokken langt før solopgang, tage tøj på og bevæge sig frivilligt afsted på en over 10 timers bustur, mens de første lyde melder sig fra rengøringsdamerne, der skurrer poolområdet til dagens dont, og så mens de er på ferie i Hurghada, i Egypten, og mens far og lillebror flæsker sig i sengen for at sove længe?

IMG_2419-2

Svaret er: Gizaplatauet i udkanten af Cairo by, hvor de tre kendte pyramider, bygget af henholdsvis Kheops, Khefren og Mykernios for mere end 2.500 år siden, troner med deres over 130 meter høje ”toblerone tårne”, og er en af den slags oplevelser, som man hører og læser om, men kun sjældent får mulighed for at opleve i virkeligheden. Udover lidt lekture, en rulle med chokoladekiks og en fin papirspose med frugt, juice og blødt hotelbrød som proviant, så er der ikke meget andet end de andre 20 turdeltagere at underholde sig med på den lange bustur fra Hurghada i syd til Egyptens sydende hovedstad, Cairo, i nord, der med sine over 16 mio. indbyggere hører til blandt verdens folkerigeste byer. Til gengæld har den tidlige tur en kæmpe fordel. Der er så få i bussen, at vi alle kan få to sæder hver, så der er gode muligheder for at brede sig og for at ligge ned, siger Majbritt.

Cairo morgenmadFør den står på storby og pyramider skal morgenmaden indtages, og her er der udfordringer for særligt familiens teenagere. Vi spiste morgenmad på en slags tankstation, hvor der var støvet, meget, meget, meget støvet. Stole, borde og alt var smurt ind i støv, så det var ikke en morgenmad der tog ret lang tid at indtage, siger Majbritt.

Irriterende sælgere

Omkring klokken 7.30 kører bussen ind i Cairo via et af de mange betalingsanlæg, der værner byen imod gratister, og måske også giver militæret en mulighed for at kontrollere hvem der lukkes ind. Første stop i den enorme by, hvor man stadig kan se grupper af utilfredse strejkende på Tahir Pladsen, og døde hestekroppe, der driver i byens vandingskanaler, er det aldeles fremragende Egyptiske Museum, der med sine 150.000 fund er et eldorado af mumier, tempelgrave, statuer og guldskatte Før vi fik lov til at gå ind i selve museet, så måtte vi aflevere mobiltelefoner og kameraer i en kurv ved ingangen, og så fik vi udleveret høretelefoner, så vi alle kunne høre guidens ord. Det fungerede rigtig godt, og selve museet er overraskende godt, hvilket tydeligvis overraskede Mathilde og Sebastian som sugede guidens informationer til sig.

– Det eneste minus var, at der var sindssygt varmt, og det var vigtigt at have koldt vand med ind, siger Majbritt og fortsætter: Selvom der blev guidet på engelsk, så var det så spændende at begge børn fulgte meget interesserede med, og da vi fik noget tid på egen hånd, så var der gode muligheder for at se nogle fabelagtige guldskatte. Når man gik udenfor var det en ret speciel oplevelse, at gå mellem tusind år gamle museumsskatte mens man i baggrunden kunne se himmelhøje kontorhuse stå udbrændte efter at regeringsembedsmænd havde brændt kontorerne af, for at oprørerne ikke skulle få fingre i alle papirerne. Det gav en meget speciel stemning. Det var nærmest helt krigsagtigt. Efter museet stod den på et par timer på papyrusmuseet, som nok gav et særligt intimt indblik i forskellen på falske og ægte papyrusruller, men samtidig en meget lang periode, hvor man skulle vente på at købelystne gæster fik deres ruller papir med hjem. Udenfor museet er der en af turens store irritationspunkter, nemlig de i sandhed, insisterende sælgere.

”One euro, one euro, just one euro.” Egypten er et land i store omvæltninger, og presset på den indlandske økonomi gør, at mange er nødt til at tjene bare lidt til dagen og vejen ved at få turister til at købe falske papyrosruller, sten fra pyramiderne, t-shirts eller andet, men særligt for Sebastian og Mathilde var mødet med de emsige sælgere en trættende omgang.

IMG_2424-2

– Da vi kørte ud til pyramiderne var der meget, meget varmt, og det var rigtig rart at man kunne købe tørklæder til at tage over håret, men sælgerne blev ved med at følge efter os rundt, og de dukkede op alle steder fra. Det virkede nærmest som om de havde et slags kanalnetværk, og det kom hurtigt til at fylde rigtig meget, siger Majbritt og fortsætter: På et tidspunkt var d  rnogle piger, der ville tage billeder af Sebastian, hvilket jo var ok, men de forsøgte at stjæle penge fra hans lomme, så det var en ubehagelig oplevelse, og da flere af de unge fyre samtidig blev ved med at spørge om prisen for at gifte sig med Mathilde, så var det ved at blive for meget. Efter at have besøgt pyramiderne kørte bussen et stykke derfra, hvor man kunne tage gode billeder af pyramiderne fra en afstand, hvor det på billederne ser ud som om børnene kysser dem eller holder de enorme pyramider i hånden. Turen var lang og strabadserende, men absolut værd at tage på for voksne og ældre børn. Særligt museet var en positiv overraskelse, som også børnene fik meget ud af.

pyramide5

6. december, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Egypten, Museer og udstillinger

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Klong, klong, klong. Den afskårne træstok banker ned på hovedet af den tre meter lange og hærdebrede krokodille han. Intet sker. Klong, klong, stokken føres en tur mere mod det store dyr, der kan føre sine aner over 200 millioner år tilbage i tiden. Urørlig og tilsyneladende fuldstændig ligeglad ligger han, og lader sig slå med stokken, åbenlyst bider det ikke på hans læderbetrukne skjold af en ryg.

Tvivlen begynder at nage i det drivhusvarme rum, hvor vi sammen med 10 andre turister venter på at høre nyt fra krokodille fronten, er krokodillen overhovedet i live?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Slam, slam, med en bils hurtighed snapper krokodillen efter den irriterende kæp, og pludselig er der frit udsyn til det grågrumsede og gullige hulrum, der er krokodillemunden.  Med en dovendyrsagtig langsomhed kommer han op på sine små buttede ben, og går mod vandet.

Vores guide farer rundt mellem 10-15 krokodiller, der ligger i klumper og hviler sig, eller hvad de nu gør, når krokodiller gør det det gør mest og helst, nemlig soveagtigt holder varmen. Han kravler i bogstaveligste forstand rundt på tydeligt oldgamle krokodiller, for de unge er i anlægget overfor, hvor han ikke tør hoppe rundt på samme måde, og forsikrer os om, at de ikke tager skade, og så forklarer han, hvad der er ved at ske.

pixspanienFor selvom det ikke ser ud af meget, så har krokodillehannen igangsat et større psykologisk spil, der handler om, at få lokket guiden en tur i vandet. Derned, hvor krokodillen hverken er klodset eller doven, men derimod en knivskarp dræber, som ikke længere vil lade sig irritere.

Efter en teaterlignende forestilling, hvor det lykkedes vores guide at forklare om krokodillens historie, de forskellige typer og hvordan deres adfærd har været fastholdt i millioner af år, så er det tid til at bevæge sig udenfor.

Vi er i Crocodile Park, i Torremolinos på Costa Del Sol, ikke langt fra Malaga, og da det er januar måned, og ikke just sommergrader, så er krokodillerne klumpet sammen i drivhusene, som er pæne og store.

Udenfor bugter sig et impoerende anlæg, hor krokodillerne opholder sig hele sommeren, og som giver mulighed for at vandre igennem øer af oplysningshuse, hen over og langs de imponerende dyr.

Men vi er kommet af en ganske særlig grund. For her i parken er der mulighed for at komme mere end tæt på en krokodille. Ja, den er lille, nej, den kunne næppe spise det, der ligner et menneske, men fantasien får det alligevel til at gyse i os. For her er mulighed for at holde en vaskeægte krokodille, godt nok en baby en af slagsen, i favnen, og det er en ganske særlig følelse, at stå der, med den ene hånd fæstnet til krokodillens hale, mens den anden holder snuden, og i krokodilleparken forsikrer de os om, at det ikke er synd for dyret, så det håber vi er sandt –  for sjovt var det.

Fakta:

Udover rigtig mange krokodiller har parken også skildpadder, forskellige typer ænder og nogle meget nysgerrige emuer.

Hjemmeside: www.crocodile-park.com

Priser: Voksne: 15,50 euro

Børn(mellem 4 og 12 år) 13 euro

Børn under 4 år har gratis indgang

Om sommeren e r der hyppige demonstrationer og rundvisninger, og man kan komme helt tæt på de voldsomme dyr, når de bliver fodret med enorme kødlunser.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

29. november, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Spanien, Underholdning og forlystelser

Tags: ,

Læs også

Leave a Comment

Det rustne og slidte bålfad har vi hentet et stykke fra vores campinghytte, og nu bakser vi med grankogler, småpinde og en håndfuld papir, for der skal gløder til, før vi er klar til et af feriens absolutte højdepunkter, i hvert fald hvad søde sager angår, og hele familien er med.

Man kan snyde, og bruge ovnen, der er sågar nogle, der hævder, at et stearinlys kan gøre det, men for os er skumfiduser kun ordentligt behandlet, hvis de sættes på en nysnittet gren, bevæges langsomt, men sikkert ind over de varmende gløder over bålet, for efter nogle minutters varme, at blive klemt solidt sammen mellem to nøgne Marie-kiks, og indtaget som en sukkerklistret “sandwich,” som alle voksne som børn nyder eller lades som om vi nyder, for helt ærligt, så synes jeg, at det mest   er stemningen og hyggen i at gøre dette sammen, der er den største oplevelse.

Det du skal bruge er, en snittet gren, et bål, to til tre poser skumfidusser – til otte personer – og to ruller Marie-kiks.

IMG_4637

IMG_4638

 

25. november, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Nyheder, Sjov i naturen

Læs også

Leave a Comment

En posefuld knurhaner blev udbyttet, da vi fulgte et lokalt råd om, at tage til fiskerihavnen i Hanstholm efter klokken 21. Egentlig troede jeg, at friske fisk var noget man skal stå meget tidligt op for at få, men sådan er det åbenbart ikke altid.

Med to bilfulde forventningsfulde børn på eventyr var skipperen på det gode skib Lisa Fly ellers ved at dukke vores forventninger  for havet havde været hårdt, og som han sagde, så var det som om fiskene  havde besluttet ikke at lade sig fange i dag. Men kort efter forsvandt han ned i lastrummet.

Tvivlen begyndte at nage. Var han taget hjem? Ville han bare ikke tale mere med os, eller var han sur fordi vi kom så sent og spurgte efter friske fisk?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Som det så ofte sker, så bliver man positivt overrasket, når man møder andre mennesker med venlig nysgerrighed, og sådan skete det også her. Med en bugnende fuld plasticpose dukkede skipperen op på dækket efter fem til 10 minutter, og efter et snuptag is hældt ovenpå posen med 38 – skulle det vise sig senere – særdeles velsmagende knurhaner var vi klar til en omgang hjemmetilberedte fisk, som vi aldrig havde set eller hørt om før.

Tilsyneladende kunne skipperen tydeligt se, at vi var benovede over de mange friske fisk, men at vi ikke havde skyggen af erfaringe rmed at flå den lille stikkend efisk, så vi fik et lynkursus i effektiv og korrekt flåning af knurhaner.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Før vi fik posen med de mange fisk tilbage i bilen kom den vejrbidte fisker småløbende efter os. Ikke fordi han havde fortrudt den særdeles venlige pris på 100 kroner, men for at fortælle os, at når han stegte knurhaner, så skete det i et tykt lag fløde – bare, hvis vi var i tvivl om, hvordan knurhaner tilberedes.

En del af fortællingen er naturligvis også, atd et tog to voksne tre timer, at flå de mange fisk, men da de blev serveret i flødesovs, paneret og dampede, så var vi alle enige om, at det var feriens bedste måltid, og så havde vi selv fanget dem – næsten.

Fisk

En posefuld knurhaner er en ordentlig omgang, når de skal flås, men de smager fremragende.

2. november, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden, Mad i naturen, Nyheder

Læs også

Leave a Comment

Næste side »

Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com