Når trangen til pizza bliver for stor på ferien, så er det bare om at komme til Italien. At være på ferie er også muligheden for store oplevelser skabt af impulsive handlinger.

Af Martin Hoffmann Kønig

Vi skal have pizza. Det er sommer, og vi er godt nok i Provence, i Frankrig, hvor butikshylderne  bugner af rosè, snegle, bøffer og crepè, men vi er ikke i tvivl.

Familien har brug for pizza, men det skal være af den helt rigtige slags. Den brandvarme tynde bund med ost, der nærmest kan drikkes og som er tæt på at brænde skindet af læber og gane. Vi skal til Italien.

Afsted ud af den fortravlede franske luksusby Cannes og nordpå gennem smukke bjerglandskaber, fortryllende udsigter og i den hyggelige grænseby Menton er vi enige, her skal vi tilbage.

Grænsen mellem franske Menton og den italienske by Ventimiglia, i Ligurin, den italienske Riviera, er en formalitet. Et nik fra den bevæbnede vagt og vi er i Italien. Det kilder lidt i maven mens vi kører gennem kystbyen Diano Marina, for det er lidt vildt og slet ikke planlagt at vi også skulle til Italien. Og efter en badetur ved folkelige strand i SanRemo, cykel- og turistbyen, er pizzasulten ved at blive alvorlig.

Vi kører retur mod Frankrig, og på vejen kører vi gennem den lille by Bordighera, der kan prale af at have Liguriens længste strandpromenade på to kilometer, en by, der i sommermånederne eksploderer i blomster.

Et dejligt sted at holde ferie, men vi er ligeglade. Klokken nærmer sig skumringstid, maverne knurrer, stemningen truer i den dårlige retning i bilen. Vi SKAL have pizza.

En kvinde på fortovet får chaufførens hoved på gled. Ikke på grund af hendes yndigheder, men for det hun har i favnen. Et bjerg af pizzabakker. Bremsen i, bilen vendes og en parkeringsplads findes. Nu er jagten gået ind på pizza, og sporet er varmt.

Og der, lige midt på hovedgaden, taler et skilt sit tydelige sprog. Pizzeria Napoletana. Et hastigt blik gennem vinduet fortæller alt. Her er travlt, og pladser er der ingen af, men vi er klar til at vente, for det her er den ægte slags, hvor gammel moder pizza selv sikrer sig, at alle får hvad de skal have, hvor pizza bages fra bunden og i flammeglitrende stenovn, hvor en hel familie har deres ære og hvor folk valfarter for at få sikre sig dagens lækreste måltid.

Efter en lille halv times tålmodigt venten, i småregn, foran de pizzahellige haller, er det vores tur. Varmen slår efter os, mens vi føres hen til pizzariaets eneste ledige bord, og vi er klar.

4 formaggi, fire gange ost, til 8,50 euro, en calzone til 9,50 euro og en prosciutto e Funghi til 8,50 euro som suppleres af en omgang hjemmelavet lasagne.

Gæret dej, fyld på, altid oven på, aldrig i dejen, og en pizzabund, der får to minutter i den træfyrede stenovn ved en temperatur på over 300 grader. Sveden perler dugfrisk på bagerens pande, mens han kaster hastige blik mod gæsterne og sjove bemærkninger til sin kvindelige hjælper.

Han er en sand mester som han former og fanger pizzaen med ”spaden,” inden den ender i ovnen.

Pizzaen damper og bobler da den kort tid efter bestilling ender på vores bord. Vi ved det, men sulten kræver sit, så vi brænder os alle da vi tager den første bid, men det gør intet for yes, vi har ramt den helt rigtige verdensklasse pizzaoplevelse.

Ferie er at have oplevelser sammen, noget at tale om, noget at mindes og noget at putte i maven.

Adressen på ”vores” fantastiske pizzaoplevelse:

Pizzeria Napoletana

Bordighera

Via Villorio Emanuele 250

 

 

9. marts, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com