FollowØrnereden
Vi blev mødt af en senet, ældre dame og et skeptisk blik. Vi var tydeligvis ikke hendes normale klientel. På væggen bag hende hang hundredvis af snapshots af smilende soldater med deres Buddies, familier, hunde og børn. Mange af billederne var falmet til ukendelighed. I receptionen lå ugens udgave af ”Samurai Gate”, luftbasens tidsskrift. På forsiden var en velnæret, karseklippet soldat ved at lægge arm med en tyndarmet japaner i skoleuniform. En broderlig dyst blandt ligeværdige parter.
”Eagle Lodge” lå perfekt. Klods op af Kerama Airforce Base og et stenkast fra ”The American Village”. Fra 6. sal kunne vi se direkte ned på basen, hvor army-moms løb morgentur med deres poder i kamouflagefarvede klapvogne.
Pigerne var også glade; foran ventede tre nætter i en rigtig lejlighed. 82 kvadratmeter – enormt efter japanske forhold. De havde taget stroppeturen gennem forstæderne som to små Marines, mens de pludrede løs om lykken ved ”eget” værelse. Tre dage uden fællesmåtter på gulvet og skydedøre af papir.
En femtedel af Okinawa er dækket af amerikanske militærbaser; Camp Hansen og Camp Schwab, Camp Lester, Forster, Kinser & Courtney. Kilometerlange hegn afskærmer boligområder, lagerhaller og grønne lastbiler fra det øvrige samfund. Men ikke helt, for amerikanerne lader sig ikke stoppe af et simpelt trådhegn.
Udenfor murene venter endeløse rækker af Chain Stores, der tilbyder alt godt fra hjemlandet; Onion Rings, Root beer & Coney Dogs. Og om søndagen vækkes menigheden til live i den frodige urskov af kristne menigheder, der kendetegner enhver landsby i Louisiana. Vores egen lokale Baptist Gospel Church holdt gudstjeneste hver morgen kl. 6, samt bibelgrupper for mænd fredag aften, måske som et supplement til ”ChiChi Gentlemands Club” rundt om hjørnet.
Vi havde hørt, at ”The American Village” var en ultraamerikansk enklave støvsuget for japanere. Vi så for os hvordan GI’s kørte rundt i mørkegrønne jeeps med hvide stjerner på køleren. Vi forestillede os Diners og drive-ins langs brede palmealléer. Måske kunne vi endda komme ind på selve basen; få en lille rundvisning og slutte af med en T-bone steak? Måske skulle vi blot flagre lidt med vores lyse lokker, namedroppe Danmark (den tro væbner) og sejle ind over hegnet. Som en ubåd i ørkenkrig. Måske var vi naive.
På afstand så landsbyen lovende ud. Masser af neon og plastik, dækket af et tykt lag glasur. Julepynt i solskin og havenisser i menneskestørrelse. Det lignede USA. Det lugtede af USA. Men det var ikke USA. Der var i hvert fald ingen amerikanere, kun horder af japanske turister på jagt efter deres egen bid af Amerika. Men pigerne fik deres burger og var glade.
Næste morgen blev vi vækket af kampfly, der brølede hen over Eagle Lodge (sjovt nok F-15 Eagle fly, en oplysning, som pigerne modtog med himmelvendte øjne). Og mens jeg stod fanget som et dådyr i modlys tømte pigerne køleskabet, forsvandt ind på deres værelser og lukkede dørene med et klik. Denne gang med skilte på ydersiden. På Dictes stod der ”Ingen adgang for voksne og børn over 10”. På Emilies: ”Kun adgang for hekse, troldmænd og personale” (os?).
Pigerne havde ikke kun fået deres bid af Amerika, de havde også taget ved lære. Selv sad vi tilbage i vores store tomme stue, på den forkerte side af hegnet.
/Peter