FollowDagens dyrecafé
Man rutter ikke med pladsen i Tokyo. Ikke med de huspriser. Omkring mondæne Ginza er priserne vist oppe at ringe på 1 mio kroner. For én kvadratmeter. Hvis man af uransalige grunde ønsker at holde kæledyr, f.eks. en kanin, så fylder sådan et bur jo rask væk en halv kvadratmeter, hvilket giver en ekstrapris på 500.000 kr. for at holde kanin.
Dét har driftige caféejerne i Tokyo for længst gjort til en lukrativ forretning. De har indført begrebet dyrecaféer. Her kan man drikke sin cafe latte og samtidig få fred i sjælen ved at klappe en kanin i 30 min (til en krone pr. minut). Da Emilie hørte dét, fik hun julelys i øjnene og var parat til at bruge hele sin børneopsparing på at klappe kaniner i Tokyo. Vi måtte afsted.
Vores dyrecafé-turné startede med kaninerne. De havde hvert sit bur i den lille fredelige café og blev taget ud på skift. Aldrig to på én gang– af indlysende årsager. Så de nøjes med at tisse på gulvet og blive klappet af gæsterne. Pigerne fik fluks deres yndlinge og dyrevenner for livet.
Næste levende billede var fuglecaféen og derefter kattecaféen. Fred og fordragelighed over hele linien og inderst inde savnede jeg et frisk lille drama midt i al idylen. Måske en fugle- og kattecafé i ét? Eller en kanincafé med fællesbur? Men gæsterne kom uden tvivl for at nyde harmonien, fra den mutte kontormand med slips og den unge fyr med nitterne i læderbukserne til de evigt smilende japanske piger.
Selv Disney ville til sidst have sagt stop. Stemningen af Hello-Kitty-møder-My-Little-Pony havde taget overhånd, og virkeligheden skulle på banen. Og dén var at finde ved Tokyo Havn, hvor verdens største fiskeindustri har base. 3000 ton blandede tun, makreller, muslinger og blæksprutter forlader hver dag Tsukiji fiskemarked. Her skulle pigerne nok få nuanceret deres romantiserede forhold til dyr.
“Jeg hader krabber!” hvæsede Dicte, da hun så den store cementhal, hvor fiskeriarbejdere håndterer fisk og skaldyr med samme ømhed, som renovationsarbejdere tømmer skraldespande. De store tun bliver smidt op på metalbordene og parteret, vand og skel fyger gennem luften og man skal være hurtigt for at undgå at blive ramt. Især af de rappe gaffeltrucks, der drøner rundt i hallen og uden tvivl har nedlagt en turist eller to igennem tiden. Et kæmpe maskineri, der leverer fisk til hele verden. På den usentimentale måde.
Pigerne betragtede scenariet med en blanding af væmmelse og fascination. Ålene snoede sig i spandene, hummerne kæmpede med deres elastikker om kløerne og tunene var gigantiske. Kæmpekrabberne med kløer på størrelse med hækkesakse fik Dicte til at gyse af fryd, mens Emilie blev aldeles harm over, at krabberne kun havde 10 cm vand til rådighed. Hendes affektion for dyr gælder også de grimme af slagsen.
Vi forlod fiskehallen med en fornærmet Emilie i front, og nu er spørgsmålet blot, hvor lang tid der går, inden pigerne overtaler os til endnu en dyrecafé. Vi har stadig uglerne og pingvinerne til gode.
/Bodil