Det gør så godt i maven når de hilser
FollowDen lille færge ligger til i havnen i Vesterby efter 18 minutters stille sejlads fra Kragenæs på Lolland. Vi er ”landet” på den mest æbleglade ø af alle danske øer, Fejø.
En os fuldstændig fremmed mand nikker og siger hej, da vi kører fra skibsdækket. Vi kører videre gennem den lille by, den ene af to, og det slår os, at alle veje fører til noget med æbler på den lille ø. En ældre mand på en særdeles bedaget traktor kommer kørende mod os. Hans højre hånd finder hatten på hovedet, og han hilser ivrigt.
Når man spørger en fejbatting eller fejøbo, som indbyggerne kaldes på Fejø, hvad han eller hun sætter mest pris på på Fejø, så er det roen og måden at være sammen på, de fleste nævner.
En midaldrende kvinde kommer cyklende, hun sender et ord til højre, hvor en bekendt går forbi øens eneste købmand. Vi får øjenkontakt, og så gør hun det minsandten også. Hun hilser, og smiler til os.
Efter en god nats søvn hos en lokal ”bed and breakfast” familie, er det tid til at lufte ben og øjne. Vi står for enden af en lille vej, og en grå bil kommer trillende og stopper. Sideruden går ned, og et smilende ansigt viser sig. Et hej efterfulgt af en kort besked om, at hun er på vej ned og bade, og så afsted.
Det er ved at udvikle sig til noget vi tror på. Der hilses og smiles på Fejø. Folk hilser på hinanden, og det er ikke bare noget jeg siger, for på Fejø har man indført en kollektiv hilsepligt. Ifølge Fejøforeningen er det en bevidst måde at vise respekt på og vise, at folk værdsætter hinanden, og når man først har hilst på hinanden, så er det meget nemmere at komme i kontakt senere.
De gør det over alt. Hos købmanden, på havnen, når der handles ved de små salgsboder langs vejene eller man blot mødes helt tilfældigt, og det sker helt frivilligt, for hilsepligten er ikke en ubehagelig sanktionerbar ting, men en rar, velintegreret måde at omgås hinanden og gæster på – og det virker.
Som en fejøbo forklarer mig, så kræver det blot en beskeden bøjning af håndledet og et Duchenne smil, hvor mundvigene vender opad og bagud, og hvor den kødfulde del af øjet mellem øjenbrynet og øjenlåget vender nedad og den inderste del af øjenbrynet sænkes let.
Når det ”værste chok” over at blive mødt med smil og vinkehilsen fra vildtfremmede mennesker, er overstået, så indfinder der sig en hyggelig rutine, for vi skynder os naturligvis at hilse tilbage, og så sker der noget i kroppen.
Der spreder sig stille og roligt en helt blød og varm fornemmelse i maven, for det er vældig rart at blive hilst på. Vi føler os velkomne, og det gør bare en ferietur meget dejligere.
Martin Hoffmann Kønig 15. oktober, 2020
Posted In: Aktuelt forsiden