St. Croix

Den største ø er også den, der bærer størst præg af danskernes tilstedeværelse gennem mere end 250 år. Gå en tur i de charmerende byer Frederiksted og Christiansted, hvor gadenavne som Dronningens Gade og Vimmelskaftet vidner om, at dette engang var en dansk koloni. St. Croix var i kolonitiden kendt som plantageøen. I dag kan man besøge flere af de nedlagte plantager og sukkermøller ved at følge St. Croix Heritage Trail.

Det skal du opleve: I Christiansted er det smukt restaurerede Government House bygget i gammel dansk kolonistil et must for historieinteresserede. Besøg også det historiske romdestilleri Cruzan og se, hvordan man fremstiller rom af sukkerørene, der stadig dyrkes på øen.

St. John

To tredjedele af St. John er dækket af nationalpark, og denne ø er derfor det oplagte valg for naturelskere, vandrere og campingentusiaster. På St. John er tempoet skruet helt ned og øen er derfor også et godt valg, hvis man bare vil koble af i en hængekøje. Verdensberømte strande som Trunk Bay, Cinnamon Bay og Salt Pond Bay er ideelle til netop det formål.

Det skal du opleve: Tag dykkerbrillerne på og snorkl med skildpadder og ørnerokker ved fascinerende, farverige koralrev.

St. Thomas

Den livligste af de tre øer og også her, hvor hovedbyen Charlotte Amalie ligger. Her vrimler det med både kulinariske og historiske oplevelser. Den flotte røde fæstning Fort Christian fra 1672 er øernes ældste minde fra danskertiden. I Government House kan man se dokumenterne, der stadfæstede overdragelsen af Jomfruøerne til USA i 1917. Tag også en bådtur til Water Island, Dansk Vestindiens ”hemmelige” fjerde ø med den romantiske Honeymoon Beach.

Det skal du opleve: Magens Bay-stranden på nordsiden er kåret til en af verdens 10 smukkeste strande af National Geographic, så den bør man ikke misse.

 

17. maj, 2015

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com