Malthe hiver fornøjet i den sorte hank til spanden. Den er svær at løfte fra jorden, for spandens ”mave” er fyldt. Fyldt med de lækreste æbler. Ingrid Marie krydsningen mellem Cox Orange og Guldborg- Æblet med den røde kind – der helst skal spises før det er fuldmodent, for så har det en helt særlig syrlig og sprød indmad, og så ananasæblerne, der kan blive et af sensommerens helt fine, saftige og søde æbler, når det plukkes på det rigtige tidspunkt,

Vores æbletræer er gavmilde i år og grenene bugner af de mange æbler, men der er ingen grund til at plukke. Plunk, plunk. Blot antydningen af en vind på besøg får æblerne til at slippe deres tag i grenene og lægge sig fint til rette som et tæppe over græsset. Store dynger af æbler på græsset danner et slimlag, som er noget skidt for græsplænen, og da dræbersneglene knuselsker det fugtige miljø som en bunke rådnende æbler skaber, er det en god ide at fjerne de fleste æbler, bare ikke dem alle, for i moderate mængder er der også guf i dem til havens mikroliv.

På kompostbunken med de æbler, der rådner, og så er det ellers om at gå i gang med at forvandle æblerne til lækker mad. Mos dem, juice dem, hyggespise dem og husk for pokker også at lave en kæmpe portion æbleflæsk.

Alt sammen lækkert, godt og meget voksenagtigt, men Malthe er på jagt efter noget helt andet. Han vil have chips fra haven, æblechips, og metoden er ret simpel, så han muskelkæmper gerne de store bøtter med æbler til køkkenvasken, og så er det ellers bare i gang. Far og storesøster laver det hårde og lidt kedelige arbejde med at vaske æblerne, og sortere de dårligste fra, og så er det ellers at Malthe tager over, så længe han gider. For nu skal der rives og skæres tynde og lidt tykkere skiver æbler, og han er den bedste til at lægge æbleskiverne i snorlige, eller i hvert fald næsten snorlige, rækker og så er det bare en tur i ovnen og vente, og vente, før der er lækre friske, nye og stort set gratis æblechips fra haven.

Du skal bruge:

Alle de æbler du orker at skære ud

1 spsk. kanel og 12 tsk salt for hver to æbler

Opskrift:

Varm ovnen op til 110 grader

Vask æblerne, der kan hurtigt komme fugleekskrementer på havens æbler

Rør kanel og salt sammen i en skål

Fjern kernehuset før æblerne skæres i tynde skiver. De kan rives.

Kom æbleskiverne i en skål og drys kanelblandingen over. Vend æbleskiverne og gnid dem mod hinanden, så alle skiverne får en gang kanel.

Læg æbleskiverne på en bageplade med bagepapir, og kom dem i den forvarmede ovn i cirka 45 minutter. Vend dem, og bag dem i yderligere 45 minutter – eller indtil de er sprøde. Hold løbende øje, så de ikke får for længe og bliver kedelige, brændte og uspiselige, og husk at bagetiden er vejledende, for der er stor forskel på skivernes tykkelse og æblesorten.

Udover at være en omgang herlig sund chips fra haven, er æbleskiverne også fremragende i en salat

 

Søg mere inspiration på Borneferie.dk

Æblechips på pladeÆblechipsplukke

ÆblechipsskæreÆblechipsbedst

 

10. august, 2018

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com