Bølgerne slår taktfast mod sandet, fugle flakser legende i vinden og vi har det hele for os selv. Et fundament til et slot, et fantastisk sted at kaste spyd og ikke mindst fødested for de sødeste små spøgelser.

Gummistøvler, vinterfrakke og overtræksbukser kan også være “uniformen” når tiden er inde til en strandtur. Hvorfor skulle stranden være forbeholdt sommertid?

Efterårsstranden er stedet at finde inspiration til leg og uhygge. Malthe suser rundt i sandet og leder. En sten med hul i, en af flint og en sten med små sprækker i – Ja tak.

Pladen er fuld, Malthe har stenbingo og så har han fortjent første tår af termokandens varme kakao.

Hans mor har travlt, ikke kun med at juble, men med at finde spøgelser. Små og lidt større sten fylder hendes hænder, for hun kan se noget vi andre ikke kan se. Hjemme i varmen, og en ekstra gang kakao, ja, indrømmet, også med en varm vaffel og en portion is, står den på male-sten, og Majbritt ”tryller” de små hvide sten om til de sødeste spøgelser med kun to sorte malerklatter, som vi kalder øjne.

Vupti en tur i sand med dem og med et par fyrfadslys har vi sikret den bedste Halloween pynt .

Far og søn har også et ærinde på efterårsstranden. Vi skal ud og slås med vilde dyr.

Hjortens hjerte hamrer nervøst mens vi sniger os ind på vores kommende byttedyr. Med et velanbragt og kraftfuldt stød gennemhuller det spidse kastespyd dyrets hjerte, og så er det tid til at fylde gryderne. Vi er i fantasiens rige, for det smukke byttedyr er tegnet i sand på stranden.

Sviiiirp, pilen eksploderer i fart, da den forlader den hårdtspændte buestreng. Den sorte pilekrop er nem at følge i luften, og da den lander i det grålyse sand, er det bare at lade den sidde, så næste pil kan konkurrere uden, at skulle diskutere hvem, der har skudt længst.

Når nu sønnen er til natur og bue og pil, så er det nogle gange en opgave, at finde et egnet sted , at træne pileskydning, men efteråret eller den milde vinter, er geniale tidspunkter at lægge skydetræningen til stranden. Det gode er, at der næsten ikke er andre mennesker, og der er gode muligheder for at få lov til at skyde pile så langt øjet og buen rækker.

Et par regler for at skyde med bue og pil:

Marker en streg i sandet med grene eller skrab. Den streg skal alle deltagende holde sig bag ved. Sæt en skydeskive op ad et træ, en stor sten eller lignende. Bag skydeskiven må ingen færdes.

Den, der skyder med sin bue, står lige bag ved stregen. Alle andre holder sig bag ham/hende. Når de tre pile er affyret, går bueskytten straks hen og henter dem. Resten af deltagerne venter til bueskytten er på plads bag stregen. Så kan den næste bueskytte stille op.

Strandbingo:

På hjemmesiderne www.skoven-i-skolen.dk og kan man printe en plade til stenbingo.

 

14. januar, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com