Naturen er den helt store løsning på alle kvaler, mens coronaen smadrer de fleste fællesaktiviteter, men der er også fantastiske steder at opleve, særligt hvis man bevæger sig lidt væk fra stierne

Af Martin Hoffmann Kønig

Isen knaser festligt under vandrestøvlerne, en flyverdragt på en børnekrop gør krops-glidning hen over vandpytternes ishinde til en yndet beskæftigelse, og skulle en enkelt vante blive våd, så går det nok, indhegningen  fnyser advarsel om sin strømførende evner og på jorden ligger en mellemstor svane, helt uden hoved.

Her er alt til et eventyr på en lørdag formiddag, og vi nyder det i fulde drag.

Isen har fået fat helt inde ved land, og mens vi spejder ud mod solens barmhjertige stråler, taler vi om alle de dyr vi overhovedet ikke vil blive overraskede over at se poppe op fra fjordvandet.

En gråspættet sæl, en hval på afveje, spækhuggeren eller måske en hund, der gerne vil have fat på en af de lækre troldænder, der er på træk eller måske en havørn, der har bygget rede.

Yndlingsskoven Østskoven, uden for Skibby på Hornsherred, er dagens mål, men denne gange er vi ”vilde,” for mens vi altid plejer at gå til venstre ind mod den kultiverede og trætætte del af skoven, vælger vi i dag, hvor solen står højt og isen har blånet den snedækkede jord omkring os, at gå til højre mod de store saltenge, hvor man på varmere dage skal se sig godt for, for ingen kan være i tvivl om  der her græsser køer og heste.

Men frosne ko lorte og hestepærer er slet ikke sko-”farlige” og vi får hurtigt en snak om, hvor vigtige levesteder kokasser er for de blanke og grøn-sorte gødningsbiller eller nogle af de andre bittesmå møgdyr, der betragtes som nøglearter for biodiversiteten i et område.

Vi elsker at ”battle” på mere eller mindre nyttig viden når vi er afsted på tur, og far kan en af de helt store undersøgelser, der viser, at der er en svag tendens til, at gødningsbiller foretrækker kolort fremfor krondyrlort. Latteren kvitterer for den ”nyttige” information.

Det, den isblå natur kan, er, at gøre det nemt og helt naturligt at falde i staver, og det gør vi mens vi står og nyder synet af den lille trækfærge fra Roskilde Fjords smalleste sted, færgelejet til Eskilsø, hvor man kan skue 150 meter over vandet, og lades som om du sagtens kan se ruinerne af det munkekloster, der i 1100-tallet blev opført på fjordens største ø, hvor man kan gå øen rundt ad en fire kilometer lang trampesti og opleve aldrig dyrkede strandenge samt et meget rigt fugleliv, men hunde er ikke velkomne.

 

 

 

 

18. januar, 2021

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com