Der skal tænkes kreativt når fysikundervisningen skal udfyldes hjemmefra, men en tur på stranden kan give god viden, og det sorte strandsand er et virkelig godt hjælpemiddel.

Af Martin Hoffmann Kønig

De 104 trappetrin 30 meter ned mod Kattegat stranden ved Hyllingebjerg i Liseleje, tages i løbende fart, når Malthe skal ned til sandet, også selvom vi er på en bunden mission, vi skal suge ny viden.

Kattegat viser små tænder, vinden bærer en svag duft af vilde krydderurter, strandens fine lyse sand venter, og selvom man er 13 år kan det være svært ikke at være begejstret for verdens bedste naturlegeplads. Et hul skal graves og et lynhurtigt sandslot kreeres, og der skal graves hurtigt, når man har sin lillebror, hunden, med.

Fødder, ben, poter og hænder pisker luften fuld af sand, de hjælper hinanden, men kæmper også om, hvem der først når den våde del af stranden.

 

En flere meter lang bræmme mørkt, nærmest sort, strandsand fanger blik og opmærksomhed. En ældre dame står og fortæller sit barnebarn, at det er olie fra havet, der har farvet sandet sort.

Ikke helt sandt, for i virkeligheden er det vores underviser hun taler om. Det er tungsand, der ”løber” i et sort bånd på stranden. Sand, der indeholder flere tunge mineraler end almindeligt hvidt strandsand. Den mørke farve kommer fra de tunge mineraler, som titanium og zirkonium, der farver det sort og rødbrunt, og det er her vi skal hente viden om manetfelter og magnetit.

Malthe har læst op hjemmefra. Det tunge sand, som han har samlet i en plastpose, bør tørres i en uge i solen eller 24 timer i en ovn, men vi har travlt. Magnetfelter skal opdages, og vi skal lave små magnetpindsvin af den magnetiske del af sandet, magnetit, der indeholder jern, som retter sig ind efter et magnetfelt. Man kan for små penge købe seje store og heftige magneter, men vi har grebet det hele lid mere lavpraktisk an, og nappet et par køleskabsmagneter, og det virker.

Mens nøgne fødder lige får sig en dukkert i det forårskolde hav, så får vi en snak om, at magnetit er noget af det mest spændende materiale man kan finde i naturen. En budbringer fra det ydre rum, indeholdt i meteoritter, brugt i kompasser, til at rense vand for arsenik og ikke mindst det mest syrede, så findes der bittesmå magnetitkrystaller i hjernen på blandt andet trækfugle. Krystallerne retter sig ind efter jorden magnetfelt, og kan sende signaler videre til hjernen, og det er formentlig ved hjælp af magnetismen, at dyrene kan finde vej.

Beriget med en pose tryllestøv er vi igen familiehøje over, at vi kan ”plukke” så megen viden ved blot at gå en tur i naturen, og hjemme med et stykke papir, en magnet og tungt sand, løber tungen stærkt med historier om magnetfelter, og om hvor sjovt det ser ud, når det magnetiske sand skyder ryg som et lille pindsvin.

8. maj, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com