FollowDet sker vel for alle fædre før eller siden. På få dage går man fra rockstjerne til stenaldermand. I mit tilfælde skete forvandlingen i Japan. Den spirede i Nagasaki og (af)blomstede i Kyoto, næsten ligesom kirsebærtræerne.
I Nagasaki var jeg ellers i mit es. Jeg diverterede med anekdoter om den kolde krig, hvor alle raske drenge – i hvert fald os, som ikke spillede fodbold – lyttede til Radio Moscow om natten på knitrende mellembølgeradio. ”Jamen far, var du ikke 50 år i 1980?”, sagde Dicte, og smed lidt mere TNT over nogle zombier i Mindcraft.
Men den endelige erkendelse kom vist i Kyoto. I taxaen ud mod vores hotel lagde pigerne atombomberne bag sig, og gjorde klar til at nyde civilisationens frugter på K’s Backpacker Hostel; en lille oase af normalitet i en ørken af rå fisk, syltet tang og ris til morgenmad. Og deres humør steg markant, efterhånden som elevatoren bevægede sig op gennem bygningen. For hver etage åbenbarede der sig en ny Alladins hule:
1. sal: Café med pandekager og morgenbuffet
2. sal: Lounge-område med sofagrupper og lækker musik
3. sal: TV-stue med sækkestole og cola-automat
4. sal: Vores logi med køjesenge, fordelt på TO værelser
Og mit humør faldt tilsvarende, for jo flere backpackere jeg så, jo mindre følte jeg mig som en backpacker – og der var flere samlet i elevatoren, end vi havde set på hele vores færd. Jeg gruede for hvor mange flere, der ventede i templernes epicenter. Og så ”Lounge-område”….? Hvad var nu det for noget…? Dem var der ingen af, da jeg rejste rundt i Pakistan i starten af 90’erne. Pigerne rullede med øjnene og håbede, at der ikke var andre danskere til stede i elevatoren. Men jeg fik ret. Allerede næste dag blev alle mine bange anelser bekræftet, og mine små poder mærkede de tusinde templers hævn.
Dagens tur gik til Fushimi Inari-templet, hvis orange porte snirkler sig op af et bjerg og pryder de fleste brochurer af Kyoto. Vi drog afsted på en sky af vage løfter om chips og kiks hele vejen op af ”bakken” (som bjeget nu hed), og pigerne fulgte med uden knurren. Enten fordi alternativet var værre: tabeltræning og e-mat. Eller fordi de (med rette) anså dagens tur som en nødvendig åreladning, før de kunne sætte sig til rette med Netflix.
Vi forcerede den første strabads; den tætpakkede gågade, der førte op til porten. Det var som om alle de turister, der manglede i resten af Japan, var samlet hér. Kinesere i hobetal, en deling grå hjelme fra vesten, skolebørn i matrostøj, brudepar i silketøj, geisha-piger med hvide sokker i klodsede sandaler og sumobrydere, der lignede rockere i kimono. Langs vejen lå boder med spisepinde og samuraisværd, vifter og kimonoer, lertøj og røde træskåle, og slik i stærke grønne farver, der sikkert smagte af fisk og wasabi.
Det næste benspænd ventede bag porten. Stien var smal og vi blev fanget i slipstrømmen af en stor gruppe japanske pensionister, der sneglede sig afsted, bevæbnet med vandrestave (her i Japan kaldet ”Nordic Walking”) og iført samme beigebrune bøllehatte. Turen var smuk, de mange identiske porte var enestående, men det lave tempo op af bjerget/bakken åd sig ind på pigernes ellers gode humør. Vi lovede bod og bedring på hjemturen, med frit valg fra alle hylder i madboden.
Men på toppen af bakken ventede den tredje plage. ”Solhattene” (som Emilie kalder dem) – førnævnte pensionister – tonede frem i horisonten som ond manga-drøm og forfulgte os hele vejen ned af bakken. Vi for vild og havnede i et sterilt boligkvarter og endte med en længere gåtur til nærmeste togstation. Det var først hjemme i loungen, at pigernes humør atter krøb over frysepunktet.
Næste dag gik vi uden om templerne. Vi cyklede langs floden, solen skinnede og alt var skønt. Kirsebærtræerne emmede svagt af lyserød, på kanten af deres årlige farveorgie. Kun få af træerne var sprunget ud, men de var til gengæld omringet af fotogale turister på jagt efter det ikoniske Kyoto-billede. Og jeg tænkte i mit stille stenaldersind; hvem der blot havde set byen før vi kom.
/Peter