Træerne bugner af mangofrugter, aflange og velsmagende passionsfrugter, avocado og granatæbler. Bananplantagerne fylder landskabets mange terrasser og bambus holder familiemøde langs stien.

Vi er på den nordlige del af den portugisiske ferieø Madeira. Det er her det regner mest, til gengæld er landskabet klippefyldt og ikke særlig velegnet til dyrkning af afgrøder. Derfor udtænkte man i 1400 tallet et sindrigt over 2.000 km langt kanalsystem – levada – der opfanger regnvandet fra nord og leder det sydpå til bøndernes marker.

En levada kanal er en halv til en hel meter bred, cementeret og langs de fleste er der en lille gangsti, hvor man kan vandre sig gennem Madeiras regnskovslignende landskaber. Vi er taget på tur ad Levada do Rei, 10,2 km frem og tilbage, og da vi holder første pause og ser ud over den panoramiske udsigt over Sao Jorge og Santana landbrugsland, er vi solgt.

 

”Far, det her er altså det bedste vi har prøvet på ferien.”

Malthe er kommet sig over sin køresyge fra turen hertil, hvor farverige hårnålesving førte os gennem landsbyer og åndeløse bjerglandskaber, og da vi, efter en timelang vandring mod vandets retning i kanalerne og med blikket skiftevis rettet mod den smalle sti og det Jurassic Park lignende landskab, hvor vi overhovedet ikke ville blive overraskede over at møde en summende klapperslange eller se en gepard i et af de buede trækroner, og efter at have fået håret vædet fra det vandfald vi måtte passere nærmest kravlende langs den iskolde klippevæg og for enden af ruten skal spise frokost på stenene foran det åndeløst smukke vandløb Ribeiro Binito, er han sikker i sin sag.

Det her er genialt.

Dybe slugter, klippetunneler, brusende vandfald, eukalyptusskov og noget der ligner bjerge, som kan konkurrere med Afrika. Naturoplevelsen er enorm på vores levada vandring, men det er egentlig ikke et hårdt sted at vandre. Stigningerne er minimale, og særligt da vi skal retur, i vandets retning, går det gelinde. Det er som om vandets bevægelse tager fat i fødder og ben og skubber blidt på vej. Det mest udfordrende er at komme forbi de andre grupper af vandrere, for dem er der mange af, og der skal tages hensyn for stierne er smalle.

 

Huskeliste:

Medbring fodtøj med godt fodfæste. Stierne kan være glatte. Husk drikkevand, vandet fra levadaerne kan ikke drikkes. Det kan være en god ide, at have en varm trøje med samt også regntøj, for vejret kan skifte meget pludseligt og når først skyerne driver ind fra Atlanterhavet, så er det i dette område at de smider det meste af deres væde.

Kom tidligt. Med over en million turister årligt, hvoraf de fleste har levadavandring som et feriemust, er det om at komme tidligt afsted.

25. april, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com