Uldne Ellens herlige hjem

Ikke en patvorte er fri, der øffes, møffes og hygges ved den store sobug. Soen selv ligger smågryntende i den sandede jord mens to hønselignende fugle finder hvile på dens side. Så afslappede at  to børn kan kæle deres fjer.  Soens livgivende patter suttes velbehageligt i pattegrisemunde, og selv en 12-årig præteenager-dreng falder i svime over deres nuttethed, særligt den renskurede leopardfarvede pattegris har så høj charmefaktor, at vi falder i svime.

Vi er på besøgsgården Tothaven ved Hundested, og på gårdspladsen tøffer gulhårede Ellen rundt. Hun er en kunekune-gris med en gululdet overkrop, og hun er mest af alt optaget af om der skulle ligge lidt guf på den støvede jord, og lader sig gerne klappe.

Senere, da vi når ned mod skoven finder vi Jesus. I hvert fald i form af den enorme uldgris orne, der bor på Tothaven, og som er bærer af det løfterige navn. Han står for sig selv over for en flok unggrise, men det ser ikke ud til at genere ham.  Navnet har han fordi han blev født juleaften, men han er ikke et besøg værd, i hvert fald ikke inde hos ham, for hans mange hundrede kilo tunge ornekrop er alt for stor til at sidde på skødet – problemet er bare, at det synes han ikke selv.

Hans trynen pisker rundt i en æltet omgang mudder og hans opmærksomhed er  fikseret i pløret. Hvad han leder efter ved vi ikke, men han hygger sig og trynegrynter på livet løs. Malthe har fået en gulerod til fodring, og det øjeblik det tager ham at kaste den ind til Jesus, har vi grisens fulde opmærksomhed, men den forsvinder lige så pist som guleroden borer sig ned i den begsorte mudder.

Pernille Feilberg er tidligere international strikdesigner, men nu driver hun gården sammen med sin mand Jakob Olsen, og hun tager imod ved indgangen. Børnebenene er små hos de fleste besøgende, for det er de mindstes eldorado, men hun spotter hurtigt Malthes interesse og udstyrer ham med en tom skyrbøtte halvt fyldt med korn, og så er Malthe forvandlet til de brune høns allerbedste ven. De flokkes om hans ben, og mens hans far søger mod ”pipperraphuset,” hvor ænder og høns bor næsten fredeligt, men ikke tavst, sammen, og hurtigt får jeg et hvæst blik, en oppustet bug og en rumlende kaglen fra gårdens kalkun, der åbenbart ser mig som en værdig konkurrent til hans to læke hunner.

En hjemmelavet rabarberis trækker os ind i gårdens mejeri. Et ”farligt” sted at opholde sig, Små lækre smagshapsere af hjemmelavet gedeost i saltlage kombineret med den mest fantastiske gedekødspølse. Fars hænder er på farten, og først da et fast blik og bestemt stemme fra sønnike minder om, at smagsprøver ikke er lig frokostbuffet, får vi afsluttet nogle helt igennem herlige timer i selskab med almindelige dyr i en ualmindelig hyggelig ramme.

 

 

Martin Hoffmann Kønig 7. juni, 2019

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også