Romantiske huse i små historiske byer, et slot, der emmer af historie og lidt reality glimmer, tre døde havørne og ikke mindst et tussegammelt træ med en sød historie og en kort fremtid. Tåsinge er en lækkerbisken at køre efter.

Af Martin Hoffmann Kønig

Svendborgsundbroen har taget sit allerpæneste tøj på i solskin med frit kig til de tre ø-samfund Siø, Langeland og Tåsinge.

Forventningen til landlig romantik er stor, som jeg ”lander” på Tåsinge. Nu skal de lidt over 6.000 indbyggere afæskes deres hemmeligheder, men en fjerlet skuffelse melder sig hurtigt, for det første der møder en i det ”fremmede ø-rige,” er en Rema, en Netto og en Benzinstation.

Skiltet mod Valdemar slot fanger dog mine øjne, bilen drejes i den venstre drejebane og vupti retur til drømmenes stier. Stråtækte huse med bindingsværk, skæve vægge og en panoramaudsigt over vand og skov. Hovedet drejes nærmest af led. For var det ikke en havørn? Luftens majestætiske chef, som nogle på Tåsinge har set sig så sure på, at de har slået tre af dem ihjel. De faldt som modne frugter fra deres træer, efter at være forgiftet med en ulovlig plantegift, forlyder det.

Snart vidner en efterårspræget slotsalle om, at vi er tæt på Valdemars Slot. Opført i 1600-tallet af Christian den fjerde, og siden 1677 ejet af søhelten Niels Juel og hans efterkommere. Hovedbygningen skuer ud over vandet og med sine små sorte metalkanoner, fem skorstene, 15 tagvinduer og hvælvede døre vidner det om fortids storhed, krydret med en snert af nutidens reality når man tænker på, hvem der ejer slottet i dag.

Et slot er spændende, men min jagt er noget mere jordnær og helt gratis. Et par kilometer fra slottets imposante bygninger står en gammel eg. Plantet omkring år 1600, med en omkreds på over syv meter. Fredet og fuldstændig bjergtagende i udseende. Sådan et træ, som man bare må ud og kramme, gå under og nyde.

Boreprøver har desværre givet træet lidt af en dødsdom, for store grene er røget i barske storme, og det har givet vand og råd adgang til træets allerhelligste. Faktisk er træet ramt af grundlæggende råd og i kronen er der svampeangreb, så det har ikke langt igen.

Træet har et navn. Ambrosius egen. Opkaldt efter digteren Ambrosius Stub, der i 1700-tallet skrev et hav af lejlighedsdigte, vers og arier, men som også var lidt en af udsvævende personlighed, med en hale af uægte børn, grædende tjenestepiger, smadrede ruder, druk og hor, bag sig.

På det enestående egetræs nabo, en høblond stubmark, spankulerer syv spraglede fasanhaner rundt. Det her er et godt sted at søge ro og nyde naturens skønhed. Her kan man falde til ro, nyde sin frokost og måske læse i en bog, spille lidt bold og tænke over livet og fortælle glade røverhistorier, men det kan snart være for sent, for     trods sit skønne ydre, så er den store eg i stor fare.

5. oktober, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Facebook Auto Publish Powered By : XYZScripts.com