Timer til at massere erindringen

– Åh ja, sådan et havde vi også, og prøv lige at se de blå kaffekander der, det er fuldstændig som at se mit barndomshjem. og hvor kan jeg dog huske at vi måtte nøjes med Richs kaffeerstatning. Høkassen, sådan en legede vi i, og da vi første gang skulle stifte hjem, så havde vi brune træhylder, præcis som dem, der hænger der. Otte-årige Malthes mormor nærmest svømmer rundt i erindringen, mens vi spadserer gennem Arbejdermuseet, på Rømersgade, i København.

Og selvom det ikke er mange års fortid der aktiveres, så er Malthe også godt underholdt som han cykler på livet løs på den opstillede cykel, og senere åbner han med gys lokumsgården i gården, hvor en mand måske har forsøgt at gøre sit toilette siden 1930erne. I hvert fald bander og svovler  han over alle de børn, der ikke kan lade ham skide i fred når døren åbnes.

Museer har næsten altid en eller anden forsonlig ting over sig, et sted, hvor de fleste kan rammes på nysgerrigheden, men de bedste museer, når man har børn med på tur, er efter vores mening dem, hvor man må røre, føle og være en del af den fortælling der formidles. Og her har Arbejdermuseet virkelig oppet sig siden jeg var her sidst for en del år siden.

På børnenes arbejdermuseum, der er indrettet i museets stueetage, er der varer på hylden i købmandsbutikken, og man må røre og lege med dem, man kan cykle som et af de hårdtarbejdende arbejderbørn har gjort for snart 100 år siden, mens der også er mulighed for at blive svinet til af det mere end almindeligt dumme svin, der er formand på flaskefabrikken, hvor man kan blive helt rundtosset over, at skulle sortere flasker, selvom det kun tager ganske få minutter.

En tur gennem familien Sørensens liv med de hårde vilkår i Frihavnen, faderens job på spritfabrikken og i det hele taget udviklingen fra socialt marginaliseret fattig til middelklassens symboler med tv, radio og pænt søndagstøj, er spændende, og i et rum er en skuffevæg, hvor man kan kravle på ribber for at nå de øverste skuffer, et sikkert hit, særligt da det går op for Malthe, at to af skufferne hænger sammen, så den ene ryger ud, når den anden trækkes ind.

At kampen for social retfærdighed og den lidt larmende propaganda for socialdemokratiets evige storhed samt en nærmest skamrosende og romantiserende tilgang til alt, der har med fagforeninger at gøre ikke helt bider på, og den imposante Lenin statue i museets have ikke er i nærheden af at kunne appellere lige så børnebredt som den opstillede sandkasse i museets nye tilbygning, der huser en udstilling om forstaden, gør egentlig ikke så meget, for det er faktisk helt rart at være på et museum, der ikke skal rumme alle nuancer og ikke forsøger at forklare alting på èt sted. Her er man på den ene side af danmarkshistorien, og det gør det faktisk muligt at få en snak om, at der også i Danmark har været engang, hvor man skulle kæmpe for de ting vi ser som banale selvfølgeligheder i dag. Lidt frelst, men det holder i hvert fald Maltes interesse i to timer.

Alt i alt er arbejdermuseet så børnevenligt, så tilpas sit eget og så rent i fremstillingen og mulighederne, at det varmt kan anbefales. Men i cafeen snubler de lidt, når et stykke beskeden kiksekage skal koste 20 kroner. Det flugter ikke just den hårde kamp for ganske få øre ekstra i lønningsposen, men til gengæld er historien om , hvordan yankiebaren kom med de amerikanske soldater efter 2.verdenskrig, og synet af de mange gamle øl- og sodavandsmærker ganske brillant.

Priser: Voksne: 65 kr.. børn under 18 år er gratis. Se mere på hjemmesiden: www.arbejdermuseet.dk

 

 

 

 

 

 

Martin Hoffmann Kønig 18. april, 2016

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også