FollowHåndværkertilbud med havudsigt
Vi følger altid samme model når vi kommer til et nyt sted. Bodil og ungerne slår sig ned på en restaurant. Pigerne får deres spagettiret, Bodil tar en smoothie og selv drager jeg ud og finder et værelse.
Det lyder altsammen meget selvopofrende (fra min side); at jeg kaster mig ud i timelange vandringer gennem varme gader mens de andre hygger sig over svalende drikke og kortspil. Mere kyniske (læs; kønspolitiske) kvinder vil måske mene, at denne rollefordeling lugter langt væk af mandschauvinisme. Men sandheden er, at alle vi alle nyder hver vores rolle.
Pigerne elsker at sidde i skyggen bag menukortet, og jeg elsker at tage hul på nye steder. Og så er der lige det, at Bodil læser Lonely Planets hoteloversigt grundigere end jeg; hun stopper ikke ved “Budget”, hun pløjer videre gennem “Midrange” og “Top end” kategorierne. Afsnit, jeg selv kun læser som kuriosum.
Jeg frygter simpelthen, at vi havner i noget superlækkert og megadyrt, hvis vi en dag byttede roller; et Ambassadeur-suite med direkte havudsigt, eller en high-class designerhytte på toppen af et træ. Det sker IKKE når Scrooge hér finder værelser.
Og således også denne gang. Vi ankom til kystbyen Samara og jeg drog heroisk afsted, vandrede et par kilometer ud af stranden og fandt til sidst et lille hus til laveste pris; 3×3 meter med samtalekøkken og bad, egen have og havudsigt. Et rent håndværkertilbud. Lidt beskidt, men ikke noget en kærlig hånd ikke ville kunne rette op på.
Emilies første reaktion var rædsel og vantro: “ej far, det tror jeg ikke jeg kan klare…”, og lignede en teenagetøs med tvungen opvasketjans. Men så fik hun øje på en trebenet hund, som hun kastede sin kærlighed over. Og Dicte fandt en hængekøje, og byggede en hytte af nedfaldne palmeblade. Og Bodils protester…de druknede i bølgernes brus 50 meter fra hytten.
Vi blev hængende en uge. Vi hang på terassen, vi hang på stranden og efterhånden forstod vi, hvorfor så mange gringoer var blevet hængende i Samara i årevis. Vores udlejer, en smilende solbrun canadier, startede de fleste af sine sætninger med “I’ve been here for 29 years…”, som om han havde svært ved at fatte det selv. Som om tiden havde spillet ham et pus.
I så fald var han ikke den eneste, for lige om hjørnet sad Bill, Bob & Scott i hver deres hotel eller beach bar, alle iført de samme slidte hawaii skjorter, alle flygtninge fra den vestlige verdens stress og jag.
Og ganske rigtig; tiden slentrede afsted med tiltagende fart. Hver dag strøg solen lidt hurtigere over himlen. Og hver aften samledes alle til endnu en solnedgang over The Great Pacific. En stille andagt, mens pelikanen fløj lavt over vandet, og kolibrierne sværmede om palmerne.
Men alt får en ende for den rastløse sjæl og på 8. dagen hoppede vi på bussen. Vi kom videre, modsætning til Bill, Bob & Scott, der hænger fast. Også i mine tanker. Nogen vil mene, de er gået i stå, men i sidste ende skal vi jo også hjem; hjem til ræset, hjem til hjernen i skærmen og jagten på noget. Mens vores tre venner svinger videre rundt i hængekøjen og måske har fat i den lange ende.
Dag 44 – Tortuguero
Disneyland After Dark
“Nej se, piger! Edderkoppeaber!”
“Ja, ja, dem har jeg set. Tror du, Mathilde kan ses med mig, når vi kommer hjem?”
Min begejstring hang i luften, ligesom min pegefinger, der stadig fægtede i retning af aberne. Mage til blaserte høns. Måske var det på tide, vi indstillede jagten på ekstraordinære oplevelser og vendte hjem til hverdagen.
Vi var taget ud til Tortuguero ved det caribiske hav. En lille junglelandsby, der kun kan nås via floderne. Det lød perfekt.
Og nu slentrede vi så afsted på en yderst civiliseret sti, hvor turisterne gik som perler på en snor. Aberne var på pletten i håbet om at score en banan. Samtlige andre dyr havde forlængst søgt tilflugt til fredeligere dele af skoven.
Selvfølgelig kan drømmen aldrig opfyldes. Vi kommer med håbet om at opleve den unikke, autentiske natur og eksotiske dyr, men spolerer det fra start med vores blotte tilstedeværelse. Hvad havde vi egentligt regnet med?
Pigerne kikkede pænt på aberne, mens jeg lagde planer. Vi havde hørt at den inderste 5 km af trekket var lukket af pga. væltede træer. At skoven åbnede ved solopgang kl. 5.30 og at der to dage tidligere var observeret en jaguar i en af floderne. “But no worries. No attacks.”, havde man beroliget os. Vi dømte nu påstanden som en salgsgimmick, da Bogen beskrev chancerne for at se en jaguar som yderst “remote”.
Næste morgen kl. 5 stod jeg op og listede ud i mørket. Og inden solen stod op og nationalparken åbnede, sneg jeg mig ind i den dunkle regnskov ad den uofficielle bagvej fra stranden.
Lydene var stærkere. Dyrene var i fuld vigør her ved daggry og jeg blev klam i håndfladerne. Med sanserne på højtryk bevægede jeg mig langsomt fremad.
Jeg havde læst, at jaguarens brøl lyder som nogle dybe host. Men jeg kunne blot høre brøleaberne med deres dybe rungende brøl gennem hele regnskoven. Endelig fandt jeg den lukkede sti. Herinde var junglen dybere og mørkere. Jeg tænkte at jeg ville spille dum turist, hvis jeg rendte på en opsynsmand. Men ville jeg også spille dum turist, hvis jeg rendte på en jaguar? Hvis jeg mødte én, ville dét vist komme helt af sig selv.
Flere steder måtte jeg klatre over væltede træer. Egentlig havde jeg bare håbet at se edderkoppeaberne og capuchineraberne på tæt hold. Ligefrem at støde på et par glimtende katteøjne i tusmørket var helt usandsynligt. Og hvad ville jeg så egentlig gøre? Jeg samlede en stor kæp op fra jorden som våben. Ynkeligt. Hvis jeg nu rendte på kræet og stod helt stille? Ville den så tro at jeg var et træ? Næppe.
Faktum var, at jeg selvfølgelig intet ville kunne stille op. Desuden ville jeg også kun se en jaguar, hvis den ønskede, at jeg skulle se den og dermed skulle være dens morgenmad. Den ville snige sig ind på mig som den latterlige turist jeg var, være over mig på et lydløst splitsekund og gå direkte efter struben.
De ville først finde min rygsæk op ad dagen, når Peter og pigerne manglede deres fjerdemand til whist. Måske ville de finde min fod i munden på en grib, der havde fået lov at få resterne. Derhjemme ville jeg få samme prædikat som den stakkels danske familie, der blev kidnappet ved Somalias kyst: “Simpelthen for dum”.
Gad vide, hvem der ville komme til begravelsen? Ville bandet give et nummer i kapellet… med ny keyboardspiller? Og hvem skulle Charlotte nu moppe? Jeg blev helt rørt, snøftede lidt. Men tanken om Peter og pigerne fik mig til at skubbe hele scenariet fra mig med største udbehag. Pludseligt var det ikke sjovt længere. Jeg vendte om. Og havde gået ca. 5 meter, da jeg hørte en dyb hosten bag mig.
Jeg stivnede. Solen var så småt kommet frem og strålede svagt ned gennem de øverste trætoppe. Det var stille. Endnu et dybt host, denne gang rigtigt tæt på. Jeg holdt vejret og vendte mig så stille jeg kunne.
Ingenting. Øjensynligt. Jeg vendte mig atter for at skynde mig væk, da en gren knagede 6-7 meter over mig. Jeg kiggede op og så øjnene skinne imod mig fra et træ. Nu sker det, tænkte jeg og stirrede på dyret. Pludselig kunne jeg se det. Brøleaben kom med endnu et dybt host.
Om den havde mistet stemmen eller bare lavede nationalparkens ældste practical joke på en turist, ved jeg ikke. Flere aber dukkede op i træerne. De brølede fornøjeligt til hinanden og jeg trak på smilebåndet.