Skuespillerens yndlingssted i Amarante

Den lille dør holder på et mørkt rum. Er det åbent? Vi ser ind, og hvorfor ikke, vi er sultne, så nu prøver vi at gå ind i den lille restaurant Adega Kilowatt, i den nordportugisiske by Amarante.

Store mørkebrune skinker hænger faretruende tæt på hovedet, den nyindkøbte stråhat må af, kroppen skal drejes når vi skal nå hen til de massive træstole der står rundt om lokalets få borde. Den lille restaurant på Rua 31 de Janeiro, viser sig at bære på alt det, der giver en ferie minder.

En brun hule, stenvægge, restaurantens navn i himmelblå skrift på hvide kakler, blyantstegninger af velnærede mandfolk, der nyder deres frokost, pryder væggene, 19 bambusstokke på hanebjælken, fasanfjer blandet med tørrede græskar på små mørke trælister, lysebrune lerfade med mørke pølser, en lige så brun sortfodsskinke i opretstående position spændt fast og klar til at få skåret lunser af velsmag.

”Tiny byt charming,” en tidsrejse. Formlen på en af feriens allerbedste oplevelser, når det handler om at stille frokostsulten, og roen sænker sig automatisk. Ipaden og mobiltelefonen lægges væk, de passer bare ikke ind.

Hvidhåret og storsmilende tager Donna Maria, stedets ejer, imod og spørger om vi er til en stor eller en lille tapastallerken eller en sandwich. Ikke noget med alenlange menukort, det er nemt at vælge.

Er det ikke? På væggen over os hænger malerier, lokale rariteter og postkort. Øjnene skimmer, og sidder fast, for der midt mellem hilsener fra motorcykelfolk fra det meste af verden hænger en storsmilende Pierce Brosnan. Den 65-årige irsk-amerikanske skuespiller, James Bond, har sagt god for stedet. Straks er en samtale skabt.

Fire gange sidste sommer var den verdenskendte skuespiller på besøg, og han kunne lide hvad han smagte. Han har i hvert fald kvitteret med en kærlig hilsen og et billede – af sig selv, som man nu gør når man er kendt nok.

Et tilbud om det samme fra mig får ikke den ventede effekt, men den lidt aparte tavshed brydes hurtigt da en fadtallerken bæres ind.

Firskårne stykker bjergskinke mikset uskønt med dagens ost og som bestik tandstikker. Der er ikke kræset for øjet, men til gengæld for ganen. En sidetallerken med saftig melon gør skinkens røgede smag til en drøm.

Simpelt, nemt, billigt, hurtigt, men også helt fantastisk velsmagende. Et fransk ægtepar smiler. De har tømt deres tallerken, og de ved, at vi nyder. De rejser sig, betaler og peger forsigtigt mod skinken på disken. Donna Maria er klar med kniven, og så skæres der lystigt lækre skinkeskiver til hotelbrug.

Roen sænker sig, mens vi spiser kan vi næsten ikke undgå at smile. Måske er dette ikke det mest velsmagende måltid vi har prøvet, men det er det hyggeligste.

Martin Hoffmann Kønig 19. november, 2018

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også