Skovbundens farligste dyr er forårsdoven

Når træer suser med op til 200 års erfaring, så lytter man. Sådan er det i Troldeskoven ved Tisvilde Hegn i Nordsjælland.

Her bøjer de tussegamle fyrretræer sig krampagtigt over den mosede skovbund. Vinden hvisler i spæde blade og solens stråler glider legende over de riflede barkstykker, der vrider sig løs fra vindforkrøblede træstammer. Få meter fra vores forsigtige skridt gennem skovbunden kan vi høre de cyklende og vandrende, men vi er på ekspedition, så vi maser os vej gennem rivende grene og bløde moshuller.

Områdets helt særligt varierede beplantning giver bo til et omfattende dyreliv. Krybdyr, insekter og rovdyr. Flere arter af småfugle, der ellers ikke findes i Østdanmark, sjældne arter som sortspætten har sit hjem her, rådyr, krondyr, harer, måske en enkelt malariamyg, gudskelov uden den plasmodium-parasit, der årligt slår over to millioner mennesker ihjel.

Vi er på en helt særlig torsdagsmission i skoven, for vi vil møde og se et af Danmarks allerfarligste naturlevende dyr, hugormen. Det kræver dog en helt særlig gangart, for den 60-70 centimeter lange giftslange, er udstyret med noget nær radarevne til at sanse klodsede fødders rystelser, og så smutter den, så det er nu, i det tidligere forår, at man skal afsted. Hugormen er vekselvarm, så den er afhængig af solens varme til at få energi til at jage, og nu, hvor solens stråler er i sin spæde formåen er den solsugende og egentlig dovenstille.

Vi vandrer med en storkeagtig gangart og har blikket stift rettet mod skovens bund. Og så pludselig er slangen der. Lige foran os. Armybrun med et brunt siksak mønster på ryggen. Sitrer det ikke lidt i den mundvig ? Måske tungen snart kommer frem og mon ikke den blot venter på en chance for at hugge os i stumper og stykker? Dens øjne er helt åbne, så den har os helt sikkert  i ”kikkerten,” vi har allerede glemt, at hugormen slet ikke har bevægelige øjenlåg.

Giftslangen rører sig ikke, vi nærmer os, helt tæt på. Det gyser i kroppen, men vi har samtidig en helt unik mulighed for at få et indblik i, hvordan en hugorm ser ud i naturen.

Hugorme er rigtig gode at finde i forårsmånederne, og det er helt ok at finde og iagttage dem, men så heller ikke mere, for slangen er fredet, så den må hverken slås ihjel, flyttes eller indsamles, men helt ærligt, så er det også meget federe at være en af naturens omsorgsfulde gæster, der kan nyde en fantastisk skabning.

 

Martin Hoffmann Kønig 15. maj, 2020

Posted In: Aktuelt forsiden

Læs også